- filmen "Blade Runner" fylder 20 år 

Jeg så den første gang i 1984 i den nu hedengangne biograf, Klaptræet, der lå inde på Kultorvet. I min lettere tåget hukommelse fra den tid mindes jeg, at Klaptræet havde den fast på repertoiret i adskillige år. Allerede dengang opnåede den en slags kultstatus og blev ligestillet med et par andre af Klaptræets faste 80'er-programpunkter "Clockwork Orange" og "Sidste tango i Paris". Det var i en tid hvor de sidste dønninger fra punkmusikken stadig hang over København og hvor - i hvert fald - nogle af os forsøgte at finde fodfæstet mellem en status som dugfriske studenter og mere seriøse voksne, der skulle blive til et eller andet fornuftigt. 

Dengang passede filmens univers ind i hele den dødsromantik som var tidens tone. Det var moderne med depressioner, eller rettere at foregive dem. Det var tider med musikalske navne som The Cure og Joy Division, og man var ganske hip, hvis man fandt litterær inspiration i Albert Camus' eksistentialistiske værker. Fremtiden var i høj grad uinteressant, og hvis den overhovedet var tilstedeværende, så tegnede den aldeles ikke lys og lovende. Storbyer hærget af syreregn, en gold verden efter 3. verdenskrig, og en logisk flugt mod offworld-kolonier i det ydre rum. Alt dette virkede blot rigtig godt set dengang ( - og ikke mindst fremragende visualiseret!)

Filmens univers blev som født ud af dens tidlige samtid (udsendt første gang i juni 82 i USA). Alt blot projiceret og forstørret 37 år frem. Den var kort sagt det som man betegnede som "en god film" på det tidspunkt. En film der absolut var værd at se igen. Senere har jeg læst, at den faktisk fik usle anmeldelser ved premieren i USA. Anmeldelser som man dog snart fik revideret over i mere positiv retning. Hvordan kritikerskaren modtog den herhjemme, erindrer jeg ikke. 

Men jeg så den igen. Dog først 6 år senere. Til et Open Air-filmarrangement ved Musikhuset i Århus. Hvilket var nøjagtig som beskrevet. Hverken værre eller bedre. Et stort lærred var sat op under åben himmel på pladsen ved siden af Musikhuset. En helt igennem tåbelig måde at se film på, når jeg nu tænker tilbage. Det var samme aften som Tyskland havde besejret England i semifinalen VM90 efter straffesparkskonkurrence. Vi var en lille flok der efter kampen spadserede ned til arrangementet, for at se/gense filmen i den århusianske sommernat. 

Den aften blev jeg ikke desto mindre ramt. Det slog mig hvor fremragende filmen var. Og hvor langt foran sin tid den i virkeligheden også var - eller nærmere hvor langt ud over sin samtid den egentlig rakte. Det blev nemlig ikke et sentimentalt gensyn, ikke et minde fra nogle forvirrede år i en post-teenage tilværelse som man egentlig havde smidt bag sig med en gemytlig hovedrysten. Filmen var blevet endnu mere vedkommende og tilstedeværende nu 6 år efter. Med helt nye dimensioner, med sofistikerede og, i virkeligheden, banale problemstillinger om hvad et liv er og hvem der skal - og kan tillade sig at - definere og afslutte det. Altsammen kogt op over det klassiske livsdilemma:  "Hvem er jeg egentlig?". Det var kampen mellem "kunstner" og "kunstværk", mellem menneske og maskine, og det interessante der må ske når det skabte værk overtrumfer dets egen skaber. 

Nogle fænges af den slags, nogle gør ikke. Jeg tilhører den første slags. Det er sikkert en art neurose at hige efter en eller anden dybere forståelse, der ofte blot ligner en tvivlsom eksistens. Men her var tale om et emotionelt hit, der greb dybt og hårdt. Det var ikke bare en god film. Det var en fantastisk historie, der var helt formidabel skildret. Hermed var der gjort plads til et stykke klassisk kunst, i min lille begrebsverden.

Selve filmen bygger på romanen "Do Androids dream of Electric Sheep", skrevet af den amerikanske Sci-Fi forfatter Philip K. Dick. Bogen stammer fra 1968 og blev forsøgt filmatiseret adskillige gange op gennem 70'erne uden held. Inden den engelske instruktør Ridley Scott slog sine næver omkring den og skabte værket "Blade Runner". Det bør nævnes, at selve bogen ikke har det store med filmen at gøre. Grundskelettet er der, mange af personerne er blevet overført, men bogen er væsentlig mere afdæmpet end filmen. Hovedpersonen Rick Deckard er en langt mindre kynisk jæger og hans store ambition med at dræbe Nexus 6-androider (som er betegnelsen for bogens replikanter) er at kunne købe et rigtigt får, som erstatning for den elektriske udgave han har gående i en indhegning oppe på sit tag. Et ægte får vil nemlig give ham prestige. Selve filmens titel har heller intet med bogen at gøre, men er snuppet fra et aldrig visualiseret filmmanuskript (Blade Runner - a movie, fra 1979) af beatnik-forfatteren William S. Burroughs. 

Philip K. Dick døde i 1982, altså filmens premiereår, men han nåede akkurat at se Ridley Scotts visualisering og skulle efter sigende have udbrudt: "This is not like anything we have seen before... It isn't like anything that has ever been made". Og ret fik han, den gode Dick! Omkring Dick bør tilføjes at han var en lidt forhutlet forfatter. Præget af alvorlige psykiske problemer og narkomani formåede han alligevel at producere en pæn sjat noveller og romaner. Han fik aldrig noget større gennembrud i sin samtid, ikke uden for Sci-Fi kredse, men eftertiden har forsøgt at gøre skaden god. "Blade Runner" blev den første filmatisering. Siden kom "Total Recall" (1989) med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen, som er inspireret af en hans utallige noveller, og nu - i august dette år - får en anden film, også bygget på en af novellerne, "Minority Report", premiere. Instrueret af Steven Spielberg. De foreløbige anmeldelser lover godt for den, selvom vi desværre skal belemres med den enerverende flødebolle, Tom Cruise, i en hovedrolle. 

Men tilbage til "Blade Runner". Da den kom frem, blev den karakteriseret som en Sci-Fi film, men var det i virkeligheden ikke i traditionel forstand. Der var ingen intergalaktiske rumrejser år 200X over den, heller intet Star Trek eller Star Wars, eller mystiske UFO-invasioner. Hele handlingen er plantet her på jorden (Terra, i filmens sprog). I et fremtidigt Los Angeles ødelagt af miljøforurening og atomkrig. Størsteparten af byen henligger i evigt mørke og regnvejr og er beboet af folk der ikke har andet alternativ. Byens store erhvervsmæssige fixpunkt, The Tyrrell Corporation, har specialiseret sig i at fremstille menneskelignende robotter, replikanter eller androider i Dicks terminologi, der kan fungere som slavearbejdere på diverse rumkolonier, hvor de rige og smartere dele af menneskeheden er flygtet til. Replikanterne betragtes som uønsket på jorden. Hvis og når nogle af replikanterne, som efterhånden bliver mere og mere oprørske og selvbevidste i takt med genteknologiske fremskridt, alligevel "forvilder" sig til jorden, bliver de jaget vildt for specielle enheder, de såkaldte "Blade Runner-Units". Det er her historien begynder. 

Netop fordi "Blade Runner" ikke kunne karakteriseres som en traditionel Sci-Fi film, fik den snart et andet begreb hæftet på sig af de filmkyndige: Future Noir. Inspirationen var hentet fra 40'erne og 50'ernes amerikanske Film Noir. En serie film som havde sine forbilleder i 30'ernes amerikanske krimi-litteratur med Raymond Chandler og Dashiell Hammett som de mest kendte. En gennemgående skuespiller i Film Noir-perioden blev Humphrey Bogart. Han nåede både at spille Hammett-detektiven, Sam Spade, og Chandlers ditto, Philp Marlowe. Han havde også en af sine klassiske glansroller i den til dato mest elskede og roste Film Noir - "Casablanca" (fra 1942). Et gennemgående træk i filmene var natten, mørket, ja, det ligger i begrebet, og temmelig avancerede plots, hvor en "mand af folket" kæmpede med, mod og for sine egne moralbegreber mod en korrupt og uigennemskuelig omverden. Meget firkantet skåret. Men det gør kun linien klarere til "Blade Runner" og hovedpersonen Rick Deckard, i filmskikkelse af Harrison Ford.

En pudsig detalje omkring Harrison Ford og "Blade Runner" blev i øvrigt, at han aldrig selv var vild med sin rolle. Han fik for mange klø i filmen, efter egen mening. Dette selvfølgelig fra en mand der netop havde spillet Han Solo i "Star Wars" og var i gang med "Indiana Jones"-eventyrerne. Men for at afrunde ovenstående: jeg aner faktisk ikke, om der nogensinde er lavet andre film der har fået Future Noir-begrebet hæftet på sig. Men Sci-Fi er også en ganske passende - omend ikke altid lige vellykket - genre, det andet bliver en tand for akademisk. Selvom linket til fortiden kan være interessant nok.

Som nævnt havde filmen premiere i 1982, og 10 år senere kom en revideret version ud i biograferne. Den første, af nogle benævnt "The International Cut" fordi den blev versionen som først gik verden rundt, slutter med en slags happy-end. Deckard stikker af med den smækre replikantmodel, Rachel (spillet af (Mary) Sean Young), og kører bort fra mørket i Los Angeles. Det var den afslutning som Ridley Scott blev pålagt fra producenten. De følsomme amerikanere brød sig ikke om det originale manuskript. Det var for dystert.

Resultatet af dette, fik vi først at se 10 år senere, da "Director's Cut"-versionen kom. Her var de Hollywood-formildende elementer skrabet bort. Dette var det tænkte værk som blev fuldbyrdet. Vi fik sandheden om Rick Deckard serveret. Den som man mistænkte allerede ved første gennemsyn. At Deckard selv var en af dem, som han jagtede. Helt uvidende om sin egen skæbne, jf. hans egne ord:

Replicants are like any other machine. They're either a benefit or a hazard. If they're a benefit, it's not my problem.

Beviset blev drømmesekvensen med en enhjørning, som var blevet klippet bort i første version. Dette sat sammen med den gamle Blade Runner, Gaff, der i slutscenen smider en lille papirsorigami af en enhjørning foran Deckard. Gaff kendte drømmen, for den var indplanteret som resten af hans hukommelse. Ergo var Deckard ikke et menneske, men endnu et mekanisk produkt, der var skabt med en ting for øje:

Commerce is our goal here at Tyrell. "More human than human" is our motto.

Ridley Scott bekræftede selv senere, at han hele tiden havde anset Deckard som replikant. Dette forklarer muligvis også logikken i at replikantlederen, den ariske Nexus 6'er Roy Batty (spillet af Rutger Hauer), skåner Deckard fra døden efter deres lange kamp. Akkurat før hans egen "levetid" rinder ud. Hvilket var et af de interessante mysterier i den tidligere version. 

En anden forskel mellem de to versioner var at Deckards forklarende Voice-Over forsvandt i "Director's Cut". Personlig synes jeg ikke, at det var den store gevinst. De kommentarer var ganske hyggelige - og såmænd meningsgivende nok. Men jeg ved, at andre aficionados betragtede dem som unødvendig pop. Det må så forblive en smagssag. Det væsentlige blev dog at filmen fandt tilbage til sin tænkte handling. At det så også forekom som en fed fidus for Ridley Scott med relanceringen 10 år efter, kan man sagtens leve med. 

Nu er der så gået 10 år yderligere og filmens real-time er kun 17 år foran os. Jeg har siden set den adskillige gange på video, og to gange ved specielle biografopsætninger. En gang i det gamle filmmuseum på Christianshavn (det er nu rykket ind i Gothersgade og hedder Cinemateket), og senest ved en særforestilling sidste år i Cinemaxx's store sal. Og den holder stadig, selv i en lettere slidt version. Hele setup'et, kulisserne, scenarierne, virker på ingen måde overhalet af hverken tiden eller de nyeste og heftigste computeranimationer. "Blade Runner" kunne sagtens være en film fra dagen i går eller for dagen i morgen, hvilket næsten er det mest fantastiske ved den. Den ældes ikke, og hvis det nogensinde sker, gør den det langsomt og smukt. Jeg indrømmer, at jeg er farvet, har været solgt siden længe tilbage, men ingen skal bilde mig ind at de kan tidfæste den til for 20 år siden. Og netop dette fortæller også sin egen lille historie om, hvad klassikerne støbes af. Langtidsholdbarheden.

Sluttelig: en af de sekvenser jeg holder mest af fra filmen er Roy Batty's dødsscene. Han, maskinen, har besejret sin skaber, Eldon Tyrell, i skak. Har derefter slået ham ihjel, fordi han ikke vil give ham mere "levetid", og har i øvrigt været flabet nok til at recitere frit af den engelske 1800-tals digter William Blake. Han har nærmest slået sin plageånd Deckard ihjel, for så alligevel at redde ham. Måske med fornemmelsen af de to er hinanden lig og måske som sin allersidste magtdemonstration, han kan akkurat stadig bestemme over andres liv og død? Tungt sætter han sig i hvert fald som en anden indianerhøvding og siger sine sidste ord, inden hans naturgivne "retirement". 

I've seen things you people wouldn't believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched c-beams ... glitter in the dark near Tanhauser Gate. All those ... moments will be lost ... in time, like tears ... in rain. Time ... to die

Åh jo! Så tørt og åndfuldt dør kun en maskine, der er ved at blive alt andet end maskinel!

Hernede i biksen dør vi selvfølgelig ikke, men det nærmer sig lukketid. Det forlyder at der vil komme en DVD senere på efteråret, i anledning af 20 året for premieren. Måske bliver det først efter nytår. En DVD som rummer en ny Special Edition af filmen. Med flere af de første fraklip genindsat af Scott selv. Og mon ikke der - under alle omstændigheder - kommer en chance for at se eller gense filmen igen snart. På et stort lærred. Opfordringen herfra skal i hvert fald lyde: Se den hvor end muligheden byder sig! Den vil altid være pengene værd. 

Et par links at gå hjem på:

Filmens officielle hjemmeside (formoder jeg. Den er i hvert fald glimrende)

En encyklopædi om filmen (fra samme hjemmeside. Altid god at have ved hånden)

Og et lille ekstra hint:

I 1997 udkom "Blade Runner" som computerspil. Det kan kun anbefales, også nu 5 år efter. Der er nappet mængder af scener fra filmen, som man kan spille sig rundt i. Men samtidig har man skabt en egen historie, inspireret lige så meget af Philip K. Dick's oprindelige roman som af filmen. Spillet kan formodentlig stadig købes i en eller anden billig brugt-udgave i en gameshop - det var sådan jeg fandt mit for 2 år siden. Og jeg spiller det stadig med stor fornøjelse!

Jan Saxo