Dynamo - Defending the honour of Kiev
af Andy Dougan, 243 sider
Four Estate, London - 2001

Kort efter nytår (helt præcis den 4. januar 2001) kunne man i Tipsbladet læse en større - og ganske glimrende - omtale af ovenstående relativt nye britiske bogudgivelse, der daterer sig til sidste forår. 

Et af de små frynsegoder, man som undertegnede kan have ved at arbejde på et bibliotek, er at man via et par gode kollegaers hjælp relativt nemt kan bestille litteratur hjem fra det store udland. Også selv om denne litteratur umiddelbart falder langt fra bibliotekets lovmæssigt givne fagområder. På den måde er det lykkedes mig at få fingre i et rimeligt dugfrisk eksemplar af denne bog fra British Library. For at - i første omgang - blot at få den mellem fingrene til den nysgerrige gennemlæsning, som Tipsbladets artikel fra januar inspirerede til. Således sket. Nu virker det så oplagt, at forsøge at putte et par egne ord på bogen. Man bør vel være et skarn andet, omstændighederne taget i betragtning. Det er nemlig en utrolig og ganske unik historie, som Andy Dougan vil fortælle med sin bog.

En historie om nogle af fodboldens mere grusomme skæbner. En historie om Østeuropas nok største fodboldklub, en klub som de fleste herhjemme mest kender ganske godt af navn, især fordi et par danske klubber har stiftet et mindre heldigt bekendtskab med dem inden for det sidste 10-12 år. En enkelt hjemlig klub i randen af det københavnske område endda to gange. Det er samtidig en historie fra de ellers bugnende historiebøger om 2. verdenskrig, som aldrig rigtig er blevet fortalt. Til dels fordi man aldrig har ønsket den fortalt. Men alligevel har den været kendt i et vist omfang som myte fra den gamle sovjetiske eftertidspropaganda. Også her i Vesteuropa. Endda så meget at den har dannet grundlag for en godt 20 år gammel film. En film som i virkeligheden ikke har meget med dette lille stykke fodboldhistorie fra Kiev og Ukraine at gøre. De virkelige begivenheder danner blot inspiration for handlingen i John Huston-filmen "Victory" (fra 1981), men er flyttet fra det dengang lukkede Kiev og sovjetrepublikken Ukraine til det mere attraktive Paris, hvor en flok allierede krigsfanger duellerer mod den tyske besættelsesmagt på en fodboldbane. Jeg tilstår at jeg ikke ved hvordan det ender, da jeg aldrig har set filmen og ej heller har kunnet støve den frem. Men formodentlig går det anderledes godt for Sylvester Stallone, Michael Caine, og de andre hovedrolle-indehavere, heriblandt en del fodboldnotabiliteter som Pelé, Bobby Moore, og Osvaldo Ardiles, end det gik for den rigtige histories hovedpersoner.  

Dynamo - eller rettere Dinamo - Kiev blev som alle andre Dynamo-foretagender dannet som en politiets klub i 20'ernes nu fortidige Sovjetunionen. I begyndelsen var det helt bogstaveligt politifolk som spillede på holdene, men relativt hurtigt forstod man at spillermaterialet var relativt begrænset. Men politifolk kunne nemt blive et vidt begreb under et totalitært regime, og nogle af dem behøvede såmænd ikke at lave andet end at spille fodbold. Dermed dannedes basis for en slags professionalisme, som naturligvis - efter egne begreber - intet havde med vestens kapitalistiske professionelle at gøre, men dog alligevel afspejlede noget der tilnærmelsesvis kunne ligne samme vilkår for spillerne. Det blev en god fidus for fodboldklubberne, der alle var statsstyret og statsfinancieret, uanset om rødderne lå i politiet, militæret, jernbanedriften, eller et lokalt stålværk.

Selvom baggrunden, hos politiet, var den samme for Dynamo-klubberne, var der forskelle. Et folk der lever underordnet et andet folk opbygger nemt en identitet omkring en fodboldklub, som fx. catalanerne har gjort det i Spanien omkring FC Barcelona. Således også dengang i 20- og 30'ernes Sovjetunionen. Der var forskel på Kievs og Moskvas Dynamo'er. Og når Kievs Dynamoer hurtigt manifesterede sig i den sovjetiske fodboldturnering blev klubben naturligt også en slags lokal samlingspunkt for ukrainerne uden i virkeligheden at være nogen modsætning til det etablerede Sovjetsystem. Men det var midt i Stalin-tidens terror og generelle armod, hvor tvangskollektivisering og håbløs planøkonomi fik et ellers frodigt landbrugsland som Ukraine til at kæmpe med tilbagevendende hungersnød. Man behøvede et håb i dagligdagen og et godt fodboldhold blev en lille trøst.

Da 2. verdenskrig begyndte i 1939 lavede Hitler og Stalin en gensidig ikke-angrebspagt, der dels betød at de delte Polen mellem sig og samtidig gav tyskerne - på den ene side - frit råderum i resten af Østeuropa, mens Sovjetunionen kunne besætte de baltiske lande og forsøge det samme med Finland. To år senere brød Hitler pagten og tog Stalin og Den Røde Hær på sengen. På et par måneder væltede den tyske hær frem mod Moskva med Stalins tropper på flugt foran sig. Ukraine blev besat og inkluderet i det tyske lebensraum østover.

Det er her at Andy Dougans bog begynder. Om aftenen før tyskernes invasion, ved et bryllup mellem to ansatte på en brødfabrik med det elegante navn, nr. 3, i Kiev. Denne brødfabrik bliver en slags nøgle til de begivenheder, som Dougan skildrer. På bryllupsaftenen mens alt stadig er idyl, tænker gommen på to inviterede gæster som begge har meldt afbud. Den ene er en stjernespiller, Shchegotsky, fra Dynamo Kiev, der trods ry som letlevende playboy med hang til kvinder og fest har valgt at blive hjemme for at forberede sig på næste dags kamp. Den anden er en mand med gode forbindelser i systemet, en tjekkisk immigrant ved navn Kordik, en mand der simpelthen er god at kende og stå sig godt med af "statusmæssige årsager" og som desuden bestyrer en anden brødfabrik i nabolaget. 

Shchegotsky kommer aldrig til at spille nogen kamp næste dag. Krigsudbruddet stopper al normal aktivitet og som en mere eller mindre autoriserede del af politiet bliver Dynamo-spillerne også efterhånden involveret i det desperate forsvar af byen, der falder efter et par ugers kamp. Kun tre måneder efter det tyske angreb begyndte. Mens Shchegotskys skæbne fortoner sig i det uvisse efter den tyske besættelse, så får Kordik en ny betydning. Han forstår at begå hos tyskerne, som han gjorde under Stalin, og bliver ny chef for netop Brødfabrik nr. 3. Kordik beskrives af Dougan som en lille fed mand, der egentlig ikke bryder sig synderligt om Kiev eller ukrainere, men er havnet i byen som følge af en gammel kærlighedsaffære. Men han har et ømt punkt. Han er sportsgal og især elsker han fodbold og Dynamo Kiev. En dag i sin nye tilværelse under tysk overkommando møder han tilfældigt et af sine gamle idoler, Dynamo-målmanden Trusevich. Frisat fra en interneringslejr har Trusevich hutlet sig rundt i byen, i simpel kamp for blot at overleve. Kordik bliver så begejstret ved mødet at han tilbyder Trusevich et job på sin brødfabrik, og begynder samtidig at lufte sin lille personlige drøm. Han vil gerne samle et fodboldhold omkring fabrikken, arbejderne behøver noget underholdning midt i elendighederne. Han får Trusevich med på idéen og målmanden lykkes efterhånden med at finde de spillere fra Dynamo, som stadig er i Kiev - og i det hele taget i live. Brødfabrik nr. 3 får sig et lille fodboldhold, i første omgang til intern fornøjelse.

Samtidig er der andre kræfter i gang for at lave en egentlig turnering. En fodboldglad journalist, Shvetsov, på et tyskervenligt ukrainsk dagblad får besættelsesmagtens godkendelse til at etablere en lille turnering, igen motiveret med et forsøg på at løfte humøret hos byens plagede indbyggere. Han danner sit eget hold, Rukh (det betyder "Bevægelse" eller "Movement" på engelsk), et slags ukrainsk nationalisthold og ønsker samtidig at få overtalt nogle af de gamle Dynamo-spillere til at deltage på sit hold. Men de nægter, Shvetsovs rygte er ikke det bedste, og de vil hellere fortsætte sammen omkring Brødfabrik nr. 3.

I sommeren 1942, knap et år efter den tyske besættelse, afvikles turneringen. Ud over nationalistholdet, Rukh, deltager et par militærhold af henholdsvis ungarere og rumænere, begge som dele af wehrmacht, sammen med to regulære tyske hold. Det lykkes også den foretagsomme Gordik at få sit hold med. Brødfabrik nr. 3's hold får navnet FC Start - navnet er blot valgt som et gængs sportsudtryk.  

Det viser sig hurtigt at Start-mandskabet er et glimrende hold, de fleste af spillernes fælles fortid i Dynamo fornægter sig ikke. Trods dårlige vilkår udspiller de de andre hold. I begyndelsen irriterer det mest Shvetsov og præger hans referater fra kampene, især da hans eget hold taber 0-8. Den tyske overmagt tager - i første omgang - situationen roligt, også da det ene af deres egne hold taber. Men efterhånden begynder Start at få "stjernestatus" blandt de menige Kiev-borgere og bliver en slags symbol på den gryende modstand mod tyskerne.

For de menige ukrainere var udsigten til tysk overherredømme fremfor russisk måske nok i de første krigsdage som et valg mellem pest og kolera. Men tyskernes grusomhed ændrede hurtigt sagen. Massedeportationer af ukrainere til Tyskland som "slavearbejdere" og den systematiske holocaust på Kievs jødiske befolkning satte snart sine spor. Kievs indbyggertal faldt fra 400.000 til kun 80.000 på et par år under krigen. Det Hitler'ske lebensraum handlede bogstaveligt om at udrydde mennesker, der ikke passede i den germanske race-ideologi. På den baggrund blev Starts overbevisende fodboldspil et lille håb for Kievs "undermennesker". Ganske betragteligt endda da de besejrede det bedste af de tyske hold, Flakelf, et hold fra det tyske militæraristrokrati i Luftwaffe. De tyske "overmennesker" blev udraderet med 5-1 på fodboldbanen og wehrmacht begyndte at ane uråd. Man etablerede prompte en revanchekamp, der skulle spilles tre dage efter første opgør. Nu var fodboldkampene ikke bare sjov længere. 

Søndag den 9. august 1942 bliver så den kamp spillet, som senere døbes til "Dødens kamp". Flakelf har til lejligheden forstærket sig med et par friske folk, mens Start stiller med sine samme 11 mand fra brødfabrikken. På stadion er stemningen spændt.

It was another stiflingly hot day at the height of a hot mid-summer. As the crowds thronged down the long path to the ground they were met with the sight of anxious-looking Wehrmacht soldiers stationed along the route. Dog handlers with powerfully-built Alsatians were also standing by to maintain good order. This was a new development, a clear sign of how seriously the Germans were taking this fixture. 

Også i omklædningsrummet oplever Start-spillerne at denne kamp er meget mere end et spørgsmål om prestige. Dommeren kommer ind i SS-uniform og præsenterer sig.

Men Start-spillerne undlader at "heile" før kickoff. Istedet placerer de hånden på brystet og tyer til et fælles sovjetisk kampråb "fizculthura", der nærmest kan oversættes med til "længe leve sporten". Den gestus opildner den lokale del af tilskuerne, men behager ikke den tyske overmagt og den i forvejen partiske dommer fra SS. For Flakelf bliver alt tilladt på banen, og Start kommer hurtigt bagud. Men efterhånden finder de et eget spil, de er teknisk bedre og med organisationen fra Dynamo-tiden før krigen kan de udmanøvrere modstandernes brutalitet. Ved pausen fører Start 3-1 og de ukrainske dele af stadion er i oprør.

The groans which greeted Flakelf lead had long been forgotten. They sang and they cheered and they danced. Braver souls headed for the grandstand where, emboldened by their team's performance, they jeered and taunted the German officers and dignitaries.

I omklædningsrummet får Start-spillerne igen besøg af SS. En officer roser deres spil, men understreger samtidig at de ikke skal regne med at vinde kampen. Udenfor lykkes det tyskere og lokalt politi at få ro på gemytterne igen. Men stemningen efter pausen er trykket. Tilskuerne er rykket så tæt ind omkring sidelinierne, at også de tyske spillere bliver rystet af atmosfæren. Start bevarer  føringen og udbygger til 5-3. Pludselig dribler en af deres spillere sig igennem fra eget forsvar og gennem tyskernes og er helt fri. Foran et åbent mål vælger han demonstrativt at stoppe bolden, og i stedet for at score yderligere, vender han rundt og sender bolden tilbage i spil. Det bliver for meget for dommeren, han fløjter kampen af før tid. Ydmygelsen er blevet for stor.

I følge myten og den tidligere officielle propagandahistorie fra efterkrigstiden bliver hele Start-holdet arresteret lige efter kampen. I nogle af de første versioner af samme myte bliver hele holdet også henrettet. I virkeligheden vandrer historien i lang tid blot fra mund til mund, uden at blive nedskrevet eller undersøgt nærmere. Man bryder sig slet ikke om den fra officiel sovjetisk side. Unge mænd der løber og spiller fodbold med repræsentanter fra en forhadt besættelsesmagt, som resten af imperiet ligger i krig med. Den passede ikke helt ind i det billede man gerne ville have af "Den store fædrelandskrig", som blev den sovjetrussiske betegnelse for 2. verdenskrig. Først sidst i 50'erne, efter Stalin, kommer historien på skrift i en officiel version. Den hedder nu: hele holdet arresteres efter kampen og fire af spillerne bliver henrettet. Det betyder at de par Start-spillere som stadig var i live efterhånden godt kunne træde frem i offentligheden og lade sig hylde. Men det bliver først meget senere før en af de overlevende spillere, dribleren og wingen, Goncharenko, kan fortælle mere om hvad der egentlig skete. Det gør han i et radio-interview i 1996, fire år efter Sovjetunionens endelige opløsning.

For der sker i virkeligheden ingenting efter kampen. Tyskerne er ganske påpasselige med ikke at skabe yderligere furore, og Start når endda at spille en kamp mere en uges tid efter, uden den store opmærksomhed. Igen er det en revanchekamp. Mod nationalistholdet, Rukh, som Start også vinder. Først derefter møder Gestapo op på Brødfabrik nr. 3 og arresterer de 11 spillere. De 10 af spillerne bliver derefter sendt til KZ-lejren Siretz, uden for Kiev. Den sidste forbliver i Gestapos varetægt. Hvor de fleste af de gamle Dynamo-spillere tidligere har været politifolk mere af navn end gavn, bliver midtbanespilleren Korotkykh afsløret som aktiv NKVD-mand (=det hemmelige sovjetiske politi), angiveligt stukket af sin egen søster. Han bliver tortureret til døde af Gestapo.

Tidlig morgen, den 24. februar 1943, bliver en frygtelig morgen i Siretz-lejren. Dagen forinden har de tyskbesatte områder af Sovjetimperiet været præget af en stribe sabotage-aktioner fra partisangrupper. Også Kiev. Den tyske gengældelse falder hurtigt. I Siretz-lejren bliver fangerne udkommanderet og stillet op i rækker. Dekretet fra den øverstbefalende lyder på at hver tredje fange skal henrettes som hævn for sabotagen. Princippet er enkelt: de tyske soldater går ned gennem rækken og tæller 1-2-og-bang-du-er-død. En geværkolbe banket ind i ryggen, og en kugle i nakken. Tre af Start-spillerne står det forkerte sted denne morgen. Den ene er målmanden Trusevich, den anden Klimenko, det var ham der demonstrativt undlod at score i revanchekampen mod Flakelf, og den tredje en kleppert ved navn Kuzmenko. Alle tre tidligere Dynamo-spillere.

Det er i store træk den historie som det har taget den skotske journalist Andy Dougan tre år at afdække. Dougan er selv Celtic-fan, han omtales i hvert fald som sæsonkortholder på Celtic's officielle hjemmeside, og har tidligere skrevet et par biografier om blandt andre filminstruktøren Martin Scorsese og en af Scorsese's favoritskuespillere Robert de Niro (man behøver vel ikke at nævne Taxi Driver, for at understrege ypperligheden i netop deres samarbejde!). Jeg kender intet til de pågældende biografier, men resultatet af arbejdet med Dynamo-historien er blevet til en fremragende bog. 

En bog der mindst lige så meget er en historiebog, som en fodboldbog. Men det kan simpelthen ikke være anderledes, hvis man som Dougan vil forsøge at kradse lidt dybere i den hidtidige historiske overflade. Som læser føres man rundt i ukrainsk historie, får tilsat lidt fodboldhistorie både fra Ukraine og Sovjetunionen, og man får en omfattende beretning om 2. verdenskrig og situationen på østfronten. Men det går op i højere enhed fordi Start-historien aldrig ville være andet end toppen af et isbjerg uden - en fin lille propaganda-historie for eftertiden som den har været. Indtil denne bog blev skrevet. 

Dougan får gjort den til meget mere. En beretning om et fodboldhold og dets menneskeskæbner og det bliver netop en af hans pointer. For ham er Start-spillerne helte. Ikke af ideologiske eller propagandistiske grunde. Men på grund af deres fælles mod i situationen og deres evner på fodboldbanen. Dette giver også beretningen alle de nuancer og afstikkere, der gør den fængende for - i hvert fald - undertegnede. 

Skal man absolut savne noget, kunne det måske være, at få sat mere kød på Start-historiens betydning i dag. Andy Dougan har talt med en af 80'ernes Dynamo-navne, Sergej Baltacha, som var en af de første Sovjet-spillere der fik mulighed for at rejse til vesten og som nu er bosiddende i Skotland. Men hvordan ser nutidige storspillere som Rebrov, Luzhny, og Shevchenko med rødder i Dynamo Kiev på historien? De spillede alle på det Dynamo-hold der nåede Champions League-semifinalen i 1999, hvor modstanderen sjovt nok var Bayern München. Der kunne sagtens smides en masse symbolik og efterkrigsgejl i dette opgør den gang, nøjagtig som den engelske boulevardpresse gør hver gang England og Tyskland mødes i en fodboldkamp. 

Jeg aner ikke om dette blev tilfældet med opgøret mellem Dynamo og Bayern. Jeg husker blot kampen som en fabelagtig fodboldkamp der endte 3-3, hvor tyskerne nærmest blev udraderet i den første halve time og kom bagud 3-1 med bud på flere Dynamo-mål. Men efter en heldig tysk reducering akkurat inden pausen tabte ukrainerne helt pusten og måtte nøjes med uafgjort. Bayern vandt så hjemmekampen i München med 3-1, inden de på mystisk vis tabte den efterfølgende finale til Manchester United i overtiden.  

På billedet til højre ses det monument som blev rejst til ære for de fire henrettede Start-spillere. Monumentet står ved Dynamo Stadion, det mindre af de to stadions i Kiev, som klubben benytter. Det blev rejst i 1971, på foranledning af en vis Bresjnev, som var øverste præsident for hele Sovjetimperiet op gennem 70'erne. Bresjnev var selv ukrainer. Også på den baggrund kunne måske savne en lidt mere klar vinkel fra nutidens Kiev i Dougans bog. Dynamo's fortid som en af politiets klubber i det gamle Sovjetimperium gør dem ikke ligefrem pletfrie og man kan gætte på at det ikke er noget, som de praler alt for meget med nu om dage. Samtidig kan man dog også konkludere at de er den af østblok-dynamoerne som har overlevet bedst og stærkest  - og stadig med en stor tradition for at fostre store spillere. Rebrov, Luzhny, og Shevchenko er nævnt, men som den største står nok stadig sprinterforwarden Oleg Blokhin, der i 1976 blev kåret som Europas bedste spiller. 

Når man tænker på de seneste tiårs Kiev kommer man heller ikke uden om Valery Lobanovsky. Den gamle sure mand med grisefjæset på trænerbænken. Hans specielle spilfilosofi er meget teknisk funderet. Bygget omkring en stærk defensiv med lynhurtige kontraløb og en spilautomatik, som man slet ikke tør tænke på hvor mange træningstimer må have kostet at indøve. Den spillestil har givet Dynamo to europæiske titler, begge gange i den nu nedlagte Europa Cup for pokalvindere, i 1976 og 1986. Det var den stil som Lobanovsky lærte at kende fra sin egen tid som Dynamo-spiller i begyndelsen af 60'erne, en stil som fandt sine første kim allerede i 30'erne, og som heller ikke var helt fremmed, da Start besejrede Flakelf.

 

Men for at vende tilbage udgangspunktet og i det hele taget få afrundet denne lange smøre: Andy Dougan har skrevet en fremragende bog og jeg smider fem ud af fem mulige fadbamser på disken for dette værk - alene fordi jeg er blevet beriget med et stykke historie, som både er fascinerende og ganske utrolig. 

Saxo