P4.
Ikke et navn, der sagde mig så meget indtil for nylig. Jo, jeg vidste godt, når jeg tænkte efter, at det bogstav og det tal ikke længere stod for Tværs med Tine Bryld og Det Elektriske Barometer. I ved, hende socialrådgiveren, hvis to første svar på teenagernes problemer altid var: "Har du snakket med dine forældre om det?" og "Huskede I at bruge kondom?" – ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Og det musikprogram, hvor firsernes unge kunne ønske at høre den seneste deprime single med The Cure eller The Smiths, og de kunne få deres brev læst op hvis det gik henad: "Jeg er så bange for atomkrigen... jeg hørte en ambulance i går og troede at verden skulle gå under. Hvorfor? Hvorfor skal der være krig? Hvorfor kan vi ikke bare være gode venner? Jeg er bange for døden, og nu skal jeg også til eksamen. Hvorfor er tysklærere så dumme, de forstår ingenting!" Hvilket alle breve uden undtagelse gjorde.

Det program hedder Uland nu, for P4 skulle bruges til en ny landsdækkende kanal. Den blev røvballernes holdeplads, og til sidst lykkedes det – det bruneste brune, Giro 413, blev trukket skrigende og hylende væk fra P3’s sendeflade som det sidste levn fra en svunden tid. Herefter er P3 totalt styret af playlist-computeren, der serverer os Katapult, Jesper Bæhrenz og Rollo & King døgnet rundt.

Rollo & King er dog heller ikke fremmede for P4, hvor man kan høre det ene program efter det andet med snak fra gadekæret og ikke-truende musik for aldrende mennesker. På sådan en søndag er der førnævnte Giro 413, der er Hotel Evergreen, der er en evig strøm af regionalnyheder, og endelig er der et program, der hedder Det er dansk. Der er i det hele taget lagt op til, at den store verden med dens larmende og nymodne voldsomhed ikke behøver forstyrre den danske kernefamilie. Og så er der radiosporten.

Bundet til P4
Deri ligger problemet. For mens man som regel kan ignorere det midaldrende frikadellebrune danske hyggehelvede der er P4 hver eneste dag, er det ikke muligt når man sidder og prøver at følge med i hvad der sker i den anden ende af landet med éns elskede F.C. København.

Det er P4, der har monopol på at sende live fra de danske superligastadions, og de misbruger det monopol intenst. Fodbolden virker som en behagelig distraktion til det, der ellers foregår, som er kvindehåndbold, herrehåndbold, ishockey og så gudhjælpemig en venskabsbasketballkamp i Farum mellem nogle litauere fra Donatas’ gamle klub Zalgiris og et sammenbragt dansk hold, der aldrig har spillet hverken med hinanden eller med den gæstende NBA-stjerne Magic Johnson, der trak sig tilbage for snart ti år siden. Næste uge i P4: Larry Bird, Ingemar Stenmark og Vitas Gerulaitis slutter sig til Anja Andersens stjernehold, og kampen dækkes selvfølgelig live (samtidig med at den sendes i fjernsynet).

Samtidig kommer reporterne ind fra siden med kommentarer fra diverse stadions, når de ellers får lov, for det er tæt på at der skal falde en undskyldning før man kan få lov til at falde ind, især når musikken spiller. Søndag begyndte kl. 15.03 med at vi hørte Poul Krebs med Johnny han var lige ved at blive sindssyg, og Johnny var ikke ligefrem ene om de symptomer. Studieværten ævlede nemlig videre om Poul Krebs’ kvaliteter i hvad der syntes som minutter, indtil han til sidst nedlod sig til at melde, at dagens første scoring var faldet på Viborg Stadion, hvorfra man kunne høre ildevarslende klapsalver. Men nej, endelig ikke afbryde Poul Krebs.

Jeg vil vædde på, at havde man brudt ind i Poul Krebs ville P4’s omstillingsborde blive oversvømmet af bistre bønder, der ikke kan forstå hvorfor den kimbriske barde skal standses i sit sangforedrag for at der skal snakkes om noget så banalt som fodbold. Hele programmet er nemlig gearet til elskere af brun midaldrende musik og ikke sportsinteresserede.

Musikken for de unge på 90
Lad os tage de rædsler, der blev spillet søndag: Førnævnte Poul Krebs med Johnny 2000 – ja, det var et remix som er inkluderet på den nye opsamling med Krebs, som netop er udkommet, og den plade er naturligvis strålende og fyldt med klassikere. Det sagde radioen selv den søndag. Lige så vidunderlige er The Beautiful South, som spillede endnu en af deres dødsenstriste gråvejrssange om midtlivskrise, ’Till You Can’t Tuck It In. Og vores musikelsker nåede for alvor en raptus, da Mark Knopfler røg på. Knopfler i topform, konstaterede han. Sjovt nok lyder Knopfler i topform præcis lige så røvsyg og skindød som da Dire Straits begyndte deres modbydelige karriere for snart 25 år siden.

Og således fortsatte det, med musik så røvsyg at det under normale omstændigheder enten ville få mig til at falde i søvn (The Style Councils kedelige jazzpopsang You’re the Best Thing og Tim Finn, en af brødrene fra Crowded House – den kedelige af dem, selvfølgelig!) eller løbe skrigende hen og slukke radioen (de rædsomme Moonjam med en ny gang elevatormusik, og endnu et pinligt forsøg fra Thomas Helmig på at formulere sig på engelsk).

Kun da Bruce Springsteens stemme brød igennem tristessen (Viborg havde sat nummer to ind) var der håb, men det var selvfølgelig søvngængerindsatsen Lovin’ You Is a Man’s Job fra hans automatpilotfase i 1992. Afløst af et brunstigt "Mmmmmwwwooorghhh, det er mesteren selv, Bruce Springsteen!". Næste gang kan du spille Badlands, og hold så din kæft!

Time to gik videre med Søs Fenger, der rituelt myrdede C.V. Jørgensens smukke Sæsonen er slut, så med Smokie, som umuligt kan være populære hos mere intelligente livsformer end danske bonderøve – dvs. alle andre mennesker i verden – med en sang fra deres vi-spiller-kun-givtige-kopier-nu-plade. Som set på TV2. Og endelig en Sanne Salomonsensang så kedelig, at generationer af folk i hele verden gabte nok til at sende jorden væk fra sit kredsløb i et kort øjeblik.

Men vi har det jo sjovt
På dette tidspunkt var kampene ved at være færdige, og vores var den sidste af de tre, men som det var tilfældet hele eftermiddagen var det kun fra tid til anden, at vi nåede på besøg på stadion, da der jo også skulle være plads til P4’s lusede musik.

Det var sgu det, der gjorde mig tosset, for jeg fatter simpelthen ikke den indstilling der ligger bag et program som den søndagssport. Jeg kan ikke få ind i hjernen, hvorfor man sender folk til stadions rundt om i landet, hvis de kun sidder der for at afbryde en melodi i et par sekunder og siden må vente til sangen er færdig til at kunne komme til on the air. Og jeg kan heller ikke forstå hvorfor superligaens reportere skal slås mod håndboldreportere, kvindehåndboldreportere, ishockeyreportere, og så endda en venskabskamp i basketball med en 75-årig som dagens hovedperson, for at komme igennem med mål og udvisninger.

Den øretæveindbydende gavflab i studiet (jeg foretrækker lige nu ikke at undersøge, hvad han hedder, da jeg dermed håber at holde min afsky på et trods alt tåleligt plan) sagde så sandt som jeg sidder her, da der manglede tre-fire minutter af halvlegene: "Vi skal tilbage til fodbolden, men vi har også kvindehåndbold i gang!" Gu’ var der da ej! Der var pause. Det kunne man høre. Mens fodbolden var i fuld gang slog man over til to haller med kvindehåndbold, og begge steder kørte der musik i baggrunden, mens man i første omgang kunne høre reporteren fortælle i detaljer, at nu var der sandelig små børn der havde indtaget hallens gulv – ja, de hoppede såmænd på madrasserne!

Men hvad kan man vente fra et studie, hvor sporten bliver gjort til nar af P4-værten og hans kolleger? Det er altsammen hyggeligt, vi kan grine ad det hele. Da Brøndby fik en mand smidt ud, kunne speakeren fortælle, at Søren Colding hævdede at være blevet spyttet i ansigtet af en Haderslevspiller. Han sagde, at det kunne man jo sikkert se i slowmotion i TV3 samme aften, og, måske for at dække over at han var kommet til at reklamere for en konkurrent, skyndte han og en storgrinende studievært sig at konstatere, at det kunne ingen da have lyst til at se på, for det var jo ulækkert! Jo, selvfølgelig har vi da det! Det er højt drama i superligaen, og naturligvis er det fascinerende og bør absolut ikke misses i Onside, men bønderne på P4 vil åbenbart helst se fodbold som den behagelige ting, der foregår i baggrunden mens familiefaderen går rundt med en flad hat og hans børn svinger med en skralde.

Det er bare ikke tilfældet, og hvis fodbold ikke betød noget tidligere, så gør det det altså nu. Det er at pisse på folk, når man ikke dækker det seriøst og sobert, og sidder og griner de detaljer væk, der er det spændende i det hele. Og det er betegnende, at tåben bag mikrofonen ikke kunne huske et dug af hvem der egentlig spillede, og flere gange sovsede rundt i om det nu var Viborg eller FC Midtjylland, der modtog AGF eller F.C. København lige i dag.

To timer tilbragt foran højttalerne i en selvpålagt og nødvendig tortur. To timer tilbragt i afmagt og fortvivlelse over resultatet i Jylland, og desuden to timer med en stadig dårligere tålmodighed overfor et sportsprogram, der ikke sender sport. Og desuden to timer i rædsel for om de skulle spille Zididadas nye plade.

Hvorfor kan vi ikke få lov til at høre noget fodbold i stedet for? Samtidig er der jo musikprogrammer på de andre danske kanaler, og FM-frekvenserne er, selv i randområderne, så velforsynede med lokalradioer der spiller Poul Krebs til alle kløjs, at ingen kan klage. Undtagen dem af os, der hader det flødeøre som pesten.

Lad dog de folk der er ligeglade med sport høre det, eller sætte en plade på. Og lad så os andre få lov til at høre seriøs fodbold uden en tone musik, tak.

-smølle