Sidste søndag eftermiddag stod jeg i skøn forening med et par tusinde andre på og skrålede efter Brattbakk. Det var ikke, fordi Brattbakk er min yndlingsspiller, selvom jeg synes, han virker som en mægtig sympatisk herre. Det var egentlig heller ikke, fordi jeg troede, Brattbakk ville være den bedste eller mest oplagte spiller at benytte på holdet på det tidspunkt i kampen.

Mine råb gjaldede på grund af desperation. Ren og skær og uendelig desperation – og læg dertil den irritation og vrede, som desperationen medførte. For det jeg så på banen, skar i sjælen. Det var et hold, som det jeg har lært at udholde i gennem de mange magre år, som jeg har været en Københavner med stort K. Det var et modløst hold uden vilje, og uden kampgejst. Et hold, der trak sig tilbage og lod sig presse af simple bondeknolde: Silkeborgensere, der, som ønskede de at gnide salt i såret, havde formastet sig til at bære blåt og hvidt i Parken. Større utilbørlighed ville næppe indfinde sig, hvis Prinsesse Alexandra vælger at skrotte den sorte kjole til Dronning Ingrids begravelse i morgen, og i stedet vælger den sexede lille, stramme gule sag med den dybe udskæring.

Jeg var desperat, fordi jeg så, at de få spillere, der kæmpede som løver på banen, tydeligvis ikke kunne hive deres medspillere op til at spille, som vi forventer og kræver af dem.

Så jeg råbte. Og jeg råbte, fordi der måtte ske noget. Fordi jeg krævede en tilkendegivelse fra bænken, der fortalte mig, at heller ikke på den anden side af banen, hvor Roy sidder med sine korslagte arme, ville man finde sig i en så nedværdigende ringe præstation af spillerne.

Så jeg råbte.

Og mine råb blev hørt. Jeg fik i hvert fald den tilkendegivelse, som jeg ventede på: Brattbakk blev indskiftet, og Lønstrup – som I mine øjne havde spillet en særdeles dårlig kamp – blev udskiftet.

Så var jeg glad. Jeg var i hvert fald tilfreds, for nok håbede jeg da på, at Brattbakk ville score, eller at han i det mindste ville indgyde holdet mere energi og entusiasme, men jeg troede egentlig ikke på det, og i virkeligheden var det jo heller ikke det, det handlede om. Ikke for mig i hvert fald.

Kampen endte jo som den gjorde, og jeg må indrømme, at jeg følte, at jeg burde få refunderet billetten efter en sådan omgang. Spillernes indsats var – med få undtagelser – en personlig fornærmelse mod undertegnede og fansne i al almindelighed.

Derfor var jeg temmelig forbløffet, da jeg slog op på Sidelinien, hvor andre fans rasede over ”hetzen mod Pascal” – som jeg altså ikke hørte noget til, og hvor jeg i øvrigt blev belært om, at man bør støtte hele holdet o.s.v. o.s.v. Også bold.dk havde interviewet Brattbakk om affæren, og også han påpegede, at fansne bør støtte spillerne på banen.

Og det er jo altsammen udmærket og rigtigt. Naturligvis bør det være sådan, at vi giver spillerne støtte gennem kampen, så de kan spille bedre. Det er slet ikke det. Sådan fungerer det altså bare ikke i virkeligheden. Ikke i min virkelighed i hvert fald.

Jeg vil ikke acceptere, når spillerne ikke lægger liv og sjæl i kampene. Det er deres del af aftalen, at de gør deres yderste. Det er mig, der er betaler deres løn. Det er mig, der er kunden, og jeg har altid ret. Jeg føler mig snydt og bedraget, hvis spillerne ikke lever op til de krav, jeg stiller til dem.

Det er den ene del af forholdet mellem holdet og jeg.

Den anden del af forholdet er den, der gør er, at jeg er en lousy politisk forbruger, for jeg er så bundloyal overfor produktet, som man kan tænke sig: Jeg skifter jo ikke produkt, selvom jeg ikke mener, at den vare, jeg får, lever op til varedeklarationen. Nej; jeg køber igen og igen og igen.

Jeg holder jo med København! Og jeg ønsker det bedste for holdet. Så jeg følger holdet og støtter holdet – også i modgang.

Men er jeg nu en dårlig fan, når jeg sådan lader mine mishag lyde? Burde jeg ikke tænke på holdets ve og vel, og støtte dem ligegyldigt hvad? Og således holde mit ”Brattbakk på banen” til de, der står ved siden af mig?

Det er et retorisk spørgsmål – I behøver ikke at svare.

Nej. Jeg synes ikke, jeg er en dårlig fan. Nej, jeg synes ikke, jeg gjorde nogen uret ved at råbe på Brattbakk.

For det første kan jeg ikke investere mine følelser i holdet uden at jeg bliver vred, når det svigter mig. Jeg kan ikke blot stå på Nedre C som et kosmisk springvand af positiv energi, der aldrig lader mishagsytringer komme til udtryk. Man må tage det sure med det søde.

For det andet er mine ønsker om sejr og godt spil rettet mod klubben og holdet som sådan. Ikke mod de enkelte spillere. Løns går ud og Brattbakk går ind, og jeg klapper som besat. Det betyder ikke at jeg er illoyal overfor Lønstrup eller for det hold, der indtil for få sekunder havde ham på banen. Det betyder, at jeg er loyal overfor holdet og klubben, og at jeg håber at udskiftningen vil komme disse til gode.

Rationelt er spørgsmålet om fansnes kritik af spillerne fremprovokerer løsninger, i det korte eller det lange løb gavner klubben mere, end hvis fansne havde støttet spillerne betingelsesløst. ”Rationelt” er uden betydning: Det er følelserne, der driver mig, når jeg står på Nedre C.

Jeg vil ikke forsvare en ”systematisk hetz” af en enkelt spiller, men jeg synes ærligt talt, at man har gjort en elefant ud af fem høns i denne sag. Ikke nok med at sagen er ude af proportioner; den er fuldstændig fordrejet. Der var ikke tale om en hetz rettet mod en enkelt spiller; der var tale om et mistillidsvotum til hele holdet. Og det var ikke uberettiget. I stedet for at tale om hetz burde spillerne mande sig op, og erkende at det, de viste os i Parken, simpelthen ikke var nær noget, der ligner godt nok.

Og Pascal? Han gjorde det såmænd hverken værre eller bedre end de fleste på holdet. Han får chancen igen næste gang.

Martin CX