Efter et par indlæg om kvinder og fodbold i "Brølet" efterlyste en journalist i slutningen af det forgangne år på "Sidelinien" interviewofre til en artikel om fodboldfans syn på kvinder til fodboldkampe. Nu har jeg desværre ikke set, om der så også ligefrem kom en artikel ud af den forespørgsel, men det satte alligevel nogle tanker i gang hos mig.I det følgende får du nogle af disse tanker på skrift (jeg har valgt at bortcensurere andre af dem, da jeg jo ikke kan være sikker på, at der ikke også er mindreårige, som læser med!). Jeg skal dog skynde mig at understrege, at der ikke er tale om noget forsøg på at servere den endegyldige sandhed i en fiks og færdigpakket udgave. Jeg har min personlige udgave af sandheden, og andre har deres, og jeg har ikke været bleg for at krydre min udgave med den ene grove generalisering og overdrivelse efter den anden. Så er du advaret!

Lad mig begynde med at tilstå, at da jeg første gang stødte på temaet om kvinder til fodbold, var min instinktive reaktion, at Gu' er det da sjovere at gå til fodbold kun sammen med drengene. Punktum. Da det udsagn imidlertid nok ville udgøre "Værtshusets" suverænt korteste artikel i hele dets forhåbentlige lange levetid, hvis det skulle stå alene, følte jeg et behov for at intellektualisere emnet, og på den måde bruge flere sider på udtrykke, hvad der egentlig kunne siges meget kort.

Hvis man først har valgt den fremgangsmåde, er det vel meget naturligt at starte med at se på, hvad jeg - og sikkert mange andre mandlige fodboldfans - egentlig får ud at gå til fodbold. Hvad driver os over i Parken? Den barnlige glæde ved selve fodboldspillet og (den om muligt endnu mere barnlige) kærlighed til en enkelt klub, FC København, er naturligvis blandt de mere indlysende bevæggrunde. Men de behov, som disse følelser skaber, kan vi jo dybest set få tilfredsstillet ved fra den magelige lænestol hjemme i stuen at benytte os af et eller flere af de mange tilbud om fodbold på TV.Med en fjernbetjening i hånden og kolde øl indenfor rækkevidde, behøver det ikke at frembringe sved på panden.Hvorfor bevæger vi os så ud på de danske fodboldstadions i alskens vejr? Ja, i hvert fald en stor del af min oplevelse ved den slags "live" oplevelser er dels muligheden for aktivt at deltage med skrig og skrål og dels det sociale element, altså at mødes med gamle og nye venner, som deler ens lidenskab. Og når jeg siger "venner", mener jeg først og fremmest mandlige venner, da stort set alle er af hankøn.

Nu er jeg godt klar over, at andre har deres måde at gå til fodbold på, og at det for nogen er ensbetydende med at tage af sted sammen med kæresten - som andre måske besøger en planteskole i weekenden eller i øvrigt dyrker hvad par nu ellers kan have af fælles fritidsinteresser sammen. Og det er selvfølgelig heller ikke alle piger, som er lige så fremmedgjorte overfor fodbold som pigen i reklamerne for "Oddset", som har rullet hen over TVskærmene under sloganet "Der er så meget, kvinder ikke forstår". Du husker dem nok; der er dels den, hvor pigen kigger undrende på drengene som hjemme i sofaen kan føle smerten helt ned i deres egne kugler, da en spiller bliver ramt af et frisparksforsøg i en TVkamp (og så siger man, at indfølelsesevne er et typisk kvindeligt karaktértræk!), og dels den, hvor pigebarnet samler en trøje, der fungerer som målstolpe i drengenes fodboldspil i haven, op og først indser, at hun har gjort noget galt, da hun lægger mærke til deres vantro reaktion.

Men personligt er jeg nu glad for, at det i min omgangskreds er et særsyn, at man slæber kæresten med (eller lader sig slæbe af sted af kæresten). Det er jeg af flere årsager.

Én ting er, at man kan lade tilstedeværelsen af kvinder distrahere én fra det væsentlige, nemlig fodbolden. Det er dog ikke min væsentlige anke, for de fleste piger ved dog godt, at det ikke er meningen, at de skal tale hele tiden, når man er til fodbold (eller de ved måske snarere, at det ikke kan forventes, at man ligefrem skal lytte efter, hvad de har at sige). Derudover ville det være en kende for hyklerisk at lægge kønne piger til last, hvis man ligefrem kigger efter dem i stedet for på begivenhederne på banen. Det ville svare til at bebrejde De Forenede Bryggerier, at vi drikker øl, og - efter en smule selvransagelse - kan vi jo nok blive enige om, at det trods alt er os selv, som vælger at hælde de gyldne dråber i ganen, også selvom nogle flasker bestemt ser mere indbydende ud end andre.

Nej, så er det langt væsentligere, at de danske fodboldstadions er nogle af de få steder, vi som mænd har tilbage som "fristeder" i dagens velfriserede samfund, og at de bør respekteres som sådanne - med al respekt for kvinders fortræffeligheder i øvrigt. Før du nu falder helt ned af stolen, vil jeg godt understrege, at min påstand ikke er, at mænd skulle udgøre en truet race, som har behov for særlige reservater for at sikre sin overlevelse. Mit budskab er derimod, at maskuline udtryksformer helt fra vores spæde opvækst undertrykkes i høj grad.

At overbeskyttende mødre holder et vågent øje med deres drengebørns udskejelser er måske meget fornuftigt, sålænge disse børn stadig er på kravlestadiet, men problemet er, at de snærende bånd fortsætter i årene herefter. Både vuggestuer og børnehaver er overbefolket med kvindelige pædagoger og pædagogmedhjælpere, som i vid omfang prøver at opdrage både piger og drenge efter ét sæt normer og regler; pigernes. I den socialdemokratiske velfærdsstats hellige navn presses begge køn ned i samme skabelon, og vi lærer, at man skal tale pænt og ordentligt, at man ikke skal opføre sig for vildt, og at selv det mindste (eller det største) problem kan verbaliseres...til opkastningsfornemmelserne indtræder.

Selvom det selvfølgelig ikke er alle drenge, som klarer turen igennem den vridemaskine lige godt, lærer det store flertal af os dog at tilpasse os ganske godt. I voksenalderen er vi blevet i stand til at taaaaale om vores følelser (eller måske snarere vores øjeblikkelige kvindelige partners følelser) og går frivilligt med i biografen for at se en kavalkade med Kieslowskifilm, selvom vi godt ved, at den oplevelse kun vil være marginalt mere underholdende end et besøg hos svigerforældrene eller en tur til tandlægen. At en del af motivationen for en sådan opførsel ligger i, at det selvfølgelig ikke ligefrem forringer vores chancer for efterfølgende bonus i dobbeltsengen derhjemme, er så en anden sag.

Men der mangler nu et eller andet. Efter at have opført os ordentligt i løbet af ugen på vores civiliserede arbejde eller uddannelsessted, og måske ligefrem også i vores civiliserede parforhold, trænger vi mænd altså til at kunne få luft for vores følelser på en helt igennem mandig og uciviliseret måde. Men det er måske også værd at glæde sig over, for i det mindste er vi dog - i modsætning til generationen af mænd før os - så bevidste om vores manderolle, at vi ved, at vi ikke nødvendigvis er dårlige mennesker, hvis vi bare en gang i mellem skider højt og flot på de tillærte adfærdsmønstre. Og her kan jeg ikke lade være med at tænke med medlidenhed på vores stakkels forgængere, som de aggressive feminister i 70erne kastrerede ved hjælp af skarpe ord, latente skyldfølelser og lignende farlige våben, og som var nødt til at rende rundt splitternøgne bevæbnet med bue og pil samt døbe sjoveren i øl oppe hos Carl Mar Møller for at føle kuglerne vokse frem igen, da tiderne skiftede (læs: de samme kvinder blev trætte af de bløde mænd, som de havde skabt).

Men hvis vi et øjeblik bevæger os tilbage til fodboldstadionet, kræver det, om ikke et absolut forbud mod kvinder, så dog en vis dominans af hankønsvæsener, hvis det skal kunne fungere som en passende ramme for vores primitive udfoldelser. Man behøver ikke at have læst psykologi i mange år for at vide, at mænd simpelthen opfører sig anderledes, når der er kvinder til stede (at opførslen også varierer alt efter, om det er deres egne kvinder, som er til stede, er så en anden sag). De fleste vil moderere deres opførsel, hvis kæresten har fået lov til at komme med, hvilket kan hænde i et svagt øjeblik.  Når man er nyforelsket, ønsker man jo at dele alle sine oplevelser med det udvalgte pigebarn. På dét indledende stadie af forholdet, hvor du stadig synes, at det ligefrem er hyggeligt at se hende få dankortet (dog forhåbentlig hendes og ikke dit!) til at blive rødglødende i butikker, før I vælter hjem til hende belæsset med nye sko i et omfang, som kunne få Imelda Marcos til at blive misundelig, kan du jo føle dig fristet til at tage hende med ind i Parken, for at I også kan opleve en af dine interesser sammen.

Her skal det dog for retfærdighedens skyld nævnes, at det faktisk også kan have sine fordele at tage sit hjertes udkårne med til fodbold. Selv hvis du har drukket knap så meget, som du plejer (9 fadøl i stedet for 10), og du derfor har en af dine mere afdæmpede dage, vil det være et tydeligt tegn på hendes oprigtige kærlighed til dig, hvis hun først har set dig i denne middelsvære brandert råbe "sorte svin" efter dommeren og synge "jyder boller grise" til en hjemmekamp mod Silkeborg - hvis hun altså ikke slår op, så snart I er kommet hjem fra kampen. Det gælder i særlig grad, hvis du mødte pigen til en særudstilling på Louisiana eller i foyeren til Grand Bio, og hun i øvrigt er født og opvokset i Midtjylland. Og hvis du nu har lagt endnu mere bånd på dig selv, således at hun end ikke har fået færten af din sande natur ved sådanne lejligheder, er det selvfølgelig også et plus, hvis hun ikke er skredet efter at have mødt dine venner for første gang og fået to liter fadøl i håret fra de omgivende rækker efter et af Zumas sjældne mål.

Men nu er det jo sådan, at de færreste af os forbliver nyforelskede igennem hele livet (i hvert fald ikke i den samme pige), og så er det, at et par enkelte timer bare sammen med drengene bliver mere og mere tillokkende. Du har simpelt hen behov for at kunne slappe af med lidt snak om resultaterne fra weekendens runde i Premier League, at diskutere cheerleadernes attributter og evne til at bevæge kroppen, og hvis du ligefrem har taget skridtet fuldt ud, har du måske også lyst til diskret at spørge dine mere erfarne venner, om det er normalt, når din kæreste kun har haft lyst til at dyrke sex to-tre gange, siden hun fødte jeres lille stolthed - og det vel at mærke er et halvt år siden, at knægten blev gammel nok til at gå! Og udover alt det trænger du til at te dig lige så tosset, som du vil, når først kampen er gået i gang uden at skulle føle varanens misbilligende blik hvile på dig undervejs. Og så er det jo ikke så smart, hvis du på dette tidspunkt har vænnet hende til at komme med til alle kampene, og hun i øvrigt har overtalt dine venners kærester til også at gå med, således at det hele mere minder om en venindebrunch på Sebastopol end en fodboldkamp…

Nu kan det jo hænde, at tøserne ligefrem har været med længe nok til, at de også er begyndt at gå op i fodbold i almindelighed og FCK i særdeleshed, men det gør altså ikke ubetinget pinslen mindre. Én ting er at du så skal sidde og diskutere indædt med kæresten, om Diego eller Bo Svensson bør figurere i startopstillingen, hvor hun før nøjedes med at kigge beundrende på dig, som om du var Moses på bjerget, når du fremførte dine hjemmestrikkede holdninger til slige sager. En anden ting er, at kvindfolkene også begynder at skråle med på slagsangene med den største entusiasme. Oplevelsen af sangstrofer som for eksempel "when you hear the noise of the Copenhagen boys…" eller "du' til grin Brøndbysvin, for du sniffer lim…" er altså bare ikke den samme, hvis de fremføres af lyse pigestemmer. Sådanne sange er simpelthen født til at blive gengivet af ølsmurte manderøster. Der findes dog et alternativ, som er endnu mere skræmmende. Prøv at forestille dig, at samtlige sange på nedre C lød noget i retning af det her; "kom så FCK, I kan spille fodbold, jer kan ingen slå". Og at det vel at mærke lød som om, at de blev sunget af Danmarks Radios Pigekor. Nej, det holder ligesom ikke rigtigt til en fodboldkamp, vel?

Nå, nu er jeg vist efterhånden nået til vejs ende, og jeg er ikke sikker på, at du er blevet meget klogere, end da jeg startede.  Det dér med at intellektualisere skred vist ret hurtigt i svinget for mig. Men hvis det ikke står klart for dig nu, vil jeg da gerne udpensle mit endelige budskab for dig; det kan skam være fint nok med kvinder til fodbold. I små doser vel at mærke…

Epilog
Guud, sidder du dér og læser med, skat!?! Jeg havde slet ikke set dig. Nej, nej, det er da ikke dig, jeg skriver om, du er da undtagelsen, som bekræfter reglen! Det er da så hyggeligt at have dig med til bold, det synes de andre drenge da også!!!  Jamen hør nu her, der er da ingen grund til at tage sådan på vej!  Vi må da kunne snakke om det, ik'!?!

Hans CL