Den store webhotelbrand - skal den slukkes?
- Fra ørkenvandring til langustervandring

tilbage

 


ADVARSEL! Efterfølgende enetale har ikke meget - faktisk ikke noget som helst - med fodbold at gøre. Som bekendt kværner vores gæster - især de berusede af slagsen, det vil sige ALLE - løs om "alt mellem himmel og jord", og noget af det skal der da også være plads til at videreformidle. Så da formanden for vore husværter forleden en sjælden gang var forbi, og ikke var til at slippe af med, udspandt der sig efterfølgende karske enetale, som vi har valgt at dele med jer andre, inden I kan læse det i "Alt om Data" eller i en - endnu mere - harmdirrende leder om "latterlige webhotel- udbydere" - på www.cf.dk. Og ikke kun for at føje vores husvært, men også fordi alle, der kommer her forbi vores virtuelle bar, har en eller anden tilknytning til EDB og webservices herunder især webhotel kundeforhold, og måske kan bruge lidt kvalificeret input fra vores Webmaster. Vi gi'r ordet til Karsten! (Red.)

"OK, jeg ved godt jeg er fuld!"

- Hader du ikke bare når en eller anden fuldemandsidiot til en fest absolut vil "dele" noget med dig? Jeg gør ihvertfald, og inden jeg når at tømme denne Carls Special og måske selv når den tilstand, vil jeg fortælle dig om noget, der virkeligt pisser mig af! De dersens latterlige webhoteller!!. Så vagt- havende bartender, lån mig lige et øre og giv mig blot ti minutter inden jeg skal op og sætte kartoflerne over. For denne historie er fra det virkelige liv - Og det er ganske vist!

Når nysalget skal i hus
Vil du af med dit budskab, siger du? Og har du ikke midlerne til at finanisere flyveblade, foldere og dagbladsannoncer? Jamen så er sagen klar, for der findes nemlig en billig metode som nogen har valgt at kalde for Internettet. Alle der idag har en computer som kan komme på Internettet har mulighed for at kaste sig frådende over lige netop dine sider sprængfyldt med dine fortællinger om langusternes vandring under Atlanterhavet.

"Jaaaa, men jeg har ikke forstand på at få det ud på Internettet, men......" - Intet problem! Den klarer vi skam også. For til lige netop DET formål findes der noget som kaldes for Webhoteller. For et beskedent beløb hver måned kan vi tilbyde dig, at hele verden kan høre om de små krebsdyrs lange ture under oceanerne. Og det vil da være oplagt at folk skal kunne finde dig ude på nettet under navnet langustervandring.dk. Det klarer vi skam også. - "Jooo, men det kan da godt være, at folk først vil se mit budskab om aftenen, og....." - Jamen, det her kan skam ses 24 timer i døgnet året rundt. Intet problem.

"Hvad skal jeg så gøre for at komme igang?" - Du skal såmænd blot skrive under her, og så ellers gå hjem og gøre fortællingerne om dine små otte-benede venner klar, så hører du fra os.

Ovenstående er et eksempel på den aktivitet, man hos 99,9 % af webhoteludbyderne vil kunne opleve, så snart kundens muldvarp skal se dagens lys og pengesedlerne luftes.

Fra dag to og fremefter
To måneder efter begynder det så småt at halte med at få hentet billederne af yndlingslangusteren frem på skærmen. Det er som om, der bare ikke rigtigt sker noget. Og det er egentlig ikke så underligt, for den kære webhoteludbyder har nemlig fået vokseværk og er derfor i gang med at gøre den maskine, som vores hotelkunde kører på, større. Man kan derfor naturligvis ikke bruge unødig tid på gamle kunder, idet der jo er betalt for ydelsen og et nysalg ikke er relevant. "Svare på emails? Ha! Det er jo garanteret noget med et billede af et eller andet latterligt krebsdyr, der ikke kan komme frem på skærmen. Nææææ! Nu skal der andre boller på suppen! For at overleve gælder det om at få solgt noget!" - (En gammel kunde hos en webhoteludbyder er for resten defineret som en, der har betalt regningen, og derfor ikke kan bidrage med mere).

Nu går det rigtigt godt! Webhotellet udvider personalet - fra én til to! Naturligvis for at kunne tage sig af nysalg og arbejde med at gøre maskinparken større. Og vores langusterven? Bare ærgerligt.

En skønne dag har kunden fået nok og flytter til et andet webhotel! Som for øvrigt bruger samme opskrift som før!

Og her er det så, der skal stoppes op! For hvordan sikrer man sig imod den slags kunderytteri fra Webhoteludbyderens side? Hvad skal der til for at opnå en stabil og tilfredsstillende drift fra kundens side? Hvor man rent faktisk bliver taget alvorligt, og der også fokuseres på dag to og fremefter?

Checklisten til kommende hotelkunder
Det er og bliver en jungle for nye kunder med et minimum af teknisk indsigt. Men skal man belært af erfaringer endelig opsætte en checkliste, kunne den meget nemt se således ud:

  • Undersøg hvor mange ansatte firmaet har
    Jo færre des dårligere. Hvis de typisk har 1-3 ansatte skal man straks være på vagt. Dette kan nemlig betyde at der IKKE er dedikeret personale til driftsproblemer, og at man derfor ned- prioriteres grundet udbyderens fokusering på nysalg.

  • Find et firma UDEN vokseværk
    Spørg til firmaets øjeblikkelige maskinkapacitet og om eventuelle udvidelsesplaner. Bliver de ved med at vokse? For så skal man igen være på vagt. Det indebærer ofte en ustandselig gang flytten frem og tilbage fra den ene server til den anden af kundens filer. Og ofte glemmer udbyderne at rekonstruere de eventuelle specielle rettigheder, dine biblioteker og filer måtte have. Derudover giver dette masser af andre problemer med børnesygdomme, hvor eksisterende kunder ikke kører i kortere eller længere perioder, fordi en ny maskine ikke sættes op ordentligt.
  • Hold dig fra udbydere der køber sig ind hos ANDRE webhoteludbydere
    Mange udbydere køber sig ind hos andre større udbydere. Det foregår typisk sådan, at udbyder A køber eksempelvis 50 "pakker" hos en større udbyder B, der så KUN lever af at sælge til andre udbydere. Problemet består i, at der kommer for mange led ind i kæden, hvilket kan forårsage adskillige problemer med kontakten til kundeudbyderen. For udbyder A er afhængig af, at udbyder B's maskinpark virker, og gør den ikke det, er både kunden og udbyder A magtesløse! Den direkte kontakt til der, hvor kundens webhotelløsning ligger, er derfor svær at få øje på.
  • Vær ikke bange for at betale for kvalitet
    Også i denne branche følges pris og kvalitet ad. Jo billigere man finder tilbudene, des mere bør man holde sig langt væk fra det. Husk på at disse firmaer er i en konstant og en stigende konkurrence med hinanden, der hele tiden kræver, at nysalg sættes i højsædet, hvorfor chancen for en tilfredsstillende drift på lang sigt formindskes.

  • Check eventuelle referencer
    Mange udbydere har referencer liggende som det kan være en god ide at checke. Prøv at besøge en af de omtalte websites og vær endda ikke bleg for at kontakte den pågældende for at høre deres oplevelser.

Alternative løsninger med den blinde makker
En søgning på "webhotel" hos Jubii giver anledning til en interessant øvelse. Prøv at klikke på et par af de fremfundne links og prøv så at lytte til nødråbene fra de desperate nichevirksomheder:

"50 MB disk plads, fri ASP/CGI, fri trafik, gratis domæne, 0 kroner i oprettelse og 5 kroner om måneden hos Arne Bjarnes Webhotel".

Eller hvad med: "100 MB disk plads, fri trafik, fri ASP/CGI/ODBC/KGB/CIA/FBI, gratis domæne, 0 kroner i oprettelse og 1 krone om måneden hos SvenBents webservice".

Om end ovennævnte kan være lettere overdrevet, er budskabet ikke til at tage fejl af, og det ville klæde d'herrer ArneBjarne og SvenBent at skrive sandheden:

"Hjælp! Vi er desperate nu! Vil du IKKE nok være kunde hos mig, hva hva hva? Du skal få ALT til næsten ingen penge, og nu er der også kommet en blind makker vi skal kæmpe mod!"

Men hvem er så denne blinde makker? Lad os sige goddag til vores gamle venner Teledanmark, Cybercity og Worldonline. Og til vores nye ven kaldet ADSL. Denne forkortelse kunne meget nemt stå for Alternativ Der Sikrer Langusterne! Det gør det nu ikke, men det kan i praksis være redningen for de små kunder og døden for de små webhoteller.

Tænk på et tal! Tænk på tallet 3!

  1. Et ADSL-abonnement med en router der har fast IP-adresse
  2. Et firewallprogram
  3. Et webserverprogram

Disse 3 ingredienser er hvad der skal til! Og nu er det lige pludseligt DIG, der beder ArneBjarne og SvenBent kigge i vejviseren efter at få lidt opmærksomhed.

ADSL-abonnementet
For omkring 400 kroner om måneden kan du nu stille alle billeder af alle de krebsdyr, du har lyst til, til rådighed på Internettet, kun begrænset af din PC's harddiskstørrelse.

Firewallprogrammet
Uvurderligt og uundværligt når din maskine pludseligt skal fungere som webserver. Det sikrer at udefrakommende ikke tiltusker sig adgang til din maskine på andre måder end du vil have dem til.

Webserverprogrammet
Et gratis program der rent faktisk sørger for at din PC opfører sig som en webserver og returnerer langusterbilleder og tilhørende beskrivelser.

"Jo, men er der da slet ingen ulemper?" - Naturligvis! Du skal nu selv sørge for ting som backup og de problemer, man får ind på livet ved at lade sin PC stå tændt 24 timer i døgnet. Men igen bestemmer du jo selv, hvornår din maskine skal være webserver, og hvornår den ikke skal være det.

Nu er 203.144.275.70 ikke ligefrem en brugervenlig måde at markedsføre sig på, men for et beskedent beløb vil de tre førnævnte firmaer skam godt sørge for, at langustervandring.dk henviser til den lille sorte boks, du har fået stillet ved siden af din PC.

Fremtiden
Sandheden er nemlig den, at med indførelsen af ADSL kan enhver person nu blive sit eget webhotel! Og til trods for leveringsproblemer med routere, der vist ene og alene skyldes det typisk danske fænomen med, at man ALDRIG lærer at tage højde for en succes, så er vejen banet for, at vi kan få renset gevaldigt ud i denne branche. Det trænger den alvorligt til.

Den store webhotelbrand er så småt igang - og undertegnede ser ikke den store grund til at slukke den. Fremtiden vil vise hvem der egentlig kommer til at gå nedenom og hjem - eventuelt under oceanerne. Og i skrivende stund er domænet langustervandring.dk stadig ledigt.

Og for det ikke skal være løgn så... SHIT!! Jeg er den der er smuttet! Kartoflerne koger jo ikke sig selv!

Karsten Heitmann, CF1

mail