"The Glory Game" af Hunter Davies, originaludgaven udkom i 1972. Den gennemlæste er 5. udgave fra 2000 fra Mainstream Publishing, Edinburgh.

The great fallacy is that the game is first and last about winning. It’s nothing of the kind. The game is about glory. It’s about doing in style, with a flourish, about going out and beating the other lot, not waiting for them to die of boredom.

Ovenstående citat  stammer fra Danny Blanchflower. Han var anfører på det Tottenham Hotspur-hold som i 1961 vandt the double i England og formodentlig får nostalgiske glædestårer til at flyde hos mange ældre fodboldfans som måtte have oplevet dem. Lidt på samme måde som gamle fodboldfolk taler om det ungarske landshold i 50'erne, det landshold som Stalin og Sovjetimperiets invasion i 1956 drog på flugt ud over resten af Europa. Om sammenligningen er helt rimelig kan selvfølgelig diskuteres. For alle gode Spursfans er dog ingen tvivl, også hos folk som mig selv som der end ikke var tænkt på, på det tidspunkt. For sandheden er også at Tottenham aldrig har vundet det engelske mesterskab siden, og som situationen ser ud i dag, med George Graham som manager, bliver det næppe heller foreløbig. Der synes i det hele taget at være meget langt fra den gode Blanchflowers' ord til nutidens Spurs, men det bliver vist en anden historie...

For ikke desto mindre har de bevingede Blanchflower-ord alligevel altid dannet et specielt karma om klubben fra det nordlige London. Spurs var ikke bare titlerne, Spurs var også skønheden og æstetikken ved fodbolden, set gennem de snævre engelske øjne. Tottenham blev i årtier en slags eksponent for den offensive og kreative fodbold. De var de højrøvede, de arrogante, og æstetikernes klub, som man hadede som pesten blandt kulminearbejdere og fårehyrder i det nordlige England, og stod samtidig som modsætningen til naboklubben Arsenals mere defensive og luskede spillespil. En skælmsk fætter på de nordlondonske kanter formulerede det engang således; Gud skabte Tottenham for at underholde, mens han skabte Arsenal for at vinde titlerne.

Blanchflower-citatet har ikke blot inspireret til bogens titel, det står også som indledningen på bogens sidste kapitel, det kapitel hvor Tottenham lukker og slukker 1971-72 sæsonen med at vinde en Europa Cup-titel for anden gang, som første engelske klub. Ironisk nok ved at besejre i en anden engelsk klub, Wolverhampton, samlet i de to kampe som udgjorde UEFA Cup-finalen dengang. Uden at vise meget skønspil. Men de vandt en titel, og som man med alverdens brutal nøgternhed også konstaterede i begyndelsen af 70erne, en sæson fremstår alt andet lige meget mere vellykket, når man vinder en titel.

Bogen "The Glory Game" er fremragende, og meget velskrevet, og bør også være det for folk uden prædestinerede Spurs-sympatier. I sig selv er det en banal historie og med en målestok fra det 21. århundrede kan man måske tale om en slags nedskrevet Championship Manager, med 0% inter- aktion, men derimod 100% autencitet. Det er den ægte vare, når journalisten Hunter Davies følger Spurs igennem sæsonen 1971-72. Fra optaktens træningslejre til selve sæsonafslutningen - omtalte UEFA Cup-finale mod Wolves. Det bliver til et ganske unikt portræt af en professionel fodboldklub, i alle dens facetter. Et portræt som jeg tvivler på, at nogen ville få mulighed for at lave i dag. For der lægges ingen fingre i mellem, vi læsere hænger som fluen på væggen i omklædningsrum, bestyrelseslokaler og på hoteller i grad som ingen fodboldklub, anno 2001, vil kunne acceptere.

Enkelte spillere udfrittes indgående, fra stjernestatus'en på banerne til ordinære personligheder ud i privatlivet, hvor stupide kommentarer og manglende skoleuddannelse bliver særdeles nærværende. Manager og træner fremstilles med samme oprigtighed. Manager (i en menneskealder, 13-14 år i sæsonen vi følger), Bill Nicholson, udtrykker gang på gang sin irritation over de moderigtige lang- hårede frisurer, som spillerne møder op med. Det er bestemt ikke hans kop te. Den koleriske træner, Eddie Baily, og hans smårascistiske bemærkninger om negre, da truppen er på løbetur under en træningslejr i optakten, giver kun sit plus til oprigtigheden i bogen. Vi befinder os stadig i en tid, hvor farvede spillere var et unikum på engelske fodboldbaner, kun West Ham havde haft et par stykker inde i truppen. Forespurgt af Davies om hvorfor Tottenham også ikke havde nogle, især fordi Tottenham rent geografisk også er beliggende i et område hvor der bor mange farvede, svarer manager Bill Nicholson, at man bare ikke havde fundet nogle der var gode nok. (Der gik så yderligere et par år før man fandt én der var god nok. Garth Crooks, der dannede en succesfuld frontduo med Steve Archibald i begyndelsen af 80erne. Jeg mener at han var den første farvede hos Spurs!)

Bogen vakte da også en del furore, da den udkom første gang, men set med nutidens målestok virker det aldrig som nogen udlevering. Davies beholder altid respekten for sine "objekter", han menneske- liggør dem blot på en hudløs måde, og konstaterer da også selv i en slags afslutningsreplik:

I started the season with the idea that being a footballer must be a good life. How lovely to be a hero. How wrong I was.

Her sigter han til selve arbejdet, at være fodboldsspiller, med træningen, de kedsommelige gentagelser, den evige venten på hoteller og den evindelige stressfaktor der gemmer sig bag, at man aldrig kan føle sig sikker. Enten på pladsen i startopstillingen for stjernerne, eller om man kommer på holdet uanset indsatsen under træningen for reservernes vedkommende.

Portrættet af Alan Mullery bliver sigende. Mullery starter sæsonen som anfører og status af engelsk landsholdsspiller. Men fra sæsonstart fungerer hans spil ikke, det går gradvist ned ad bakke for ham. Kritikken er hård både internt og eksternt fra pressen. Han siger at han har problemer med en skade i maveregionen, som ingen rigtigt kan definere. Det ender med at han sættes af holdet, og efter et par dårlige reserveholdskampe udlejes han til barndomsklubben Fulham, dengang bundklub i næst- bedste række.  Han ser egentlig sig selv som færdig på topplan, har passeret de 30 år, og pludselig vender bøtten så helt igen. Tottenham møder i Europa Cup-semifinalen AC Milan og skades- situationen er alvorlig i truppen. Mullery tilbagekaldes fra Fulham og spiller et par forrygende kampe og scorer et vitalt udebanemål i Milano. Fra at være helt ude, afslutter han sæsonen som den store helt igen.

En anden side af fodboldens brutalitet fremstår, da den rutineret forstopper Cyril Knowles laver i en kæmpebrøler i Liga Cup-semifinalen mod Chelsea. Tottenham har tabt uheldigt på Stamford Bridge, men håber på at ordne sagerne hjemme på White Hart Lane. Og alt går planmæssigt, man er i hvert fald sikret ekstra spilletid, da Knowles pludselig går helt fejl af bolden ved et hjørnespark kort før tid. Chelsea udligner føringen, efter en kamp som Tottenham havde domineret helt. Alle er i chok. Davies beskriver stemningen bagefter:

It was the first time I'd heard the fan in the dressing room. I hadn't realised before that there was one. Its low, insistent hum seemed to reverberate round the walls, getting louder and louder, as if trying to drive everyone mad, an Orwell 1984 room, a torture chamber where everyone is face to face with his worst fears.

Efter kampen står dommen klar for Knowles. Fejlen er blevet til en for mange i løbet af sæsonen, hans nonchalante spillestil i forsvarskæden er kommet til kort og han degraderes fra sin sikre stamplads til reserveholdet. I øvrigt var det ikke unormalt at man dengang i Spurs spillede en slags 4-2-4 med to meget offensive wingers omkring angriberne. Da Nicholson efter nogle dårlige resultater ændrer til den nu almindelige 4-4-2 opstilling, møder han en del intern kritik, og får skudt i skoene man spiller for defensivt. Men resultatkurven vipper igen opad og Nicholson kan tørt konstatere:

The teams of the 1950s and 1960s played football that was right for the times. The game has become more defensive, more negative. We have to do what's necassary. Supporters aren't interested in good teams that lose. This is professional football. The first rule in a manager's bible is "don't lose". That's the way it is.

En anden side af bogen er at man også følger fansene. Der er den filantropiske forretningsmand, som altid følger Spurs fra diverse eksklusive lounges, og som gerne efterfølgende holder eksklusive fester hvor spillerne bliver indbudt. I den anden grøft er der også dem som Davies kalder Skinheads. Selvom der ikke er meget skinheads over dem, i vores forstand og ej heller i Davies' forstand.

As a species they used to be called skinheads, and still are by the press, but that term was already about a year out of date. Almost all of them had long hair and many of them could have for hippies, except for their big heavy boots. The average was fifteen. They called themselves Smooths, if they called themselves anything.

Vi skriver altså stadig 1971-72 her og allerede på det tidspunkt er hooligan-problemet åbenbart i England. De mødes håndfast med modstandernes fans på banegårde eller i gaderne, enten det er i Leeds, Coventry eller Liverpool, og hver gang er billedet fulgt af slagsmål med politi eller smadrede togvogne som allerede dengang var dagsordenen for en hob af fodboldfans i England. Især når man drog til udekampene. De er loyale og totalt ukritiske overfor klubben, og udgør en væsentlig del af kernen på den gamle, nu renoverede, ståplads-ende på White Hart Lane - Park Lane End.

Men dog kun en del af dem. For der er også alle de almindelige fans, de folk som blot følger klubben, og hvis hengivenhed er helt og anderledes fredsommelig og langt fra en flok selvhævdende teen- agers. Det løber respektfuld og koldt ned ad ryggen, når man læser følgende:

Fred Rhye is seventy-four and no other Spurs supporter comes near him when it comes to supporting Spurs. He's given a lifetime's devotion to the club. In the last forty years he has missed only three games. He's been widover for three years, but even when his wife was alive it never stopped him travelling all over the world with Spurs. "She got used to it in the end. She had to. I said I was off and I went."

Igen bogen rummer alle facetterne af klubben, og Davies skjuler intet. Derfor bliver "The Glory Game" også et enestående portræt af en fodboldklub, et portræt der daterer sig til en tid hvor den glade amatørfodbold stadig var idealet herhjemme, men efterhånden også en tid som er nået til de danske fodboldbaner. En mængde personligheder og relationer kortlægges, selv klubbens talent- spejderkorps får deres egen seance. Som et netværk over England holder de vågent øje med drengeturneringer og talenter i de lavere rækker og udfærdiger minitiøse rapporter, der sendes til London og manager Nicholsons vurdering. Men netværket er langt fra komplet og entydigt. Et af de talenter som man ikke fik spottet i tide, hedder fx. Kevin Keegan. Han har allerede på det tidspunkt signet med Liverpool fra den lille klub Scunthorpe, hvilket Nicholson stilfærdigt ærgrer sig over og kræver en nærmere undersøgelse. Det viser at Spurs-spejderne havde været der, blot var de indløbne rapporter divergerende og ikke entydige nok.

For et par år siden kom dokumentarfilmen "FCK - Sidste Chance" og associationerne til "The Glory Game" synes meget umiddelbare. Set i bagklogskabens lys er der ikke meget tvivl om at filmen har været inspireret af Hunter Davies' Spurs-portræt. Det ligner næsten en tanke, fristes man til at sige, at man på samme måde forsøgte at portrættere en dansk professionel fodboldklub, anno 1997. Hvad der udgør forskellen, og dette skrevet uden at ville nedgøre filmen, er at bogen om Spurs bliver så meget mere vedkommende og intensiv. Fordi alene en bog på 296 sider kan rumme meget mere information end en film på godt en time. Det ligger i selve medieformen at bogen altid vil blive mere indholdsrig, ord kan rumme meget mere end billeder, hvis de bliver brugt ordentligt og det formår Hunter Davies.

Så læs bogen! Læs den fordi den er i samme katagori af fodboldlitterære klassikere som "Fever Pitch", ergo den skal i virkeligheden læses. Der er intet at rafle om! Selvom 1972 efterhånden er mange år siden, især hvis man fixerer på Spurs og originaludgaven. Bogen rummer alligevel en masse guf, også i de senere udgaver og de mange lidt pudsige appendixer, der stadig udfritter både daværende og nuværende Spurs-spillere om alt fra diverse kampritualer over fritidsinteresser og avishold til  - ja,  selv deres politiske engagement. Ligesom der er omfattende beskrivelser og grafiske fremstillinger af de forskellige dødboldskombinationer, som Nicholson tæsker sine spillere igennem under træningen. Allerede dengang var de væsentlige elementer i spillet. Samme Nicholson trak sig i øvrigt fra managersædet i 1974, efter 16 års ansvar for klubbens bedste hold. Også det fortæller om en anden tid. Og som sagt - jeg tvivler på man vil kunne lave et lignende værk nu - 30 år senere. Dertil er et kvælende begreb som "mediebevidsthed" allerede blevet for omfattende inden for den professionelle fodboldverden. Uskylden er røget for længst, og måske var det i virkeligheden denne bog der nappede mødommen? Hmm, alt andet lige var TV-mediet i hvert fald noget mere blasert i begyndelsen af 70erne. Og skal vi ikke også lige nævne, at Tottenhams dyreste indkøb dengang var Martin Peters som man havde hentet i West Ham i 1970 for det svimlende beløb af £200.000 (og svimlende var det vitterlig på det tidspunkt). Hvad var det lige Leeds gav for Rio Ferdinand her i efteråret?

Saxo