Der var engang en tirsdag og J. sad og tænkte:
Hmmm ja, når man efterhånden har fulgt denne klub tæt i en hel del år, så bør man vel have vænnet sig til lidt af hvert. En ting er al skryderiet og den evige viften med arme og ben og nu bliver vi mestre og vi er åh-så-gode. Det game er vi ligesom selv en del af. Noget andet er så alt det som bare sker, og som ind imellem medfører al denne viften med arme og ben på grundlag som er mere eller mindre håndfaste.

Egentlig var det særdeles håndfast at hente hvad alle formodede var Danmarks bedste fodboldspiller hjem i folden for to år siden, og samtidig ansætte hvad mange formodede var en rigtig god træner - og i følge egen lettere selvironiske observans - den bedste af slagsen. Der gik tre måneder og spiller- trup og træner havde ingen fælles "kemi", viste det sig, og der gik yderligere tre måneder og den formodede bedste spiller var forvandlet til den bedste kylling af alle. Oveni erklærede han det ligefrem på nationalt TV og det 14 dage før nogen andre vidste det. For at understrege alvoren i sine 14 dags-lagrede ord sendte han en fax.

Og således ansatte man i stedet Danmarks bedste sportsdirektør, for det er han givet, selvom han ikke selv siger det, og lod ham starte sin private "proces", som han iøvrigt bedyrede at han ikke kendte så meget til. Det gik sådan set stille og roligt og klubben lagde sig selv til rette på en urokkelig 8-plads. Og det der engang, cirka 4 år før, var Danmarks bedste træner, satte sig for tredje gang ind på bænken. At han var Danmarks bedste træner, altså et par år før ham den anden, ham der manglede "kemien", det havde Danmarks bedste direktør - set med egne øjne - nemlig forlængst udråbt ham til at være. Altså dengang for knapt 4 år siden. Og siden havde træneren haft en mindre degradering, som måske også var en opgradering, og et kortere intermezzo som "stand-in", efter at en anden træner måtte rejse, fordi han havde en datter der var multihandicappet.

Den slags vil aldrig ske igen, den slags er simpelthen for surrealistisk, den slags oplever man kun en gang, tænkte J. og virkede egentlig godt tilfreds med situationen som slet ikke var helt så optimalt som den burde, heller ikke på denne tirsdag hvor han begyndte denne tankerække. Men akkurat derfor havde man jo noget at se frem til, skønnede han. Man bør altid være optimist når ting ikke starter optimalt. For sådan skal de gode ting nemlig være, de begynder altid i det små og udvikler sig. Det er noget rent biologisk!

Men så var det at han opdagede, at Danmarks bedste anfører, som slet ikke var Danmarks bedste, fordi han var fra et ganske andet og nordligere land, pludselig var blevet ramt af hjertestop. Midt under en uskyldig træning. Midt på en uskyldig og i bund og grund begivenhedsløs tirsdag. Jeg drømmer det her, tænkte J. behersket, den slags sker simpelthen ikke i virkeligheden. En anfører, som ikke bare var en tilfældig anfører, men faktisk ganske glimrende, får ikke hjertestop midt under en ligegyldig træning. Den slags sker ikke, det gør det bare ikke. Så han grinede blot og anså det hele som en velproportioneret spøg. Altsammen så jo netop så stille og roligt ud og skulle nok udvikle sig med tiden. Hvis man betragtede det rent biologisk!

Men det gjorde det ikke, og han drømte aldeles ikke, og pludselig så han det hele gentage sig igen. Danmarks bedste dit og Danmarks bedste dat tæskede gennem hans hoved - i tæt selskab med den urokkelige 8-plads. Og så var det at J. erkendte: En eller anden måtte have aflagt falsk vidnesbyrd mod ham, en eller anden måtte spille alvorlig kispus med ham og den klub som han egentlig følte ganske stor sympati for. Og så var det han at så de to velvoksne betjente stå bag ham.
"Du er arresteret!", sagde de i kor.
"For hvad?", spurgte han troskyldigt og vendte sig og fortsatte, "Jeg har jo intet gjort!" - omend han straks anede både dumheden og omfanget af sine ord.
"Det er os der stiller spørgsmålene!", svarede de to betjente stadig i kor og med en sådan tyngde at J. blot nikkede og mumlede:
"Det her er ligesom ham Kafka, ikke sandt!"
"Jo...", svarede betjentene, "... sådan er det altid. Det er altid ligesom med ham Kafka!"

Al respekt til Ståle og hans familie!

- Jan Saxo