En genudsendelse fra Fusionsnipserne fra september 1999...

Er det ærlig talt umagen værd at bruge en formue på at smide penge i at købe store mængder plastic, papir og andet grej for at vise det i et halvt minut og smide det væk?

Sidst vi så det ske var ude i Gladsaxe for et par uger siden. Da holdet løb på banen klædt i sort blev det markeret ned fra den åbne endetribune ved at et antal sorte strimler af plastic blev rullet opad og rakt videre. Som om det ikke var svært nok at klappe samtidig med at man balancerer med øl og pølser har man så den tjans at stå og vifte med tifoen.

Der har vel været 5.000 mennesker som har set det. Stadion var kun knap halvfyldt, og det betyder at udover de omkring 1.000 på vores tribune og de mange hundrede som først forlader sponsorloungens kolde bord i sidste sekund er denne tifo ment for resten af publikum. Vi kan jo ikke se den selv – især ikke de af os som står under plasticen. Og den blev ikke vist i fjernsynet, og det gør større tifoer i øvrigt sjældent.

Men er det det værd? Er det virkelig ikke at forkæle de par forkølede AB-fans, hvis interesse naturligt nok ligger på et meget lille sted (og så selvfølgelig de af vores FCK-venner som helt fair ikke gider stå bag målet, men foretrækker at nyde hele kampen, og ikke kun den halve!)?

Det er denne lederskribents holdning, at tifoer er overflødige. Intet mindre. Den slags tifoer, som består i at en hel tribune står med et rulleflag og 10.000 plasticark er blevet gjort til bevidstløshed. Vi har set den en million gange, og den er dødssyg.

Og den har aldrig været vores styrke. Især ikke i forhold til hvad vi har set fra Vestegnen gennem tiden. Den mest åbenlyse klasseforskel i den regning så vi ved pokalfinalen sidste år, hvor Brøndby Support havde lavet en gigantisk manifestation, hvor hele tribunen stod med plastic i BIF’s farver, og et kæmpestort flag med påskriften i retning af at ’klubben er i fansenes hjerte’ på blev foldet ud. Hele processen foregik med en millimeterpræcis, ja næsten militæragtig effektivitet.

Samtidig, ovre på Nedre C: nogle smalle ruller stof med håndskrevne bogstaver blev rullet opad i en zigzagagtig kurs. BIF’erne har siden kaldt det ’Toiletrulletifoen’, og de har for en gangs skyld en god ret til at hakke på os, for de har altså en tradition for at afvikle den slags. Hvem husker ikke den gang de havde fået alle lokalafdelingerne til at udtrykke deres lokale stolthed over Brøndby og deres egen hjemstavn med en masse bannere, og samlede aktionen ved at henvise til ’hele Danmarks gudehold’. Og en million andre begivenheder, hvor man virkelig har disket op med ambitiøse arrangementer, både til at markere spillernes ankomst på banen og for at tage afsked med tidligere spillere.

Brøndby Support er i en helt anden liga, når det gælder at lave tifoer. Se selv deres hjemmeside, hvor de allerede på forsiden viser billeder af tifoer de har stået bag. De fleste er endda fotograferet i Parken, da man selvfølgelig har brug for et ordentligt stadion når man skal arrangere tifo. Se bare Lyngby – der arrangeres også tifoer, men hvem kan huske nogen der ude fra? Nej, vel. Og så kan man ellers mene hvad man vil om tifoer, men man kan ikke nægte at BS er mestrene herhjemme når det kommer til det punkt, og at FCK’s fans ikke engang kan begynde at konkurrere med dem.

Men hvorfor skulle vi også det? Denne lederskribent er af den oprigtige holdning, at tifoer er pompøse, latterligt selvhøjtidelige og dybt overflødige. Især når man f.eks. begynder at sy flag med en hjerterytme på for at symbolisere, at éns klub er i éns hjerte. Hvor skabagtigt er det, helt ærligt?

Det er flot at kunne den slags ting, men det er først og fremmest et udtryk for et stort håndværks- og organisationstalent, og minder mere om DGI’s landsstævne med stort anlagte menneskepyramider eller de store åbningsceremonier ved idrætsfestivaler, end det har noget at gøre med støtte til éns fodboldklub. For det kan da godt være, at man ved den førnævnte pokalfinale kunne få folk til at stå ret med plastic i hånden, men det betyder ikke andet end at nogle folk automatisk gør hvad de får besked på; det meste af kampen igennem var det ovre fra Nedre C, at støtten kom, og det selv om FCK var bagud lige fra det fjerde minut og til kampen sluttede. Nedre C var den dag et fantastisk virvar af balloner, flag og konfetti, og den kiksede tifo var bestemt ikke det som satte denne euforiske stemning i gang.

Nu er pokaltifoen blevet nævnt et par gange, men det er alt for hårdt at bedømme FCKFC’s kampudvalg på denne uheldige episode. Man har flere gange lavet ganske vellykkede tifoer. Men hvorfor? Det er et imponerende arbejde at gå en hel dag og sætte plasticstykker på hvert eneste sæde på Nedre C, men hvad er pointen med at stå i et halvt minut med plasticen indtil man bliver træt af det og smider den fra sig? Det kan alle jo finde ud af. Det er et stort spild at penge, ærlig talt, og skal man være selvisk så er det enormt irriterende at stå og bakse med, når man kunne bruge sin energi på at gå amok, smide crèperuller (uoriginalt, det ved jeg), vifte med flag (endnu mere forældet!), råbe og skrige, synge og klappe. Og det mest belastende aspekt er, at mens tifoen er i gang kan man ikke se en skid af hvad der foregår på banen, og det er det man er der for – ikke for at fejre sin egen evne til at holde plastic oppe i luften.

Nedre C har altid været bedst til at være ét stort kaos. Her er snart hundreder af fraktioner, og her er det ikke usædvanligt at der kører flere sange på én gang, det er jo en stor tribune. Og der er intet galt i det – bemærk det, intet! At have en central styring på tribunen er ikke og vil aldrig blive en københavnsk tradition. Fraktionerne, ikke mindst Cooligans, er så store, at når nogen begynder at drøfte hvordan man kan undgå at folk støtter FCK på forskellige måder og med forskellige sange har de misset pointen komplet. Det kan nemlig ikke lade sig gøre, og det skal det heller ikke.

Og midt i dette kommer tifoerne. Det er simpelthen en anden tradition end vores. Og derfor skal det forklares hvorfor dette ikke skal læses som en kritik af det arbejde, som gøres i FCKFC’s kampudvalg, men kun som et forsøg på at forklare hvorfor tifoer sjældent fungerer og ikke er slået endeligt an i Parken.

Det er nemlig forskelligheden, der gør os stærke. Det er det kontrollerede kaos, der gør det skægt at komme på C-tribunen. Og først og fremmest er det stoltheden over København, og det at være københavner, som præger FCK’s fans. Vi har ikke vadet i sportslig succes, men til gengæld har vi fundet et stærkt fællesskab, som ikke mindst bunder i stoltheden over den by vi kommer fra. Det er grunden til, at når vi forlader en landsby hvor vi har tabt endnu en kamp synger vi "Vi skal hjem! I bor her!".

Og det samme er grunden til, at vi ikke har de mindreværdskomplekser over vores by, som gør os nødt til at booste vores ego ved store massemanifestationer. Vi er som vi er. Og vi er desuden trygge i vores københavnske oprindelse og ikke et udvalg af lokalafdelinger – derfor er vi ikke nødt til at uniformere os i én farve og skjule os under et 50 kvadratmeter stort flag for at finde vores egen identitet. Derfor er de store tifoer i bedste fald ikke noget, som FCK’s fans bakker enigt op om, og de er faktisk heller ikke nødvendige. Kun en meget usikker person har brug for hele tiden at minde selv selv om hvem han er. Styrken ligger i at vide det indeni.

Så dette skal udelukkende læses som et venligt forslag til de hårdt arbejdende og gode folk i FCKFC’s kampudvalg. Brug kræfterne på noget andet end tifoer. Brug i stedet hver en krone på at give folk flag ved indgangene, som de kan beholde og tage med i Parken igen og igen. Pump penge i at uddele crèperuller og konfetti, og lad folk bringe så meget makulatur som muligt over til P.H. Lings Allé. Pynt op omkring tribunepladserne, så det kan ses kampen igennem. Lav bannere for Fan Clubben som kan hænges på hegn og rækværker, og lav nye flag med stænger som kan markere Fan Clubben udadtil – ligesom alle fraktioner og mindre har det. Et enkelt genialt flag på hegnet, eller en enkelt bolledukke med modstanderens trøje på eller en enkelt alien, som tager en ko i måsen; det er hver for sig hundrede gange federe end en nok så succesrig tifo, som med lidt held giver fansene tre sekunder i TV og Fan Clubben et minus på tusindvis af kroner.

På den måde tager man også hensyn til forskellighederne på Nedre C; for eksempel den forskellighed som består i at der næsten aldrig er fyldt i hjørnerne fordi Øvre C og Familietribunen trækker folk. Og at der er kæmpestore huller i tribunen hvor der er trapper og nedgange. Derfor virkede tifoen ikke et suk mod Betis, og derfor vil det ikke fungere med rulleflag der er mere end et par meter brede. Men hvad gør det? Hvis tifoer er belastende, så er rulleflag det dobbelt så meget. Forhåbentlig er det sket for sidste gang, at man ikke har kunnet se noget som helst fordi et jordslået flag lå hen over én. At købe et nyt rulleflag ville være stort set det mest forkerte man kunne gøre, for hvis man nogensinde finder en genstand hvis egenskaber, nytte og holdbarhed står i modsat forhold til dens pris, så er det da et rulleflag. Det var skægt en gang, da det var nyt, men de dage kommer ikke igen. Der er så mange andre ting, man kan bruge penge på.

Lad os en gang for alle vedkende os den fankultur, som er vores egen, og som mere indebærer at vi er lidenskabelige fans end at vi er gode til at sy og klistre. Kald den så angelsaksisk i stedet for sydlandsk; men kald den hellere københavnsk. Den består kort og godt i at holde øjne og ører åbne, opføre sig som selv og at bidrage på sin egen måde til livet på tribunen, i stedet for at deltage i et arrangement så topstyret som parader på den Himmelske Freds Plads, på den Røde Plads eller andre manifestationer længere tilbage i tiden. Hvorfor kopiere det, og hvorfor prøve at efterligne andre når vi selv har noget som er bedre?

Fusionsnipserne