På hjul og stejle!

tilbage
 


...saadan Grov Misæder ... sig selv til Velfortiente Straf, og andre liigesindede, til Skræk og Afskye, straffes paa følgende Maade, nemlig:

1.

Kagstryges og brændemærkes paa Panden; og derefter hensættes til Arbeyde i Jern paa Livs Tiid ... og Daglig bruges, saavel, efter Deres Kræfters Beskaffenhed, til det allerstærkeste og haardeste, som til det allerliiderligste, haanligste og foragteligste Arbeyde.

2.

Skal Misæderen engang hvert Aar ... henbringes til det Stæd, hvor det var forøvet; ... og atter kagstryges, eller pidskes med 27 Slag af 9 Riis.

3.

...[T]il ... det Stæd ... ; og tilbage igien ... til desto større Forhaanelse, føres paa Nat- mandens Sluffe, udi ... de, udi Fængselet eller Rasp-Huuset og Tugt-Huuset, brugte daglige Klæder, uden Hat eller Hue, med blottet Hoved, Strikke om Halsen og sammen- bundne Hænder.

4.

Naar de ... ved Døden afgaae, skal Deres Legeme ... lægges paa Steyle, men Haand og Hovedet settes paa en Stage ...«

Man skal efterhånden et par hundrede år tilbage før man finder straffe, der igår aftes syntes passende på den ... idiot, der fandt det betimeligt, at løbe på banen i de sekunder, hvor Heine Fernandez var alene i gennem ... helt foran mål.  Det er ikke til at vide, om Heine Fernandez havde udnyttet chancen og scoret, hvis denne idiot ikke kom springende ind på banen.  Det er ikke usandsynligt, og i givet fald havde dette mål måske afgjort kampen.

Der blev intet mål.  Kampen endte 0-0, og en komplet ... idiot kostede os måske sejren.

Jeg var ikke den eneste, der fik pletter for øjnene af raseri, da det gik op for mig, at denne idiot, havde spoleret en oplagt målchance.  En målchance, der - for så vidt den blev omsat til et mål - havde skabt en mening i det absurde skue af en fodboldkamp, som vi fra Lyngby Stadions jordvolde kæmpede for at kunne se.

Det mest groteske ved situationen var, at idioten bar en hvid trøje.  En hvid trøje, som om han støttede F.C. København?!?  Han formastede sig til at tilkendegive et tilhørsforhold til den ædleste af de danske klubber, blot for at spytte os i ansigtet ved at stjæle sejren fra os.

Judas!

Og blot for at gnide salt i såret forventede han, at han blev hyldet.  Hyldet for sin demonstration af mangel på situationsfornemmelse i en sådan grad, at Sikringsanstalten i Herstedvester gjorde et ekstra værelse klar i aftes.

De på stadion, der måtte have hyldet ham, gjorde intet andet end at udstille, at ej heller de er nået de sidste trin op af den evolutionære stige, og således kan de kun klassificeres efter deres mest imponerende egenskab; at de på trods af deres i alle henseender indskrænkede åndelige kapacitet formår at holde sig oprejst. Det, der tonede frem på hr. og fr. Danmarks små skærme i går aftes, var en af denne verdens sidste eksemplarer af Homo Erectus.

At dette - rent biologisk interessante - væsen formåede at liste sig forbi vore medbragte vagter kan undre, men ansvaret kan i sidste ende kun ligge eet sted.  På idiotens smalle skuldre.

Vi er efterhånden holdt op med at sætte "Grove Misæderes" hoveder på stage her i Danmark, men straffen for denne forbrydelse bør ikke udeblive, og ligesom i forordningen fra 1700-tallet bør den fungere til skræk og afsky for idiotens ligesindede:

Han bør prompte smides ud af FCKFC - hvis han overhovedet er medlem. Derudover bør han formenes adgang til F.C. Københavns kampe. Både de, der spilles i Parken, og så vidt det er muligt, også de, der spilles andre steder i landet.

Om ikke af anden grund så af hensyn til idiotens egen sikkerhed

Martin CX

mail