De må have en gårdhave nede i den sprutbule, for der var helt tomt dernede, da jeg lige droppede forbi. Nu er det jo som bekendt også blevet sommer, så der er vel ikke noget at sige til at personalet var ude at nyde det gode vejr et eller andet sted.

Til gengæld luskede der et eller andet irriterende kræ rundt og slikkede ølsjatter op. Jeg har aldrig brudt mig om hunde, og efter at den nogen tid havde intimideret mig ved at forsøge at snuse til mig på noget uvelkomne steder, så jeg mit snit. Der var jo alligevel ikke nogen i baren til at se det, så da chancen bød sig gav jeg den et gedigent los i røven.

Men se nu hvad der så skete - kræet blev hverken bange eller aggressivt. I stedet viste det den elendige underdanige slavementalitet, som er så typisk for hunde. Den syntes simpelthen at underkaste sig mit ondskabsfulde lune og kigge frygtsomt, men dog anerkendende op på mig.

Det kunne man jo vælge at tage som en succesoplevelse, men alligevel blev jeg et sted mellem irriteret og rasende over det. Det mindede mig f.eks. lidt for meget om den måde, som tingene foregår på i dansk fodbold for tiden.

Desværre er det nemlig ikke kun boldene, der bliver losset i røven for tiden. Ikke at jeg har noget imod lige dét - danske fodboldspillere kunne sgu generelt få meget ud af at blive lidt bedre til at sparke til en bold - men det er efterhånden som om røvlosseriet har bredt sig ud over al rimelighed. I hvert fald på den måde man taler om fodbold efterhånden.

Der breder sig mere og mere den opfattelse, at der ikke er den store forskel på holdene i den bedste række. Og som træner vinder man så selvfølgelig mesterskabet ved at losse spillerne i røven på den rigtige måde, ved at motivere dem bedre end modstandernes træner.

Her på sidelinien står man så og ser hjælpeløst til, mens den danske fodbolddiskurs udvikler sig til at ligne den, som efterhånden har bragt tysk fodbold ud i den ulykke, som den efter min klare mening befinder sig i.  Alt kommer efterhånden til at handle om vilje og Kampfgeist, og når eksperterne kaldes ind på TV for at forklare hvorfor det ene hold har vundet over det andet, så er forklaringen efterhånden altid den samme: der var viljen, motivationen og vinderpsyken til forskel.

I sin mest farceagtige form ser man det, når eksperterne skal forklare hvorfor vores kopister fra hedelandet, FC Midtjylland, har klaret sig så godt. Der snakkede man sgu indtil for nylig stadig om oprykkergejst! Jamen er der da ikke nogen som kan se at de spiller fremragende og modig fodbold? De kombinerer bedre end noget andet hold i rækken, satser offensivt gang på gang og vinder kampe på det.

En anden udbredt observation er at de - ganske som AaB gjorde i deres mesterskabssæson - ofte afgør kampene i slutfasen. Også dette bliver som regel udlagt som et udtryk for viljestyrke. En anden udbredt forklaring er også, at de er godt organiserede og i god fysisk form og derfor har overskud til sidst. Og jaja, ingen tvivl om det, men det gælder altså også for de fleste andre hold i rækken. Hvad færre til gengæld taler om er, at de med deres spillestil også trætter modstanderne meget. Igen ganske som AaB gjorde i mesterskabssæsonen - de holder bolden meget inden for egne rækker, og så rykker de meget hurtigt op ad kanterne og angriber med mange spillere på én gang. Det er noget som kan få en zone-organiseret modstander ud at løbe - de skal hele tiden sideforskyde og spæne efter kantspillerne samtidig med at de skal have mange mand med hjem. Det er noget der slider - og så har man måske knap så mange kræfter tilbage i slutfasen.

Men hvordan kan det dog være at dansk fodboldsnak efterhånden er blevet en sag for lomme- psykologer snarere en gammeldags mandagstrænere med taktiktavler i lommen? Desværre kan vi nok ikke sige os helt fri for skyld her i det Københavnske, for vi har længe repræsenteret en gåde for fodboldfolket - hvordan kunne så gode spillere præstere så ringe resultater? Efterhånden har den folkelige myte om de forkælede spillere vundet så meget hævd, at den er blevet ophøjet til lov. Væk er til gengæld stort set diskussionen om, hvordan man evt. kunne omlægge spillestilen og finde en ny succesformular, som stadig var værd at være tilskuer til. Nu ligger vi bedre i tabellen, og den resultatmæssige succes bliver oftest forklaret med de vindertyper, som er kommet til holdet. Men der er sgu en grim bismag i det signal som bliver sendt med den fodboldstil, som giver os succes.

En endnu værre lektie for fodbolddanmark kom imidlertid fra Køge Bugt sidste sommer. Det var rent ud sagt til at tude over, da 'eventyret blev virkelighed' og Herfølge præsterede at vinde mesterskabet sidste år. Een sag er det selvfølgelig at Herfølge nu skulle ud og repræsentere dansk fodbold i Europa og blamerede sig så massivt, at det sammen med andre resultater betød at der fra Super- ligaen nu kun er ét hold som får mulighed for at prøve at kvalificere sig til Champions League. Men nu hvor jeg har talt mig varm (eller måske snarere vred) kunne jeg meget vel finde på at synes, at det var meget værre med den impuls som 'eventyret' har givet til fodboldopfattelsen herhjemme.

Igen og igen blev Faxes fantastiske bedrift beskrevet - han havde gjort et mesterhold ud af sekunda- spillere ved at tilføje dem noget vinderpsyke og kampgejst. Og ethvert pip om at der måske egentlig også var nogle meget gode fodboldspillere på holdet i f.eks. Jesper Falch, Thomas Høyer og Steven Lustü blev hastigt fejet af bordet - næh, det var Faxes vinderpsyke der vandt. Heller ikke hans taktiske omlægning - at de nu gik noget mere modigt (omend stadig lige uelegant) til modstanderne højt oppe på banen. At Herfølges nedtur så - også - er faldet sammen med afgang af bl.a. Falch og Lustü - og at de dermed har mistet deres to hurtigste spillere og dermed det meste af deres pres- potentiale - det bliver stort set ikke diskuteret. Næh, forklaringen på bjerget er noget med nogle spillerbonuser der ikke var i orden i sommers. Det er jo demotiverende, ikke!

Nu ligger mesterholdet så på den nedrykkerplads, som jeg har undt dem i en del år efterhånden. Og paradoksalt nok ligger de og deler bundstatus med et af de hold, som man ikke lige ventede at se dernede - vore akademiske venner ude fra Utterslev Mose. Det er sjovt nok også et hold, som er blevet dømt viljeløst og sendt til psykolog. Her kunne man måske indvende, at de i efteråret egentlig spillede fremragende, men havde et angriberkoncept, som ikke har set sin lige siden FC København stillede op med David Nielsen og Thomas Thorninger i front - en hurtig og fysisk stærk spiller uden teknik og en lille og langsom spiller med udmærket teknik. Sjovt nok virkede det koncept heller ikke for AB, selvom angriberne fik serveret lige så mange chancer af deres fremragende midtbane, som Københavnernes angreb fik i sin tid.

Men nu har AB også fået et los i røven. For sådan er det blevet lov at bundhold skal ud af kriser - der skal kæmpes og tackles, bolden skal losses, og så er det ligemeget hvor gode spillere man iøvrigt har. Ove Christensen skal nok få masser af ros for sit 'store arbejde', hvis han redder AB fra nedrykning, men helt ærligt - hvad er der lige præcis at være stolt af? Han har overtaget et hold der er smækfyldt med fremragende boldspillere, og nu har han lært dem at stå nede i eget felt og spille 0-0.

Man kan ikke lade være med at sende en tanke til sidste gang AB lå i nedrykningsfare i vinterpausen - pudsigt nok i selskab med FC København. Da ansatte man den - dengang - forholdsvist ukendte Christian Andersen som cheftræner. Han proklamerede, at nu skulle AB frem over stepperne og spille sig ud af vanskelighederne med FF - Flydende Fodbold. Og med en trup af forholdsvist ukendte spillere med nederlag i bagagen skabte han på kort tid et tophold, der spillede noget af det mest spektakulære fodbold i landet.

Vi prøvede som bekendt også selv Sølvræven her i København, men det blev jo en kort fornøjelse. Han fik sparket - eller losset i røven om man vil - efter én kamp og nogle uoverensstemmelser med spillerne. Igen kom myten om de forkælede spillere frem - mens vi andre kunne måbe i en blanding af vantro og afgrundsdyb skuffelse. Hér var for en gangs skyld en mand, som havde vist at han i den grad kunne udvikle spillere. Og når man så på hvordan spillere nærmest rutinemæssigt gik ned i niveau, når de kom til København, så kunne det måske virkelig have været manden - som kunne indfri det potentiale alle vidste var der. Vi får aldrig at vide, hvad det kunne være blevet til, og nu er vi i stedet gået en anden vej - vi har fået en træner til klubben, som i den grad forstår at udvikle spillernes holdmæssige og taktiske egenskaber, men den individuelle udvikling - den er svær at få øje på.

Nå, kræet for mine fødder er ved at blive lovligt kærligt, og de første fulderikker er begyndt at indfinde sig her på baren i den tro, at de kan se aftenens Champions League semifinale her, så endnu et los til køteren vil nok ikke kunne udføres lige så diskret. Så inden jeg får lejlighed til at se sydtyskerne genoplive catenaccio'en og losse bolden frem til kontraer i nye 90 minutter, vil jeg luske af med min forurettelse. God kamp, også mod losseholdet fra Herfølge på søndag - og må det bedst spillende hold vinde. I dét opgør må det trods alt stadig være FC København.

Bo N K