En pludselig lyst til at nyde en kop varm glögg førte mig ned i knejpen hér en kold og blæsende søndag eftermiddag i november. Det skulle selvfølgelig hurtigt vise sig at være en tåbelig indskydelse, da julen endnu ikke har indfundet sig hernede. Og når man nu har en lettere misantropisk indstilling til julen og al dens irriterende væsen, så burde man vel egentlig bare sætte pris på at denne lille bastion endnu holder stand mod juleriet, som nok snart vil falde over os i sin fulde gru.

Men som god gnavpot kan man jo altid brokke sig alligevel. Også selvom det lige for tiden går ret godt. Som dansk fodboldfan i almindelighed, og Københavnerfan i særdeleshed, er der meget at glæde sig over. De internationale resultater taler for sig selv, og med FC København som bannerfører er dansk fodbold ved at genvinde en smule af det katastrofalt tabte terræn de seneste par år i Europa.

Men efter et lille dobbelteventyr med Ajax Amsterdam og det hollandske landshold på besøg i Parken kommer der nu alligevel lidt tanker i sving. I Holland, og særligt i Amsterdam, er der noget af et opbrud i gang. De internationale resultater svigter, og helt galt er det jo gået for landsholdet, som ikke engang kommer til VM til sommer. Og både i Ajax og på landsholdet er der blevet igangsat smertefulde omstillingsprocesser, hvor taktik og spillestil skal justeres til det spillermateriale der er til rådighed.

Hidtil har man mest hørt om det på afstand, da den hollandske fodbold selvsagt ikke har været voldsomt eksponeret i Danmark siden Preben Elkjær i sin tid gik ned med TVS. Men hér var så en chance for at følge 'nedturen' på nærmeste hold med såvel Ajax som Oranje selv.

Men når man kom lidt tæt på, så slog det egentlig én hvor lidt der var sket i forbindelse med omvæltningerne. Både Ajax og landsholdet havde gennemgået taktiske ændringer, javist, men det var stadig grundlæggende den samme form for hurtigt kombinationsspil på et teknisk højt niveau som prægede begge mandskaber. Simpelthen den klassiske hollandske indstilling til fodbold som har skabt så mange fantastiske spillere gennem årene, men som faktisk har ført til ganske få store resultater. Andet end dén indstilling bliver simpelthen ikke tolereret i Holland - allerhøjest kan man måske driste sig til at spille 4-4-2 i stedet for 4-3-3 - principperne for spillet er og bliver de samme.

Og på den baggrund kan man jo ikke lade være med at tænke på forholdene herhjemme. Det er kendetegnende for dansk fodbold i meget høj grad at være en slags kulturel smeltedigel. Den danske stil er en mærkværdig blanding af den skandinaviske stil, som findes meget mere rendyrket i vore broderlande, og impulser sydfra. Såvel fra Tyskland, som særligt har påvirket en del jyske klubber voldsomt, som længere sydfra. En selvstændig dansk stil findes ikke.

Måske var det derfor det gik så forholdsvis smertefrit for Roy Hodgson at gennemføre en større revolution i det københavnske sidste år. Stort set alle principperne for spillet blev lavet om. Men det førte til et mesterskab, og så var de fleste tilfredse. En undtagelse var dog U21-træneren Flemming Petersen, som valgte at tage sin afsked. Ganske diskret og uden at ville ødelægge den gode stemning. Også blandt de Københavnske fans ville man gerne holde masken. Når man brokkede sig over det triste spil, blev man forsikret om at alle de triste kampe ville være glemt når Mio stod med pokalen i hånden i juni. Det er jo dét det hele handler om og det som alting peger frem imod.

Og da mesterskabet først var sikret den 10. juni - efter en kamp som vitterligt var fantastisk - burde alting da også have fortabt sig i jubelen. Men desværre ville de triste kampe ikke helt forsvinde ned i halsen sammen med den skummende Carlsberg. Man kan kalde det gammeldags, men jeg følte mig på sin vis forrådt, jeg følte mig snydt. Et stort resultat var nået, men det var ikke nået på den rigtige måde. Jeg kunne konstatere at jeg nok altid snarere vil være fodboldfan end fan af den tabel, som klicheen siger aldrig lyver, men som jeg vil fastholde sagtens kan lyve, hvis man stiller den de forkerte spørgsmål.

For eksempel løj tabellen ret voldsomt, hvis man i sommeren 2000 spurgte den om, hvilken dansk klub som havde de lyseste udsigter lige nu. Der svarede den Herfølge. Og tja, som jeg skrev disse linier hørte jeg i radioen et resultat fra 1. division - HFK Sønderjylland havde besejret Herfølge 3-1.

Sådan kan det gå, og visdommen på bjerget p.t. forklarer som regel nedture med en af to ting: enten dårlig økonomi eller dårlig indstilling fra spillernes side. Evt. begge. Derimod er det meget sjældent man hører succes forklaret med kortsigtede sportslige satsninger og en derpå følgende nedtur forklaret som en logisk konsekvens af samme.

Og for nu at vende tilbage til udgangspunktet, så stod jeg den 10. juni som god misantrop og sagde "det her bliver ikke ved med at gå godt". Karrieretræneren Hodgson havde leveret et mesterskab, men det var efter min bedste overbevisning med fodbold af igår. Filosofien er gammelkendt; man organiserer sig godt og lever på modstanderens fejl, som der jo altid vil være mange af i løbet af en fodboldkamp. I praksis ved at organisere holdet i en tæt blok, både med og uden bolden, og så ellers slå bolde dybt langs banens midterakse til to lykkeriddere i front. Hvis man bare får bolde nok frem, så vil det før eller senere føre til gennembrud og målchance. Specielt hvis man kan fange modstanderholdet ude af balance. Sådan har man i Italien haft international succes i årtier, dog som regel med den taktiske variant at man spiller med 3 lykkeriddere fremme der har 7 spillere bag sig som først og fremmest er pålidelige, såvel teknisk som taktisk. Nøjagtig dén taktik vi så Lazio udleve i Parken, og som de faktisk var meget uheldige med ikke at få et godt resultat med.

Men også i Italien vakler fundamentet. Der er simpelthen noget galt med den opskrift efterhånden. Omkring det dødssyge VM i Italien i 1990 så det ud til at netop dén opskrift var fodboldens fremtid. Havde man løbestyrken, organisationen og koncentrationen i orden - og et par dygtige opportunister i front - var man vindere og havde en gylden fremtid. Også EM i 92, som mange jo nok husker endnu bedre, pegede i samme retning. Men siden er det blevet anderledes. Det er svært at sige hvorfor, der er ganske vist kommet et par bevidste regelændringer fra FIFAs side, men de burde ikke kunne forklare det hele. I hvert fald kan man konstatere at det nutildags snarere er den 'positive' end den 'destruktive' fodbold som synes at være i vælten. Fremtiden har simpelthen ændret sig på de cirka ti år der er gået.

Historien har simpelthen givet ret til dem som mener at det primært er færdighederne med bolden man skal udvikle på længere sigt, og derfor var det så blandet en fornemmelse at overvære jubelen over den kortsigtede succes i København i juni. Pudsigt nok kom neturen så en hel del hurtigere end man kunne have ventet, da Hodgson smuttede til dét Italien, hvor han med rette føler sig mere åndeligt hjemme. Det øjeblik der gik en smule grus i maskinen - organisationen - havde Københavnerne pludselig overraskende lidt at byde på, trods at holdet sågar var blevet markant forstærket i sommerpausen. Skuffelsen var enorm og kritikken voldsom, men blev i nogen grad affærdiget med fokælelse og forvænthed. Der var simpelthen kommet en identitetskrise ud af det uventede, da der kom en ny mand til.

Succesen har indtil videre været mere stabil i f.eks. Liverpool, som gennemførte en nærmest identisk revolution af spillestilen under Houllier, men det skal blive spændende at følge hvad der sker ved Merseyside, nu hvor revolutionens bagmand - og Hodgsons gode ven - er væk af anderledes tragiske grunde end Roys. I Liverpool var der jo - må man nok erkende - endnu dybere rødder som skulle rives op for at gennemføre revolutionen.

Nå.

Bartenderen begyndte så småt at tælle jordnødderne i skålene for lidt siden (jeg ved ikke om det havde noget med Liverpool at gøre?), og det er vist ikke så godt at jeg nævner landsholdet som positivt forbillede for FC København hernede, hvor det vist let kommer til at afspore diskussionen. Så lad da bare den misantropiske jeremiade slutte med at konstatere at det jo rent faktisk går den rigtige vej for tiden. Vi har fået ansat en cheftræner som tror lidt mere på holdets egen evne til at skabe kampene end ham fra sidste år.

Og det skulle jo gerne være bedre i tråd med den Københavnske identitet end hvad vi tidligere har set, ikke? Men bartenderen og de andre stamgæster kigger gerne så underligt på én, når man spørger om der egentlig er noget der tyder på at vi har en fodboldmæssig identitet i klubben - på samme måde som der findes en identitet i Holland og i Ajax.

Eller handler det virkelig bare om at vinde den næste kamp?

Bo N K

mail