Det er ikke så længe siden jeg var forbi bulen her sidst, men jeg væltede alligevel lige forbi efter kampen på Gladsaxe Stadion, da der var nogle bitre piller der skulle skylles ned. Et mål mod København i overtiden for anden gang på få dage var næsten for meget af det gode.

Imidlertid var snakken ved baren igen koncentreret omkring noget andet, nemlig om dommerens indsats, og det sædvanlige mantra om danske dommeres ringe standard blev hørt igen og igen. Og lige efter kampen gik diskussionen jo ikke på hvilken side hjørnesparket var taget fra, som senere blev emnet, men om på om bolden var inde eller ej, da Niclas tæmmede den med brystet, og det var mildest talt ikke alle som gav dommertrioen ret meget anerkendelse for deres skøn.

Tænk altså. Der er et underligt misforhold mellem det faktum at adskillige danske superligadommere er internationalt højt anerkendte, enkelte hører sågar til blandt verdens allerhøjest respekterede specialister på deres felt, og så at standen som helhed uge efter uge udråbes til regulære idioter.

Det er ikke ret svært at spore begyndelsen på det som jeg ikke vil tøve med at kalde en hetz. Den startede umiddelbart efter at dommerne havde krævet lønforhøjelse, så de kunne få en smule del i den voldsomme omsætningsstigning i Superligaen over de senere år. Timingen passede mildest talt ikke klublederne med de slankede punge, og pludselig vældede det frem med med tvivlsytringer omkring den faglige standard inden for dommerstanden. Journalisterne var lynhurtige til at fange muligheden for at nedgøre de gamle folkefjender, som ellers havde fået lov til at være i fred temmeligt længe - sådan ca. siden Peter Mikkelsen blev mediernes darling som en slags erstatning for vores landshold med de ringe resultater og manglende slutrundekvalifikationer.

Men nu var der åbnet op for æsken, og særligt Carsten Werge var en enmandshær i felttoget. Sidste års kampreportager i Onside blev mere og mere groteske, og det skete oftere og oftere at dommeren utvetydigt blev vinklet som reportagens hovedperson og ledefigur - hvad enten han så havde haft kontroversielle kendelser eller ej, det blev en småfornærmet historie i sig selv at der ikke var nogen! Godt nok var spillet i ligaen sidste år også ualmindeligt trist, men selvfølgelig måtte der næsten gå selvsving i det; kontroversielle dommerskøn blev også hovedemnet på fanklubbernes debatfora, og det har sikkert kun styrket journalisternes sans for selvretfærdighed og overbevisning om at de sgu havde fat i noget!

Sådan virker mediemaskinen når den har fået fat i en syndebuk, og uden sammenligning iøvrigt kunne man jo også henvise til den nys overståede valgkamp, hvor det vist ikke er for meget at sige at det lykkedes at få debatten til at gå i selvsving omkring nogle syndebukke, med det resultat at befolkningen i en tid med økonomisk recession og alvorlige problemer omkring rekruttering af kvalificeret arbejdskraft udpeger noget helt andet som det helt store og afgørende problem for landet. En freudianer ville nok begynde at bruge begreber som fortrængning og projektion - men jeg må vist hellere lade det emne ligge inden jeg kommer for godt i gang.

Lad mig i stedet fortælle en lille historie omkring det at dømme. For nogle år siden blev jeg overtalt til at dømme en fodboldkamp selv. Dommeren var ikke dukket op, og efter nogen tøven lod jeg mig overtale - så ville jeg da også have prøvet dét. Jeg tænkte naturligvis at jeg nok skulle klare det, og da det var 7-mands fodbold behøvede jeg ikke engang løbe ret meget for at være tæt på situationerne.

For nu at sige det kort: jeg stank! Men jeg må erkende at jeg virkelig blev overrasket over hvad der egentlig ødelagde det for mig lige fra start. Jeg havde naturligvis den idé at jeg ville dømme rigtigt og retfærdigt, men det gik hurtigt galt. Indkastene var faktisk det værste! I de fleste tilfælde var der ingen tvivl, og der var hurtigt en spiller der samlede bolden op og gjorde sig klar til kast. Men i nogle tilfælde var der jo altså tvivl om hvem der rørte bolden sidst. Men det kunne jeg sgu da heller ikke se?!! Når nu ikke engang de to spillere, der var impliceret og selv rørte bolden, kunne?!!

Nu ville jeg jo som sagt gøre det rigtigt og ærligt, og så måtte jeg jo erkende at jeg var i tvivl, og skulle jo egentlig spørge spillerne, som burde vide bedst! Men sådan kan man jo ikke gøre. Jeg måtte tage nogle beslutninger, og det fik jeg selvfølgelig ingen venner af. Slet ikke da jeg alt for sent i kampen erkendte at jeg skulle dømme ca. lige mange tvivlsomme kendelser hver vej og klart kom til at forfordele det ene hold. Og min voksende usikkerhed kulminerede med at jeg kom til at fløjte for et frispark, derefter at råbe "Nej, nånej, fordel, spil videre!" - og så selvfølgelig alligevel måtte dømme frisparket. Det er vel unødvendigt at sige at den kamp var totalt tabt for mig - altsammen fordi jeg havde troet jeg kunne dømme retfærdigt hver gang.

Måske ligger noget af det i sproget. På dansk hedder det en dommer, og det giver unægteligt associationer i retning af retfærdighed i afgørelserne, af Fru Justitia med vægt og sværd og det hele. På engelsk f.eks. hedder det dog ikke en judge, men en referee, altså dén man referer til for beslutninger. På tysk er det endnu mere illustrativt, en dommer (altså sådan en med hammer og paryk) hedder en Richter, mens en fodbolddommer hedder en Schiedsrichter. Schied er, så vidt jeg kan regne ud, forbundet med entscheiden, at tage beslutninger (som igen kommer af scheiden, at skille). Der ligger altså i sproget en større erkendelse og vægtning af beslutningen; på bekostning af selve retten og rigtigheden - was recht ist.

Hvis man skulle foreslå et bedre ord på dansk, kunne man faktisk lade sig inspirere af boksning, som udover sidedommerne, som bedømmer kampens sportslige udfald, har en kampleder som sørger for at det går ordentligt til (og guderne forbyde så iøvrigt at jeg skulle lade mig inspirere af den "sport" igen!). Det ville faktisk være en bedre betegnelse for dommerens opgave, han leder en kamp og sørger for at det går ordentligt for sig - ikke nødvendigvis retfærdigt i detaljen (selvom det da naturligvis kun hjælper), men sådan at det nogenlunde går op i sidste ende, så spillerne kan koncentrere sig om selve spillet.

Det er da også det samme som alle dommerbedømmere siger, når de af forurettede journalister udspørges om hvad de vil skrive i indberetningerne, når en dommer har foretaget et kontroversielt skøn; de hænger sig ikke så meget i enkeltsituationer, men foretager en helhedsvurdering. Og sådan skal det naturligvis være, men hvorfor har dét så svært ved at trænge ud til fodboldfolket?

Lad mig fortælle en anden lille historie. For nyligt spillede mit eget fodboldhold en afgørende kamp i vores række. Bevares, der er ikke ligefrem millioner på spil, når der fløjtes op for vores kampe, måske allerhøjst en øl efter kampen (og det nu som regel både når vi har vundet og tabt). Men som en af aktørerne går man jo alligevel altid op i det. Og da vi i slutningen af kampen desperat forsvarede en 3-2 føring slap en modstander fri i feltet. I samme øjeblik kom vores forward flyvende tilbage i feltet i en desperat glidende tackling. Han ramte rent bolden først, og så følgende modstanderen, som nærmest slog en kolbøtte i luften. Vi holdkammerater havde lige nået at tiljuble hans kontante og konsekvente tackling, da dommeren pegede på pletten - straffe!

Der blev bandet og råbt voldsomt, for det var klart en ren tackling, og tilfældet ville at jeg selv stod ved siden af en meget dygtig dommer og dommerbedømmer på sidelinien, som jeg bittert vendte mig mod - "Ville du måske have dømt det straffe?!!".

Til min store overraskelse sagde han ja! Han var sådan set fuldt ud enig i at tacklingen sad på bolden, men han havde set en del af kampen, og tacklingen var simpelthen for voldsom og uforsvarlig i forhold til hvordan kampen ellers var forløbet. Først var jeg vantro over hvad jeg hørte, men efter at være faldet lidt ned igen kunne jeg sagtens se pointen. Når man er i gang med en hårdt spillet kamp, så er man også forberedt på de hårde tacklinger, man ved hvordan man skal stå imod rent kropsligt og man er klar på at beskytte sig selv. Når sådan en tackling pludselig kommer ud af det blå, i en ellers rolig kamp, er man ikke forberedt, og man bliver meget let skadet. Det er simpelthen ikke forsvarligt for spillernes helbred at tillade den slags, når de ikke kan være forberedte på det. Heller ikke på det mildest talt beskedne niveau hvor jeg selv slår mine slidte folder.

Det var altså simpelthen god ledelse af kampen, på trods af at man med fodboldlovens formuleringer i hånd kunne sige at det var en regulær fejl. Og jeg ville ønske at der også på de højere niveauer i fodboldens verden ville blive set på dommernes præstationer på samme helhedsorienterede måde, i stedet for de evindelige diskussioner om enkeltdomme om offside og lignende, som vi må trækkes med alt for ofte. Dommerne har ikke en chance for at gøre det godt, hvis det er dét de bedømmes på. I stedet må vi som fans, og for den sags skyld også spillere og trænere, til i højere grad at bedømme præstationerne ud fra om der er konsekvens og klarhed, bedømme evnen til at lægge den berømte linie i afgørelserne. For den har alle altså meget mere brug for end milimeterkorrekte enkeltafgørelser. Ikke mindst for spillernes sikkerheds skyld - når en dommer først taber en kamp på gulvet, begynder overfaldene og hævnakterne at komme frem i takt med temperamenternes gnistren. 

Og det er først og fremmest den slags som skal til livs, for spillets og for spillernes skyld. Lad det være mit fromme ønske som året rinder ud og mørket lægger sig tungt over landet.

(Iøvrigt scorede mit holds topscorer, efter straffet, et hovedstødsmål efter hjørne som last action i kampen. Vi vandt 4-3 - og det blev taget fra den rigtige side).

Bo N K

mail