- må jeg være fri!

Efter lige at have siddet og set på den første semifinale ved werdensmesterskaberne, Tyskland-Sydkorea direkte fra Seoul, blev det sgu efterhånden tid til at bitche lidt. Så det var med at komme en tur ned på beværtningen her, hvor det jo er en almindelig social konvention at opføre sig på den måde.

Men i det mindste kan jeg jo forsøge at tage det hensyn at bitche over noget andet end så mange andre. Turneringens generelt ringe kvalitet? Jeg har ikke så meget at tilføje; som så mange andre tror jeg primært det skyldes trætheden blandt de bedste spillere efter en længere sæson end nogensinde før. De danske TV-stationers ringe dækning? Jeg har fandt alligevel hurtigt ud af at se de fleste kampe på tysk og svensk TV og behøver jo ikke være bange for at DR og TV2 overtager Superligaen længere. De kontroversielle dommerkendelser? Det orker jeg simpelthen ikke lige her.

Næ, jeg vil i stedet bitche over en farlig lære! I går aftes sad jeg undtagelsesvist og så på et af aftenmagasinerne fra de danske kanaler. Der var et indslag som handlede om DBUs fodboldskoler, og der var en instruktør der fortalte om hvad børnene specielt lod sig inspirere af efter at have set werdens bedste spillere i aktion. Og stolt kunne han fortælle at børnene nu, efter Jon Dahls succes, havde fået øjnene op for at det faktisk var meget bedre at sparke med indersiden end bare at sparke hårdt!

Jeg var glad for at jeg ikke sad og spiste fisk i det øjeblik, for fiskeben er som bekendt noget af det farligste at få galt i halsen.

Det var altså tilsyneladende læren af dette WM for fremtidens danske stjerner - man skal bare sørge for at komme tæt nok på mål til at man kan afslutte med indersiden. Alene modstillingen er fortvivlende dårligt udtænkt: kunne det da ikke tænkes at man kunne lære børnene at sparke både hårdt og præcist? Og det gør man altså med vristen, tak!

Jeg har vist bitchet over det før, men jeg tror jeg må blive ved. For ganske kort tid siden vandt Tyskland 1-0 over Korea i en halvtrist kamp, hvor den eneste rigtige profil blandt markspillerne, Michael Ballack, sågar sørgede for at få en advarsel, så han ikke kan være med i finalen. (Ja, nu ville jeg jo heller ikke bitche over karantænereglerne lige nu, men mon koreanerne synes at de fik ret megen kompensation for en frarøvet chance ud af dét?).

Michael Ballack kom til at afgøre kampen. Pudsigt nok var det faktisk med en god opfølgning på et dårligt spark, men jeg vil da gerne lige en gang for alle røbe en af de vigtigste hemmeligheder bag hvorfor tyskerne altid klarer sig så godt med middelmådige spillere. De kan spille 90 minutter for fuld kraft, det ved alle, men hvordan i alwerden kan de være så effektive, når deres spillere trods alt ikke er bedre end de er i de selvsamme 90 minutter?

Det er jo på mange måder meget enkelt - hvis man skal udnytte sine chancer, så skal man kunne sparke hårdt og præcist på mål, ganske ligesom man skal være i stand til at have samme kvalitet i f.eks. afgørende indlæg. Og det er sådan cirka dér hvor den tyske fodboldkultur har sin fremragenhed i forhold til så mange andre. Deres spillere er ikke specielt hurtige og teknisk gode og kan ikke spille i et specielt højt tempo, men stort set alle sammen kan lægge et fantastisk tryk på modstanderne ved at sparke hårdt og præcist i de afgørende situationer. Et par chancer pr. kamp, og så kommer de ellers langt stort set hver eneste gang uden at spille specielt godt.

Modeksemplet var selvfølgelig koreanerne. De var sandelig også i stand til at spille for fuld kraft i 90 minutter og mere til, som deres tidligere modstandere har måttet sande. Men det var næsten tragikomisk at se deres enorme ineffektivitet - deres gennembrudsafleveringer og deres indlæg var så ekstremt ringe at de kun blev undergået af deres elendige afslutninger, når de endelig kom frem til nogen. Og sådan har det jo stort set været gennem hele deres turnering.

Her til lands er vi jo heller ikke ubekendte med ringe effektivitet, og da slet ikke tilhængerne af Byens Hold. Til gengæld var vi netop her i Byen så heldige at få besøg af en sand gang effektivitetens mestre i efteråret, da vi tog imod et klassisk (og nogen vil måske ligefrem sige anakronistisk) italiensk hold - SS Lazio. Og så kunne vi ellers nærstudere effektivitet i werdensklasse.

Deres tre forreste spillere - Crespo, Lopez og Fiore - illustrerede meget godt den italienske metode. For det første forsøger man at overraske modstanderen ved at komme hurtigt frem, midt ad banen, med et par hurtige spillere, når man erobrer bolden, for sådan kommer man til de mest åbne chancer, og så er det selvfølgelig nemmere at være effektiv. Det lærte vi allerede af Hodgson, så det var for så vidt meget lidt overraskende.

Men det sug som det gav i maven, hver gang der blev afsluttet på en af de mere løse chancer, afslørede også at der simpelthen var klasseforskel på de her werdensklasseangriberes sidste, afgørende boldkontakt og så vore egne angriberes. Et formsvagt Laziohold kom stort set ikke frem til noget i Parken, men skulle ikke bruge samme held som Københavnerne endte med at skulle bruge for at score - bare et par ganske få chancer skulle der til.

Italienerne har jo rendyrket det her i mange år. Hvorfor scorer en mand som Batistuta mon så mange mål? Forklaringen herhjemme er som regel noget mystificerende og psykologiserende med brug af rovdyrmetaforer som 'næse', 'dræberinstinkt' og den slags. Men hvis man sparker som en hest, som Batistuta unægteligt gør, så kommer man altså langt, selv med en psyke som en drøvtygger. Tænk hvis en angriber som David Nielsen kom til Italien? De ville vel blive helt forfærdede over at man kunne sætte ham til at spille angriber, med det elendige spark han kan fremvise, og de ville skynde sig at omskole ham til back. Her til lands blev han længe regnet for et kæmpetalent som bare lige skulle pudses af, før målene ville vælte ind.

Lige som man bare behøver at se en gang Ugens Mål fra Bundesligaen, hvis man vil se langskudsmål, så skal man altså også bare kigge på frisparkssituationer fra Serie A, hvis man vil se noget om hvordan de prioriterer de gode sparkeres placering på banen. I Italien er det næsten altid en af angriberne som sparker, hvis der er chance for at lave mål direkte på frispark, eller for den sags skyld straffespark (okay, Lazio var trods alt en undtagelse!). Herhjemme kommer der som regel en forsvarsspiller luntende, når bolden ligger død. Jamen hvordan skal vores angribere dog nogensinde kunne score holdets mål, når de ikke engang er de bedste til at sparke til en bold som ligger stille?

Nå.

Man skal jo også passe på at man ikke bliver så forelsket i sine egne forklaringer at man tror de kan forklare alt i fodbold (og min øl er også ved at være drukket op). F.eks. var det da tragikomisk at Sydkorea kunne vinde over Spanien på tre elendigt sparkede straffespark ud af fire, mens Spanierne kun skulle sparke dårligt én gang for at tabe. Hvis der ikke står en modstander i vejen, så kan selv nok så rærlige spark jo være effektive nok. Og hvis der står én, så kan man jo bare fjerne ham - spørg selv Jon Dahl og Marcel Desailly om dét. Men mon det også er noget som de lærer børnene på DBUs fodboldskoler?

Nej, det bliver der jo nok ikke gjort noget særligt ud af. Men børnene skal nok få lært at et hårdt vristspark simpelthen er for vulgært. Ikke et udtryk for Fair Play. Udansk. Her til lands tyrer vi ikke, vi sparker med æren i behold og med indersiden. Werdens bedste. Lige som vores øl.

Bo N K