Kenneths ikke så fede feriedage

tilbage
  


Der er brev fra klubben: 

Kære Kenneth, 

Håber du har haft en god ferie. Ja, du glæder dig nok til at træne med Kongen. Desværre vil han ikke træne med dig, hvorfor ved du nok bedst selv. 

Men du kan nok forstå, at dine 13 år i klubben betyder, at vi er kede af at smide dig ud af førsteholdstruppen. Så kede af det, at vi fortæller dig det pr. brev for at undgå for meget føleri og tudemarie, vi er jo voksne mennesker! 

Heldigvis kender du klubben indefra efter alle de år og ved, at der ikke altid er klubånd nok til alle. I modsætning til Lars og nu også Thomas, så tror jeg nu ikke, at du er decideret (humør)syg og trænger til en diagnose. 

Men der findes værre ting end U-truppen, skriv dig lige det bag øret, hvis du skulle have lyst til at tale med pressen i vendinger, der ligger udover den udtalelse, som vi allerede har sendt til redaktionerne: 

"(INDSÆT NAVN PÅ SPILLER I U-TRUPPEN HER) udtaler: Pokkers, men så må jeg bare kæmpe det ekstra, for jeg elsker at være i BIF!". 

Vi ses (måske) den 8/7, og naturligvis får du din løn indtil du finder et andet sted at spille fodbold. Hvis du har nogle spørgsmål, så har vi oprettet et særligt tast-selv-telefonsystem, du kan ringe ind til på # 70701BIF. 

Tast 1 for "Spiller du i Brøndbys U-trup" og følg vejledningerne i, hvordan du sender en gyldig opsigelse, eller tast 2 for ”Hvad Cruyff ellers lærte mig”, hvor du kan høre Michael forklare det kontraintuitive i, at hurtigt shortpassing-spil er bedre end langsomt shortpassing-spil. 

På direktionens vegne 
Bopa 

Der er brev fra klubben igen. 

Kære Kenneth, 

Håber dine ekstra feriedage gør dig godt. Jeg kan anbefale dig at hoppe op på jerngeden og cykle rundt til de mange, flotte klubber, der ligger i omegnen. Der skulle måske være et job til en frisk, ung mand et sted. 

Jeg kan forstå, at du har lidt problemer med det nye tryk-selv-telefonsystem og insisterer på at tale med et såkaldt "levende menneske". 

Jamen, det vil vi gerne være behjælpelige med. Desværre er vi, John, Michael og resten af in-kliken, i Tyskland lige nu og det er du så ikke. 

Lad nu være med at fare ind i bilen (du kan aflevere den i næste uge) og tage turen herned, alting ligner hinanden hernede og vi ved knap nok selv, hvor vi er. 

Men jeg kommer lige forbi klubben et par dage i næste uge for at ordne et par vigtige detaljer og ting omkring Joe Cocker- koncerten. Hvis du kender nogen, der ligger inde med et par hundrede klapstole? 

Så regner jeg også med at få tid til tage en snak med dig om din nye rolle i klubben. Tag ikke fejl: Ingen er finere end andre herude, så der bliver ikke set alt for skævt til din fortsatte, men nok midlertidige, daglige gang i klubben. 

Vi skulle jo gerne finde en måde, hvorpå vi i fællesskab kan løse dit kedelige dilemma, nemlig at du er begyndt at tale lidt… skævt… om os andre og opfører dig, som om du står ved siden af fællesskabet! Det er ikke så godt for dig, er vi et par stykker, der synes. 

Nå, men alt går godt hernede, du kan tro det er sjovt og klubfølelsen vokser hver dag for os, der er tilbage i in-kliken. Alle vil se billeder af det nye hunboldhold, Faxe sprak sgu' en muskel af bare ophidselse. 

Havde du lyttet til signalerne, mens tid var, så stod du måske ikke i den ulykkelige situation at have frosset dig selv ude. Men da Michael også er meget travl i næste uge, så har han overladt det til os, at forklare hvad det er, der er galt med din indsats. ”Sådan gjorde Cruyff også altid overfor mig”, siger han.

På direktionens vegne, 
Bopa 

PS! Du fandt da ud af, hvad Laudrup mener med "førstegangsberøring", hvad?! Ikke alle oplever at blive prikket af Kongen, den oplevelse kan du tage gratis med dig ud i verden. 

Bopa ønsker ikke at blive forvekslet med Per Bjerregaard, eller omvendt. Bopa er ikke så altfavnende, sympatisk og varm en personlighed som Per selvklart er. 

Derfor må jeg indrømme, at brevene til ”Kenneth” er fiktive. Det er naturligvis helt utænkeligt, at en samfundsgavnlig idrætsforening som Brøndby IF, der er drevet af ren klubfølelse, kunne tænkes at handle så... koncernagtigt... overfor de ansatte. 

Bopa

mail