Hvor mange gange har man ikke skulle lægge øre til påstande om, at Parken er Danmarks bedste stadion? – Det største og det flotteste? – Og nu ovenikøbet med tag på! Vokser den Københavnske selvforståelse til tider ikke lidt ind i himlen?

Bevares – det er ikke gået min næse forbi, at Parken er det stadion i Danmark med størst tilskuerkapacitet, og det har da også det største (og bedste) opland at tage dem fra. Og taget har naturligvis givet en masse kommercielle muligheder, som selvfølgelig er et indirekte gode for fodbolden, det er klart. Og selv har jeg da et specielt forhold til Parken fremfor alle andre stadion. Det er svært ikke at holde af det sted, som har været rammen om så mange af mine største fodboldoplevelser, kollektive psykoser og salige branderter i gode venners selskab. Og jeg siger ikke, at øjeblikket, hvor spillerne løber på banen, og creperullerne skyller ned over C-tribunen, skal bruges til at overveje et stadions skønhed – den giver ligesom sig selv i det øjeblik – men når man ellers får søndagsstemningen lidt på afstand og lægger vejen forbi over mod Fælledparken, så synes jeg godt nok, tingene tager sig noget anderledes ud.

Skønhed? ...Hvad snakker manden om, spørger du? Er der et skønnere sted at befinde sig under en kamp end på Nedre C? Ja, hæng på, så må vi se, om jeg i det mindste ikke kan få dig til at overveje, om Nou Camp, de Kuip eller et andet stadion i Danmark ikke overstråler Parken med flere alen.

Det oprindelige resultat af en arkitektkonkurrence om et nyt nationalstadion var blevet DBU for dyrt – prisen var omtrent den dobbelte af den endelige pris for Parken, (og guderne skal vide, at det åbenbart var svært nok at få til at løbe rundt) – og ikke mindst placeringen i forhold til Østerbro Skøjtehal gav problemer. Alle oprindelige forslag gik nemlig på at beholde banens oprindelige orientering, og med den forøgede kapacitet, man ønskede, ville det betyde, at skøjtehallen måtte nedrives. Man var så småt gået i forhandlinger om at inkarnere det evige spøgelse; et storstadion ude i forstæderne, da arkitekt Gert Andersson smed et tilsyneladende Colombusæg ind i historien: Man kunne vende banen og genbruge den gamle (i øvrigt bevaringsværdige, ikke fredede) betontribune som endetribune. På den måde kunne man stort set halvere prisen – og det er som altid et argument der vasker sig. Og kombineret med tre kontortårne i hjørnerne så det efterhånden helt snusfornuftigt ud.

Jeg ved ikke, om jeg synes, at man overhovedet kan bygge stadioner med snusfornuft, men den var nok nødvendig for overhovedet at få noget op at stå.

Og du skal for resten ikke tro, at placeringen på Østerbro havde noget som helst med Københavnsk klubfodbold at gøre. Til almindelig undskyldning må man selvfølgelig lige indskyde, at FC København slet ikke eksisterede på tidspunktet, da beslutningen blev taget: Det var for landsholdet og alle dets klaphatteklædte tilskueres skyld, at man ønskede at bevare nationalstadionet i København. Tænk, at man skal takke DBU og landsholdet for noget, men havde det ikke været for dem, og havde det kun drejet sig om klubfodbold, skulle vi nok tage til takke med noget knap så voluminøst. Og vi skulle nok også selv have bygget det med de fordele og ulemper, det så ville have medført.

Nå, men ellers lyder det jo godt nok altsammen: Et stort stadion i byen. Dejligt – og en stor kvalitet, ingen tvivl om det. Men hvem fanden har sagt, at det behøver være så forbandet kikset? Hvad holder? Hvad gør ikke – og hvorfor?

Det er faktisk ret enkelt. Lige siden den første flok huleboere samledes om den første ild, har den naturlige måde at organisere sig om en begivenhed været at danne en cirkel. Det være sig en flok jyske turister inde på Strøget, der slår ring om en, der spiller blokfløjte, eller det være sig det runde bord, som ridderne sad om. Cirklen sikrer, at alle har lige langt til det, der sker i dens centrum. Den er både et praktisk arrangement og et symbol på fællesskab. Lidt svært at forestille sig en flok stenaldermænd, der stiller sig i et rektangel om et bål, ikke?

Når vi taler om fodbold, er det en smule mere kompliceret. Her taler vi ikke længere om et veldefineret centrum, men om poler. Der er to hold, som hver har sin base, og selvom en bane har en såkaldt midte, så sker det essentielle omkring målene. De to poler udspænder hele spillets struktur, og dets publikum orienterer sig i forhold til polerne. Tilsvarende har banen to langsider og to mållinier, som danner dens rektangulære yderkant. Tilskuerne må rent fysisk placeres udfra denne form – og dette kan groft set gøres efter to principper:

En cirkel tilpasses så godt som muligt til rektanglet og ender i en ubrudt form nærmest som en superellipse – en sammenhængende tribune:

Rektanglets sider projiceres videre ud og danner fire nye rektangler – fire tribuner, og sådan har man, som vi allesammen ved, gjort det i Parken:

Uanset hvor fanatisk et tilhørsforhold man har til det ene hold, forplanter følelsen af at være til samme kamp som alle andre på stadion sig: At indse, at uanset om ens hold kæmper for at overvinde modstandernes, så er de ting, der samler fodboldfans, dog stærkere end de, der skiller. Det er en fantastisk oplevelse at stå på én eneste sammenhængende tribune. Dertil kan så lægges fornøjelsen ved at råbe de værste eder efter hinanden, men dette fjendskab er kun en ekstra bonus – glæden ved kampen er den egentlige grund til, at man overhovedet er gået derhen.

Organiserer man sig derimod på fire adskilte tribuner, lægges der mere vægt på modsætningsforholdet mellem fangrupperne. Det kan have den effekt, at der nemmere skabes identitet omkring en specifik tribune – fx at nedre C i Parken ser sig selv som den 'rigtige' tribune at stå på for FCKfans i modsætning til 'jakkesætstribunen', hvor sponsorerne forærer sæderne til medarbejdere og kunder. Udeholdet står bag det ene mål osv.

Under alle omstændigheder så burde det være enhver stadionarkitekts mantra, at rummet, som tribunerne udgør, skal have en form som samler og fokuserer tilskuerne (om kampen).

Man skal tage det meget alvorligt, at stadion er rammen om kampen: Hvis stadion ikke formår at definere kampens rum tilstrækkeligt godt, går det ud over intensiteten. Uden at have været i Colosseum i dets velmagtsdage, så tror jeg nok, jeg kan tilbyde at æde min gamle hat på, at der var tale om et veldefineret rum, og der har nærmest været et naturgivent tryk på underholdningen i dets center. Det er skam heller ikke gået hen over hovedet på alverdens arkitekter. Der er således rigtig mange eksempler på vellykkede stadions rundt omkring i verden, der har taget sin form efter Colosseums superellipse.

De Kuip i Rotterdam er et utroligt vellykket eksempel på Colosseum-modellen. Alle tribuner buer (selvom de nederste rækker danner en lige kant mod banen), og hele tribunen er som én ubrudt kant i en skål – og skål forøvrigt…jeg bliver helt tør i halsen – og med ret enkle midler giver det en helt fantastisk virkning.

Og selv en gammel Real-fan må kippe med flaget, når man har set Nou Camp i Barcelona. Nuvel, man har hørt indvendingen, at det er lavet i beton, og at beton er grimt. Nou Camp står i ren beton, men selv udefra tager det sig ret imponerende ud. Der er fx bilramper op til de øverste afsnit arrangeret i en åben facade, der ikke skjuler, men fremviser hvad den formår. Ikke helt ulig Colosseum i moderne version. Jeg er klar over, at materialet og den meget pragmatiske facade skræmmer mange, men for mig er det et alternativ til Parkens flims-flams. Og ganske vist skulle vi gå langt for at nå vores sæder, men der var så til gengæld beredt os et skue for guder. Nou Camp er noget-nær-superelliptisk. Hele stadion hæver sig så over jorden i denne superellipse, men af hensyn til sollyset er superellipsen skåret skråt, så den hæver sig mod syd og sænker mod nord. Dette af den praktiske årsag, at man på den måde kan sikre så megen skygge som muligt på banen – men det har den fantastiske side effect, at når man har pladser (de billige ovenikøbet) allerøverst, så ser man både den oplyste grønsvær og hører publikums larm, men man ser også ud over Katalonien, mens solen sænker sig, og lysene begynder at blive tydelige. I en sådan situation føler man sig både stor og lille på en gang. At der så er så langt ned til banen, at de gamle sidder med radioer i ørerne for at høre, hvem der har bolden, er af mindre betydning (desuden kunne jeg sagtens se Pagge score). Og jeg forsikrer: Når man står overfor et rum af den kvalitet, så er det sidste, man tænker på, betonen og en upræcis støbesøm.

Nu jeg kom til at tale om facader, så er det jo heller ikke ligefrem der, Parken står sin prøve. Kort sagt virker det mest som om, man med stor kraft har sat sig mellem to stole. Hvis der er en ting, man ikke slipper udenom ved et stadion, så er det, at man har en dominerende konstruktion – og svaret på det var her at tegne nogen facader, som fik det til at se ud, som om man ville pakke hele molevitten ind, men slap op for gavepapir sådan en trekvart gang henne. Man har prioriteret fernissen fremfor den rumlige sammenhæng udadtil; så at sige forsøgt at klaske en konventionel facade på noget, hvis kvaliteter netop ikke er konventionelle, men temmelig ekstraordinære. Resultatet er blevet noget, som man kun vanskeligt kan kalde en helstøbt bygning.

Der er altså mere til opskriften på et godt stadion end bare at kaste en superellipse på jorden og så græs i midten.

Men man behøver i øvrigt ikke at tage ud i verden for at se et godt stadion. Man kan såmænd bare tage til Århus, og så i øvrigt gøre sig selv den tjeneste at nærme sig Århus Stadion til fods. Hvis man ikke allerede har gjort det, må man bruge førstkomne lejlighed. Mit første møde med Århus Stadion foregik helt efter bogen: En spadseretur ned ad Stadion Alle hen mod den røde hovedbygning med de hvide søjler som et fint motiv, der emmer af klassicisme og spejderånd. Arkitekterne (som sjovt nok er de samme som har projekteret Parken) har tegnet den nye tribune i fin og let kontrast til det eksisterende. Hvor den gamle bygning står lidt hemmelighedsfuld og lukket, så er den nye tribune til gengæld fuld af luft og transparens. Når man træder ind som en af de første, fremstår tribunen som det den er, et diskret møbel for det publikum, der, som sagt, er stadions eneste rigtige udsmykning (om man må være så fri).

Der er mange meninger om farven på sæderne. Jeg synes, det er evigt ligegyldigt, og kunne jeg vælge, så skulle de bare være usynlige. Det eneste, der er værd at glo på på tribunerne, er os – publikum. Om sæderne er ordnet i mønstre eller malet grønlyseblå betyder jo kun noget, når stadion er inaktivt, og ligesom en blå himmel benyttes synet af et inaktivt stadion bedst til at lade tankerne flyve – fx i retning af storkampe mod Real Madrid og den slags. Om der står 'Don Ø' eller noget på sæderne, rager mig langsomt.

Men for lige at vende tilbage til Århus et øjeblik, skal det siges at ud over den løbebane, som nogen kvajpander (i demokratiets og nogle forkølede atleters navn) har placeret der, og som er så dum, at jeg må abstrahere, så har jeg kun godt at sige. Tribunernes form er virksom; man er til fodbold både med og mod det andets holds tilskuere. Det er nemt at orientere sig (når man har fattet, at man skal købe sin billet i en udbombet campingvogn, som ligner noget Kirkens Korshær har afskrevet som småkagesalgssted), og idet man går op mod sin plads, mødes man med en beundringsværdig gennemsigtighed i konstruktionen. Til trods for at tilskuerne i høj grad danner et tæppe rundt langs (løbe)banen, er der stadig fuldt udsyn ud mod skoven fra mellemniveauerne. Bevares, jeg er glad for at jeg ikke skal på Århus Stadion en rigtig blæsende frostdag, men det vigtige er, at stadionet udnytter sine omgivelser – i dette tilfælde sin placering i skoven. Og – hey – man kan se kampen selvom man står i kø for at købe øl.

'Men Parken er da et også et fint stadion", siger du (nu da du har fået lejlighed for min talestrøm) – og dertil vil jeg uden tøven svare, at den skønhed, der findes i Parken – og det gælder primært for tilhængere af adskilte tribuner – fik et alvorligt skud for boven, da taget skulle på. En ting er, at Parken nu kan ses i den Københavnske silhouet, en anden, at man med taget fik en rigtig stor 'indendørs' tribune, men de anstrengelser, der er udfoldet for at lukke omverdenen ude (og Elton John inde), får jo en til at tænke med længsel på en gør-det-selv havestue fra Silvan. At man ovenikøbet har valgt at forstærke den eksisterende konstruktion ved at plante en gittermast midt på langsiderne (og tilmed lige foran min plads) forstærker bare indtrykket af billighed og gør i øvrigt store dele af disse tribuner uanvendelige ved indendørs fodboldkampe.

Men hvad i alverden skal man gøre? Well, et stadion med plads til så mange mennesker vil altid være noget særligt – både i størrelse og konstruktion. Det med at have en karakterisktisk konstruktion kunne man måske i stedet have vendt til en fordel? Måske kunne man have ladet Parken hænge ud over Øster Alle? På den måde kunne det lade sig gøre at indpasse en tribune, hvor man ikke kunne få plads til den i første omgang og tilmed minimere det spildareal, der fremkommer under tribunerne. Ikke dårligt. Konsekvensen ville blive en overdækket vej – næppe noget, der havde generet vejens brugere – og en udmærket anvisning på hvordan man kunne dele rummet omkring et stadion til alles tilfredshed.

Parken har selvfølgelig sin egen logik. Rummet indenfor er ganske rigtigt blevet stort, og tankegangen har været (for nu at citere en pornoskuespillerinde, jeg ikke lige kan huske navnet på) Size doesn't mean anything – it means everything. Størrelsen – kombineret med placeringen, selvfølgelig – er Parkens primære kvalitet. Og det er nogengange rigtigt svært at argumentere mod simpel købmandsregning, og den siger, at Parken har en masse pladser og en masse kontorkvadratmeter at sælge – og at den placering, den har, koster, så deeet… Men det er mig dælme et nummer for uambitiøst det hele. Det være sig den måde, det hele er mokket ned mellem Øster Alle og Skøjtehallen, det være sig den måde, man har tætnet rummet i forbindelse med taget på, det være i stort og småt. Og jeg er sikker på, at det ikke bliver anderledes, før der er nogen, der laver nogen håndfaste økonomiske kalkuler for, at det betaler sig at tænke lidt større; og at det i bymæssig sammenhæng kunne have en betydning at fremvise sit stadion med samme stolthed, som vi ser på vores hold.

beep