Det kom i år, som det gør alle andre år, omkring en uge før jul. Til lyden af grædende fioler, vel at mærke. Som sædvanlig. ”Der er ingen sne på vej, og vi kan allerede nu advare om at den hvide jul er i fare.”

Åh jøsses dog! Hvad gør vi så? Hvad skal vi fortælle børnene? Og hvordan skal vi gennemføre højtiden uden at der simpelthen ligger driver af snekrystaller overalt som i vores barndom, hvordan skal vi genskabe den tids magi, hvordan skal det nogensinde blive jul?

Sikke noget pjat. Der har været hvid jul omkring fire gange i de sidste hundrede år, og man burde jo nok have lært at leve uden denne pest, der kan gøre i forvejen stressede dage helt uudholdelige. Det er der bare ikke noget der tyder på.

Jeg har fået nok af at høre om at det er ’flot vejr’ om vinteren, når det indebærer at man får klar himmel, solskin og en stiv blæst direkte fra Sibirien lige i hovedet. Det er formentlig temmelig flot, hvis man bor langt ude på landet hvor der ikke er en skid andet at lave end at sidde og kigge ud på sin bundfrosne mark med de afpillede træer, og hvor en smule solfarve kan krydre det øde grå landskab. Det er sikkert også flot når man sidder i sit studie og skal vælge de billeder en fotograf har filmet til ens vejrudsigt tidligere på dagen – "se, dér er et closeup af en istap, det bruger vi!" – med sin smøg og sin kaffekop inden for rækkevidde.

Men det er ikke så forbandet flot når man går ned af Griffenfeldsgade og intet kan se, fordi man har solen lige i øjnene – heller ikke de forbandede isflager som er en del af fortovet. Og at det skulle være flot: hvilken rolle spiller det, når det er mørkt to trediedele af tiden i vores ubeboelige land? Hvad er det flotte i en klar himmel, når den er sort som tjære, og vi uden solen ser ud til at nærme os det absolutte nulpunkt, med vinden hvinende lige gennem kraniet, som føles klar til at springe?

Drop det. Lad dog os selv afgøre om vejret er flot eller om det er ulideligt. Ja, jeg har set jer på skærmen, I selvgode fjolser. Savlen der løb ud ad mundvigen, da meldingen om sne kom. De vidt åbne pupiller og blodrusen, da I kunne varsle om at det ville vælte ned og sætte landet ud af spil. Så skete der endelig noget for jer, og så kunne det være ligemeget at der ikke skete noget for alle andre.

Hvis man er otte år gammel er det vel fint. Hvis man bor midt i en park og ikke har skyggen af en plan om at forlade den, og får mad fløjet ind, så er det også dejligt. Hvis man derimod er voksen og bor i en by, og til tider har brug for at bevæge sig omkring, er det et helvede.

Er man cyklist kan man glemme alt om at komme rundt, medmindre man tør tage chancen på vejene. Tak, Frederiksberg og Københavns Kommuner for det – tak for absolut intet. Er man i bil, så holder vognen inde bag høje vægge af nødtørftigt ryddet sne, der blot er skubbet ud som en spærrende vold. Myndighederne fraråder al udkørsel – jamen I har jo selv forhindret den.

Er man til fods, er udfordringen at komme hjem uden brækkede ben, om det så er høj og frisk nysne man møder, om det er beskidte snevolde, eller om det er is på fortovene eller veje som er så syltet ind i grødis og salt, at man går hen over en skøjtebane, og blot priser sig lykkelig for at man ikke er en hund og får det salte lort mellem poterne. Og er man med de offentlige transportmidler er man bare i skærsilden. Alle der kører med busser ved jo, at det er skidt nok som det er. Gang det med ti – også passagerantallet – så har man en idé om oplevelsen.

Alt dette ved vi vel alle. Så hvorfor skal vi have de kvidrende stemmer, de nedladende smil og de udtrådte flosker om ’endnu en smuk dag i morgen’, hvor solen står hen over et frostklart og snedækket landskab, når det er almen viden at de millioner af danskere der bor i byen ikke oplever dette, men oplever at skøjte rundt i saltet sovs hele dagen, at skulle bruge flere timer på at komme fra sted til sted, og at kigge på den bysne som bliver grå på ganske få timer, og ikke den forbandede postkortsne som vejrudsigternes producere er så glade for?

Denne bartender vil sgu selv bestemme om han finder det en positiv ting at kuldefaktoren betyder en temperatur på minus tyve, eller om det er bedre hvis vi skal over frysepunktet og kunne gå udenfor uden otte lag tøj. Så tal ikke ned til mig.

I avisen i går kunne man under følgende manchet: ”Byen bliver grim og grå igen” læse, at ”I en uge var byen som en kvinde parat til fest. Nu ligner den noget, der har kendt bedre tider. Borte er sne, der knirker under skoene. Væk er det hvide lag pudder, der gjorde mørke vintergrene lyse. Forsvundet er den hvide dyne, der gjorde en karre på Nørrebro til et indslag i et nisselandskab. Tilbage er byens små skavanker. Byens appelsinhud er dukket op. Cigaretskod, hylstre fra fyrværkeri, æbleskrog og gamle busbilletter pibler frem. På fortovene tør en hel uges hundelorte op. Himlen hænger nede om skuldrene, januar er grå som sædvanligt.”

Politikens reporter må enten være stæreblind eller grebet af den samme kælkeglade infantilisme der griber enhver der i medierne beskæftiger sig med vejret her i landet, for det hun taler om er præcis det samme postkort og den samme pyssenyssede landsbyidyl som nyhedsproducerne. Sådan er det jo bare ikke. Reporteren arbejder på Rådhuspladsen, og så fabler hun om et nisselandskab? Sig mig, er de på piller derinde?

Byens små skavanker er der jo hele tiden, og de bliver ikke fjernet af det såkaldte hvide lag pudder. De bliver blot midlertidigt erstattet af en meget større skavank. Men det er ikke den skavank der er den rigtige by. Skodderne og busbilletterne er der året rundt, og det skal de også være. De er tegn på liv, og på at der bor mennesker i byen, trods sommetider dårlige odds.

Sneen står for døden. Sneen dækker bilernes og menneskenes spor, driver alle indendørs, jager fugle på flugt, dyr i skjul, og draperer sig hen over enhver stakkels hjemløs der måtte have været så uheldig at blive fanget ude. Sneen er byens fjende. Sylvia Plath brugte sneen som en særdeles effektiv dødsmetafor, og man forstår hende efter en tur gennem en snedækket park: der er stille, der er livløst, vandet er frosset, de nøgne træer er dækket, intet grønt synes, fuglene er væk – eller har opsøgt den lille åbne lue i søen som bliver holdt åben af en slange der sprøjter varmt vand. Imens trænger kulden sig på kroppen og jager én væk med bid i tæerne, i hænderne, i næse, ører og hage: ”Skrid, du er ikke velkommen, og her skal ikke være liv og samvær. Gå hjem til dit hummer. Lad byen stå øde hen.”

Sodet, det fossende vand og alt hvad der dukker op under snemængderne, se det er liv. Bragene fra taget når sneen ramler ned er en smuk lyd, det er lyden af det godes sejr, og når folk giver tøvejret skyld for alskens ulykker perverterer de sagen - det er sneens og frostens skyld, at der opstår oversvømmelser i folks kældre, ikke tøvejret. Frost er ikke den sunde tilstand, det er tø.

De blade jeg så vokse op ad barken ved Frederiksberg Haves serpentinsø, mørkegrønne og sunde trods en uge under sneen, det er fremtiden for byen. Engang bliver den igen livlig, og mens der kommer til at gå nogle måneder, og tålmodigheden kommer på prøve mange gange endnu, så er selv den lille fremgang at sneen nu ligger besejret, i små bunker og sodet til af byen, nok til at give tro på at nu er de lysere tider på vej, og vores by snart klar til at forlade dvalen.

Det er selvfølgelig ikke på nogen måde Mit København, det vi oplever nu, men blot en spæd begyndelse på overgangen. I Mit København flyder en tabt og smeltende klump softice ned i en glohed, solskoldet revne af asfalt på få sekunder, mens folks fadølsglas driver af svedig dug på bordene. Der klaprer fortovene af københavnernes sandaler, mens de begiver sig ud mod havnen efter frisk luft. Der siver lydene fra festernes sidste anstrengelser ud fra lejlighedernes åbne vinduer, når man fuld og glad forlader baren ved lukketid, hvor det er lyst, og hvor solens stråler netop er klar til at varme gaderne og giver én det dilemma det er om man skal afslutte den gamle dag eller tage hul på den nye. Og der mødes folk på rent instinkt tidligt i Fælledparken om søndagen, hvor de venter i spænding på hvad der skal ske i Parken, men er mere fokuserede på hvordan pokker øllet skal holdes koldt.

Mit København er en illusion det meste af året, og nogle år findes det slet ikke. Men det er indbegrebet af liv, og det var derfor jeg kylede glasset efter vejrmanden, da han i går aftes kunne vise en oversigt der udelukkende havde plusgrader, og erklærede at han ”desværre kun kunne byde på en nedslående vejrudsigt". Heldigvis ramte jeg ikke. Det var kun et billigt glas, men et nyt fjernsyn kan jo løbe op.

-smølle

Det er en sommer i vinteren.

Luften er knastør af frost, og solen skinner så klart som en junidag fra en isblå himmel.  Rimfrosten klæder Fælledparkens nøgne træer på, og den sædvanlige polarmørke, hvor selv middagssolen er skjult bag Brøndbygråt skydækkke, fortrænges for nogle få dage af lyset fra sneen, der sagte falder og dæmper trafikkens lyde, så selv Rådhusklokkernes malmfulde røst når langt ud over Østerbro.

Det er da, at man kan begynde sin vandretur gennem byen: Gennem fælledparken, hvor overentusiaster har fundet langrendsskiene frem, forbi søerne med dets vandhul, hvor det gamle Østre Elværk, der i sin tid gav strøm til de første københavnske sporveje, gavmildt pumper en sjat varm vand ud, så fuglene ikke dør af tørst og kulde.  Der er altid mange fugle der; der er altid mennesker der; de smider gammelt brød ud til ænderne og svanerne og føler, de gør en forskel.  Videre, ned gennem Holmens Kirkegård, som aldrig er så stille og fredelig, som når sneen har lagt sig som en dyne over den evige søvns senge, og ned i gennem Østre Anlæg — fra nekropolis til livets have, hvor børnene myldrer, glædestrålende og hvinende, op og ned af kælkebakkerne med røde plastickælke eller slæder improviseret af et par affaldssække.  Ned gennem Kongens Have, slendrer man, og slutter ved Kongens Nytorv, hvor par efter par tager turen rundt og rundt og rundt om Krinsen og hinanden på deres skøjter.

Og på hele turen møder man københavnere, der ligesom en selv, er ude og genopdage byen.  Ude og se, hvordan byen har skiftet udseende, og først dér, går det rigtigt op for dem, hvordan den så ud inden.

Det er muligt, at billisterne på Lyngbyvejen og på de øvrige ud- og indfaldsveje bander vintervejret langt væk, når de sidder med varme skruet op på fuldt blus og lader endestykkerne sagte riste over grillrørene i sæderne, men for os — for os der bor her, er der ingen problemer:  Hvorfor skulle vi bevæge os væk fra København?  Hvorfor skulle vi få brug for bilerne, når alt hvad vi har brug for, er en håndsrækning væk?

Næh, sneen er velsignelse for storbyens bohemer, og de, der går i selvsving over, at timeplanerne for en stund må ændres en smule, og deres ellers så velfriserede hverdag får slået sideskilningen i uorden af en velplaceret snebold, har ganske fortjent denne vasker.  Det kan måske lære dem at slippe deres autistiske morakkeri og bryde ud af deres vante forestillinger — om hvordan, hvorhenne og hvornår byen foregår.

Hvad er der at nå?  Hvor er der at gå?  Vi er her allerede — i København.  Og denne sommer i vinteren, vil aldrig være uvelkommen i en ellers så våde og mørke årstid.

Martin CX