”But Hacker denied that Sir Humphrey had made any useful point at all. Instead, he replied that hardly anyone knew any Latin anymore either. 
’Tempora mutantur, et nos mutamur in illis’, replied Sir Humphrey appropriately.
There was a slight pause as Hacker stared vacantly at him. Finally he was obliged to humiliate himself again by asking him for a translation.
’The times change and we change with the times’, I said.
’Precisely’, said the Prime Minister, as if the quotation proved his point – whereas any fool could see it helped Sir Humphrey’s side of the argument. 
Humphrey provocatively continued to speak in Latin. ’Si tacuisses, philosophus mansisses,’ he said.
Hacker was suspicious. He asked what that meant. Sir Humphrey obliged. ’If you’d kept your mouth shut, we might have thought you were clever.’

(fra Jonathan Lynn & Antony Jay: The Complete 'Yes Prime Minister')

Vi er ingen helgener hernede i baren. Det sker da, at der ligger et formiddagsblad og flyder hernede på bardisken, selv om vi dybest set ved at de byder på en noget tvivlsom værdi for deres pris. I det mindste har de grundige tv-programmer.

Og de plejer da at blive læst, og efter et par minutter lagt væk igen, men i denne weekend begyndte det at sprutte ud af hovedet på et par af vores læsende stamgæster, og der stod formelig røg ud af ørerne.

En af grundene er her. Der kan man godt nok tale om at føje spot til skade, og timingen er da også imponerende – som man kan se er den lagt op på eb.dk mindre end en time efter vores ydmygende nederlag til Viborg i Parken, der måske ender med at være det fatale resultat som reelt ender vores chancer for mesterskabet.

Derfor er en lille tænkepause også nødvendig for at få kigget på hvad problemet egentlig er. Som man råber i skoven får man svar, og det svar behøver jo ikke kun være ”hun har ikke ret i noget hun siger og hun er dum”, for det behøver jo ikke være sandt. I stedet kan et svar være ”har hun nu tænkt ganske nøje igennem om det hun påstår holder vand?”, og det vil jeg hellere stille, her efter lukketid med en lille drink i nærheden og Milestones med Miles Davis i jukeboxen, til tider tilpas stille til at man kan koncentrere sig, og til tider speedet nok til at man kan engagere sig.

Man kan ikke elske FCK 

Det er svært at holde af en fodboldklub, hvis dens spillere og ledere ikke selv gør det.
Midt i forårets slutspurt håber man igen, at FCK vil tabe

Se, det der jo selvfølgelig skal skaffe folks opmærksomhed er jo rubrik og manchet, og det må man sige er lykkedes. Hvilket er bevist hver gang én person der elsker F.C. København læser overskriften, og ryger direkte op i loftet…

Det kan virke urimeligt, men efter godt ti år med konstruktionen FC København, er klubben fortsat meget svær at holde af. I disse uger, hvor kampen om mesterskabet nærmer sig en klassisk afslutning, melder følelsen sig igen af, at alle andre end FC København bør vinde. 

Nu formoder vi, at dette handler om alt andet end fodbold, et emne der ikke ser ud til at berøre artiklen mere end marginalt. Sorterer man andet end boldspillet fra, og kigger på hvordan København, Brøndby og den nylige guldkandidat Farum spiller, så vil det være meget mærkeligt hvis det store tavse flertal, som klummeskribenten åbenbart står i telepatisk kontakt med, foretrækker at se København vinde. Spillet har jo været forfærdeligt på det seneste. Men det er ikke fodbolden, men følelserne, der granskes.

Det skyldes ikke en speciel begejstring for Brøndby - endsige for Farum - og det skyldes heller ikke den berømte Jantelov, som mange tror hersker så stærkt her i landet. Trods Anja Andersens pinlige demonstrationer kan man ikke forklare enhver skepsis og modvilje med Janteloven, og FC Københavns problem er grundlæggende et andet. Det er nemlig forbundet med idéen om, at et fodboldhold skal repræsentere noget rent menneskeligt, og ingen minder os mere om det end direktøren selv.

Allerede inden talen falder på direktøren, er det værd at bruge et par sekunder på Janteloven. For her er denne bartender rystende enig. Både i at Anja Andersen er pinlig og i at Janteloven som begreb er forbløffende fortærsket i betragtning af hvor tvivlsomt det er om den overhovedet eksisterer. Skulle vores kollaps være forekommet i et hvilket som helst andet europæisk land under de samme omstændigheder, kan jeg garantere for at pennene ville være lige så skarpe og skadefroen lige så stor. Bare se på Real Madrid, der risikerer at sætte titlen over styr. Ja, bare se på Barcelona, der er til grin i hele landet. 

Sådan er vilkårene bare for en rig storbyklub med store armbevægelser. Hvis man ikke decideret er en fan af klubben, så fryder man sig over at se en af de store og formodet arrogante klubbers korthus ramle, og det har intet med Janteloven at gøre. Det er tværtimod noget at være stolt af, for det betyder at man kan lokke passionen frem i folk. Og det udfordrer logikken i den afsluttende sætning, men mere derom senere. Tilbage til direktøren.

Forleden forklarede Flemming Østergaard, hvorfor han midt i et særdeles tyndt forår nægter at tale om alvorlige problemer, fordi han som leder af en stor virksomhed ser tingene i et perspektiv, der handler om meget mere end kun fodbold. Præcis sådan graver man en grøft mellem en fodboldklub og de mange fodboldhjerter derude, der selvfølgelig må reagere, når et suverænt tophold stille og roligt dumper ned i nærkamp med de andre. Når Flemming Østergaard fra toppen af sin forretning forsøger at forholde sig logisk til et så afgørende styrtdyk, begynder man at overveje, hvad hans hjerte egentlig banker for. Og om klubben som sådan overhovedet har et.

Det er med et skævt smil, at dette må læses. Jeg har selv stået flere gange og tænkt ”hvad i himlens navn sker der her?”, når det efter flere pinlige nederlag i træk blankt er blevet afvist, at holdet var i nogen form for krise. Jeg har set hvert minut af vores kampe i år og er ikke i tvivl om at der er tale om en krise, både spillemæssig, pointmæssig, og for flere spilleres vedkommende personligt formmæssig, og det har der med enkelte afbrydelser været tale om i flere måneder nu. Fodboldhjertet har ganske rigtigt svært, grænsende til umuligt ved at æde den forklaring. Men derfra og så til at konkludere, at F.C. København er det titaniske monster af iskold granit som det derudfra formodes, der er godt nok et spring. Det er desuden en nedvurdering af foks evne til at tænke selv.

Man tør vel spørge om hvad Gotfredsen havde håbet på? Om en trænerfyring, opsigelser på lederplan og vild panik på alle niveauer skulle signalere et varmt og dunkende hjerte? I så fald er f.eks. F.C. Barcelona et glimrende eksempel på en hjertevarm klub. Ditto Leeds United. Men om klubbernes passionerede fans er gladere af den grund tillader jeg mig at tvivle på. Man kan mene hvad man vil om at holde gode miner til slet spil, men vil man undgå at selvdestruere totalt er det måske ikke verdens dårligste idé.

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN
Alle de store klubber drives i dag som en forretning, men trods sine berømte stunts på langsiden er Flemming Østergaard indbegrebet af en leder, der sætter rationalitet over spontan indlevelse. Alt imens hans hold muligvis er i fuld gang med at tabe et mesterskab på gulvet, sætter han sig roligt og defensivt ned og analyserer situationen. På den måde kommer holdet til at fremstå som blot en enkelt del i et overordnet system, og spillerne minder uundgåeligt om en række anonyme elementer i det.

Nu virker det jo næsten for let at hive den gamle episode med skjorten frem igen, et af disse stunts på langsiden, men det er alligevel indlysende – kyler man sine gevandter ud i mængden efter at ens hold ovenpå en mislykket sæson slår ærkerivalerne, så er man næppe helt uden følelser. Om det så i dag er noget Flemming Østergaard ville gøre igen, er ironisk nok yderst tvivlsomt.

Men det interessante er snarere hvordan det på en eller anden måde lykkes at få ladet det negativt, at man skulle sætte sig roligt ned og analysere situationen. I mine øjne er det en prisværdig kvalitet at kunne gøre det i en presset tid, men det kan selvfølgelig bero på et andet værdisæt end Gotfredsen har. 

Og jeg indrømmer blankt at det er noget jeg ikke selv kan, og det er grunden til at jeg sidder her efter lukketid og råber op om krise dit og katastrofer dat, men hvis den slags vilde stemningsudsving som en professionel klubs fans bliver udsat for, især i en sæson som denne, var noget som gik igen på direktionsgangene, så tvivler jeg på at der ville findes mange professionelle klubber særlig længe. 

Hvilket er grunden til at Sørine Gotfredsen, hvis hun ikke havde stirret sig blind på F.C. København, rent faktisk ville finde den samme mikstur af forretningssans og fodboldpassion i hver eneste aktieselskab i landet der driver fodbold, hvilket er så godt som hele eliten, som det da også anføres. Jeg regner ikke med at Finn Cederstrøm i Køge løber forvildet omkring på tribunen og jamrer ”We’re shit, and we know we are” af sine lungers fulde kraft til holdets hjemmekampe, selv om de ligger på en klar sidsteplads. Hvis han gør, burde han måske lade være.

Det berømte KB-ordsprog på den gamle væg på Peter Bangs Vej om drenge, der bliver til mænd, og mænd der bliver til drenge, virker efterhånden som et absurd levn fra en tid med et andet syn på både mennesker og fodbold. 

Se der har Sørine måske fat i noget. For man må nok sige, at der ikke ser ud til at have været megen drengeagtig spilleglæde i F.C. Københavns forkrampede udtryksform i år. Men…

Det store problem med FC København er, at klubben stadig er evigt forfulgt af sammenstødet mellem disse ords oprindelige indhold og situationen i dag. I dag fortæller skriften på væggen først og fremmest om en flok spillere, der hænger ud på den mondæne Park Café i København og ikke længere i klubbens egne lokaler efter træning. Men det er stadigvæk disse spillere, der skal skabe det menneskelige indhold i FC København og overbevise skeptikerne om, at klubben rummer rigtigt liv. 
Det er dem, der skal få os til at acceptere, at FC København er og bliver en dominerende del af billedet på professionel fodbold i Danmark i dag. Foreløbig er det ikke lykkedes.

… når man har en god pointe, så er der jo ingen grund til at underminere den med de gamle floskler om ’spillere der hænger ud på den mondæne Park Café’, hvilket vist tilhører en svunden æra – skal vi sige det på den måde, at omkring 1994 styk var chancen for at møde en København-spiller på Park en del større end den er i dag. Og mens skriften på væggen muligvis fortæller klummeskribenten om spillernes gøren og laden efter træning, så er det da en skam hvis disse bogstaver er det eneste empiriske grundlag samme skribent har til rådighed. 

De spillere der nu, ikke mindst på grund af en velpubliceret druktur i marts, siges at være mere interesserede i at posere på in-steder (hvilket Park vel har været engang) end at skabe et solidt sammenhold i deres klub, var trods alt nogenlunde de samme spillere som dem der sidste år begejstrede gennem et forrygende forår, som red på en bølge af optimisme og sammenhold, og som kun blev holdt fra en DM-triumf af et par stupide dommerfejl.

Der lykkedes det altså. Selv Carsten Fredgaard spillede et par rigtig gode kampe i det forår, for pokker. I år lykkes det ikke, kunne meget tyde på. Og det er der en række grunde til, som hellere må identificeres så de kan undgås en anden gang. Jeg har bare stadigvæk en teori om, at en af de mere ubetydelige grunde til at holdet ikke har slået til er den, at Sørine Gotfredsen har en forestilling om at spillerne tilbringer deres fritid på Park Café.

BRØNDBY OG BERTEL
Det er svært at vide, om det rummer en bagtanke, men Brøndbys seneste tiltag over for integreringen af udlændinge sætter det hele endnu mere på spidsen. Dér sidder klubbens ufordærvede spejderfører i skikkelse af Kim Vilfort og lyser langt væk af gode intentioner, mens integrationsminister Bertel Haarder får sin egen gule Brøndby-trøje. 

Her er omsorgen for det enkelte menneske i centrum, og Brøndby får elegant styrket sit omdømme som klubben, der aldrig har mistet grebet om sine rødder og forenings-idealer. Enhver ved, at Brøndby også er en millionforretning, men udadtil bliver der talt mere om fodbold og mennesker, end der bliver talt om penge, og tidligere og nuværende Brøndby-spillere omtaler ofte deres klub med stor hengivenhed. 

Det er ganske rigtigt svært at vide, om det rummer en bagtanke, men det er mindre svært at forestille sig. Og det er helt naturligt, at for de fleste af vores stamgæster er dette stedet hvor kæden for alvor hopper af, for det omdømme som Gotfredsen taler om er da i hvert fald et som hun selv har ædt med hud og hår.

Det er hun nu heller ikke ene om. Se denne artikel, som er den anden der har givet vores gæster knopper i denne weekend – ikke de ellers aktuelle hvedeknopper, men i høj grad knopper der er opstået under indtagelsen af temmelig mange Hvede – fra B.T., skrevet af vores gamle nemesis fra Ekstra Bladet og TV2-sporten, Steen Ankerdal. Jeg citerer: ”Og det havde virket som et hult PR-stunt, hvis FCK havde lavet et program for at skaffe unge indvandrermedlemmer i arbejde. Byens Hold har trods talstærk repræsentation af udenlandske spillere en anden profil. Og beskæftigelses-problemer blandt unge indvandrere og flygtninge er ikke lige det, man forbinder med moderklubberne, KB på Frederiksberg og B 1903 i ’Sjangtofte.’”

Lægger vi nu lige allerførst og fremmest en vis skepsis til side omkring Bertel Haarders status som garant for at sætte omsorgen for det enkelte menneske i centrum – noget som danske statsborgere med unge udenlandske ægtefæller næppe vil skrive under på – så er det alligevel gribende, at man i den grad kan sluge myten om den sande klub med ånd på Vestegnen og den golde, kyniske pengemaskine i byen, og det bliver direkte stødende når Ankerdal antyder, at F.C. Københavns moderklubber via deres beliggenhed nærmest skulle være modstandere af tanken om integrationsprojekter. 

Mindre stødende og mere pudsigt er det, at mens det som regel skal gå meget stærkt med at skyde os i skoene at vores virksomhed kun har fodbold som en absolut biting, så var ugens gæstestjerne i Parken altså en fodboldspiller, måske den bedste nogensinde, og på Brøndby var det politikere, et par repræsentanter for den siddende regering, herunder en statsminister på et gensidigt PR-trip.

Og når Sørine så hævder at ”udadtil bliver der talt mere om fodbold og mennesker, end der bliver talt om penge” virker det direkte grinagtigt, for når der sidste sommer taltes om mennesker i den klub hun fremhæver, var emnet mere specifikt en række spillere, der fik kommunikeret deres reelle fyringer på de mest klodsede måder, og desuden kunne finde deres hidtil indelåste genstande i sorte skraldeposer. Og når der er talt om penge i denne sæson, har det været i form af en fantastisk føljeton om hvordan BIF havde tænkt sig at redde deres årsregnskab, om de kunne og kan få solgt Peter Madsen, om deres kapitaludvidelse og udskiftning i ejerkredsen med ankomsten af en ny pengemand, samt om deres Champions League-exits økonomiske konsekvenser. Det kan så ske, at klubben selv har været mindre meddelsom om sine dispositioner. Det er vel logisk nok, at man bliver det når man ikke har de store kontanter at rutte med. Men Sørine glemmer behændigt, at da BIF gik på børsen, da de købte Interbank, og da de byggede deres nye stadion, skete det med anderledes store armbevægelser.

FCK-spillerne derimod, lægger sjældent skjul på, at FC København hovedsageligt er et sted, hvor man har et godt job, og ret meget længere er den ikke. De omgiver sig ikke med overdrevent varme følelser for stedet, og det store spørgsmål er, om man kan elske en fodboldklub, hvis man ikke mærker, at en del af klubbens spillere selv gør det -og vil gøre det i fremtiden. Hvornår får FC København sin egen udgave af 'Faxe' eller Kim Vilfort, så der kan begynde at tegne sig en rød tråd båret af et reelt tilhørsforhold? Hvornår holder man op med mere eller mindre ubevidst altid at håbe på, at klubben taber? Hvornår bliver det muligt at føle noget for FC København?

Og til sidst lader Sørine Gotfredsen så fordommene tage totalt over, og dette ender som en klumme som man kunne have fundet i det gennemsnitlige BIF-fanzine. Og mens tårerne da afgjort fosser frem ved beskrivelsen af de tapre Brøndbyfolk, der holder så meget af klubben at de velsagtens gerne ville nøjes med at betale kontingent for at spille der, mens de griske københavnere kun holder pinslen ved at spille for Byens Hold ud ved at oppebære enorme lønninger, så kan det undre at hun ved dette som et faktum med så stor skråsikkerhed.

Især når Sørine åbenbart ikke er klar over, at Carsten V. Jensen og Michael Mio i år fejrer tiårsjubilæum i klubben, nu ansat i stillinger der svarer til Faxes og Vilforts i Brøndby. Og hvis ti år ikke er længe nok, er det måske mere passende at fremdrage Niels-Christian Holmstrøm, der spillede for KB’s 1. divisionshold i tresserne, eller den fratrådte holdleder Klaus Busk, der har tjent KB og F.C. København i en menneskealder. Ja, bl.a. længe nok til at min medbartender Holger sagtens husker hans bryske (omend hjertelige) facon fra dengang han var en purk.

Med andre ord en sprudlende fontæne af vås, som det måske er en lille smule svært for de mere end 20.000 folk vi har i tilskuersnit på hjemmebane, og de godt 12.000 fanklubmedlemmer vi har, at forstå at ’man’ er nødt til at være enig i. Men heldigvis fik vi opklaret nogle sager i tirsdagens løvetime, som sivede fra transistoren og ud blandt de tro forbrugere af fyraftenspils der var til stede hernede.

Sørine mente ikke ’man’ som andet end en retorisk finte, der i sagens natur dækkede – hende selv. Og ikke desto mindre var det ikke så meget hendes egne fordomme der skulle ud – men det tavse flertals, hr. og fru Hakkebøf, den almindelige danske Jensen og hans opfattelse af hvad F.C. København var en størrelse. 

Det førte så til en fantastisk bortforklaring, da Sørine anførte at det jo ikke for at anfægte en Michael Mios eller en Carsten V.’s betydning for klubben. De var blot ikke skikkelser med samme gennemslagskraft vidt og bredt som de to fyre der scorede i en EM-finale engang. Hvad hun mente var at Brøndbys koryfæer var folkelige på en anden måde. Nuvel, det var ikke det der stod. Der stod: ”Hvornår får FC København sin egen udgave af 'Faxe' eller Kim Vilfort, så der kan begynde at tegne sig en rød tråd båret af et reelt tilhørsforhold?” Og det er jo en ganske anden sag. Klummeskribenten trak vist i nødbremsen dér, men fred nu være med det.

For radiointerviewet kastede nu et meget godt nyt lys på denne artikel. Fra at være en bekymrende analyse, der i sin uvidende og enøjede fordomsfuldhed syntes at kaste sportsjournalismen mange år baglæns til de glade dage i midten af 90’erne, hvor presse og kommentatorer stod i kø for at skyde på F.C. København, der alt for villigt selv udleverede ammunitionen, blev det til en art læserbrev af en skribent, hvis budskabs oprindelse kan koges ned til ”jeg ved ikke meget om fodbold, men jeg ved hvad jeg kan lide, og det var meget bedre i gamle dage. Og jeg tror at jeg taler for mange når jeg osv osv.”

Og ved du hvad, min fine gæst – jeg tror også at Sørine taler for mange, jeg tror at mange er enig med hende i at F.C. København udadtil fremstår som en pengemaskine og en kold koncern. Og jeg er sikker på at der desuden er mange andre end Sørine, der ønsker sig tilbage til før Helge Sander første gang stod og delte checks ud til spillerne i 1978, og hvor KB’s motto virkede så frisk og relevant for eliten som den dag det blev skrevet. Sådan har det jo netop været alle dage. I dag så bedre ud i går.

Min kollega Jan Saxo er en klog mand, og har givet Sørine noget der ligner den kolde skulder i sit Ræb i nat. Han stod da også og spurgte os om hvad fanden vi egentlig gad hidse os sådan op over. Udover altså, at det inklusive ’man’ skulle bruges.

Jeg er lidt yngre end Jan og bliver nok hurtigere edderspændt, men efter radioshowet sivede blodet fra mine øjne. Det er sgutte noget at blive sur over. Vi burde tværtimod være beæret. 

Hør her, hvis F.C. København har sat så stærke spor hos en fodboldseer, som i parentes bemærket ønsker de glade amatørdage tilbage, at hun og hendes jævne masser med klar stemme udtrykker ønsket om at vi ikke vinder, så må vi have gjort noget rigtigt. For København står jo for det diametralt modsatte af de idealer Gotfredsen tilsyneladende hylder. 

Hun så måske gerne klubbens formand gå i et joggingsæt og åbne bajere til spillerne, og kassereren sidde med en cigarkasse med et glimt i øjet og et træk på skulderen hvis kassen som sædvanlig er tom. Jeg er gerne fri. Hun så måske gerne klubben pumpe en gevaldig selvtilfredshed op omkring en klubfølelse så stor og så varm, at den nærmest må koge i hjerterne – selv ser jeg hellere spillere have deres klubfølelse uden permanent at måtte synge den ud fra tagene, og er der f.eks. en fyr som åbenlyst ikke har gnist af den, men som kan få et forsvar til at fungere, så er jeg klar til at leve med det. Bare han ryger ud af vagten inden hans form styrtdykker.

Og hun så måske gerne F.C. København være en favnende klub som familien Danmark naturligt kan elske, ligemeget hvor dens kakkelbord måtte stå henne. For mit vedkommende spiller det ingen rolle om de er interesseret. Det går nok endda. Og endelig vil hun gerne se F.C. København som elskelig. For mit vedkommende er F.C. København elskelig, trods sine fejl. Og klubben HAR fejl, men er elsket alligevel. At den så ikke er det af Sørine Gotfredsen er til at leve med. Jeg elsker da heller ikke Ekstra Bladet, for den sags skyld.

Egentlig var det indledende stykke mest ment som en spydighed til Sørine ved det andet latinske citat som den overlegne og velorienterede storbysnude Sir Humphrey får fyret af. "Hvis du havde tiet stille, havde vi måske troet du var klog." Men det første er nu egentlig også meget dækkende. Tempora mutantur, et nos mutamur in illis. Nogle af os.

-smølle