Jeg ved ikke, om man kan tillade sig at være skuffet over hendes
indstilling. Men altså, at hun ligefrem glæder sig over, at man ikke
får et job - godt betalt og med mange rejser - kan undre. Det ville jo
også komme hende til gode.
Vores forhold er nok af den slags som ikke kan forklares. Mange
freudiansk inspirerede kollusionsteorier kunne tages i brug, og stadig
ville det være svært at nå frem til hvorfor netop vi har fundet
sammen.
Vi bor hver for sig - hun på den trøstesløse vestegn, og jeg i byen
- og det er ikke altid, at vi kan blive enige om, hvor vi skal mødes
for ingen af hos bryder sig stort om den andens hjem. Jeg er sgu altid
nervøs for at blive slået ned når jeg besøger hende, og her i
sommer skændtes vi faktisk så kraftigt at vi aflyste en date.
Hun himler konstant op over at mine følelser ikke
er ægte nok, og at ham den afdankede århusianer, som hun engang
flirtede med måske i virkeligheden er hendes livs kærlighed. Jeg er
dog bedre selskab, har mere stil, og her har vi grunden til at hun
trods truslerne ikke går tilbage til ham fra Århus: Hun elsker at
blive set sammen med mig.
Så trods vore utallige skænderier og hendes evindelige klagen over
min manglende følsomhed føler jeg mig ret sikker på hendes
hengivenhed. Hun er dog langt mere usikker på mig, og det er måske
grunden til, at hun ikke kunne lide ideen om, at jeg skulle rejse rundt
i Europa og møde interessante mennesker. Tænk om jeg mødte nogen,
der var mere spændende end hende.
Og hun er da sandt for dyden heller ikke hvad hun har været. Selv om
hendes doktor udførte en "næseoperation" sidste år, og det
da har hjulpet lidt, er hun vel langtfra så tillokkende som de
franske, italienske og spanske duller, jeg kunne have plejet omgang
med, om bare jeg havde fået det job.
Det fik jeg så ikke, så selv om vi altid skændes bliver jeg nok hos
hende lidt endnu. Og truslen om at hun skulle gå tilbage til ham århusianeren
tager jeg simpelthen ikke alvorligt. Selvom hele vores forhold efterhånden
drejer sig hvor synd alting er for hende, kan hun bare ikke slippe mig.
De sidste par gange har vi mødtes hos hende, og jeg
har trukket med ud af vore skænderier med æren bedst i behold, og jeg
har altså svært ved at se hvordan jeg nogensinde skulle blive
"den lille" i vore diskussioner igen. Måske er det derfor at
hun virker lidt kedelig efterhånden.
Hendes forslag om at vi skulle rejse på skiferie til Sverige og Norge
sammen modtog jeg også lidt køligt. Mine interesser er altså at
opleve Europa syd for grænsen, og vise at jeg har klasse og stil til
at begå mig i Paris, Milano og London.
Måske jeg for én gangs skyld skulle svare ærligt næste gang hun spørger
om jeg stadig elsker hende som før. - "Nej du, dine påtagede følelser
og selvmedlidenhed er sgu blevet for meget, og hvis ham århusianeren
vil have dig tilbage er det måske en idé at give ham et ring."
tricolor