Det er jo ikke fordi vi har den samme hysteriske holdning til Peter Brüchmann som andre steder i hovedstadsområdet, hvor hans navn alene, eller hans kollegers, er nok til at fremkalde fråde om munden og anklager om forfølgelse og vindiktiv hetz. Det er bare paranoidt. Man er nødt til at finde eksempler. 

Der ligger et par af disse på bardisken her. Et fra i onsdags, den dag hvor vi mødte Rangers. Peter Brüchmann ønsker åbenlyst held og lykke med at komme i Champions League. Det er godt for dansk fodbold og for F.C. København – og i sagens natur er det også godt for hans egen avis, der har nogle meget mere interessante historier at bringe end hvis vi, som det skete, skulle slutte os til den langt mere grå og anonyme UEFA Cup-klike.

Jamen fint. Vi kan jo aldrig forlange, at pressen er vores pr-agenter og kun skal tale pænt om os. I hele den danske sportspresse er det vist kun Luna Christofi, hvis eneste funktion er at rose og promovere en bestemt klub, og den er alligevel ikke fra Danmark men fra Madrid. Så vi tager den slags omtale med glæde og anerkendelse, i vished om at klubbens og avisens interesse her er fælles.

Avisen har på ingen måde en lignende interesse i at vi har en stabil målmand – tværtimod, for som den daværende Ekstrabladssportsredaktør og nuværende B.T.-skribent Steen Ankerdal fortalte Brølet tilbage i 1996 er der jo mere liv i strid end i harmoni. Så det er derfor man finder denne historie, og denne, og denne, og denne, efter en kamp som man skal lede nøje i artiklerne for at finde ud af at F.C. København rent faktisk vandt, såre fortjent endda. 

At Rabo tre gange på kort tid lavede beklagelige fejl er da også en kendsgerning og en pokkers skam. Om det så skal koste et 03 at lave den ene i en kamp hvor han siden står fejlfrit og præsterer i hvert fald én pragtredning er diskutabelt, ligesom det er diskutabelt om det kræver tre stort opsatte artikler, en internetafstemning på forsiden om klubben skulle hente Rune Pedersen, som ikke har spillet siden december, hjem (2/3 stemte nej), samt en stort opsat forside på sportssektionen med ”Ring til Rune” og hints til Runes mobilnummer, som nok i forvejen forefindes i Parken. 

Det er selvfølgelig hamrende usagligt, og laveste fællesnævner der bliver gået efter dér. Men ikke engang det kan man vel brokke sig over, for B.T.’s og enhver anden tabloidavis’ job er jo at gå efter selvsamme fællesnævner, og til tider rammes den med et brag, og så rent at det lyder som en kirkeklokke. Lidt mere stødende for ens intelligens er når B.T. lader Peter Kjær lange ud efter de spillere der kritiserede Rabo efter den anden Rangers-kamp, hvor han desværre igen var fumlefingret. Det er rigtigt, at det virkede illoyalt, men netop B.T. havde vist intet at lade nogen høre, hvad angår unfair kritik. Hvilket selvfølgelig kan være ligemeget i jagten på fællesnævneren.

Og unfair kritik var der også pænt med, da B.T. kunne køre Hans Backes udtalelser på onside.dk om at Brøndby skulle spille norsk op til det helt store. Den skulle selvfølgelig bringes ud til Michael Laudrup, der har svært ved at skjule sin smækfornærmede tilstand i dette interview, hvor han da også får givet igen ved bl.a. at give et hib til Københavns indkøbspolitik. Blot ærgerligt, at han åbenbart udtaler sig om et citat der er uvederhæftigt, for man kunne åbenbart ikke stole på det interview med Backe, som ifølge ham selv udelukkende havde bemærket at de fleste hold der på papiret spiller med tre angribere falder tilbage og forsvarer med ni mand bag bolden. Og et hurtigt spørgsmål er da også – hvornår har man nogensinde hørt Hans Backe kritisere andre holds spillestil eller prøve at køre en provokerende stil inden en storkamp? 

Hermed er vi så længere ude i et grænseland, nemlig der hvor tabloidfællesnævneren rammes ved ukritisk at gøre et kontroversielt citat til en stridsfyldt historie. Det smarte er, at så snart den har sit eget liv kan man fortsætte på samme fællesnævner, hvilket B.T. gjorde i en redaktionel kommentar om hvor ynkeligt det var af Backe at komme med de kommentarer, som det ser ud til at en fyrig redaktionssekretær med adgang til de store skrifttyper har haft mere med at gøre end Backe selv. 

Ja, den fik endda lov at køre helt op til kampstart, da Onsides reporter først konfronterede Backe med citatet om at Brøndby spillede norsk, fik at vide at de ikke holdt en meter, og derefter gik ned ad sidelinien og konfronterede John Faxe med samme citat! I det mindste var Jakob Kjeldbjerg mand nok til at undskylde reporterens pinlige opførsel på baggrund af deres egen ikke-historie – Peter Brüchmann har været påfaldende tavs på området, og sportsredaktøren plejer da ellers nok at kunne mande sig op til uendelige mængder kommentarer, når emnet norsk eller drillosk fodbold kommer på banen. Det er formentlig let, når man ligger i infantil ordstrid med letantændelige norske roligans – det er måske sværere når man skal rydde op efter egne skribenter, som ikke har haft baglandet i orden.

Hvilket bringer os til seneste historie, den om Mykland. Der trods sine egne spage protester blev hængt ud for at have været stangvissen. ”Han har gjort det igen” kan knap læses på anden måde, med henblik på den Ekstra Bladet-forside som viste ham stiv på fortovet i marts, en historie som B.T. igler på som en art baggrund, der selvfølgelig, når det står som en overskrift sammen med de andre artikler, snarere læses som om det var nu, han var væltet omkuld – det ved enhver redaktionel medarbejder på en avis.

Kendsgerningen, som både kan læses i hans egen beretning, og som en af vores gæster da også kunne bekræfte fra en slægtning på stedet, var den enkle at Mykland havde drukket et par bajere, kort været ude at danse, og så ellers havde haft en rolig aften på Jazzhouse efter et lokalopgør som var endt med en meriterende sejr på udebane. 

Hvilket altså var nok til at fortjene en spiseseddel om at Mykland havde været på druk inden ”fiasko-kampen”, ja endog forberedt sig til den ved at være på druk. 

Nu kan man så for det første diskutere, om kampen var en fiasko. En skuffelse, jovist, men at tabe en jævn kamp mod en formodet langt stærkere modstander, der var den seedede part i opgøret, på et lidt tilfældigt mål til sidst – det er vel knap en rungende fiasko. Men Peter Brüchmann har selvfølgelig et argument i baghånden: ”Over to kampe har Glasgow Rangers anno 2003 vist sig at være en ganske ordinært mandskab, der måske nok i lønniveau svarer til det samme som en halv SAS Liga - eller mere - men som ikke vil være favorit til DM-guldet.” Igen et standpunkt, der må være åbent for debat, for mens mandskabet i de to kampe aldrig retfærdiggør de groteske summer det har kostet, så giver det da sig selv at et hold der slår de danske mestre, som ellers giver noget nær deres yderste, da nok skulle kunne være en favorit til titlen her. Tror Brüchmann, at Viborg, Brøndby eller Frem ville have det lettere mod Rangers?

Men det centrale er knap ’fiaskoen’, selv om B.T. selvfølgelig lægger op til at den hænger sammen med hovedsagen, Myklands påståede druk. Underforstået, at manden har kartet rundt med kæmpe tømmermænd og svigtet holdet. Det var jo hans særprægede forberedelse til kampen, stod der selv! Han var på druk inden kampen! 

Og det var han jo så ikke alligevel. Han var ikke på druk, og tidspunktet hvor han ikke var på druk var ikke inden kampen, men derimod lige efter den sidste kamp. Hvis jeg ellers må få lov til at formulere det så klodset. Og som nævnt har B.T. jo ikke engang gjort noget for at bevise at han skulle have været stiv. Det bliver anført at han dansede og drak til den lyse morgen! Det i sig selv er latterlig retorik. Den lyse morgen ser vi først efter at Jazzhouses bar har været lukket i et pænt stykke tid. På denne tid af året er morgenen tidligst rigtig lys ved halv syv-tiden.

’Den langhårede Mykland’ ’indtog den ene fadøl efter den anden’ (well… han indrømmede jo at have drukket to…) og ’var såmænd ude på dansegulvet for at slå sig løs’. Han ’ var i rigtigt godt humør’ og ’ helt vild glad for, at FC havde vundet’, og ’havde det festligt, var meget venlig og ville gerne snakke’! Og så clouet: ’Mykland var umiddelbart ikke appelsinfri’! Jamen helledusseda! Ikke appelsinfri! Dette kan jo kun betyde, at han har væltet rundt på gulvet og kastet op overalt, ikke? Og ikke, at han var træt men glad, afslappet og venlig, som manden nu engang er, og med overskud til at tale med folk.

Og det bliver værre: han var jo skadet! Jamen du godeste, så er det jo nærmest grund til kontraktbrud at rende rundt der i ’de høje danserytmer og det blitzende stroboskoplys’, som det hedder idet B.T. får Jazzhouse til at fremstå som en rave-hangar udenfor byen, hvor hver eneste gode sjæl er på pulver og piller. Lad det så i øvrigt ikke nævnes, at manden har haft det tilbagevendende akillesproblem i syv år nu, og nok efterhånden må vide hvordan det er at leve med til daglig, og hvordan man skal undgå at forværre det. 

Men det må jo have været groft misbrug der var tale om, på dette sted hvor ’mange af de hotteste danske skuespillere også plejer at have en fast plads i baren med en gin-tonic i hånden’, og selv en eller anden pige fra Tasmanien åbenbart har været forbi og drikke en sjus – hvilket vores gæst i øvrigt kan fortælle at hun mere eller mindre lod det blive ved. 

Ikke? Nej, fandeme ikke!

B.T., det er så forbandet sølle at komme med den slags. Det er en ynk. Det er under laveste fællesnævner, hvilket matematikere formentlig vil protestere imod muligheden for. Og det bliver bare værre, når man skal til at forsvare det. ”Hvis nu for eksempel Mykland ville have fred til at snige sig ned på Café Frederik i Esbjerg og undgå forsiderne, ville han også vælge et miljø, hvor lønnen var mindre end for eksempel hos SAS Ligaens tophold”, hedder det, og det er noget forbandet sludder. Hvis vi har nået et punkt hvor man på intet tidspunkt kan gå ud og drikke et par øl i offentligheden uden på fuldstændig usaglig basis at blive hængt ud for en ’fiasko’ som man ikke er skyld i – B.T. har jo ikke engang selv turdet påstå, at Mykland ikke har leveret varen i returkampen mod Rangers – så er pressen vigilante-agtige tyranner, som er trådt langt ud over den ’offentlighedens interesse’, som normalt bliver påberåbt under flæbende forhold, når paparazzi-metoder og tilløb til bagvaskelse skal forsvares.

I det hele taget har B.T. ingen saglig grund til at trykke denne artikel, for enhver kan jo regne ud at det ikke har skyggen af offentlighedens interesse i B.T.’s egne øjne, når man bliver siddende på historien så længe – mandag, tirsdag og onsdag – at vi i mellemtiden når at tabe til Rangers. Næh, interessen er udelukkende B.T.’s egen, for så kan de komponere en forside som langt mere end antyder, at Myklands gentagne og uansvarlige natteroderi nu har kostet F.C. København dyrt. For at han bare skulle have drukket et par øl med sin kone og med sine holdkammerater fremgår mildt sagt ikke af den spiseseddel. Og at det allerede var i lørdags gør slet ikke. Og i alle tilfælde ser det jo skidt ud hvis man kommer ind i avisen og ser det ladede sprog som de hele to reportere, Mikael Børsting og Jakob Staberg, anvender. For slet ikke at tale om trumfen: den jo totalt parallelle affære uden for Rust i marts. Så spiller Myklands egne bortforklaringer vel ikke det store.

Jeg bilder mig ind, at det udelukkende er Mykland der kommer igennem denne mølle, fordi han er et meget let offer. Der har både været Rust-historien, nogle norske affærer som dengang i Østrig, hvor han lod sig fotografere med et glas øl, det eneste han drak til en middag med sin nye træner – et foto som kom i alle norske aviser – samt historier om drukture i hans biografi (mere om den her). Hvad er nemmere end at få befolkningen til at tro at Mykland har været fuld?

Som man ser, var Hjalte Nørregaard også med på Jazzhouse. Endnu en spiller som er fast i vores startopstilling. Han drak måske kun Fanta? Han var måske ikke spor glad? Eller er han bare ikke lige så genkendelig? Og lige så let at køre på? For reelt burde han vel, som en vigtig ellevtedel af holdet, være i skudlinien på samme måde som Mykland? Er det lønsedlen der afgør hvor hurtigt man hænges ud, for på den baggrund er det da ikke sportslige hensyn, eller for den sags skyld ’offentlighedens interesse’: Hjaltes plads på holdet er så fast som Myklands, og vi er lige så ilde stedt, hvis han har været fuld dagen før en kamp. 

Nej, gu’ er det hverken sportslige tanker eller offentlighedens interesse – det er småligheden over for sådan en vellønnet og udenlandsk spradebasse, og sansen for en god gang sladder, og det værste er at hvis folk så køber flere aviser af den grund, så vil B.T. føle sig retfærdiggjort (ja, ja, jeg ved at du ser et B.T. på disken hver dag hernede! Men det er altså ikke os der kommer med dem, eller får dem bragt! Nogen bliver ved med at tage dem med, og de er ikke dårlige at tørre fugt af disken med i en håndevending!). 

Når en norsk avis tordner mod Mykland fordi han ryger en smøg eller drikker en øl, er der sikkert også en snert af dette, men også en dybtliggende fromhed i et meget bagstræberisk land, især i Myklands egen hjemegn sydpå. Her i frisindede Danmark er der ene og alene en grund til B.T.’s adfærd i sådan en affære: penge, noget som den paradoksalt nok norskejede avis for tiden har meget svært ved at tjene.

Man kunne sætte mange slags ord på folk der uden moralske skrupler vil gøre hvad som helst for penge, men så ville man jo synke ned på B.T.’s plan. Så vil jeg hellere lade dig gøre det selv, kære gæst. Du har jo mumlet ordene i skægget det meste af aftenen, kunne jeg høre. 

Så hermed er eksemplerne fundet, og de er ikke smigrende. Så er det bare op til Peter Brüchmann om det er hvad han vil med Danmarks Selvproklamerede Sportsavis: køre den hidtidige konfliktsøgende, men i det mindste nogenlunde fair linie på plads igen, eller være den nye Henrik Qvortrup uden nedre grænse for hvad man vil hænge folk ud for. Valget er helt dit eget, Peter. Gør hvad du finder rigtigt.

-smølle