Jeg skal ærligt indrømme, at jeg frivilligt udeblev fra en kamp for nyligt. Ja det er mig, der er den stamgæst, som den gode bartender Holger fortæller om i dette ræb. Jeg blev væk, ganske enkelt fordi jeg ikke kunne klare det længere. Kedsomheden, frustrationen, ja nærmest desperationen over FCKs spil blev mig for meget efter Ferencvaroskampen i Parken. Forud var gået et forår med stadig mindre spændende oplevelser i Parken og et mildt sagt røvsygt efterår samme sted. 

Udover selve spillet på banen skulle jeg trækkes med den evindelige gang pauseklovneri i pausen: Den tåbelige Smart Car-konkurrence og alt det andet gøgl, der ikke siger mig en disse. Nu stod jeg så der den onsdag aften og håbede – i de sidste 10 minutter af den ordinære spilletid mod ungarerne – at FCK ville tabe, så jeg kunne gå hjem med en følelse af retfærdig harme. 

Det var simpelthen dråben: Motivationen til at tilbringe nogle timer i og omkring Parken var trukket ud af mig og afløst af en følelse af, at jeg periodisk spildte min tid i en to-timers tidslomme af ørkesløshed. Den onsdag aften blev jeg enig med mig selv – og min sidemand for øvrigt – om, at det var på tide at tage en pause fra tiden brugt på lægterne. Hvorfor stå der og kede sig? 

Jeg var derfor fraværende, da FCK den om søndagen spillede mod OB, og så sent som dagen før var jeg rimelig sikker på, at mit selvvalgte eksil kom til at vare et stykke tid – måske endda helt til foråret. Sæsonkortet var udlånt og jeg følte liden grund til at hente det tilbage. Den følgende onsdag omkring kl. 18.30 sad jeg så i en bil på vej til Herfølge for at følge det selvsamme hold, jeg havde bandet langt væk ugen forinden. 

En af de andre passagerer i bilen havde forinden spurgt mig, om jeg var rigtig velforvaret, når jeg fravalgte en kamp i Parken for kun få dage efter at drage til den vindblæste sydsjællandske elendighed. Jeg forsvarede mig med, at jeg drog afsted af skribentmæssig pligt – jeg havde en klumme at tage hensyn til – og måske troede jeg selv på den forklaring på det tidspunkt, men den dybere sandhed var ved at dages mig. 

I Herfølge så jeg 75 minutters temmelig dårlig fodbold, og når jeg kun så 75 minuters elendighed, var det fordi vi kom et kvarter for sent til kampstart. Det var skidt, var det, men jeg hyggede mig mærkeligt nok i de 75 minutters aftenkulde og jeg fandt det slet ikke så elendigt endda. Der var fin stemning dernede (lad mig her behændigt drible uden om nødblustemaet), vi vandt, og det hele var sådan set ok, selvom selve spillet i hvert fald i første halveg var værre, end hvad jeg havde raset over ugen forinden i UEFA-cupmatchen. 

Den samme følelse kom til mig i går. Kampen mod det forhenværende Farum var ikke en af den slags slag der bliver skrevet odyseer om, men den distinkte følelse af at jeg spildte tiden var væk nu. I stedet havde der indfundet sig en underlig fredfyldt fornemmelse, der ikke ganske kunne bortforklares med FCKs kontrollerede, småkedelige indsats på plænen og det kolde klima. Næh det handlede også om at genindse noget helt centralt omkring det gang på gang at troppe op i Parken. 

Det var nemlig i tidsrummet mellem søndag aften og onsdag ditto gået op for mig, at det eneste jeg fik ud af at blive væk var et savn. En af bartenderne skrev til mig, da jeg sad i det virtuelle stamværtshus og bekendtgjorde, at jeg nu ville blive væk. Han sagde, at jeg ville fortryde det, fordi det at blive væk et eller andet sted var gå glip af en lille smule af det liv, man nu engang holder så meget af. Han havde ret! Den søndag under OB- kampen – som jeg jo fulgte på TV, da jeg alligevel ikke kunne holde mig helt væk fra FCK-universet – var jeg lige så irriteret som i de forudgående kampe i Parken. 

Nu havde jeg bare ikke nogen at dele min irritation med, ingen at diskutere med efter kampen. I det hele taget var det en helt igennem slukøret oplevelse at sidde der foran skærmen, når man kunne have stået og trampet frustreret i betonen et sted på række 24. Følelsen af at være til stede, samværet med dem man står sammen med, den uforklarlige fornemmelse der trækker i en på kampdage, hele glæden ved at opleve holdet live - alt det vigtige manglede eller var bevidst forsøgt undertrykt på denne søndag uden at frustrationen som kompensation udeblev. 

Det slog mig over de næste dages tid – ja vel især efter Herfølgekampen – at det i lige så høj grad var disse ting, der dette efterår var blevet trukket ud af mig alt imens min tristesse over den manglende underholdning på banen var vokset. Det var disse ting, jeg for en stund havde glemt at tillægge betydning.

Hvad er pointen med dette ”Carrie Bradshaw”- indlæg, spørger I måske? Såmænd ikke så meget andet end at sige, at jeg forstår dem, der fravælger FCK for tiden, fordi spillet er mere trægt end tungemålet længst ude på den jyske hede. Min oplevelse er jo, at det faktisk kan være sundt for ens mentale habitus at tage en pause. Men jeg håber, at det også må gå op for jer, der tager en pause, at I ikke opnår den befrielse for følelserne af at være skuffet, bitter og kedet halvt ihjel. 

Tværtom! I får kun denne følelse, fordi I som jeg i et eller andet omfang er besat af den Københavnske fodboldsyge. Havde I givet endeligt op, ville I næppe se kampene på TV og brokke jer så intenst på Sidelinien og andre steder. Hvis I har det sådan, kan I ligeså godt dukke op, når I om en kamps tid eller to har raset ud – I har det uden tvivl alligevel bedre med at være en del af kedsomheden i Parken, fremfor at falde i søvn foran TVet. 

Er det dybest ikke det der kendetegner en fan langt mere end hvem der synger højest og fyrer flest nødblus af? Den 'tåbelighed' hvormed vi finder os i nok så mange elendigheder på banen. I de dårlige stunder ja der står vi og brokker os, keder os, tager os til hovedet i afmagt og sværger at "nu kan det fandeme være nok"...og ind i mellem tager nogle måske en pause. Vi kan være nok berettiget i vores kritik (og somme tider nok så hysteriske), når det vi og klubben stiller os i udsigt ikke bliver os givet. Vi kan stille krav, forlange spillerindkøb, trænerfyringer og hvad ved jeg. 

Vi kan alt det ja, men hvis man først er bidt af at følge FCK, så dukker man alligevel op igen. Ikke som resultat af et diktat fra et fanpoliti, men ganske enkelt fordi man af sig selv drives dertil. Det var tilfældet dengang i 90erne, hvor brokkeriet gjaldt det farceagtige spil og de svigtende resultater, og det er tilfældet i dag, hvor det er monotonien, der plager os. Den eneste forskel er, at der i dag – forhåbentlig – er langt flere af os, der dybest set ikke over længere tid kan undgå at blive draget af og mod Parken. 

Vi ses næste gang - om ikke personligt så i ånden.

thundersen