Hvordan kom den lille detalje til at undslippe de store forsider? Hvordan glemte alle at gøre noget ud af den beslutning? Det var jo noget af det bedste der er sket den internationale fodbold i evigheder, og så blev det reduceret til en lille note på tekst-tv’s side 218, en biting i det mylder af nyheder der vælter ind over os hver dag om Wieghorst (tvivlsom) og hans knæ, om Rio Ferdinands karantæne som allerede skulle være overstået, hvis FA havde været lidt oppe på beatet, og om diverse danske bænkevarmere i udlandet og deres planer efter sommeren.

Det er helt urimeligt. Reelt burde der være folk i gaderne, spontane guldstole, hatte der fløj i luften og lokale piger der blev kysset inpromptu af hjemvendte matroser. Det jeg snakker om er selvfølgelig, at UEFA endelig har taget sig sammen og droppet de konstruerede og tåbelige regler for afvikling af forlænget spilletid. For et par uger siden kom man på et møde i The International Football Association Board frem til det modsatte af forventet, nemlig at man i stedet for at gå tilbage til det rædselsfulde Golden Goal, som vi lige var sluppet af med, simpelthen ville genindføre den klassiske model med to halvlege á et kvarter. UEFA’s meddelelse: 

Golden goal abolished
From next season, the golden goal and silver goal will be abandoned, and knockout matches will be decided by 30 minutes of extra time and, if necessary, penalties. However, like all the rulings, it will not come into effect until 5 July, the day after the UEFA EURO 2004™ final. This summer’s UEFA European Championship will still use the silver goal rule, as will all UEFA competitions this season. 

Det var fandme på tide! Det Golden Goal har været en torn i øjet på denne bartender lige siden Oliver Bierhoffs forkølede skud snittede foden af en tjekke på Wembley i 1996, skruede mod mål, og blev famlet hjælpeløst ind af Petr Kouba. Fem minutter inde i forlængningen, og det var allerede slut. Tjekkiet var færdige efter lige at brugt det sidste kvarter på at sikre sig en ny chance. Og udover at det som altid var sindssygt irriterende at se Tyskland vinde endnu et trofæ med charmeforladt spil, så var det frustrerende og utilfredsstillende ved den løsning netop, at tjekkerne dermed ikke fik chancen for at komme igen. 

De fleste må vel erkende, at i den kamp var tyskerne de bedste og vandt fortjent. Men det er totalt irrelevant, ud over at det ikke er rart at tænke på. Det centrale er, at når nu tjekkerne kom bagud, skulle de have haft chancen for at gøre godt for det pres tyskerne havde haft. De skulle have kunnet presse for en udligning, og tyskerne skulle have været nødt til at modstå det pres intelligent, og måske lukke kampen på et kontraangreb.

For pokker, ville vi have haft utrolige opgør som Frankrig-Portugal i EM 1984 med et Golden Goal? Eller som Vesttyskland-Frankrig i VM 1982, stadig en af de bedste kampe nogensinde, omend også en af de mest fortvivlende af samme grund som 1996-finalen – bare ganget med tyve. De var begge endt 2-1 hvis Golden Goal havde eksisteret, og ikke nok med det – de var begge endt med sejre til det hold der rent faktisk tabte de semifinaler vi taler om. Portugal kom foran 2-1, men endte med at tabe 3-2 i sidste minut, og Frankrig førte endda 3-1, men tyskerne kom på 3-3, udligningen på et fantastisk saksespark af Klaus Fischer, og de endte med at vinde på straffe. Begge gange på helt overmenneskelige comebacks, udført af fuldstændig baldrede spillere foran totalt henrevne publikums.

Et tredie eksempel, og et af de bedste jeg har set på styrkerne ved knockout-fodbold, var en kamp mellem Kaiserslautern og Dortmund i midten af 90’erne i den tyske pokal. Dortmund førte 1-0 og 2-1 i ordinær tid, men ’Lautern fik udlignet. Dortmund kom så foran i forlængningen, og med Golden Goal havde det så været det. Det var det ikke her – ’Lautern tog sig gevaldigt sammen, hjulpet af et euforisk hjemmepublikum, og de gik såmænd hen og vandt 6-3.

Hvad fa’en havde UEFA og FIFA imod den slags bedrifter? Og på et mere personligt niveau, hvad havde de imod mig? Ikke en eneste gang så jeg det hold jeg holdt med vinde på et Golden Goal. Vi havde finalen i England ovenfor, og i VM i Frankrig var det hjemmeholdet, der absolut skulle knibe sig videre på et sent mål der afsluttede kampen mod Paraguay. Det var så til at greje, men to år senere blev det absurd. Som bogstøtter i hver ende af en i øvrigt totalt deprimerende weekend med Roskildefestivalen kunne man se Frankrig vinde først over Portugal om onsdagen i semifinalen, og derefter over Italien i finalen. 

Specielt den sidste var bitter, for udover en generel (og med tiden opsparet) antipati for Frankrig har jeg, som det måske er fremgået, en specifik sympati for Italien. Og at se dem indkassere en udligning i sidste minut, efter at den spradebasse del Piero havde brændt tre enorme chancer for at lukke kampen, var sørgeligt, men dybest set deres egen skyld. At se Trezeguet score til 2-1 i den kamp Italien havde været bedst i, og at de så ikke engang havde muligheden for at svare igen, var til gengæld mere end der lige var sjovt efter det Roskilderagnarok, og jeg tror knap jeg selv har overblik over hvor rasende jeg var lige dér.

Det kom ikke engang tæt på året efter, da Liverpool mødte Alavés i UEFA Cuppens finale. Selvfølgelig holdt jeg med baskerne, for Liverpool er jo trods alt rivaler til Everton, som jeg nu engang kan lide, og de besejrede Barcelona, som jeg også kan lide, på noget af det mest destruktive spil i historien. Men Liverpool fortjente at vinde finalen, hvor de endda lignede et hold der rent faktisk kunne lide at angribe, og for en gangs skyld ikke et der holdt af at forsvare. Det havde da bare været så fantastisk at se den sidste offensiv i de sidste fem minutter, hvor de resterende ni mand på Alavés’ hold kunne mosle op i feltet og formentlig indkassere et kontramål, snarere end at score et mål selv. Hvilket havde været fint! 5-5 havde selvfølgelig været unikt, men 6-4 også endnu bedre end 5-4. Det var et enormt antiklimaks, og det blev ikke mindre af at det var et selvmål der afgjorde det.

Bitterheden vendte tilbage i VM 2002. Det var ærgerligt nok at Sverige tabte til Senegal, men det kunne slet ikke måle sig med den skandale der overgik Italien i første runde af knock out-fasen til Sydkorea, hjulpet af manden der gør ordet ’skandaledommer’ helt utilstrækkeligt, Byron Moreno. Gudskelov har jeg brokket mig rigeligt over ham. Der er mere galde her.  

Men det var nogenlunde omkring den fede idiots Jens Larsen-overskyggende bedrag og røveri over for Italien, at jeg indså at det aldrig nogensinde ville blive godt med Golden Goal. For pokker, selv en kamp fra dame-VM, der i mangel af bedre fik lov at køre i løbet af vinteren, endte med at Tyskland headede et Golden Goal-sejrsmål ind forbi den svenske keeper, der i sagens natur ikke kunne nå det – det kan kvindelige målmænd nemlig aldrig med skud der sidder højt oppe.

I mellemtiden havde man så afskaffet Golden Goal i herrefodbold, i hvert fald nogle steder. I sidste sommers Confederations Cup slog Frankrig – dem igen! – de stakkels spillere fra Cameroun i finalen på samme vis, og i Afrikas Nations’ Cup spillede man gladelig videre med det som reelt burde hedde sudden death, som i ishockey. Dette navn er dog formentlig blevet afvist som værende lidt for væmmeligt til de bedsteborgere Sepp Blatter helst ser til fodboldkampe. Så det gyldne mål blev det. Og det blev afløst af det lidt mindre ædle Silver Goal, et skridt i den rigtige retning, da man dermed ikke afbrød en kamp der var i gang, men stadig var en tåbelig og unødvendig hybrid.

Det tåbelige var først og fremmest navnet. Hvilket mål var Silver Goal, nu man jo gerne måtte score mere end et mål i overtiden? Hvis det endte 2-0, var the silver goal så det første eller det andet? Hvad med tre mål eller flere? Hvis man scorer the silver goal, men de andre så scorer to – er det så ikke silver mere? Og reduceringer? Er de bronze goals? En sølle legering til nummer to – er det i den gode fairplayånd?

Måske får vi det aldrig at vide, for om fire måneder er det fortid, også med Silver Goal. Der kommer den rigtige afgørelse tilbage, og den skulle aldrig have været fjernet. Vi må så leve med at sølvmålet, eller -målene, skal bruges i EM, og så længe der dermed spilles til sidste tidsbestemte fløjt er det vel i orden. Heldigvis har de nationale forbund ikke mistet besindelsen i samme grad, i jagten på noget der på kunstig vis skulle kunne forkorte spillernes arbejdsdag med få minutter. Skulle vi komme i pokalfinalen i år, vil der hverken være den ene eller den anden type ædelmetalmål på tale, men blot to gange et kvarter, og så straffespark.

Og skulle nogen have glemt hvordan sådan en afgørelse kan være, måske på grund af netop de gyldne antiklimakser i de seneste slutrunder, så måtte onsdagens spanske pokalfinale vel have mindet om det. Gåfodboldholdet Real Madrid, klubben der for alle deres synder har et hold som har klassen til at vinde de fleste kampe ved at stramme sig an i et kvarter, kom bagud mod Zaragoza, men havde nogle minutter til at komme igen. Pludselig så man hvad der svarede til at sparke til en bikube, så den vælter – Reals ellers så sløve spillere gik fuldstændig bersærk og kværnede Zaragoza ned i et af de mest urimelige pres længe, endda i et par minutter mere end planlagt på grund af tillægstid. Det var fascinerende, det var forrygende underholdende, det gav endda en sejr til dem jeg holdt med – og det var ikke muligt i UEFA-regi i de senere år. 

Gudskelov er nogen endelig kommet til fornuft. Åbenbart er det snarere et udvalg af repræsentanter for forbundene end en af UEFA-pingerne, der har fået ændringen igennem, men det er ligemeget. Bare Golden Goal snart er smidt på dyngen over fejlslagne eksperimenter, er det frydefuldt. Det nåede at smerte Italien grufuldt, men ellers kan det forhåbentlig få et ry som en af de håbløse prøveballoner, der åbenbart skal sendes op en gang imellem. Ligesom større mål, længere pauser og fire perioder á 25 minutter i hver kamp. Nogle af disse forslag skal så åbenbart ses i funktion før folk kan se at de ikke holder. 

Det gjorde Golden Goal ikke, og da det desuden gav en slem gang forsigtigperfodbold hvor det blev vigtigst at sikre at man i hvert fald ikke tabte, fik man meget få (gyldne) mål i de kampe. Det tilsigtede positive spil udeblev, hvilket måske vil få nogle til at sige ”det kunne vi have fortalt jer for små ti år siden, og det gjorde vi også”. Sådan er vi ikke hernede – påståelige og bedrevidende. Nænej. I aften er der bare glæde over at reglerne for forlængning endelig er tilbage til det normale igen. Så kald bare denne bartender gammeldags. Den spænding der ligger i at se et hold slås for at komme tilbage fra en føring med 115 minutters fodbold i benene er simpelthen ikke til at tage fejl af.

-smølle