Tirsdag aften den 30. november. En af kvartfinalerne i den lille engelske pokalturnering, Carling Cup, er det londonske lokalopgør Fulham - Chelsea. 

”There's a certain sense of deja vu about tonight's game. It's only just over a fortnight since Roman, Jose and the gang last jumped on the Number 14 bus down the Fulham Road to pay a visit to the true home of football in SW6.”, kunne man læse i kampprogrammet. Og korrekt nok havde Chelsea kun et par uger forinden vundet den samme duel i Premiership med ganske overbevisende 4-1. En kamp som Fulham-siden ikke var specielt stolte af. Ikke blot var resultatet lidet flatterende. Man blev bogstaveligt blevet kørt ud af egen bane på røv og albuer af et velspillende nabohold. Og selvom Fulham ikke ligefrem kunne fremvise en blomstrende sejrsrække i de indbyrdes opgør, havde dette sidste nederlag dog tydeligt gjort ekstra ondt. Det fornemmede man hurtigt i kampprogrammet og det fornemmede man rundt omkring på det lille stadion, Craven Cottage.

Craven Cottage ligger nærmest smask idyllisk ned til bredden af Themsen, og det er formodentlig sket mere end en gang, at en bold der er losset over den vestlige langsidetribune, Riverside Stand, er plasket direkte i floden.

Kapaciteten efter de seneste ombygninger skulle være 22.000 allseater-pladser. Denne aften bliver det officielle tilskuertal sat til 14.531, hvilket umiddelbart virker i underkanten af det indtryk, man forlod stadion med. Så mange tomme pladser så jeg heller ikke. Men tallet er hentet fra BBC's gamestats og må formodes at være rigtigt nok. Det skal så siges, at det ikke var synderlig svært at få billetter på selve dagen. Jeg købte min om eftermiddagen et par timer før kick-off i Fulhams egen billetshop. Intet problem. £32 for en plads på den nybygget Hammersmith endetribrune. Ironisk nok var jeg inden blevet tilbudt en billet til £70 af en haj uden for shoppen. Formodentlig i den tro at jeg var en desperat Chelsea-fan, der bare måtte ind på deres endetribune, hvor man godt kunne mistænke at efterspørgslen var en del højere. Men jeg havde det fint med at kunne plante mig selv nede i Fulham-enden. Når det nu skulle være, havde jeg intet ondt at hæfte på dem. Bortset fra at de konsekvent skaber kvaler for mit eget engelske favorithold, Tottenham Hotspur FC, men hvem gør snart sagt ikke det.

Chelsea derimod kan man ikke rigtigt holde af, de er ikke rigtigt fede på den fede måde mere for os mere neutrale beskuere af engelsk fodbold. Deres succes er blevet for nem efter at de er blevet druknet i russiske oliemilliarder. Desuden kan jeg ikke undsige, at det har spillet ind at mine gode bartenderkolleger, Holger og Hans, jævnligt bralrer løs om netop Chelsea-bedrifter. Man bliver lidt irriteret, og lidt misundelig, når det går dem for godt. Kan ikke blive ved at rumme en masse af den slags, når ens egne Spurs sejler rundt i krise og sammenbrud for gud-ved-hvilken sæson siden 1961 eller det der ligner. Jeg kunne samtidig godte mig med kollega Holgers strøm af misundelige sms-beskeder, da jeg vandrede fra Stevenage Road med billetten i lommen og op til selve Hammersmith-kvarteret. Fulham for en aften, sådan skulle det blive.

Den enkleste vej fra de centrale dele af London til Fulham er at tage tuben og District Line mod Wimbledon og hoppe af på Putney Bridge. Derefter kan spadsere 15-20 minutter ad Fulham Palace Road og svinge til venstre ad småvejene ned til Themsen og Craven Cottage. Det er en ganske hyggelig tur, i et ganske hyggeligt kvarter, sådan rigtig engelsk af den bedre middelklassestand. Det minder lidt om det gamle Hellerup eller det ydre Østerbro. Der er et par pubber på vejen, som kan frekventeres. De var alle stuvende fulde af folk, da jeg ankom igen om aftenen. Fans fra begge klubber mængede sig og umiddelbart herskede der ikke noget nævneværdigt fjendskab fansene i mellem. Det virkede som et lillebror-storebror forhold. Der var pæn respekt.

Fulham FC er en langt ældre klub end Chelsea FC, men de er sportsligt også væsentligt mindre. Og har historisk altid været det. Det er først de senere år at Fulham har manifesteret sig som Premiership-klub, bortset fra enkelte korte og historiske opblomstringer fx. i 80'erne har de oftest været i de lavere divisioner.

I 80'erne blev deres eventyr efterfulgt af en enorm sportslig deroute, der i torpedofart sendte dem ned i den laveste af de engelske prof-rækker (dengang vist stadig 4. division). Klubben fik så en personlig mæcen. Den egyptiske rigmand og Harrods-ejer, Mohammed Al-Fayed, der lossede penge i kassen og sørgede for trænere som Kevin Keegan og senere franske Jean Tigana kunne få et anstændigt fodboldhold op at stå. De bragede tilbage op igennem divisionerne. Det blev såmænd i en periode med vores egen Bjarne Goldbæk på banen. Han kom i øvrigt fra Chelsea, hvor han var blevet byttet hos FC København med en vis Laudrup. Peter Møller var også kort forbi Craven Cottage i et af sine korte intermezzoer i sin udlandskarriere. 

I samme periode havde Chelsea allerede undergået en total forvandling. Fra at være triste og anonyme i 80'erne, en klub hærget af hooliganisme og National Front-sympatisører, forvandledes man til det centrale Londons jetsetklub, der spillede med i toppen af engelsk fodbold og vandt titler europæisk. Nøjagtig som de havde gjort det i de allertidligste 70'ere. De blå fra det nordlige Fulham blev 90'ernes genopstandne klub i London, hvor Arsenal egentlig havde været der hele tiden og Spurs dog engang i mellem og trods alt lidt mere end West Ham der højst svinger sig op til at være elevatorhold mellem de to bedste rækker.

Således kan vi nogenlunde skrive den sidste november aften i 2004 igen. Man bydes ikke på de store ydre forhold på Craven Cottage, men stadion er mindst lige så hyggeligt som kvarteret omkring, og der er tæt intimitet omkring banen. Man er meget tæt på det hele, uanset hvor man sidder, og kunne nærmest stirre sommerens nyindkøbte Chelsea-milliardærer i øjnene.

Da jeg ankom, spillede de The Clash og 'White Man in the Hammersmith Palais' over højttaleranlægget. Formodentlig i en blanding af en lokalpatriotisk hyldest og den anti-rascisme kampagne, der kører for fuldt blus derovre efter det engelske landsholds oplevelser i Spanien. Det blev svært ikke at føle sig velkommen med sådan en entré. For pokker. Det er et af mine favoritnumre med en af mine favoritgrupper og her får man den blæst i hovedet som første intro! I det hele taget var musikken både før kampen og i pausen eklatant. Jeg mindes ikke at jeg nogensinde før, har fået serveret så delikat højttalermusik på et fodboldstadion. Det var åbenbart aftenen for The Clash og derfor bragede 'London Calling' snart efter ud i den projektørfyldte aften, mens pausen bød den gamle reggae-klassiker 'Pressure drop' i noget der lød som originalversionen med (Toots &) The Maytals. Men selvfølgelig fornægtede aftenens tema sig ikke helt. Det var også et nummer som The Clash havde haft fingrene i deres velmagtsdage.

Min plads var på den nedre del af Hammersmith-tribunen. Lidt til højre ud mod Themsen. Et afsnit der blev befolket af de lidt ældre Fulham-tilhængere. Familier og almindeligt godtfolk holdt til her, hvilket jeg var ganske taknemmelig for. Der var trods alt stemplet "Tourist" på billetten efter forlangende af tilhørsforhold, da jeg købte den. Og mere Fulham var jeg heller ikke til. Ved min umiddelbare side sad et gammelt ægtepar. De havde taget en tredje gæst med. En bamse iklædt Fulham-gear. Tøjdyret fik plads på granny's skød og fik samtidig det lod at skulle bære hjemmeholdets skæbne på skuldrene. Den arme bamse fik i hvert fald sendt mere end et bebrejdende "Oh dear!" i hovedet, når afleveringer og spil kiksede nede på banen. 

De hårdkogte fans indtog den centrale og øvre del af tribunen og der var her at sange og chants bragede fra kampen igennem. Og de præsterede ganske høj intensitet, også højere end der kom modsat fra. Nede fra Chelsea-enden. Dog skal det siges, at når de dernede, endelig svang sig op og gav den fuld skrue så blev vi i vores ende også næsten blæst omkuld. Det var tydeligt at kampen var "another day at the office" for dem. Den betød lidt mere i vores ende.

Før kampen kom mæcenen Al-Fayed på banen. Han gik rundt og håndhilste på Fulham-spillerne under stor jubel inden han kom ned til vores ende og prompte lossede en fri bold i nettet bag Edwin van der Sar. Tag den, Flemming Østergaard! Samme 'Eddie' fik i øvrigt en bragende velkomst. Han var tilbage i målet efter et par kampe ude i kulden.

Det er muligt at hjemmeholdet på forhånd måske havde håbet at Chelsea havde taget kampen og den lille pokalturnering på samme vis som Manchester United og Arsenal gjorde dagen efter. Men forhåbningen var illusorisk. Chelsea og træner Mourinho fandt åbenbart prestigen i opgøret for stor. Man stillede i noget nær stærkeste opstilling, selvom det ikke umiddelbart blev synligt på banen. Fulham begyndte bedst og fik skabt et par hæderlige forsøg. Chelsea-keeperen, Cudicini, kom dog aldrig i de helt store vanskeligheder, og efterhånden viste Chelsea lidt af sin status som top- og storholdet i Fulham. Damien Duff imponerede mere og mere og trådte frem som banens bedste. Fulham-forsvaret havde intet styr på ham og gisperiet i vores ende blev mere og mere nervøst, når han rykkede igennem. Første halvleg endte dog uden scoringer.

Som en del af pausen fik vi lanceret Fulham's variant af den klassiske "Smart Car"-konkurrence fra Parken. "Shoot the Hoop" hed det. En stor redningskrans blev hængt op i målet og nogle udvalgte fans skulle derefter sende bolden igennem ringen. Det lykkedes med forbløffende præcision for et par lokale, mens en fætter i Chelsea-trøje demonstrativt blot hamrede bolden i netmaskerne ude ved stolpen til en øredøvende pibekoncert. Hvad de to lokale skarprettere efterfølgende blev belønnet med, skal jeg lade være usagt. Jeg fangede det simpelthen ikke.

Anden halvleg begyndte med et Chelsea-spilovertag, der dog aldrig blev synderlig massivt, men var rigeligt til at Duff kunne bringe dem foran på et skud der ramte en forsvarer og helt snød van der Sar. Ganske heldigt, om end ikke rasende urimeligt. Fulham forsøgte derefter en modoffensiv, anført af deres bedste, Steed "Steeeeeed" Malbranque, en fremragende lille midtbaneslider og spilfordeler. Det gav hæderlige chancer, men først succes da Elvis kom på banen. Elvis Hammond er produkt af Fulham's eget Youth Academy og nød umådelig popularitet, hvis jeg skulle tolke reaktionerne fra sidemænd og bamse. Han har været skadet en del, men er på vej tilbage. Han blev indskiftet i det 73. minut og i næste lå bolden i Chelsea-maskerne, efter at den amerikanske VM-spiller Brian McBride havde dirigeret en tværaflevering fra Elvis ind bag keeperen i enden modsat vores. Det lignede et godt mål og var egentlig en rimelig udligning. Bamsen blev overdænget med kys og kram og brændte formodentlig indvendig med samme eufori som resten af tribunen. Mens der blev meget tavst nede i Chelsea-enden.

Herfra kunne det sagtens havde sluttet lykkeligt for Fulham, men det gjorde det ikke. I kampens døende minutter ødelagde skurken, Frank Lampard, det hele for hjemmeholdet. Aftenens Chelsea-specialitet, de afrettede skud, mestrede han også. En flad afslutning snød atter van der Sar, der denne gang kom skævt ned og fik bolden til at springe op i nettaget bag sig i en kikset redning. Lampard, åbenbart kaldet Lamps hvis man skal tro mine bartenderkolleger, sprang derefter på gammel Strudal-vis frem mod vores tribune som reaktion på den hån, som han havde modtaget siden sin indskiftning godt 10 minutter tidligere. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke forstod hvad det handlede om, men Fulham-tilhængerne havde konsekvent buh'et ved alle hans boldberøringer. Hans opførsel efter målet dæmpede ikke ligefrem mishagsytringerne.

2-1 til Chelsea og således sluttede det. Lidt heldigt, men dog ikke vanvittig urimeligt, set med mine sobre øjne. Der var skuldertræk og resignerede miner rundt omkring. Spillerne fik dog alligevel en gevaldig hyldest efterfølgende. Denne gang havde man været tæt på at slå Chelsea og det øvrige slæng fra linie 14 i nordøstlig retning. Indsatsen var i hvert fald godkendt og langt bedre end et par uger tidligere, sagde de kloge hoveder. The true home of football in SW6 fik manifesteret sig. Det var egentlig vældig sympatisk. De to gamle ved siden af klappede taktfast og de hårdkogte bagved brølede "There's only one team in Fulham...", selvom der vist rent geografisk er to.

Mens tøjbamsen blev pakket ned i en varm håndtaske, kunne vi andre vandre tilbage mod Putney Bridge med en ædende kold Themsen-tåge hængende om ørerne. Det gik i øvrigt op for mig et par dage senere, at bamserne bliver solgt i metermål nede i Fulham FC's butik. Jeg tror sgu, at jeg køber en næste gang, jeg skal på Craven Cottage. Man kan ikke undgå at holde lidt af Fulham - og en hel masse af engelsk fodbold. Det hele bliver bare hævet et par niveauer, også for os på turistklassen!

PS: Og jeg behøver vel ikke at nævne, at man inden kampen kunne købe et 50 siders fremragende kampprogram til £3 med mængder af læsestof om begge klubber!

Saxo