Brøndbys mærkedage

tilbage

 

Hele Danmarks Klub, kalder de sig. Og der er da heller ingen tvivl om at hvad Brøndby gør og siger fascinerer på tværs af klubgrænser. Specielt når de vader rundt i spinatbedet med str. 46’ere, som de har gjort fra tid til anden i den seneste sæson, og nærmest gjorde til en olympisk sportsgren i foråret. Spruthusets Pressetjeneste byder på et tilbageblik, bestående af nogenlunde lige dele hybris og skæverter, der meget passende kan lægge ud i august 2003, hvor der blev varmet op til kampen mellem Brøndby og København i Brøndby. Fans af København kan bare tage af den portion regnvejrspopcorn vi har sat her på bardisken, og gå i gang med at mindes et langt og stort forår. Skulle der være læsere vestfra, byder vi som gode, profesionelle værter velkommen. Hvis nogen måtte føle sig forudsigeligt kaldet til at tale om en usund eller 'manisk' besættelse af Brøndbys gøren og laden, er de velkomne – og idet de gnubber for at pille bjælken ud af eget øje kan de tage det som en cadeau til deres klub. Eller, om man vil, kleb.

Vi begynder allerede sidste sommer.

8. august 2003:

Til B.T. udtaler Mattias Jonson: ”De har fået sig en god trup derinde, men jeg ville under ingen omstændigheder bytte den ud med vores. Vi har stadig de klart bedste spillere i Brøndby.” 

Kampen ender, som i juni, 1-0 til København. Ikke fortjent, trods Tobiasens stolpeskud og Peter Møllers friløber til sidst, mener træner Laudrup, også i B.T.: ”Nej, det synes jeg absolut ikke. Det var en meget intens kamp med chancer til begge sider, men jeg synes, at vi havde fortjent et point”. 

Per Nielsen var enig samme sted: ”Uafgjort havde været mere retfærdigt,” siger Nielsen, der mener, at forskellen på dagen blev udgjort af FCK-målmand Rabóczki. ”Nu har han ikke taget noget som helst i fire kampe, og så står han sit livs kamp mod os. Det kan man ikke gøre noget ved.”

24. september: 

Per Nielsen skriver i sin klumme, uvidende om den ironi der i foråret skulle komme til at ligge i det: ”Nogle Odense-fans valgte at bruge meget af kampen til at råbe af Karim, og det er noget der bare sætter en spiller endnu mere op. Man kan ikke både forfølge en modstander og støtte sit eget hold, så den slags opbakning har det med, at give den modsatte virkning af den tilsigtede, i dobbelt forstand.”

Samme dag: Jonas Kamper udtaler til B.T., i en artikel der hævder at Peter Madsen-sagen har skadet BIF’s troværdighed – en sag, hvos Per Bjerregaard indtog rollen som sælger og som rådgiver for spilleren: ”Selvfølgelig har vi snakket om Peter Madsens uheldige oplevelser. Klubben vil gøre meget for spilleren, men det er klart, at en agent tænker mere på spillerens fremtid. Madsen-historien kan godt skræmme. Klubben vil spille en så stor rolle som muligt. De ser helst, at vi tør stole på dem. Så længe jeg spiller her i landet, synes jeg ikke, at det er nødvendigt med en agent, men den dag, tilbudet kommer, må jeg overveje min situation.” Til Kampers trøst skal siges, at problemet næppe er det store nu. 

Per Bjerregaards kommentar: ”Spillerne har ikke noget at bruge en agent til, så længe de spiller her i landet. Vi har Kim Vilfort til at rådgive spillerne om de her ting, og så er Spillerforeningen på besøg et par gange om året”.

8. oktober: 

Efter et hjemmebanenederlag til Midtjylland udtaler Per Nielsen: ”Vi var ikke stolte af vor hjemmebanestatistik dette efterår, hvor vi har tabt to kampe og spillet en enkelt uafgjort, og skriverierne om scorings-krise var kun med til at sætte os endnu mere op. Brøndby scorer altid mange mål, og det vil vi også have gjort når denne sæson er overstået!”

Det skal vise sig korrekt, da Brøndby scorer flere mål end hver af de seks hold i nederste halvdel af tabellen.

9. november:

Tre måneder efter sidste møde ses der frem til endnu en kamp mellem Brøndby og København på Brøndby Stadion. Martin Retov i B.T.: ”Jeg var ikke i klubben da FCK indhentede et forspring på 10 point, men jeg kan sige, at det hold vi har nu ikke sætter 10 point over styr. Vi har så meget styrke nu, og hvis vi vinder den her kamp, så henter de os ikke.” 

Det skal siges, at Brøndby, med en ellers tvivlsom Wieghorst på banen fra start, så heller ikke vinder kampen. Den ender 2-2 på et forkert dømt frispark, som Andreas Jakobsson sætter ind. Desuden bliver det forspring BIF sætter over styr, til Retovs ære, heller aldrig højere end ni point ned til de forsvarende og kommende Danmarksmestre.

Under kampen rammes Magnus Kihlstedt af en cykellygte, men BIF slipper med en advarsel for episoden. Johnny Rune fra DBU kommenterer: ”Lygten kommer med stor sandsynlighed fra en Brøndby-tilhænger, men man skal jo altså ikke afvise, at den kan være kastet fra et sted uden for stadion”.

19. november: 

I reserveholdsturneringen lykkes det Brøndbys reserver, med bl.a. Casper Ankergren, Auri, Dennis Cagara, Peter Foldgast, Niki Zimling og Karsten Johansen på holdet, at tabe hele 2-8 til Københavns reserver på Peter Bangsvej. Kasper Lorentzen udtaler til brondby.com: ”Det var egentlig underligt, for de scorede på alle deres chancer. Det er lige før jeg tror de kun havde otte chancer, men det var sgu mærkeligt. De scorede nogle mærkelige mål og det var dybt frusterende inde på banen.” Det lykkes ham åbenbart at overse de to friløbere Bech og Torry misbruger i første halvleg.

26. november:

Føringen i ligaen er udbygget, og selvtilliden fejler intet. Inden hjemmekampen mod Schalke udtaler Per Nielsen således til Berlingske: ”Det Brøndbyhold, vi har i dag, er lige så godt som det, der vandt DM tre år i træk og slog Liverpool på Anfield Road. Vi er ved at bygge noget stort op herude, og jeg tror, det er meget realistisk at vi vinder mesterskabet de kommende tre år.”

12. december:

Brøndby trækker Barcelona i UEFA Cuppen, hvilket opfylder Per Nielsens ønske: ”Barcelona ville helt klart være det bedste. Det er et storhold, men et storhold i krise, og hvis Ronaldinho stadig er skadet til den tid, så er vi ikke helt uden chancer.” Ønsket om en vedvarende krise, og om at Ronaldinho skulle være skadet i de følgende tre måneder, bliver dog ikke rigtig opfyldt, da han spiller allerede næste dag mod Espanyol – og scorer i 3-1-sejren på udebane, en kamp som bliver den første af 20 ligakampe uden nederlag.

Samme dag annonceres billetsalget, med priser fra kr. 295 (på Faxetribunen) til 405 (på langsiderne). 

16. december:

Billetpriserne synes ikke at skræmme køberne, der møder op inden solopgang ved Brøndby Stadion, og stadig står i en lang kø da der meldes udsolgt. Samtidig bryder Billetnets salg totalt sammen, og brondby.coms billetsalg er under så stort pres, at der udstedes dobbeltbookede billetter til ca. 100 pladser på stadion.

Billetterne til Barcelonas afsnit sælges til gengæld i god ro og orden til Barcelonas fans i ind- og udland, men heller ikke her synes det at være styr på sagerne: nedenstående billet til Barca-afsnittet er til et sæde der simpelthen ikke eksisterer på Steff Houlberg-tribunen.

17. december: 

Et hurtigt kig på Den Blå Avis’ hjemmeside i timerne efter billetsalget viser, at det bestemt ikke er alle billetter som er indkøbt af fans til eget forbrug. Brøndby IF kritiseres for ikke at have sat et loft på antallet af billetter hver kunne købe, men kalder dette umuligt, jfr. Markedsføringslovens §7: ”En detailvirksomhed må ikke fastsætte noget loft for, hvor stort et antal enheder den enkelte kunde må købe af en vare. Der må endvidere ikke nægtes salg til bestemte aftagere.” 

Per udtaler: ”Vi ville måske nok have sat et loft på, hvis det var muligt. Men der står højt og tydeligt i den paragraf, at når der handles i en detailbutik, så må man ikke lave et loft. Og vi opfatter Brøndby som en detailbutik.”

Brøndby IF står dog ret alene med den juridiske fortolkning, at en billet til en fodboldkamp er en detailvare, og den pågældende praksis med købsloft har da også i årevis været brugt ved landskampe. Forbrugerombudsmanden fastslår samme dag, at det efter hans opfattelse er en tjenesteydelse: ”Brøndby kunne derfor godt have sat en mængdebegrænsning på. De kunne faktisk gøre, som de vil”. Men han (eller bare en generelt kyndig inden for forbrugerret) var tilsyneladende ikke blevet konsulteret på forhånd.

Per indrømmer dog, at sortbørssalg kan være forekommet, men fremhæver at BIF har gjort deres til at forhindre dette, ved at skrive en advarsel på billetterne: ”Det står også skrevet på billetterne, at det ikke er lovligt. Vi har også haft kontakt til en enkelt eller to, som vi har gjort opmærksom på, at det er ulovligt at sælge billetter gennem den Blå Avis.” Så skulle det jo være ordnet.

18. december:

Per gør status over efteråret, på blok4.dk: ”Generelt kan man sige, at vi er en ambitiøs fodboldklub. Vi snakker ikke så meget som så mange andre, for vi vil egentlig hellere lade resultaterne tale. Vi er i gang med et utroligt spændende udviklingsarbejde i en meget spændende fodboldvirksomhed. Der vil blive meget at glæde sig over også i 2004 – og fremover! Det tør jeg godt love!”

25. december:

Brondby.com bringer bestyrelsesmedlem i den lidet talende fodboldklub Brøndby IF Torben Røslers særdeles optimistiske visioner for Brøndbys fremtid i Champions League og voldsomt stigende tilskuertal, som de er nedfældet i bladet Fodbold i Brøndby. Interviewet kan læses in extensio her og her, men et enkelt citat er bemærkelsesværdigt:

”Vi har mange tiltag på vej, nu hvor økonomien ser væsentligt bedre ud - mange ting er blevet udsat i de trange år, og nu er tiden kommet til at tage fat på bl.a. forbedringer på stadion. Første step har været køb af sæder, og der vil næste år komme mange forbedringer for vores mange trofaste tilskuere.” Det skal siden vise sig, at netop de indkøbte sæder er planlagt som en af disse ’forbedringer’. 

Som et muligt apropos udtaler Per i samme blad: ”På mange områder tror jeg, at folk herefter vil opleve en ændring bl.a. i den måde klubben kommunikerer på”.

29. december:

Morten Wieghorst kåres til årets fodboldspiller i Danmark, og vælger at modtage prisen iført en kilt. Dette fremkalder selvfølgelig gisninger om hvorfor han netop tog sådan noget tøj på, og at dette er et mere eller mindre subtilt tegn om Henkes snarlige ankomst. Den følgende dag kan man på SSO læse en skråsikker påstand om, at Henke har købt hus i Nordsjælland, og at hans kone skal studere i Lund. 

30. december: 

Kaspar Dalgas meldes tvivlsom til mødet med Barcelona, og Ruben Bagger er med sikkerhed ude. John Faxe annoncerer derfor, at man må på indkøb, men er dog tålmodig: Hvis ikke han [Dalgas] rimelig hurtigt kan træne med, må vi forøge jagten på en angriber eller en kantspiller. Det er klart, at vi helst vil have en afløser klar den 12. januar, men vi skal ikke stresse, så skal der gå en uges tid, så tager vi det med.”

Han kigger desuden frem til superligaens begyndelse i marts: ”Det bliver meget vigtigt at komme godt fra start med modstandere som Barcelona og bagefter Esbjerg og OB i Superligaen. Alt afhængig af hvornår Bagger og Dalgas bliver klar, vil vi gerne udvide truppen med en eller to spillere til de kampe. Det kan både blive en angriber og en kantspiller.”

30. december:

Der er udsigt til konflikt i dansk fodbold, da Divisionsforeningen varsler lockout. Per Nielsen udtaler sig efter Spillerforeningens møde kategorisk om emnet til onside.dk: Desværre har Divisionsforeningen valgt at true os spillere med lockout i stedet for at søge en forhandlingsløsning. Vi spillere er klar til at modstå denne trussel, hvis det skulle blive nødvendigt. Vi håber selvfølgelig på, at Divisionsforeningen besinder sig og vil gå i realitetsforhandlinger.”

31. december: 

Per Nielsen har efter spillernes eget møde været til møde hos Per Bjerregaard, der på anførerens vegne kan udtale på brondby.com: ”Han var tilsyneladende lidt i vildrede med, hvad det egentlig er der foregår og også lidt beklemt ved forløbet efter gårsdagens pressemøde i Spillerforeningen. Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at vores anfører og alle øvrige spillere i vores trup ønsker at spille mod Barcelona og de resterende 13 kampe i SAS Ligaen, men spillerne er i en vanskelig situation. De vil naturligvis gerne bakke deres egen fagforening op og derfor giver de udtryk for betingelsesløs opbakning.”

”Mit klare indtryk er desværre, at spillerne ikke informeres korrekt af Spillerforeningens forhandlingsrepræsentanter: Jeg sidder med i forhandlergruppen fra Divisionsforeningen og kan derfor personligt bekræfte, at Spillerforeningen faktisk i årevis ikke har været til at rokke”, fortsætter Bjerregaard sit referat af belæringen til holdkaptajnen. Per Bjerregaard konkluderer, at spillerne spiller hasard med de forhold de har, som bl.a. omfatter lønninger i direktørklassen (hvilket formentlig er en overraskelse for Spillerforeningens medlemmer i B93), og ender med at fastslå at kampen mod Barcelona spilles, uden at uddybe garantien videre.

12. januar 2004: 

Per Bjerregaard udtaler til DR på dagen for årets første træning, at der jo findes frivillige og ikke-frivillige medlemskaber. Brøndby skal være medlem af DBU, anfører han, men spillerne behøver ikke være medlemmer af Spillerforeningen. Direkte adspurgt om det er en opfordring om at melde sig ud, svarer han kun, at han gerne vil have kampen mod Barcelona spillet.

13. januar: 

Per Bjerregaards opfordring imponerer de færreste, da man ikke må opfordre sine ansatte til at melde sig ud af en fagforening, og da de i øvrigt slet ikke kan gøre det under en varslet konflikt – eller med dags varsel i det hele taget. Juridiske eksperter mener, at det kan koste Per en bod. 

Samme dag: Michael Laudrup giver i B.T. udtryk for, at nu vil han gerne snart se holdet forstærket. ”Vi har jo gjort det godt med at finde transferfrie spillere som Wieghorst og Jakobsson, så vi må have sparet lidt op på kontoen. John og jeg har afleveret vores ønskeseddel, og nu er resten så op til bestyrelsen”, siger han. 

Wieghorst er enig: ”Truppen er lidt smal, så det ville være godt med et par nye ansigter - især når vi har skader. Det ville også være gavnligt for konkurrencen.”

Per Bjerregaard bakker op om sin træner og udtaler: ”Det er en god, kort ønskeliste, som trænerne har afleveret, og jeg gør hvad jeg kan for at opfylde dem. Når der ikke er kommet nogle nye endnu, er det ikke fordi, at nogle har sagt nej tak. Men det handler jo også om at komme overens med deres nuværende klubber”.

14. januar: 

Per Bjerregaard hævder nu på brondby.com, at der er tale om manipulation og afledningsmanøvre, når Spillerforeningen konfronterer ham med sine synspunkter omkring spillernes medlemskab. Hvilket nok forekommer overraskende for dem som så det uklippede indslag i DR-sporten. Han forklarer desuden, at bl.a. B.T. kan bekræfte at han blankt afviste tanken om at spillerne skulle melde sig ud, og tilføjer: ”Man tror vel heller ikke, at disse aviser ville have undladt at skrive sådan en historie om at en klubdirektør opfordrer spillerne til at melde sig ud af deres fagforening.” Det undlod de nu heller ikke, som det ses her.

16. januar:

Michael Laudrup er tilsyneladende nu lidt mere tålmodig end Faxe var før nytår, hvad angår spillerindkøb: ”Vi går fremad uden panik. Der er mange ting, der skal falde i hak med spillere og deres klubber, når man leder efter nye folk. Jeg har hele tiden sagt, at vi ikke handler decideret ud fra Barcelona-kampene. Eventuelle indkøb er først og fremmest beregnet på SAS Ligaen. Vi kigger på kandidater både herhjemme og i udlandet, og jeg håber, at vi kan have eventuelt nye spillere med på træningslejren i Spanien i begyndelsen af februar. Truppen er lige smal nok nu, men i værste fald må vi klare os uden forstærkninger i UEFA Cup-kampene.” I værste fald, ja.

1. februar

Onside.dk kan melde, at Mwape Miti er et lægecheck fra at blive præsenteret som Brøndbyspiller og følger dermed op på en historie i B.T., der allerede 15. januar mener at Miti er undervejs. Politiken skyder i stedet på, at det er Asbjørn Sennels, der vil blive præsenteret i Brøndby. De viser sig at have ret.

3. februar:

Michael Laudrup i B.T. om klubbens indkøbsbestræbelser, nu hvor der er lukket for nye spillere til UEFA Cuppen: ”Jeg vil ikke sige, at jeg havde forventet, at mine ønsker ville være blevet opfyldt på nuværende tidspunkt, men det ville da have været dejligt at kunne tage den endelige trup med på træningslejr i Spanien.”  

Per Bjerregaard supplerer: ”Det er en angriber, der har første prioritet, men jeg vil ikke kommentere navne. Men jeg kan sige, at vi ikke forhandler konkret med nogen lige nu”.

Samme dag, i samme avis, kommer en historie om at Miti har været i forhandlinger med Brøndby i flere omgange, men er sprunget fra i sidste ende. 

4. februar: 

På et BIF-debatforum kan man læse bl.a. følgende citater om græsset i Parken: 

”Det er åbenbart ikke tilladt at bruge kunstgræs i divisionerne, men alligevel fletter Parken op til 20% ind i visse dele af banen. Banen er dermed ikke godkendt til brug i SAS Ligaen, og det har den ikke været længe.
UEFA tillader det heller ikke, men det skal man nok ikke fortælle Rumænien.”

”I sidste ende så ender det vel med at Danmark ikke kommer til EM, men samtidig kan man så være sikker på at der findes et nyt stadion til landsholdets kampe i Danmark. For det kan sq ikke være rigtigt at FCK behandler banen ulovligt og samtidig lejer ud til DBU, der er i god tro omkring banens beskaffenhed...”

”Dvs at FCK har været velvidende om at de har brugt for meget kunstgræs, selvom det ikke er tilladt. Det er vidst det der kaldes bevidst snyd af FCK.
Og samtidig så skider de højt og helligt på spillernes helbred, da det er den rene gift at skifte mellem kunstgræs og almindeligt græs.
Ja, sympatisk har FCK aldrig nogensinde været.”

De barske men uunderbyggede anklager afløses af tavshed, da det kommer for dagen at de ikke er sande, men vender tilbage i juli, hårdnakkede som plasticstrå i en DBU-godkendt plæne.

5. februar:

Per Bjerregaard om de manglende indkøb: ”Jeg havde da regnet med, at vi kunne have hele holdet klar nu. Det ville have været ideelt at have hele truppen med i træningslejren. Fra nu af er hver eneste dag vigtig, så jo hurtigere jo bedre.” På dette tidspunkt er der tre uger til transferdeadline.

6. februar:

Ledsaget af forargede reaktioner fra Brøndbyfans’ side kan man læse Hans Backes påstand om, at F.C. København har fået tilbudt en kontrakt med den brasilianske verdensmester Ricardinho. ”Fedt at lyve” er essensen i debatindlæggene, der dog stilner helt af da Per Bjerregaard udtaler, at også Brøndby havde sagt nej tak til Ricardinho: ”Vi er godt besat på midtbanen, så vi ønskede ikke at gå videre med ham”.

Samme dag spiller Brøndby, uden Ricardinho, første seriøse træningskamp i Marbella mod russiske Rubin Kazan, der p.t. ligger to point over stregen i den øverste russiske liga. Det bliver til et 3-1-nederlag efter en 1-0-føring.

7. februar:

Under et spil fodtennis falder den ene af Brøndbys to tilbageværende friske angribere, Peter Foldgast, uheldigt ned i forsøget på at lave et saksespark. Han beskadiger sit kraveben og må misse kampene mod Barcelona. Dermed er Karsten Johansen eneste tilbageværende spydspids.

12. februar:

Brøndby taber træningskampen i Marbella mod CSKA Moskva med 2-0.

19. februar: 

På onside.dk citeres Morten Wieghorst for dette, omkring muligheden for at Henke Larsson skulle skifte til Brøndby: ”Brøndby bad mig snakke med Henrik, men det endte med at han og jeg grinede af det”. At det ikke er noget af grine af, kan læses på brondby.com. Her affærdiger Henke også pr. citat, at han skulle have købt bolig i Danmark, hvad man ellers kan læse ret skråsikre påstande om på SSO allerede lige inden nytår, hvor historien for første gang er oppe og vende – bl.a. på grund af denne artikel i B.T. Dengang er det tilsyneladende en mere hyppig samtale der foregår mellem den vestlige side af København og den østlige af Glasgow.

21. februar: 

Brøndby taber generalprøven til Barcelonakampene, træningskampen på hjemmebane mod Zelina fra Slovakiet, med 3-0 efter tre mål i første halvleg. Morten Wieghorst udgår med væske i sit knæ og er dermed tvivlsom til kampen mod Barcelona torsdagen efter.

25. februar:

Morten Wieghorst erklærer på pressemødet dagen inden hjemmekampen mod Barcelona: ”Det ser ikke godt ud. Hvis jeg var tvivlsom i går, er jeg i hvert fald også tvivlsom i dag. Det ser ret sort ud, og jeg må bare håbe på et mirakel inden kampen.”

26. februar: 

Brøndby, med Morten Wieghorst på holdet, taber 1-0 på hjemmebane til Barcelona. Målet scores af Ronaldinho, der sætter en ripost op i krogen efter selv at have ramt overliggeren med et frispark.
Uden for banen er der lange køer ved indgangene, og røde ører i den kolde vinteraften, da en af disse køer består af VIP’s som ikke kan komme ind – de må vente, indtil Barcelonas spillere har meldt deres ankomst, eftersom de skal dele den samme indgang, og Barca er forsinkede. Brøndby IF sender efter kampen undskyldninger ud for forholdene.

28. februar: 

Wieghorsts knæ hæver efter kampen mod Barcelona. Han er dermed tvivlsom til returkampen.

1. marts: 

Transferdeadline passerer uden tilgang af Jason Culina, Magnus Arvidsson, Peter Ijeh, Johan Elmander, Mwape Miti, Niklas Skoog eller nogen anden ny centerforward. Per Bjerregaard udtaler: ”Hvis de havde den kvalitet, som vi kræver, var prisen alt for høj. Urealistisk høj. Det er tydeligt, at der er blevet kigget på, at Brøndby havde skader på forhånd, og prisen blev sat derefter. De læser også aviser i Sverige.”

3. marts:

Selv om man sætter Karsten Johansen af taber Brøndby, med Morten Wieghorst på holdet, 2-1 til Barcelona uden reelt at have haft en chance for at gå videre. Martin Retov ser dog lyst på det efter kampen:Vi har fået noget hår på brystet af de kampe. Vi har gjort det acceptabelt, og jeg er sikker på, at vi står godt rustet op til kampen mod Esbjerg. Vi går et stort forår i møde.” 

Hans træner Michael Laudrup er inde på samme tankegang: ”Jeg er helt overbevist om, at det vil give os meget til SAS Ligaen, at vi har spillet to kampe på det her niveau, mens de andre har rendt rundt og spillet træningskampe.”

5. marts: 

Brøndby fremlægger et positivt årsregnskab, der dog i beretningen indeholder et større caveat: ”I den forbindelse må det påpeges, at der er mange unge spillere i truppen. Det kan blive et lille handicap, når de afgørende kampe skal spilles.” Per Bjerregaard uddyber dette synspunkt: ”Jeg skriver det mest af hensyn til dem [talenterne]. Jeg ved, at man kan blive ramt af gummiben, når man er meget ung.” 

9. marts: 

Brøndby IF beslutter at bibeholde de monterede sæder på Faxetribunen, selv om klubben både fra begyndelsen af stadionombygningen og så sent som ved Schalkekampen har lovet at den så vidt muligt vil blive bevaret som ståtribune. 

Per Bjerregaard udtaler på brondby.com: ”Jeg er godt klar over at jeg flere gange har lovet at vi ville bevare ståpladserne på Brøndby Stadion, men tendenserne går i retningen af sæder overalt, lige som at udgifterne til opbevaring, montering og afmontering af sæderne langt fra er ubetydelige. Vi tror fuldt og fast på at den fantastiske stemning på Brøndby Stadion vil fortsætte med at udvikle sig.”

Brøndby Supports formand Jais Tindborg forsvarer beslutningen således: ”Vi er naturligvis kede af beslutningen om at gøre sæderne permanente, men vi tager den til efterretning. Det er klart at der i starten vil være nogle sure miner over klubbens beslutning, men jeg tror ikke stemningen vil lide skade af at sæderne bliver siddende. Folk vil jo stadig stå op, og mod Barcelona og især Schalke så vi jo at stemningen sagtens kan holde niveau. Sæderne betyder i den forbindelse at de som yder mest til at skabe stemning, i højere grad vil få noget der minder om en fast plads.”

Reaktionen på Brøndbys debatfora veksler mellem raseri, forsigtigt diplomati og loyalt forsvar af ledelsen. Sidstnævnte mest mindeværdigt foretaget i et indlæg på SSO, der har den fyndige overskrift ”BAK NU KLEBBEN OP FOR HELVEDE!!!!” Andetsteds kan man læse opfordringer til at ødelægge sæderne.

10. marts: 

Morten Wieghorst får et slag over knæet og er tvivlsom til kampen mod Esbjerg.

I sin klumme på brondby.com udtaler Per Nielsen: ”Jeg må erkende at jeg ikke ved ret meget om hvad der er foregået i Esbjerg her i vinterpausen. De har vist fået et par nye spillere, men det betyder ikke så meget hvem de stiller op med. For for os gælder det, som altid, om at få gang i vores eget spil, så vi kan få lidt mere luft ned til nr. to. Ellers må man sige at det bliver et meget kort forår. Det gælder om at alle er 100% klar fra første fløjt, og så ellers holde koncentrationen hele vejen igennem. Der bliver ikke råd til mange fejltrin, men vi har truppen til, at det her kan blive en rigtigt sjov sæson for alle, der holder med Brøndby IF!”

Apropos fejltrin forklarer Per Bjerregaard sig i sædeaffæren. Bl.a. anfører han nu: ”Hvis planen var, at sæderne aldrig skulle tages ned igen, så havde vi naturligvis ikke købt aftagelige sæder til tribunen. De er faktisk en del dyrere end de fast monterede. Sæderne vil naturligvis fra tid til anden blive taget ned,” uden dog at forklare hvordan det hænger sammen med det anvendte udtryk 'permanent' og sætningen "Brøndby Stadion vil derfor fremover have sæder på alle tribuner."

11. marts: 

To en halv dag efter sædebeslutningen kommer Brøndby Support-bestyrelsens længe ventede udmeldelse

12. marts: 

Michael Laudrup kritiserer i B.T., at der ikke blev skaffet en angriber til truppen i vinterpausen: ”En af de ting, som vi skal lære af det her forløb, er, at vi skal handle lidt hurtigere og ikke vente til sidste øjeblik. Man må bare blive ved og ved, indtil den er der. Det var selvfølgelig ikke optimalt, men de ting, vi har at sige om det, må vi sige internt. Vi må kigge på, hvad vi kunne have gjort bedre og på, hvad vi eventuelt gjorde forkert.” 

Per Bjerregaard vælger at give andre skylden: ”Jeg må give ham ret i, at det gik for langsomt. Men vi stolede på folk, som vi ikke skulle have stolet på. Da det så faldt til jorden, var vi for sent ude til at kunne nå at handle.”

På brondby.com lægger Laudrup op til kampen, og følger anførerens tankegang: ’”De har derudover fået tilgang af en svensker, som er udset til at erstatte Bechmann. Jeg skal erkende at jeg ikke kender meget til ham, men det betyder egentlig også mindre hvem de stiller med. Vi fokuserer som altid på vores eget spil, og laver ikke noget om. Heller ikke i forberedelserne til kampen. Vi vil prøve at spille som sidst vi mødte dem. Det virkede som om de havde stor respekt for os, og efter en rimeligt lige halv time var vi en klasse over dem i de sidste 60 minutter. Jeg gentager gerne 3-0 sejren, men mindre kan da også gøre det”, kommer det med et grin.’

Hvad angår sæderne foretages der en gevaldig kovending, da de tages ned alligevel. Det er nu ikke på grund af protesterne, ifølge Per Bjerregaard – sæderne fjernes på Faxetribunen for at sikre den maksimale kapacitet, da der bl.a. forventes stor tilstrømning af fynske og jyske aktionærer. På brondby.com forklarer han dog: ”Sæderne opsættes således igen hvis Brøndby IF kvalificerer sig til internationale turneringer i efteråret og vil være monteret så længe Brøndby IF er med i turneringerne.” Denne passus tillægges ikke den store betydning på det tidspunkt og i den generelle eufori, da Royal League regnes for en vinterturnering, men skulle Brøndby nå finalen, og skal den spilles på Brøndby Stadion i slutningen af maj, vil kun de sidste to ligakampe kunne afvikles uden sæder hvis denne plan følges.

13. marts: 

Michael Laudrup udtaler om Esbjerg i B.T.: ”Selvom Esbjerg skulle blive nummer et, to eller tre i år, er det stadig ikke et tophold. Kun tiden vil vise, om de er kommet for at blive, eller om de kun har været oppe at vende.” Men han tager dog forbehold for vestjyderne: ”Det er en ideel position for dem, men hverken FCK eller os undervurderer Esbjerg.”

Martin Retov er igen selvsikker: ”Jeg tror godt, at de kan blive skræmt af alle vore fans. De er stadig ikke helt vant til at spille foran så mange som i Parken og Brøndby”, siger han og fortsætter: ”Sidste gang så vi, at de knækkede i anden halvleg. Det var et helt forvandlet Esbjerg-hold, der kom ud efter pausen. Hvis vi kommer foran, slår vi dem igen, men kommer de foran, kan det blive svært, for så vil de sikkert udelukkende spille på at køre 1-0 hjem.”

Senere samme dag: Esbjerg vinder 6-1 i Brøndby efter 5-1 ved pausen, og overtager førstepladsen. Brøndby har Morten Wieghorst på holdet, og hans brøler koster det første Esbjergmål. Asbjørn Sennels laver en grov fejl ved 1-3-målet, og forfølges derefter med pibekoncert, efter nogle tillige mindre gode præstationer mod Barcelona. Han pilles ud i pausen.

Der er fuldt hus til kampen, da der pga 31.000 aktionærbilletter er uddelt væsentlig flere billetter end der er pladser på stadion, og udenfor venter en del forgæves på at komme ind. Inde på tribunerne er der stor forvirring, da der både er udstedt unummererede og nummererede billetter til de samme afsnit, med det indlysende resultat at folk må lede efter nye pladser når andre dukker op med billet til deres sæde.

15. marts:

På SSO finder man natten efter kampen denne fyndige og tilsyneladende ikke helt ædruelige meddelelse.

Samme eftermiddag kan Asbjørn Sennels forlade BIF’s træning med vin og blomster, da der af en gruppe fans af Brøndby gås bodsgang.

16. marts:

Som det ses her er nederlaget tilsyneladende så pinligt, at det à la det berømte billede med Trotskij fjernes fra brondby.coms forside. På dette tidspunkt har Brøndby altså åbenbart ikke spillet en ’seneste kamp’.

18. marts:

Morten Wieghorst får scannet sit knæ, bliver påbudt hvile af knæet, og meldes derfor tvivlsom til kampen mod OB. Meldingerne lyder på op til en måneds hvile, hvilket i praksis betyder at Wieghorst først spiller to uger senere, mod Esbjerg.

20. marts: 

OB vinder 1-0 over Brøndby (denne gang faktisk uden Wieghorst), som næste dag kommer et point efter Esbjerg, mens København med 2-1 over Midtjylland er et enkelt point fra BIF.

28. marts: 

Efter Esbjergs uafgjorte kamp i Aalborg og Københavns hjemmenederlag til Viborg er førstepladsen atter inden for rækkevidde for Brøndby, men med 0-0 i Farum bliver det ikke til noget. ”Vi har vel fire 100 procents-chancer, og når man ikke kan score på dem, så er det retfærdigt, at man ikke vinder. Jeg må indrømme, at det begynder at blive et problem for os. I kampen mod OB havde vi også tre store tilbud, som vi ikke fik noget ud af”, siger Michael Laudrup, der tilsyneladende godt kan bruge en bedre angriber end Foldgast og Karsten Johansen i sin trup. 

Foldgast mener at have scoret et korrekt mål til sidst, men det bliver underkendt. ”Han siger det var mig der skubbede målmanden, men som jeg opfatter situationen hopper jeg lige op, og han rammer mig i ryggen. På den måde kan man ikke lave frispark, men sådan skulle det åbenbart være i dag”, hed det, idet Foldgast tilsyneladende lader det ligge, at han smækker sin arm i ansigtet på den japanske målmand.

1. april: 

Brøndby sender to nye t-shirts i handlen. Den generelle opfattelse er, at der er tale om en aprilsnar, bedømt ud fra det særegne design, som set her. Det er dog ikke tilfældet.

3. april: 

Brøndby slår Herfølge 3-0, men får ikke det store ud af det, da både Esbjerg og København også vinder dagen efter. Specielt synes glæden spoleret af, at København får tildelt et ellers ganske tydeligt straffespark i Århus – det syvende i ligasæsonen.

6. april:

Kritikken af Københavns mange straffespark varer ved. På denne dag kan man læse på et debatforum, at med 12 hold i ligaen bør København kun få tildelt 1/12 af de dømte straffespark, altså 8%. Med andre ord bør alle superligahold tildeles lige mange straffespark.

12. april:

Efter Brøndbys 0-0 mod Esbjerg, et resultat ingen af holdene kan bruge til noget, er København nu helt oppe ved ligatoppen med en hjemmesejr over Frem dagen forinden. Måden sejren kommer hjem på er ganske kontroversiel, da der er tale om et afgørende straffespark, der ovenikøbet kommer ret sent. Emnet straffespark er allerede samme dag gransket videre her, hvor det bl.a. hedder: ”Det begynder at blive rigtigt morsomt. Forestil jer, at man spiller en lad hjemmekamp mod et bundhold og kun står til en uafgjort med to minutter igen. En professionel snyder falder og får et straffespark. Over 20,000 tilskuere er vidner, men ingen af dem har set noget, i hvert fald ikke noget de ikke kan grine af.” Ikke desto mindre viser tv-billederne, at dommen (som alle andre straffespark vi har fået i ligaen i sæsonen) er i orden, da de Souza skubber til Jesper Bech da denne er i feltet.

Dette forhindrer ikke en livlig debat i at udspille sig, også på Sidelinien, hvor det lykkes stort set alle gæster fra vores guldrivaler at få afskaffet fordelsreglen.

15. april:

Efter Brøndbys kamp i Vestjylland lægger bl.a. Per Nielsen skylden for den svagt spillede kamp på banen, her i sin klumme: ”Vi fik point i Esbjerg, men vi må erkende, at spillet ikke flyder, som vi gerne vil have det til. I Vestjylland havde vi store problemer med at få det til at fungere, men en stor del skyldes banen, som mildest talt var elendig. Vi ønsker en god bane, så vi kan få gang i vores flade pasningsspil, men det virker som om en del af de andre klubber er ligeglade; de skal bare spille nogle lange bolde og så håbe på det bedste. Det må man sige, at Esbjerg har været gode til modsat os. Det er ikke det vi går og træner til daglig, og det er ikke den måde vi ønsker at spille. Det bliver det heller ikke i fremtiden.” 

Pers optimisme er dog i behold: ”Hvis vi så ser lidt fremad mod afslutningen af ligaen, så mener jeg stadig der er god basis for at tro på mesterskabet. Både FCK og Esbjerg spiller på den samme kedelige måde, som de har gjort hele tiden, og der er ingen er de to hold (sic), som går hen og overrasker, og pludselig spiller champagnebold.”

21. april:

Inden første pokalesemifinale var Morten Wieghorst optimist: ”Vi skal bruge den selvtillid, vi fik i den kamp [4-0 i ligakampen mod AaB[, og finde den samme glæde og optimisme frem. Det er dejligt, at Peter Foldgast har vind i sejlene igen. Når de først ruller ind for ham, så tror han på, at han scorer hver eneste gang, han går på banen. Han scorede to i søndags, så han tror på sig selv nu.”

Brøndby kan dog ikke følge den overbevisende ligasejr op. De får smidt Per Nielsen ud lige inden pausen for en hævnakt på David Nielsen, og et defensivt indstillet AaB-hold holder nullet kampen ud. Efter kampen modtager David hård kritik af bl.a. Morten Wieghorst: ”Han er virkelig sympatisk ham David Nielsen, hvad? … David Nielsen skal være glad for, at der ikke er et playercam, som følger hver spiller i Danmark. Jeg kan ikke forstå, at Per skal vises ud, når David kan få lov til at lave 10 frispark uden at få så meget som et gult kort. Mere vil jeg ikke sige om det.”

Peter Foldgast har ikke scoret et mål siden.

København vinder 3-1 over OB i den anden semifinale. Åbningsmålet falder i andet minut på et (korrekt dømt) straffespark.

24. april:

Efter en indifferent men dog bedre første halvleg end hjemmeholdet Viborg ramler det hele i anden, hvor Michael Laudrup laver en meget lidt vellykket taktisk omstilling til 4-4-2, og Viborg midt i halvlegen forbløffer BIF med tre mål på et kvarter. Det lykkes at få pyntet på resultatet, men Viborg vinder 3-2, og dagen efter passerer København Brøndby med uafgjort mod Herfølge, og Esbjerg passerer med en storsejr over AB.

5. maj: 

Altid optimistiske Martin Retov siger om David Nielsen inden pokalreturkampen: ”Han går altid til den, men på det seneste har han ikke bidraget med noget fodboldmæssigt mod os. Vi har haft godt styr på ham”, hedder det om matchvinderen fra vinterens B.T. Cup-finale.

I kampen kommer AaB foran mod BIF efter tre minutter, ved David Nielsen. Kampen bliver afgjort da Thomas Hansen, stand-in for den udviste Per Nielsen, glider og forærer Chr. Lundberg en friløber. Brøndby har mange og enorme chancer gennem hele kampen, ikke mindst ved Peter Foldgast, der ikke rammer bolden rent med et tomt mål foran sig, men får først reduceret med rent kosmetisk værdi inde i overtiden.

Laudrups analyse: ”Det er det mest groteske, som jeg har været med til som spiller (sic). Det er virkelig et svært nederlag at sluge. Vi har bolden i over 70 procent af tiden, Vi har to skud på stolpen, et på overliggeren, og så har Peter Foldgast årets chance. Man må dele chancerne op i to. Nogle var uheld og andre var af den type, hvor den simpelthen bare skulle have været der. Jeg kan ikke sætte en finger på mine spillere rent spillemæssigt, men vi skulle selvfølgelig have scoret.”

9. maj:

Efter Københavns nederlag i Herning kan Brøndby skabe en føring på to point ned til mestrene, hvis de slår OB hjemme, OB som netop har sluppet fire mål ind i begge kampe mod de ikke-champagne-bold-spillende København. Det lykkes ikke. OB kommer lynhurtigt foran efter et kontraangreb, efter at Allan Olesen tilsyneladende klarer at overse at OB har en spiller på venstre fløj. Først 12 minutter før tid får BIF udlignet, og chancen for at overhale København og Esbjerg, som begge har tabt, er væk.

11. maj: 

Morten Wieghorst meldes tvivlsom til derbyet mod København.

12. maj: 

Per Nielsen lægger op til derbyet i Parken i sin klumme ’Vi vil vinde!’: ”Vi går ind til dén kamp med alle intentioner om at vinde. Jeg mener helt seriøst, at vi er det bedste hold, og vi går efter alle 3 points. Jeg tror man vil kunne mærke den indstilling fra første fløjt, og jeg er overbevist om, at de spillere der kommer på banen vil gøre alt for at vise, at de også skal spille i Brøndby efter sommerferien.”

Mattias Jonson er endnu mere koncis samme sted: ”Vi vinder 2-0 og jeg scorer begge mål”, siger han til brondby.com, der konkluderer: ”Mattias Jonson har før stået i afgørende mesterskabskampe mod F.C. København, og selvtilliden er helt i top. Jonson er tændt og klar til sejr i Parken!”

13. maj: 

Michael Laudrup lægger op til samme derby: ”Jeg tror, at tilfældigheder bliver meget afgørende. Vi kender hinanden ud og ind, så ingen af holdene kan komme med noget overraskende. Hverken Hans Backe eller jeg kan gøre noget udefra. Det handler om at have dagen. Han fortsætter: ”I de seneste kampe har vi lavet nogle dumme personlige fejl mod dem, og det skal vi gøre anderledes.”

Hans Backe er formentlig ikke taget i ed vedr. dette første synspunkt, og endnu en gang svinger kampen over til vores fordel efter et indgreb fra bænken – denne gang at erstatte den skadede Bisgaard med Peter Møller, og placere Jesper Bech på venstre midtbane. Den indskiftede Møller lægger op til sejrsmålet med et mislykket skud, efter et kontraangreb der er resultatet af – åh jo – en dum personlig fejl af den type der skulle være undgået.

Brøndby viser deres indstilling fra første fløjt, og er tæt på at score i den indledende fase, men efter den ene store chance til Kahlenberg går spillet igen i stå. Morten Wieghorst, der starter inde, holder en time inden han må udskiftes, og viser ikke det store.

På tilskuerpladserne lægger man først mærke til en sporadisk forekomst af badedyr, i en sarkastisk kommentar til Parkens nye store indtægtskilde Lalandia. Under kampen er det dog mest permanente tumulter, man bemærker på D-tribunen.

16. maj:

Med stort held lykkes det at vinde 2-1 over Midtjylland i overtiden, men Per Nielsen må skiftes ud efter en dramatisk en kollision med Frank Kristensen. Senere på eftermiddagen beholder København dog føringen på tre point med en 2-0-sejr i Esbjerg. En vis jammer opstår over en påstået straffesparkssituation med Fredrik Berglund, der dog efter tv-billederne ret klart ser ud til at være dømt korrekt.

17. maj:

Per Nielsen undersøges, og det konstateres at han ikke har brækket kæben.

18. maj:

Per Nielsen undersøges igen, og det konstateres nu at han har brækket kæben.

20. maj:

Ærkerivalerne fra København vinder den pokalturnering man er forsvarende mestre i, over AaB, og nu ses der for alvor med opmærksomme øjne på det faktum, at hvis København bliver mestre er AaB sikre på at spille europæisk – hvilket gør, at den følgende ligakamp ikke vil være én som AaB har det store incitament til at få point i. En sejr over AaB vil nemlig medføre, at København med kun uafgjort i sidste kamp er mestre. Det erindres igen, at David Nielsen i et radioprogram har udtalt om denne situation: ”Jamen så taber vi”.

”Vi bliver mestre i år”, forklarer Peter Foldgast ikke desto mindre brondby.coms læsere. ”FCK taber til AaB, og så ved jeg ikke med deres sidste kamp”, fortsætter hans indsigtsfulde analyse.

23. maj:

AaB viser sig at være uinteresserede i at tabe med vilje, da de mod et nervøst hjemmehold fører fra slutningen af første halvleg til sidste minut, hvor indskiftede Elrio van Heerden scorer et pragtmål til 1-1. På Viasat Sport kan man dagen efter, hvor Frem-Brøndby vises, høre det præcise sekund hvor meldingen om Elrios mål når frem til Valby Idrætspark, hvor Brøndbys fans ellers fejrer en sikker sejr, og at et nederlag til København vil gøre BIF til favoritter som mestre.

Efter kampen snakkes der en del om Thomas Augustinussens og især David Nielsens afbrændere, og ikke mindst sidstnævntes bevæggrunde, da han oplyses at være i gæld til F.C. København. De er dog ikke værre end de tos gennemsnitlige afbrændere, som David bl.a. har vist i Københavns trøje mod Lyngby, Esbjerg og Chelsea. 

26. maj:

Midt i en ellers nervøs og anspændt ventetid for de københavnske fans løfter Brøndby humøret en del ved at præsentere den nye spilletrøje, der er præcis hvad man kunne håbe, og lidt til, som set her. Reaktionerne på diverse Brøndbyfora inkluderer omtaler af den karakteristiske syning foran som både en ’g-streng’ og en ’snabel’.

27. maj:

Brondby.com anfører ti statistiske grunde til at det alligevel kan ende med guld. Den indledende er denne: ”Brøndby møder nr. 12 på hjemmebane i sidste kamp. Det gjorde holdet også i 2002. Her banede en 2-0-sejr over Lyngby vejen til DM.-guld!” Her glemmes det tilsyneladende, at F.C. København i samme runde vandt en 4-2-sejr på udebane. En gentagelse af cifrene fra 2002 ville knap hjælpe Brøndby til samme triumf i år.

29. maj: 

København vinder som viist forudsagt 4-2 på udebane, og dermed er klubben vindere af The Double, 
mestre for anden gang i træk, og ubestridt Danmarks bedste fodboldhold. Desuden har man hentet et forspring til Brøndby på ni point, og er endt som det bedste hold i foråret, trods skader til etablerede spillere som Zuma, Røll, Albrechtsen og Mykland. På Brøndby Stadion kan hjemmeholdets supportere endda opleve at juble gennem pausen, da Farum kommer fra 0-2 til 2-2, og BIF dermed står til at blive mestre. Men allerede tre minutter inde i anden halvleg afgør Morten Bisgaard kampen nordpå.

Og her ender gennemgangen, inden vi kommer til f.eks. ansættelsen af den kontraktfri 29-årige AaB-breddespiller Stefan Schmidt, der i sin første tv-kamp, et nederlag til Besiktas, gør sig bemærket ved med knopperne forrest at sparke en medspiller ned. Eller Pers klagsomme evaluering af foråret. Eller den bizarre afsked med Karsten Johansen, dagen efter en sommerkamp i Flemløse med ham som deltager og firedobbelt målscorer. Vi kunne jo blive ved og ved, men 29. maj virker som et logisk sted at slutte. 

Så herefter forstår man forhåbentlig hvad der forstås ved popcorndage: dage hvor rivalerne kvajer sig, og man bare kan lave en skål mikrobølgepopcorn og læne sig tilbage, og nyde at se folk rase ud over det – eller, lige så godt, dage hvor man selv vinder, og man kan nyde den bitterhed det forårsager. Og i dette forår har der været rigtig, rigtig meget at nyde. Brøndbyfansene taler om los i bollerne, og de er kommet i generøst omfang i år. Måtte det ikke ende.

Spruthusets Pressetjeneste
 

mail