TAG JER SAMMEN!! ... Sir Bitchalot på syrligfransk visit

tilbage

 


Mens fædrene er for bitre til at regruppere i eget hus, låner Stamværtshuset gerne tid og hjerterum til de mest indignerede af cf'erne og gi'r ordet til Sir Bitchalot.

Så har vi sgu’ set det med! Ikke blot gennemlever man som fan af FC København et ydmygende efterår, hvor ens hold løber rundt på banen som hovedløse kyllinger uden format og får formastelige klø af snart et slovensk sekundahold, snart en bundprop fra den tunge ende af tabellen og snart halehænget fra motorvejsudfletningerne vest på!

I sådan en situation KUNNE man måske nok forvente, at vor kære ledelse viste lidt stil og format - f.eks. ved at drage konsekvensen og gøre det, som enhver anden klub af vores indbildte kaliber ville gøre: at fyre træneren og skabe grobund for en tiltrængt fornyelse.

Men næh nej! Simultant med de tåkrummende begivenheder på banen kaster klubben, anført af Flemming Østergaard, sig ud i en tåkrummende og stupid krig på ord om årsagerne til en trænerfyring for 5½ år siden, blot fordi den kæderygende træner med tennissokker og frynsesko stadig er indebrændt, hvilket han pipper et ynkeligt kvad om hvert år! En for længst, lykkelig glemt parentes i klubbens historie, og én der ville rage Hr. og fru Danmark en høstblomst, hvis ikke det var fordi, at dette selvforskyldte slagsmål mellem to halvgamle mænd nu serveres i primetime, just som kaffekopperne placeres på klinkebordene i de ganske, danske hjem og minder folk om, hvorfor man ikke kan elske den fæle hovedstadsklub, som en teologistuderende engang postulerede!

Det hele får en nærmest surrealistisk drejning, når man minuttet efter glor på et reklamespot for det nye realityprogram 'Kontrakten' med Flemming Østergaard, hvor de ”heldige” deltagere skal dyste om at blive underdirektør i PS&E. Gad vide hvilke evner vor ledelse vil lægge vægt på hos den kommende underdirektør? Evnen til at kunne kvaje sig i al offentlighed?! Evnen til stædigt at satse på det sidste ord?! Evnen til at klæbe op af injurielovgivningen?! Evnen til underlødig medietække?!

mail