…und die vögel singen nicht mer.  Man kan jo snart ikke huske, hvornår de sidst har gjort det, de kære fugle, for dette efterår føles så forbandet langt og mørkt. 

På cirka fire måneder er vi forvandlet fra tophold til regulært midterhold.  I går var kamp nummer gud-ved-hvad, hvor vi kun magter at stå distancen en halvleg, forsømmer at lukke kampen mens det går godt, langsomt taber terræn gennem kampens sidste halvleg og slutteligt må gå skuffede i bad…eller for os tilhængeres vedkommende; gå skuffede på værtshus eller lukt hjem.

Det er efterhånden knapt et vredesudbrud værd.  Man står der i minutterne efter kampen — lang i spyttet og svagt hovedrystende — og ved ikke helt, hvad man skal stille op.  Hvis man da ikke blot sidder på sit sæde og stirrer tomt og fredsommeligt ud i novembernatten.  Et par tanker flyver igennem hovedet.  Skal Linderoth skride? Skal Backe?  Skal man selv?  Og hvorhen?  Turen går i hvert fald ikke til Herfølge i den kommende uge for ens eget vedkommende, bliver rationalet, og så drysser man stille og underligt fattet ud af Parken i bevidstheden om, at der er fjorten point op.  ”Lå lå lå, vores ottendeplads, flyt jer!!!” dukker op et sted i baghovedet.  En arrig midaldrende kvinde — eller er hun blot lidt hærget, måske af begivenhederne i den sidste tid — skælder på vej ned af trapperne en ud for ikke at tro på guldet længere.  ”BIF er lort” er essensen af hendes rationale, og det har hun da ret i, men det er en velspillende lort i medvind, hun kommenterer på, og hendes tyrkertro på, at guldet atter havner på Østerbro til sommer, er i øjeblikket ikke tilstrækkeligt for en, der vedkender sig lige at have set det stolte skib København lave en Wasa-manøvre for mindst femte gang i denne sæson.  ”Den går ikke, Granberg” — der skal ikke længere tales om det tredje mesterskab i træk: Snakken må gå på, om skuden kommer på ret køl i tide til overhovedet at nå en placering, der giver adgang til regulær europæisk deltagelse næste år.

Det hele er på forstemmende vis ”so 90'ies”.  Det er store forventninger a la Dickens en gang til.  Endnu en drøm, endnu en stor plan om en glorværdig fremtid, styrter i grus og man vakler mellem troen på mantraet om basisspel, og (angst)skriget efter hvad der i så mange klubber verden over ville have været den naturlige konsekvens af måneders deroute:  En ny mand i trænersædet.  Efter at have set København blive aflivet over flere omgange af bødler med så forskellige navne som Morten, Imants, Helgi, Duncan, Jani, Alexander, Iddi og Michael er man sådan set ikke i tvivl om, at Sverige burde blive en travsportsfanatiker rigere, men troen — der i virkeligheden er et spinkelt håb — på basisspelet dukker op, netop fordi denne åbenlyse konsekvens udebliver.  Når man efter endnu en weekend i det infernalske Strindbergland ved, at Hasse stadig har opbakning, så må man jo fandeme hænge sin hat på noget andet end stumtjeneren ved siden af opslagstavlen med fyresedler, og så tager man selv sig selv i at stå ved en bardisk i en ”cafe” i Parken i en tre-fire sekunder — med julebryg i hånd — og drømme om basisspel og monotome 1–0 sejre.

Ganske kort senere står man der og kigger tomt på en bartender.  Måske det var på tide at ramme Stamværtshuset og nuppe et par enkelte gå-hjem øl?  Godt så!  Af sted i en drosche mens man hastigt reflekterer over en kort diskussion på den forrige beværtning.  Store forventninger javel og når de ramler sammen, så kommer hulheden.  Gestalteffekten udebliver i nedgangstider blandt en kult fokuseret på drømme om storhed og vindere.  Tilbage på tribunen står enkeltdelene og henfalder i en tilstand afmagt og resignation, der kun kortvarigt afbrydes af enkelte afsyngninger af gamle travere.  Er det mon på tide at konsultere ”Den Store Ånd Fra Halvfemserne”?  Når man nu ikke kan finde sig til rette i Biedermeierkulturen, og derfor ikke kan NLP’e sig selv til at synge sange om begrænset flyvehøjde og det idylliserede fællesskabs ubegrænsede herlighed, og når man for tiden heller ikke kan hylde det arrogant grandiøse, siden ens rationalitet dikterer, at der er grænser for virkelighedsfornægtelsen, ja så kunne man jo hive den hævdvundne sarkasme og ironiske distance op af sækken med hengemte Københavnske dyder.  Måske er det der, vi burde bevæge os hen i denne tid, hvor førerbunkerens svar på vores sportslige forfald er ”Four More Years”.  Well — halvanden år så, men det er også alt rigeligt.  ”Jo tak hvis du byder, så vil jeg gerne have en Urquell”, nævner jeg til en af de få, der denne aften er fulgt med ned på den lokale postgaard.  Tjekkisk øl afhjælper heller ikke resignationen, men det smager fremragende.  Store O blev sørme valgt til kampens bedste spiller i et opgør, hvor Tina var med til at skubbe os ud over endnu en afgrund.  Hvis ikke det kalder på sarkasmen, så ved jeg ikke, hvad der gør.

Seksogtyve indkasserede mål i blot femten kampe.  To midtbanespillere er vores topscorere og FCN's Tommy Olsen har indtil videre i denne sæson scoret det samme antal mål som alle vores angribere til sammen.  To point i tre kampe mod ligaens to oprykkere.  Hvem havde turde forudsige det for et halvt år siden?  FCK selv bruger et fransk ord for over-realistisk om kampen i går, og måske der den søndag vitterligt var tale om rene psykiske automatismer og et fravær af ræson.  Måske man er fanget i Maltaligaen — fodboldens svar på et Salvador Dali maleri.  Måske man bare skulle tømme sin Urquell i et sidste langt drag og gå hjem, inden man helt glemmer, at man slet ikke behøver en fremmedordbog og en boghylde for at verbalisere den åbne konklusion.  Man behøver såmænd bare parafrasere en enkelt tegneserie:

”Skål kosmonauter — vi ligger nr.  7!”

thundersen