Genoptryk!

I marts 2000 mindedes jeg første gang i en lille tilbagebliks-artikel KBs 15. - og sidste - Danmarksmesterskab. I mellemtiden er den forsvundet fra cf.dk's artikel-arkiver, men i anledning af 25-års jubilæet for den legendariske kamp på Næstved Stadion har jeg fundet artíklen frem igen, støvet den af og serverer den nu her på Stamværtshuset. For en ordens skyld gøres opmærksomhed på, at det, der i artiklen omtales som "nutid", altså er tilbage til år 2000!

Holger, 16. november 2005.

 

Byens Hold på baronens græsmark

- drømte vi, eller var vi vågne?

 

En beretning fra et stadion i provinsen en novemberdag 1980.

- af Holger

 

 

Disclaimer

Nærværende erindringsstykke er frembragt ved entusiasme, nostalgi og minder, snarere end journalistisk research, hvorfor læseren bedes bære over med det faktum, at Den Nostalgiske Skribent i de forløbne tyve år nok har forlist enkelte memory-blokke! 

 

 

Baggrund

Som nærmest indfødt KB’er har Den Nostalgiske Skribent jo kendt til begrebet at ”nipse” årtier inden, der overhovedet blev tænkt på sådan noget som f.eks. FC København og Fusionsnipserne! Faktisk var det med at nipse – på godt og (mest) ondt – nærmest indbegrebet af det spil, der kendetegnede det daværende Byens Hold, faktisk helt frem til 1980. Bolden skulle med djævelens vold og magt helst spadseres ind over stregen, og gerne efter at hele holdet havde været i boldkontakt mindst én gang hver.

På den led kan man jo godt trække en rød tråd fra datidens (KB) Byens Hold til nutidens (FC København).

 

Sæsonen 1980 (dengang spilledes kalenderårs-turnering - og 2 points for en sejr) blev lidt af et opgør med nipseriet, måske ikke mindst pga. den dybt frustrerende 1979 sæson, hvor KB efter forårshalvdelen var syv points foran Esbjerg fB efter en stribe helt forrygende kampe; måske noget af det bedste fodbold Den Nostalgiske Skribent nogensinde har set spillet i den hjemlige turnering. Man husker bl.a. en Ole ”Olfert” Qvist, der gik fuldstændigt, rablende amok over en sen Ikast scoring i en kamp, hvor KB førte 8-0! Den slags ”skønhedspletter” var der plads til at brokke sig over, så godt kørte det.

Alt sammen endte det i efteråret med en andenplads, seks points efter Esbjerg fB!

 

Tekniske boldkunstnere - uden skyggen af begreb om at forsvare/kæmpe - som Finn Laudrup og Torsten Andersen var der ikke længere plads til i 1980, hvor et hold bestående af primært fodboldspillende fightere, kompromisløse forsvarere, løbestærke midtbaneslidere samt en enkelt afslutter med klinisk effektivitet (Hans ”Baronen” Aabech) ironisk nok spillede sig frem til den afgørende kamp om mesterskabet 1980.

 

 

Dagen

Ved mirakuløst held fra turneringsplanlæggernes side magede det hele sig således, at to hold – Næstved IF og KB – lå à point inden sidste spillerunde, og tilmed skulle mødes. Desværre ikke i (Idræts-)parken, men på Næstved Stadion. Til gengæld havde KB en lille fordel i målscoren, og kunne således nøjes med uafgjort i den afgørende kamp.

Nu har det at skulle ”nøjes” med uafgjort været katastrofalt for mange hold, også større hold end KB’s anno 1980, så man kunne imødese den kamp med bange anelser.

 

Den Nostalgiske Skribent var i 1980 blot 17 år, så i stedet for som i dag at skulle søge om

udgangstilladelse hos konen, måtte man dengang lige checke med de gamle, om det var OK. Ikke mindst af hensyn til et finansielt bidrag til den lange rejse sydpå, der ikke var nemt forenelig med en ung studerendes økonomi, baseret på SU og fritidsjobs.

 

Den unge alder gjorde også, at man ikke turde risikere drikke tæt fra morgenstunden (havde det været i dag, ville de første 4-5-6 pilsnere nok være hældt i svælget, inden toget overhovedet havde forladt Hovedbanegården!), så Den Nostalgiske Skribent og hans 8-10 jævnaldrende følgesvende besluttede at vente med at drikke, til vi kom tilbage til København – med guldmedaljerne, forstås!

 

Da ingen havde kunnet formå at overtale nogen af de respektive ”gamle” til at agte sig til Næstved, og ingen havde kørekort, foregik turen til Næstved Internationale Banegård via DSBs regionaltog. Det var en grå, halvklam, halvtrist dag; men det ænsede man knapt nok pga. den forestående guldkamp. Ej heller syntes det at have nogen nævneværdig betydning, at man stort set ikke havde sovet hele den foregående uge af bare spænding.

Ikke siden 1974 havde Byens Hold (under legendariske Mario Astorri og med en vis Niels-Christian Holmstrøm som skyttekonge) hjemtaget mesterskabstrofæet, men da var man nok for ung til at have arkiveret en reel erindring herom.

 

Rigtig mange Københavnere drog denne dag sydover for på nærmeste hold at følge Kjøbenhavns Boldklub aka. Byens Hold hive den sidste lille pind hjem. Merchandise salg, som vi kender det i dag, eksisterede stort set ikke den gang. Man kunne på anlægget på Peter Bangsvej vist købe et halstørklæde (i strik eller silke) og en T-shirt/Sweatshirt i hvid eller blå med et diskret K.B. syet ind i stoffet. Som regel i kiosken ved bassinet (”Qvisten” i vore dage), eller langet over disken i buret af Klaus Busk. Den Nostalgiske Skribent drog derfor til Næstved iført silketørklæde samt – udenpå et par varme kæmpetrøjer - sin egen spillertrøje, desværre af den slags man selv måtte betale, nu hvor karrieren ikke længere helt rakte til førsteholdstrup-ynglingebold i KB (selvfølgelig kun pga. den evige knæskade mente man selv; det kan ikke udelukkes, træneren mente noget andet!), hvorfor man til træning desværre måtte rende på banen ved siden af jævnaldrende ”talentløse” spillere som en Michael Laudrup og en Torben Piechnik m.fl. i 1.-2.holdstruppen.

 

Fra stationen til stadion var det i bogstaveligste forstand blot et spørgsmål om at følge strømmen til en aldeles proppet (dvs. 20.000+ tilskuere) og feststemt arena. Selvom det vist holdt tørt det meste af denne gråvejrsdag, havde der nærmest været dømt regntid over de sydsjællandske stepper op til kampen, hvorfor banen (læs: græsmarken) var mere egnet til føde for de lokale kreaturer end fodboldspil. Stadion var just ikke nogen åbenbaring i faciliteter, på den anden side dog ikke nævneværdigt ringere end vore dages Lyngby Stadion! Folk stod meget tæt, og idéer i retning af forfriskninger af fast og flydende art til ganen, var på forhånd dødfødte. Det vides faktisk ikke, om man i det hele taget kunne købe noget. Til gengæld havde adskillige tilskuere rigelige mængder af medbragte varer med sig ind på stadion. Der var ikke noget med minutiøs bodysearch ved hærdebrede neanderthalere ved indgangen dengang!

 

Efterhånden som kick off nærmede sig, steg pulsen faretruende. Aldrig i sit unge liv havde man været så nervøs. Eksamen, det første kys, den første sex, og alle de ting man inderligt håbede, de gamle (eller myndighederne) aldrig fik nys om. Alt var det vand ved siden af den sitrende fornemmelse på den største fodbolddag i ens liv med KB. 

 

Kampen blev i sagens natur mere spændende end just velspillet. Og også ganske som forventet var KB langt mere nervøse end Næstved, den satans forbandede ”nøjes-med-uafgort-virus”! Vi noterede vist før pausen kun eet rigtigt farligt KB-forsøg. Henrik Eigenbrod lagde en frisparksbold tilrette omkring midterlinien, faktisk 1-2 meter inde på egen banehalvdel. Det lignede en lang aflevering, men nej ... Eigenbrod sparkede på mål(!) ... og ramte ... overliggeren! Vidunderligt sindssygt, men desværre ikke mål. Og Aabech? Ham veg Børge Nielsen ikke 5 centimeter fra hele kampen. Nå ja, næsten hele kampen, men det vender vi tilbage til!

 

Anden halvleg var vist ikke bedre. Næstved med en ung og irriterende god og aggressiv Jesper Olsen på venstrekanten sad på det meste og kom naturligt nok foran. Sikkert helt fortjent, men det begreb opererede vi ligesom ikke med denne eftermiddag.

Senere i halvlegen blev så den offensive styrmand på midtbanen, Bo Fosgaard, smidt ud, og modet og håbet forsvandt langsomt, men sikkert blandt det københavnske publikum på lægterne, og – syntes det – også hos de blåhvidstribede på banen. Det lignede en laaang tur hjem til København. 

 

 

"Pas på Aabech"!

 Ovennævnte blev senere i fodboldkredse synonymt med afslutningen på denne kamp. Det skal indrømmes, at Den Nostalgiske Skribent og følgesvende først hørte udtrykket senere hen (referat af radioreferater af Torben Storms nødskrig), da vi var placeret på langsiden modsat spillerboksene og hovedtribunen. Men vi kunne da tydeligt se, hvorfor Torben Storm desperat forsøgte at råbe sit forsvar op.

 

3 minutter tilbage og KB havde ikke været i nærheden af den chance, der kunne give den udlignende og guldmedaljeudløsende scoring. Utrættelige Henrik Bernburg (sammen med Qvist’en den eneste tilbageværende fra guldholdet anno 1974) erobrer en bold midt på banen og sender Henrik Tune af sted på højreflanken med noget, der ligner en alt for lang bold. Tune får dog de lange stænger op i overdrive med den sidste opbydelse af kræfter – nu eller aldrig – og Aabech er for første gang i kampen mere end en meter væk fra Børge Nielsen, deraf Torben Storms herostratisk berømte nødråb.

Tune smækker bolden indover, Baronen stiger til vejrs, og i et nærmest helt surrealistisk øjeblik står tiden stille over Næstved Stadion, hvorefter Baronen, hvis kø i den grad var kridtet denne eftermiddag, støder bolden i en blød bue over en chanceløs Næstved keeper og i nettet! YEEAAHHH! Aldrig er set et smukkere hovedstød. Efter et nanosekund at have spekuleret på, om vi var vågne eller drømte, eksploderede alt omkring os i eufori og omfavnelser, mens vi kunne se ”Olfert” sprinte trekvart løbebane for at crosschecke baronen ude ved den ene sidelinie.

 

I de sidste minutter dansede bolden vist flere gange på KB’ernes mållinie; men det var som om, vi ikke længere kunne rystes, det kunne simpelthen ikke gå galt nu, hvilket det heller ikke gjorde. En pitchinvasion af hidtil usete dimensioner i dansk turneringsfodbold fandt sted. Alle skulle have fat i Baronen og helst røre ved den gyldne isse, samtidig med at lederne måtte i omklædningsrummet og hente den dybt ulykkelige Fosgaard.

Og mens vi stod der i en gigantisk kødrand rundt om vores helte, kom forløsningen i form af trofæ, guldmedaljer og hektolitervis af sprøjtende champagne. Den største dag!

 

Alle var vi i ellevild krigsdans på de mudrede og efterhånden meget sparsomme græstørv, hvoraf de fleste tilbageværende endte i de tilrejsende københavneres lommer. Og vi kunne sammen med træner John Kramer og hans tropper konstatere, at lykkeligst af alle var baronen. Denne græsmark af en fodboldbane var denne dag hans i en sådan grad, at en hurtigt reagerende ejendomsmægler snildt kunne have solgt ham denne jordlod til ågerpris!

 

Det var muligvis ikke helt fortjent, at KB stjal et point denne eftermiddag i Næstved – as if we cared – men det føltes nu alligevel, ikke mindst ovenpå den traumatiske 1979 sæson, som en overordnet retfærdighed, at Byens Hold kunne tage mesterskabstrofæet med hjem til København.

 

 

Den bedste togrejse

Senere uden for stadion husker Den Nostalgiske Skribent, at nogen fik fremtryllet noget boblevand af ubestemmelig, men dog ”alkoholdig” art, som vi blandt andet skyllede ned siddende/hoppende på køleren af en reklamevogn fra Næstved Politi. Og vi fik lov til det!

 

På Næstved Station var det bare med at hoppe på det første, det bedste tog mod byen. Det kunne kun gå for langsomt. Uvist af hvilken grund stoppede en ellers gennemgående Trans-alpe-expres el.lign. ved perronen, hvorfor det hold af euforiske Københavnere, der netop da var på stationen, entrede dette tog. Det kørte jo nordpå. Og da der hurtigt opstod trafikprop ved dørene, sørgede de først ombordkomne for at åbne ruderne (det var dengang vinduerne i togene rent faktisk kunne trækkes ned!) for at slippe flere folk ind ad den vej. Den Nostalgiske Skribent - der dengang ikke kun var 20 år yngre, men også ca. 30+ kg lettere! - kravlede via et par ”hestesko” ombord i en kupé fyldt med måbende og intetanende tyskere, vel over bedsteforældre-alderen, som vi ihærdigt prøvede at overbevise om, at vi altså bare var glade, sejrende, fodboldtilhængere og ikke terrorister i færd med at kapre toget. Men der faldt ro på, og togpersonalet indså den håbløse opgave i at genne os af toget igen, så vi rullede af sted, stående som sild i en tønde hele vejen til Hovedbanegården. Aldrig ville man kunne forestille sig, at det kunne være så dejligt at stå op i et tog hele vejen fra Næstved til København.

 

Nu var det her jo i tiderne med kun DR, dvs. ingen ”Kick”, ”Onside” og ej heller Internet med diverse debatfora, hvor man kunne udskrige og dele sin glæde, så vi drog fra Hovedbanen til Rådhuspladsen, satte os med en hurtigt fremskaffet ramme øl og ventede på, at Politikens lysavis skulle ”rulle” det glade budskab. Det kom og efter at have set budskabet et halvt hundrede gange, drog vi mod Peter Bangsvej. Hvad der siden hændte den aften/nat/morgen har Den Nostalgiske Skribent absolut ingen erindring om! Dog kan det selv uden hukommelsens hjælp med rimelig sikkerhed antages, at man ikke har været at finde på sin plads i gymnasiet den følgende mandag, muligvis heller ikke tirsdag.

 

 

Den sidste triumf

Desværre blev dette mesterskab ikke startskuddet til en gylden æra for KB. Tværtimod.

Det nærmeste KB siden kom en titel var pokalfinalen i ’84 mod Lyngby BK, hvor en fatal tilbagelægning fra Claus Windfeld gav Lyngbys Flemming Christensen en friløber af den slags, han ikke missede, og dermed 1-2. Turneringsmæssigt blev titlen fulgt op af en 7.plads i ’81 og en utænkelig(!) nedrykning i 1982. Det var så indledningen på en veritabel elevatortilværelse mellem de bedste rækker med yderligere tre nedrykninger (og mellemliggende oprykninger) til følge, den sidste i 1990. Herefter var der gjort klart til fornuftsægteskabet med B.1903 i overbygningen FC København. Historien om Byens Hold kunne altså fortsætte. Og i København (KBU) eksisterer således stadig kun eet Byens Hold.

 

Men som sagt. 1980 var den sidste triumf for Byens Hold i KBs blå- og hvidstribede trøjer.

Trods KB de efterfølgende år kunne fremvise store talenter som Michael Laudrup, Torben Piechnik, Piotr Haren, Christian Lønstrup, Brødrene Johansen m.fl. skulle der gå 12½ år, inden Byens Hold (denne gang i FC Københavns hvide trøjer) igen kunne hjemtage titlen til København. Og det er i denne skrivende stund igen allerede næsten syv år siden, så mens vi hungrer efter nyt guld til Byens Hold, kan Den Nostalgiske Skribent  undertiden stadig lade tankerne svæve tilbage til den uforglemmelige eftermiddag i 1980

- hvor Byens Hold vågnede på baronens græsmark!

 

 

Holger

- for evigt med Byens Hold i sit hjerte!

(marts 2000)