Søndag var en god aften for fodboldfans med en hang til
konspirationsteorier. Hele dagen igennem, fra begyndelsen af det nye
3+-alternativ til P3-sporten, Totalfodbold, blev der gjort reklame
for et Onside-indslag om hvordan København muligvis var et offer for
endnu en italiensk fodboldbestikkelsesrævekage, iscenesat af Lazio,
der jo nu er blevet tvangsnedrykket for anden gang på 25 år for
deres rolle i dommerskandalen i Serie A.
Ganske vist var det eneste håndgribelige, at den italienske producer
ikke viste slows af de offsidelignende situationer som opstod. En
ting enhver stamgæst hernede kan huske fra den fem år gamle kamp, da
det var skideirriterende for os der sad og så kampen – men noget som
Onside nu også har noteret sig med hjælp fra ”en af verdens bedste
producere”, deres egen Henrik Saabye.

Men hvis der ikke vistes slows af offsidesituationerne, så må det have
været fordi der var noget at skjule, ikke? Det var i hvert fald den
afsluttende konklusion fra Frimann og Werge, at dette var fikset og
bundråddent, og de endte med at blive enige om at sende båndet til
UEFA.
God idé. Her er et par stills der kan vedlægges – og med sit
skudsmål skulle Henrik Saabye nok endda kunne lave dem i langt bedre
kvalitet. Det er måske lidt sært, at han ikke gjorde det allerede
til aftenens indslag, og dermed fjernede den aroma af parodi på
Lillebror-indslagene i De uaktuelle nyheder, der hang over
det hele.
Her er den aflevering, der fører til kampens første mål af Crespo,
lige efter pausen.

Dette er ikke Lazio der med hjælp fra dommeren, linievogterne,
frimurerne og Tallerkenfolket kommer i Champions League. Dette er,
ærede jury, Kim Madsen som står og snorksover.
Det andet mål, hvor en lang bold spilles ned i hjørnet til en
spiller uden for billedet, kan man ikke konstatere nogen offside
eller ikke-offside på. Alt hvad man kan se er at Crespo får al tid i
verden til at score til 2-0, og han er i hvert fald ikke offside.
Men her har vi afleveringen som falder inden Claudio Lopez’ mål til
3-0:
Endnu en gang må vi takke Kim Madsen, denne gang i selskab med Niclas
Jensen, for en anskueliggørelse af hvordan man ikke trækker offside
i international fodbold uden alvorlige konsekvenser. Laziospilleren
er i værste fald på linie med vores to bageste spillere (og den
velplacerede linievogter), selv set fra denne lidt skæve vinkel.
Og hvad angår 4-1-målet af Fiore (nederst):
– så kan selv pigerne fra Oddset-reklamerne vist give en
korrekt tolkning af den situation.
Det er måske trist at konstatere, men hvis nogen har været købt og
betalt for at sende os ud af Champions League dengang, så har det
været vores egne forsvarsspillere. Og så kan Onsides juniorreportere
ellers farte det halve Europa rundt og tale med utålmodige
italienske tv-folk så tosset de vil.
-smølle