|
Et lidt tvivlsomt straffe |
| |
|
Er der nogen af jer, der husker VM-kampen mellem Schweiz
og Ukraine? Hvis ikke, så er man undskyldt. Det var en af de mest
jammerligt kedelige VM-kampe i historien, blev værre og værre jo
længere de 120 minutter slæbte sig hen, og ikke engang
straffesparkskonkurrencen var det mindste spændende.
Men hvis man klarede at holde sig ved bevidsthed så længe, kunne man bagefter på samme kanal, DR, se et BBC-program fra deres dokumentarserie Panorama, ved navn Det beskidte spil. Det fulgte den engelske journalist Andrew Jennings, som rejste rundt over store dele af kloden for at stille spørgsmål til topfolk i FIFA – først og fremmest præsidenten, den glatte og slimede Sepp Blatter, og den ene af vicepræsidenterne, den temperamentsfulde og ret aggressive Jack Warner. Programmet var underholdende, tankevækkende, men også et forbandet rod. At løbe efter folk med et kamera og en mikrofon og stille dem spørgsmål de ikke vil svare på, at blive nægtet adgang til pressemøder, og at blive skældt ud af hysteriske FIFA-topfolk – det er altsammen beviser på en organisation med nogle topfolk der har et sært forhold til deres status som tjenere for offentligheden i form af verdens fodboldelskere. Men som endegyldigt bevis for at de er svindlere og bedragere fungerer det ikke. 
Udsendelsen var afledt af denne bog, der er kommet på
engelsk som Foul! og lynhurtigt blevet oversat til
Straffe! på dansk – den udgave jeg har læst er dog den engelske.
Og præcis som tv-programmet er bogen en spraglet affære med skud fra
hoften og vilde hop i hændelsesforløbet.
Det er en knaldroman, en historie med helte og skurke, og som i romanerne karikeres figurerne, så Blatter er ekstra slimet og tit ser bleg og småsvedende ud (som en mand, der har noget at skjule!), hans forgænger Havelange har superonde skurkeøjne, og den amerikanske FIFA-topmand Chuck Blazer ”må have en døgnåben McDonald’s installeret i sit hus”. Hvorimod heltene som regel er nydelige herrer, mens Lennart Johansson, en principfast og ærlig fyr i Jennings’ optik, er en ”godmodig bjørn af en mand”. Lad os være ærlige – han er fed, og Andrew Jennings er heller ikke nogen nymfe selv. Er der stavefejl i ord og navne i papirer fra skurkene, så kommer der et hånligt '(sic)' efter det forkert stavede ord, men hans egne navnegengivelser er heller ikke ligefrem fejlfri. Grunden til at jeg overhovedet nævner de detaljer er, at de virkelig kommer til at præge bogen. Jennings spolerer sit eget ærinde, ikke ved at blive personlig – jeg var også blevet personlig, hvis jeg havde været ude for nogle af de ting han havde været udsat for, som udelukkelse og forsøg på spionage – men ved at blive det på en manipulerende måde, som når han insisterer på at fortælle en hjerteskærende historie om en dødfødsel på et hospital i Bhopal for at illustrere at Blatters pr-mand, Peter Hargitay, har haft nogle usympatiske opgaver, såsom at tale Union Carbides sag efter den kemiske katastrofe i 1984. Det bidrager da til at tegne et billede af hvilken fleksibel moral der er hos folk som arbejder for Blatter, men ligefrem at kæde ham sammen med forgiftning og kidnapninger via en pr-mand, det er at misbruge den sympati man allerede har skaffet sig fra den forargede læser. 
For det er virkelig ikke småting, Sepp og hans slæng
kommer afsted med, hvis man kan tro Jennings – og det er der noget
der tyder på at man kan, for hans afsløringer er så omfattende, at
han efter al logik burde være blevet mødt af århundredets sagsanlæg.
Men alt han hævder at have fået, ud over diverse typer chikane, er
nogle meget lange breve fra FIFA’s advokater, som overraskede ved
ikke at indholde nogen stævninger. På trods af at FIFA’s hjemmeside
højt og tydeligt erklærede ”FIFA to sue Andrew Jennings”.
Påstandene er først og fremmest, at fodboldens spidser har modtaget bestikkelse fra firmaet International Sports and Leisure, et firma som hævdes at have vundet kontrakten for at markedsføre VM på unfair vis, og som desuden har fået lån fra FIFA, der reelt må betegnes som gaver. Der rettes tungt skyts mod Jack Warner på Trinidad, tilsyneladende en skamløs fyr, der spiller en økonomisk dobbeltrolle i alt hvad der har med lokal fodbold at gøre, og til gengæld for sin loyale støtte til Blatter ustraffet kan lokke ubegrænsede beløb ud af FIFA’s finanser til diverse projekter.
Der trædes i det sære faktum, at der bl.a. under VM i
2002 sad en hel række fans af England, der så en kamp med billetter
der havde navnet ’bin Hammam’ på – en FIFA-topmand fra Qatar, hvis
tildelte billetter ’tilfældigvis’ er dukket op på den sorte børs,
sammen med en masse andre. Der kigges på vild valgfusk ved FIFA’s
kongres, på Blatters skatteforhold, på hans løn og bonusser, og ikke
mindst på FIFA’s konstante mængen sig med korrupte og kriminelle
regeringer (hvorom man kan sige, at skal man have med afrikansk
fodbold at gøre, er det svært at undgå disse, i det mindste gav man
VM 2010 til et af de mere demokratiske – men der må vel være grænser
for meget man behøver lefle for mordere selv om de er
statsoverhoveder).
Man er nærmest udmattet efter alle disse anklager, men
det har også meget at gøre med Jennings’ stil. Han betegnes, i et
citat fra et brev fra FIFA, som ’skinger’, og det er ikke langt ved
siden af. Og han gør ikke oplevelsen nemmere ved at skøjte fra sag
til sag, og behandle valgsvindel og korruption på linie med kapitler
som handler om at Sepp Blatter får en meget høj løn og ikke betaler
skat – ja, han virker som en ekstremt grådig fyr der udnytter en
generøs bonustildeling og en tilsyneladende helt åben udgiftskonto
til det yderste, og han har adresse i en del af Schweiz som lever af
skatteål, men det tynder budskabet ud når man bombarderes med dette
efter at have læst om hvordan han skal have brugt FIFA-penge til at
føre valgkamp for – hvilket er skandaløst på en helt anden måde.
Så man skal være kritisk, når man læser denne bog. Men fascinerende er den stadig. Mest fordi den ruller et meget sært univers op, et som ærlig talt ligger meget langt fra det man er vant til at se på stadions om søndagen og om onsdagen, og som som mest ligner noget fra filmens verden, med aldrende forretningsmænd og smarte marketingfolk i dyre biler og jakkesæt, og med håndlangere i fattige lande som styrer små men magtfulde karteller på deres eget territorium. The Firm møder The Harder They Come.  Det er det indblik i magt og magtkampe, bogen faktisk lever bedst på, subjektivt som det nu engang er i Jennings’ rollefordeling. Og centralt er den glatte ål Blatter, en udenomssnakker af rang, en fyr som kan svare på alle anklager med lige dele påtaget uskyld og klæg patos, en dyb fjende af foreningsdemokratiet, og en mand man bare ikke ville købe noget af – og som formentlig ikke ville sælge én noget heller, medmindre man overførte et diskret beløb til en konto i Zürich eller smuttede en brun kuvert med brugte sedler ind under døren til hans præsidentsuite sent om natten. På fifa.com citeres Blatter, lige inden starten på VM, for dette om Jennings’ bog: ”Han har bare varmet gamle historier op igen. Bogen burde hedde ’Hævnakt’. Han ville få et rødt kort for det på banen”, i den der stil han har med at bruge fodboldmetaforer for alt. Som om sagerne skulle være mindre belastende af at have flere år på bagen. Der gik få uger, og så var der et nyt medlem af FIFA’s eksekutivkomité, Bhamjee fra Botswana, der blev fanget i at have sortbørshandel med billetter som en lille sidebeskæftigelse til sit vellønnede job. Hyggelige og anstændige folk, der styrer verdensfodbolden.
-smølle
Andrew Jennings: Straffe!
Hæftet – 283 sider Ajour, 2006 ISBN 8791620287 Kr. 248 hos boghandlere Foul! Indbundet – 338 sider Harper Sport, 2006 ISBN 0007208111 £14.49 hos www.play.com
|
||