|
En besværlig kærlighed |
| |
 -
anmeldelse af to nye bøger om italiensk fodboldaf Nikolaj Steen Møller (fra Brølet 51, foråret 2006 ”En af de oftest gentagne vandrehistorier om italiensk fodbold af i dag er stadig, at det hele ’styres’ af Luciano Moggi, Juventus’ sportsdirektør. For det meste siger folk sådan noget til én på en indforstået måde i pressens bar i pausen. Der er sjældent nogen, der fremsætter beskyldningen på tryk.” Sådan står der – oversat – i det afsluttende kapitel af Paddy Agnews bog Forza Italia, som jeg ved noget af et sammentræf sad og læste lige efter at have set i avisens sportssektion at samme Moggi dagen inden havde trukket sig tilbage som direktør i en storm af bitre tårer, fordi nogen havde været så ufin at optage på bånd at han havde instrueret den italienske dommerchef om hvilke dommere han foretrak som ledere af Juves kampe. Mere aktuelt bliver det knap, selv om begge forfatterne af disse helt nye bøger om italiensk fodbold sikkert gerne ville have haft den seneste skandale med blandt de mange andre som omtales. Så skulle der til gengæld ventes et halvt år til før det hele var blevet rullet op – og hvem ved om endnu en skandale så var opstået i mellemtiden, med dommere, spillere, tilskuere eller nogle helt fjerde som hovedpersoner. Skandalernes højborg For italiensk fodbold er skandalernes højborg. FIFA-præsident Sepp Blatters udtalelse ”Jeg kunne forstå hvis sådan noget var sket i Afrika, men ikke i Italien” må rangere som noget af det mest tåbelige han har sagt, selv i skarp konkurrence med hans ”Fodboldfans bør være som operatilskuere” og ”Kvindefodboldspillere skal have hotpants på.” For at sådan en skandale netop bryder ud i Italien er jo indlysende, i det vesteuropæiske land der har den med afstand største organiserede kriminalitet, og som har en stolt tradition, hvis man kan sige det, for bestikkelse, aftalt spil og syg tilskueradfærd. Og alligevel kommer jeg som nævnt i seneste nummer til at sidde og håbe på italienerne til VM, charmeret allerede i 1982, og det af et landshold der også dengang spillede i skyggen af en skandale – den store sortbørstipsskandale i 1980, som endte i tvangsnedrykninger til Milan og Lazio (der også begge er viklet ind i den seneste affære) og i karantæne til en mængde spillere, deriblandt Paolo Rossi, som ved hjælp af en fiks lille manøvre fik sin forkortet karantæne tidsnok til at komme med til VM, spille sig i form i det traditionelt uinspireret afviklede gruppespil, og ende som topscorer efter seks mål i den afgørende fase. Meget italiensk! På godt og ondt Lige så italiensk er det desværre, når Totti får karantæne for at spytte på Christian Poulsen, og Italien forlader EM ledsaget af jammer og klynk om at tv forfulgte dem, at skandinaverne rottede sig sammen og at støvlerne gav dem vabler. Hvad der så blev overset herhjemme i den meget ensidige dækning af italiernes nedtur var, at dette var truppens reaktion, og at i Italien var pressen og tilhængerne fuldt ud klar over hvad grunden var til Italiens nedtur: At daværende træner Trapattoni var en kujon, og at Totti er og bliver en lallende idiot. Sympatisk er det stadig ikke, og holder man af det italienske landshold kan det vel kun være som med at holde af landet selv: På godt og ondt. Men er landsholdet svært at give sig hen til, så er det intet imod klubberne. Så fuld af fusk og svindel som klubfodbolden er på banen, så forpestet af vold og ekstremisme er den på tribunerne. Og så længe hjemmefanafsnittene er lovløse, selvregulerede områder hvor politiet knap tør gå ind, og så længe klubberne holder hånden over og lader sig styre af de mest aggressive og velorganiserede ultras, er det en tilstand som kommer til at vare ved. Det er dette sære univers af dårlige sportsmænd og brutale metoder, men også teknisk eminent spil, fascinerende stil og ægte lidenskab, de to forfattere af disse nye bøger om italiensk fodbold har indfundet sig i. Velskrevne som altid, når det gælder fodboldforfattere fra de britiske øer, er de begge læseværdige introduktioner til det mystiske fodboldliv i den ret nye, meget splittede nation med den omtumlede historie i det seneste århundrede. Et fodboldliv, der mere end i så mange andre lande er viklet ind i især det politiske klima. Ikke helt en selvbiografi, ikke helt en fodboldbog Paddy Agnew er en irsk journalist, hvis bog er både er en art memoirer fra tyve års ophold som reporter i Italien og angiveligt et forsøg på at beskrive den nationale fodboldpsyke. Det er svært at gøre begge dele på 300 sider, og tanken er da heller ikke ført igennem. I stedet er det en bittersød række betragtninger om at komme som outsider til Italien og begå sig, først i Rom blandt indbyggere så uhøflige at københavnere fremstår virkelig hjertevarme over for tilflyttere ved siden af, og siden i en landsby lidt uden for hovedstaden. Problemet er, at der ikke rigtig er stof til at lave det til selvbiografi, og at der ikke rigtig er plads nok til at analysere landets fodbold i nyere tid. På den måde ender som en serie artikler om nogle lidt tilfældige emner, og det er sjældent, at den personlige vinkel mødes med fodboldvinklen. Det er f.eks. ikke uinteressant at høre om Sven-Göran Eriksson og de gange Agnew har snakket med manden. Der er endda nogle meget skarpe analyser af og meninger om sportspresse i Italien og i England. Men Eriksson er ikke en central person i italiensk fodbold nu, så det er egentlig irrelevant. Samtidig er det fristende at blade forbi nogle længere passager om livet i Italien – anekdoterne om hvilke rundsave man skal have i albuerne for at begå sig i Rom er morsomme, men familieidyl ved en eller anden lokal sø kan også blive for tørt at læse om – for at komme til de tungere dele af bogen. Her får man igen indtrykket af at læse magasinartikler, men spændende er de, som et overraskende mangesidet portræt af Silvio Berlusconi, og som en skarp analyse af kulturen bag den italienske tradition for snyd og bedrag. Forza Italia er dog klart bedst, når de to ting mødes, og Agnew fortæller om sine erfaringer med fodbold-tv og sportspresse i Italien, og tegner portræt af en bekendt, en vandbærer fra udkanten af Serie A. Det er et fint indblik i den benhårde hverdag i italiensk prof-fodbold. Historien om fodboldens århundrede i Italien Vil man dog have en egentlig baggrundsviden om italiensk fodbold, er John Foots Calcio et meget bedre bud. Her er den personlige vinkel sløjfet, selv om Foot ligesom Agnew har opholdt sig i Italien siden firserne. Dette er et forsøg på at skrive den italienske fodbolds historie, og det lykkes glimrende. Foot er professor i italiensk historie, og dermed kan han udnytte en mulighed som Agnew måske ikke har, og i hvert fald ikke anvender: muligheden for at sætte landets fodbold i en sociologisk og historisk sammenhæng Calcio er desuden bygget op som et opslagsværk, og gennemgår sine dele i logisk rækkefølge: tidlig historie, byer, klubber, spillere, trænere, skandaler, fans osv. Indholdet er dog på ingen måde som et leksikon, tværtimod er den gennemresearchet og underholdende, og klarer at gøre alt det gamle stof levende om fascisternes pr-triumfer i verdensmesterskaberne før krigen, om det fantastiske Torino-hold, der alle omkom i et flystyrt i 1949, og om de personligheder som har præget landets fodbold – Herrera, Rivera, Maradona, Berlusconi. Grundigheden er enorm. Det eneste problem er en til tider lidt irriterende manglende redigering, så de samme oplysninger og til tider helt samme vendinger genbruges, men det er en detalje. Både gamle og nye skandaler vendes, mens den ekstreme italienske fankultur får som fortjent i nogle kapitler som bestemt ikke er for små børn, men derimod desillusionerende og deprimerende læsning. Analysen af landets defensive og meget pragmatiske fodboldfilosofi er til gengæld bare underlig. På flere punkter er Italien lysår væk herfra – på andre findes forskellen vist mest i egen selvforståelse. En kærlighedserklæring, trods alt Det hele ender for så vidt ens i begge bøger – at begge forfattere, tilflyttere som de er, trods alt de har beskrevet erklærer deres kærlighed til et land og dets fodbold, som de lige har brugt nogle hundrede sider på at beskrive en lang række af fejlene ved, men som de stadig er forelsket i på grund af alt det gode der stadig er at hente i landet og på dets stadions. Trods korruption, trods vold, trods svindel og trods di Canio er landet stadig fyldt med excellente fodboldspillere og passionerede og hæderlige mennesker som følger fodbold på en måde som ligger langt fra den distancerede danske, men også fra de forstyrrede ultraer. Jeg kan kun være enig. Reelt er italiensk fodbold, og det land det spilles i, en skændsel. Men jeg kan lide det alligevel. Og håber at der efter 9. juli er fire stjerner på de lækre blå trøjer – selv om det hele sikkert ender i ren katastrofe en gang til. Forza! 
Paddy Agnew: Forza Italia
Paperback - 303 sider Ebury Press, 2006 ISBN 0 091905613 £8.49 hos www.play.com John Foot: Calcio Paperback - 540 sider Fourth Estate, 2006 ISBN 0007175744 £11.49 hos www.play.com
|
||