Stamværtshuset - Happy Hour: Den lige vej mod hjørneflaget

- Peitersens bog har mange gode pointer, men er så langt fra sit forlæg som Danmark er fra at vinde en knald-eller-fald-kamp i en slutrunde

af Nikolaj Steen Møller (fra Brølet 44, juni 2004)

Der er ikke mange der kan opvise den samme forargelse som en fodboldfan der føler at han (eller måske hun, selvom kvinder forhåbentlig for dem selv er mindre koleriske i den retning) og hans klub er blevet fremstillet forkert. Og når det foregår i en bog af en forfatter, som man kan bruge absolutte evigheder på at være uenig med, og at råbe ”sikke noget ævl” efter, når han og Svend Gehrs kommenterer Champions League, så er det klart, at tættekammen pr. refleks findes frem.

Peitersens cv er dog mere omfattende end som så. Han har en baggrund som både træner og som socialpsykolog, og da trænerkarrieren mest bemærkelsesværdigt omfatter et par år som Brøndbytræner i firserne, hvor han klarede at forlise en 3-0-føring fra første kamp mod Sportul Bukarest, og en periode som ansvarlig for kvindelandsholdet, så er det nok det sidstnævnte man skal lægge mest vægt på. Desuden anfører han en erfaring som kommentator til et væld af fodboldkampe, og det er måske ret sigende: at oplevelsen er kommet som iagttager af fanskarer, og ikke deltager i samme.

Hva’ grad fan er du?
Jeg mener, alene titlen skræmmer! ”Dem der ikke hopper…” – eh, skal dette være et skrift der erklærer, at en rigtig fan er en der lever for hoppestemning? Det er i virkeligheden en oldsag af en sang, og normalt ville man alligevel synge ”Dem som…”. Det er så desværre heller ikke den eneste gang, Peitersens definitioner rammer en smule skævt, omend denne er den mest pedantiske at slå ned på...

Nu skal det så medgives, at det er endog meget svært at definere en vifte af antal mennesker der nærmer sig det sekscifrede, når man kun har en trediedel af en bog på 170 sider til rådighed. Alt andet lige er det vel lettere at beskrive hooligansubkulturen, da den også på grund af sin ekstreme natur har været dækket i langt større detaljer i årtier nu. Muligvis er det grunden til, at de sidste to trediedele næsten udelukkende omfatter dette emne, historisk og aktuelt, nationalt og internationalt.

Allerede kort inde i bogen opstiller Peitersen et skema for graderne af entusiasme – ’tilhænger’, ’fan’ og ’supporter’ på en glidende skala. Både ’fans’ og ’supportere’ beskrives som folk med en enøjet indstilling til tingene og en højlydt deltagelse i kampene, og som personer hvis hele dagligliv styres af sejr og nederlag til holdet. Forskellen er, at ’supporteren’ deltager i en organiseret gruppe, der desuden taler et indforstået sprog som er præget af udtryk fra supporterforeningens medier – bl.a. et medlemsblad som dette.

RBC og likør på Vestegnen
Ikke ligefrem definitioner der giver megen plads til afvigelse, og hvorfor Peitersen overhovedet vil prøve at lave så nøje en ramme for folks adfærd er svært at forstå, da det slet, slet ikke kan dække den enorme mangfoldighed der f.eks. findes i den københavnske fanskare.

Definitionerne er da også det mest vaklende punkt i bogen. Som når der opstilles en række punkter for hvad en ’ægte’ fan foretager sig. Han er med til at lave tifoer! Han står op! Han bærer klubfarver! Og han fremstilles langt hen ad vejen som en person med ret kompulsive tendenser. Peitersen citerer længe fra den såkaldte Alle Hader Os-bog, en Brøndbyfans memoirer, om nogle BIF-supportere som insisterer på at høre Rockers By Choice, når de inden hver hjemmekamp besøger en ven der er specielt velforsynet med julebryg året rundt, og med diverse vamle likører. Måske et godt snapshot af vestegnsliv i 90’erne, men måske knap så rammende som mere end en stump stemningsfyldt socialrealisme for de mange, der ikke har en tvangstanke om at ødelægge deres system med Southern Comfort og jammerlig amagerkansk hiphop inden dagens kamp.

Nostalgi med svingende tyngde
Peitersens beretninger fra datidens stadions, fra dagene hvor det bestemt ikke var livligt at gå til fodbold i Danmark, er dog både muntre og tankevækkende. Historien om den trommende fan, der til sidst på grund af den manglende tilslutning pakker trommen væk, minder om situationer man selv kunne opleve på Gentofte Stadion inden 1992 – her var det efter sigende heller ikke populært at være for højlydt, og da slet ikke at stå og skråle.

De beretninger er meget mere solide end når Birger så forklarer om de første af supporterne, at de bar ’tørklæde bundet om håndleddet, svedbånd om panden og svedbånd på begge håndled’. Jo, tørklæder om armen var stort engang, og findes stadig, men svedbånd og pandebånd, à la Mark Knopfler? Sagde folk så også ”knæhøj karse” dengang i 1993?

Det virker en kende historieforvrængende, ligesom forklaringen på hvorfor Københavns fans står på langsiden, og Brøndbys bag det ene mål.
”I dag er ’Faxe-tribunen’ på Brøndby Stadion Danmarks mest markante ende. I klubber med en nyere historie og/eller et nyt stadion finder man supportergrupperne på langsidens siddetribuner. Eksempelvis afsnittet Nedre C i Parken og dele af Ceres-tribunen i Århus. Det skyldes bl.a. at det europæiske fodboldforbund, UEFA, i 1989 vedtog, at der ikke måtte være ståpladser til europæiske kampe (all-seater stadiums).”

Dette er jo i virkeligheden noget skrækkeligt sludder, for mens Parken ganske rigtigt er et ret nyt stadion har den jo hele tiden været udstyret med endetribuner – også dengang KB spillede hjemmekampe der, før den blev moderniseret. ’Hockeybanen’ og ’Betonen’. Og ikke desto mindre var traditionen blandt KB’s fans at opholde sig på det der dengang var ’den billige langside’, hvilket igen fandt udtryk da folk først grupperede sig på A2/A3 i Parken og stod op, og siden på Nedre C. Man havde sagtens kunne placere sig på en af de dengang normalt tomme endetribuner dengang 1992, men valgte at lade være.

Halstørklædepropelsvingning
Til sammenligning har Brøndby Stadion været udstyret med permanente endetribuner siden – også 1992! Den nævnte Faxetribune stod klar i marts 1992, i øvrigt et års tid før foreningen Brøndby Support blev dannet. Så at begynde at snakke om ’en nyere historie’, hvad angår københavnsk fankultur, og samtidig fremhæve Brøndby som en eller anden art klub med traditioner fra kong Valdemars tid, er dæleme ikke for observant, og giver et Cliff Clavin-agtigt indtryk, hvis nogen kan huske det skråsikre postbud fra Sams Bar. Ejheller er det observant at nævne, at vores klubsang er en nyskrevet sag med tekst og musik af Michael Carøe. Birgers TV3-kollega Per Frimann ville have kunnet oplyse, at den oprindelig hed ’I Don’t Like Mondays’ og var af The Boomtown Rats.

Temmelig komisk fremstår det ligefrem, når der beskrives nogle af vores nøje planlagte fællesaktiviteter: ’Synkronklap’ og ’halstørklædepropelsvingning’ er iblandt. Halstørklædepropelsvingning? Og ’stjernekasteroplysning’, som vist mest er en gimmick til kampe kort før jul, og kort før konkurser. ’Supporterne’ er så de unge mennesker, der forbereder de kollektive aktioner – såsom ovennævnte, og fællessang! Men nu er det jo ikke et bryllup, vi er til, og man kan knap forberede et sangforedrag ved at mødes på forhånd og dele ark ud af en sangskjuler…

Kritiske uden at være kretinere
Det skal medgives Peitersen, at han dog lægger op til et bredere spektrum, når det gælder om at tegne portræt af den danske fodboldfan, og at han selv erkender at definitionen er for snæver til at ramme fuldt ud. Og han har nogle skarpe pointer om netop dette: det faktum, at fodboldfanskaren i dag er så socialt spredt som nogensinde, hvilket det københavnske kludetæppe af sammenvævet socialstof er et af de bedste eksempler på. Blot så en skam, at lige når han skal til at udvide billedet, snævrer han det straks ind igen. Måske fordi hooliganisme simpelthen er bedre læsestof?

Når Peitersen skal beskrive debat om søndagens kamp på nettet, bruger han et eksempel fra Århus, et aggressivt verbalt politisk skænderi mellem en AGF’er og et par kretinere fra White Pride-fraktionen. Det er så lidt repræsentativt som noget. Og i afgrænsningen af fantyper lader han én nå ned til de sydeuropæiske ultras, inden han omtaler en kritisk fanskare – men Københavns fanskare er en kritisk fanskare, hvilket er velkendt, og hvilket vores anfører Bo Svensson nævnte så sent som i sin hilsen til os på F.C. Københavns hjemmeside i marts.

Herefter standser gennemgangen af den danske fankultur, og de hårde drenge tager over, hvilket faktisk er held i uheld, for mens det betyder at bogens præmisser faktisk rammer ved siden af, og at dens forside og undertitel bliver misvisende, er Peitersen her i stand til langt mere præcist at forklare om emnet fodboldvold, og øse fra en langt større portion baggrundsviden.

En ubehagelig men relevant påmindelse
Hvad der i disse kapitler får det til at løbe mest koldt ned ad ryggen er knap til at sige: et udvalg af de calling cards, visitkort, de engelske voldsmænd traditionelt efterlod på deres ofre i tidligere tider, eller Ekstra Bladets opremsning af rendyrkede racistiske og nazistiske beskeder på en intern hooliganhjemmeside, i anledning af Galatasarays møde med Arsenal i UEFA Cup-finalen 2000.

Men det første er en ganske godt timet påmindelse om at den britiske undergren af fankulturen som der tilsyneladende er flere og flere der fascineres af herhjemme, i sin reneste oprindelige form er en rendyrket voldskultur. Det andet er, om det så er andet end ubehagelige ord eller ej, en påmindelse om hvilke kræfter man i sidste ende har at gøre med, når man flirter med den voldelige ende af fodboldfanspektret. Og det er en påmindelse om at skulle den fredelige fankultur komme under pres fra voldelige grupper, også bagomliggende grupper med politisk dagsorden – og det er den kommet i de fleste større lande i Europa, så skulle vi gå fri her i Danmark ville det være et mirakel – så er det vores allesammens klare opgave at sige meget tydeligt fra.

Det er let nok at falde for de opvisninger af stemningsladet tribuneliv man ser fra Sydeuropa, men er man ikke klar over hvilke kriminelle understrømme der ikke mindst siver gennem de italienske storklubber, og fokuserer man bare på at det skal være så vildt som muligt fordi der skal være gang i den på tribunerne, så narrer man sig selv og andre – bevidst eller ubevidst. Gang i den ville være en meget ringe gevinst, hvis prisen er en infiltration på stadions af ekstremistiske og voldelige miljøer, og det skal forhindres med alle rimelige midler.

Kloge ord, men et par selvmål
Peitersen er klar over hvor proportionsforvrængende det er at se voldsmændene som andet end et problematisk mindretal foreløbig. Han forholder sig desuden forfriskende klarsynet og kritisk til pressens rolle i dækningen af vold ved fodbold, hvor det efterhånden er reglen snarere end undtagelsen, at man ser en vogn fra TV2’s rædsomme program Station 2 rullet op bag stadion, hjemme eller ude – i håbefuld venten på episoder der kan bruges i et kommende program, og derefter velsagtens genbruges i de næste mange år. Præcis som det er sket med billederne fra den også i bogen nøje gennemgåede ’Sorte Fredag’, mødet i efteråret 1994 mellem København og Brøndby med BIF’s tilhængere i meget uheldige hovedroller, og med klippene fra Supercupkampen i Brøndby i 1997.

De klip er i de sidste syv år i flæng blevet brugt til at illustrere ’fodboldvold’, selv om det under ingen omstændigheder var hvad der foregik på Brøndby Stadion den dag – det var et entydigt overfald på uskyldige tilskuere med voldsomme politihunde. Og så meget desto mere skuffende er det så, når Peitersen selv udstyrer sin bog med et billede af vrede københavnske fans der protesterer over for politiet ved den lejlighed, som en illustration til et kapitel om hvordan hooligans i England historisk har konkurreret om hvem der kunne skabe de største optøjer. Lige så tyndt er det, når et afsnit om en københavnsk hool-gruppe skal ledsages af et billede af KB’s tilhængere ved den sidste KB-kamp i 1992. Her kan man se så absolut fredsommelige personer som min finalemodstander i Løvetimens Fraktionsquiz, Casper Gregers, og bladudvalgets egen Martin Kreisberg. [billedet fra Polfoto bringes her for dokumentations skyld]

Men en gennemgang af optøjerne ved de sidste mange europamesterskaber og et miniportræt af en engelsk voldsforbryder med en lang række domme falder langt uden for det der lægges op til med undertitlen Forståelse af den frodige supporterkultur i Danmark og Europa. Det dækker ikke, da det er den golde kultur der bruges langt mest energi på i bogen. Se blot ordlisten bagest, der undtagen udtrykkene ’tudefjæs’, ’tifo’ og ’streaker’ udelukkende bruger udtryk fra dansk og engelsk hooliganterminologi. ’Fan-slang for begyndere’, hedder det – jeg skal faktisk lige love for at den er for viderekomne.

Der mangler selve spillets magi
Dispositionen gør så faktisk bogen mere interessant, da pennen i den del af bogen er ført langt mere sikkert end i den ret sporadiske historie om den almindelige, fredelige fodboldfan. Vi der svarer til den beskrivelse, og det er trods alt næsten alle sammen, kan så ærgre os over at vi tilsyneladende er så uinteressante, at vi ikke her kan læse indsigter om os selv, der kan overraske på anden vis end ved at give undrende hovedrysten, og at vi er så individuelle, at det ikke giver mening i sig selv at prøve at definere ’os’ på få sider.

Bogen skulle være til tilhængere, og til folk der vil forstå tilhængernes tankegang. Jeg mener, at sidstnævnte må være klart bedst tjent med den. Har man været fodboldfan i et par år lærer man intet nyt om sig selv, det er ingen kilde til selvindsigt. Men disse læsere kommer til at undre sig og måske nok more sig over en del ting vi gør, præcis som alle andre der ikke fatter vores passion til fodbold.

Og på en måde fatter bogen og måske dermed Peitersen heller ikke passionen: det kommer til at fremstå som en disciplin, at vi står der, at folk laver deres tifoer, at andre laver blade, at helt tredie laver tørklædepropelsvingninger, og at vi risikerer at få vores liv gjort ulideligt hver søndag aften hvis vi har tabt. Men det er jo ikke en disciplin og en sur tjans, for det man lever for er jo ikke tifoer og sange: det er den usammenlignelige følelse når Zuma saksesparker én ind som den i 2001, når Álvaro triller bolden i et tomt Brøndbymål og vi pludselig er tre point foran dem, eller ikke mindst: når lille Elrio kommer ind til sin debut og fire minutter senere tordner et pragtmål ind fra 30 meter, og redder vores chance for at vinde The Double, som vi ellers ser ud til at have forspildt mod et hold der intet har at spille for, med total fortvivlelse og mismod som resultat. Den rus af lykke er central, og det får Birger desværre ikke med i denne bog, der vel er værd at læse, men som bestemt ikke lykkes efter planen.

Birger Peitersen: Dem der ikke hopper…,

Hæftet, 185 sider

Ekstra Bladets Forlag, 2004
ISBN: 87-7731-181-7

Kr. 199,-