Kent udgiver en opsamling med B-sider, og beviser dermed at deres fraklip er bedre end så godt som alle danske musikeres hitsingler....

Tycker du själv att ni är Sveriges bästa band?
- Kanske inte så konkret... Men om jag inte hade spelat in den här plattan själv och fick höra den så skulle jeg avguda den. Jag kan inte nämna någon i samma genre som ens har en chans.
(Joakim Berg i Pop #12, april 1995)

Det Joakim Berg snakker om er hans egen plade, som udkommer den måned. Kent hedder bandet, og det gør pladen også. Navnet har intet at gøre med det velhavende grevskab syd for London, men derimod er en Kent i Sverige et typisk navn på en outsider, en lidt kikset type, en som føler at det er ham mod verden. Formentlig ligesom Kent, bandet, følte det da de voksede op i Eskilstuna, en ret trist industriby i Midtsverige, for det mest indlysende man kunne foretage sig var bestemt ikke at spille støjende rockmusik på svensk.

De bedste musikere er som regel dem, som selv er fans og lytter til oceaner af musik, og Jocke Berg har heller aldrig været ked af at tale i timevis i interviews om hvor god David Bowie, The Clash eller Radioheads The Bends er. Men det er meget sædvanligt, at der er en bestemt begivenhed der sætter en musiker igang, og det var en anden svensk musiker, der stod for det.

Jakob Hellman er navnet, og ham er der grund til at knytte en bemærkning om. Han har ikke lavet mere end en enkelt plade, Jakob Hellman ... och stora havet fra 1989, og har siden ladet at følge den op. Skal man sammenligne Hellman med nogen kan det nærmest kun være danske Jens Unmack fra Love Shop, og skal man sammeligne hans debut er det lige så indlysende at sammenligne med Love Shops debut 1990. Musikken er soleklart britisk-inspireret popmusik, men sunget på eget sprog uden brug af klichéer. Hellmans plade er intet mindre end eminent, og den har præget Kent enormt.

Efter en koncert i Eskilstuna inviterede Hellman sig selv på efterfest hos et par af de kommende medlemmer af Kent, og de fik overtalt ham til at synge et par af sine sange og lære dem akkorderne til hans hit ’Vara vännar’. Så var de solgt. Det var det epokegørende øjeblik, hvor de gik i gang med at få deres eget band på skinner, deres øjeblik af klarsyn. Nogle år senere udgav Kent deres debutplade på det samme svenske sprog, som en art forlængelse af Jakob Hellmans plade eller Reeperbahns new wave-numre på svensk fra firserne.

Kent (1995)
Og debuten var aldeles formidabel. 11 sange på 38 minutter, der satte et kæmpestort fodaftryk i den svenske popverden.

Musikken var fuld af hints til hvilke bands, der spillede en rolle i Kents musikunivers. ’Som vatten’ minder om The Smiths, mens ’Jag vill inte vara rädd’ giver minder om Pixies og Nirvana med stille stykker uden guitar på versene, og støj henover omkvædet. Pulps Jarvis Cocker anmeldte ’Frank’, og beskrev den vittigt og præcist som ”A cross between Swedish and Suede-ish” (og ja, jeg vil sværge på at de har planket verset fra ’Ingen kommer att tro dig’ fra Duran Durans ’Hungry Like Wolf’). Men det betyder ikke en dadel. Kents første er først og fremmest deres egen.

Det hele er på plads. Teksterne er suveræne, taget fra Joakim Bergs hverdag og hans barndom, en række tekster langt ud over det sædvanlige. Musikken er ren popeufori, med støjguitar strøet ud over det hele, men samtidig med nogle helt stille ballader der er uendeligt sørgmodige. Og det er også den melankolske stemning, der i det hele taget præger pladen fra omslaget, hvor bandet går sammen gennem en blågrå gade, til alle sangene, som er præget af ensomhed, tvivl og mangel på evne til at kommunikere.

Og så er først og fremmest stemmen på plads - Joakim Berg synger råt, nænsomt, trodsigt og grådkvalt lige som det passer ham. Han er en formidabel sanger. Det samme udtryk kan bruges om guitaristen Sami Sirviö, som er en ren guitargud. Guitaren springer rundt og tegner lyden på pladen, den er til tider stille og smuk og til tider utroligt aggressiv og støjende.

Der kan næsten ikke siges nok pænt om Kent, og den hengivenhed som tusindvis af svenskere straks viste bandet taler for sig selv. Karakteren nærmer sig maksimum, men bliver på
(9)

Verkligen (1996)
Allerede et år efter den første var Kent klar til at følge op, og man kan sagtens høre, at det er gået hurtigt, og at Kent er blevet et mere direkte og robust band efter masser af koncerter. Lyden er meget mere upoleret og snerrende, og i de punkede rocknumre er der en hvæsende og aggressiv guitarstøj, der minder en del om My Bloody Valentine på ’10 minuter’ og rigtig meget om Manic Street Preachers på den første single ’Kräm’.

Meget dominerende på pladen er ’En timme en minut’, som er en tung opvisning i fræsende guitar-akkorder henover en simpel keyboardmelodi over mere end otte minutter. Den lyder imponerende, men samtidig har den en tendens til at dele pladen lidt over. Den superbombastiske stil dominerer, og det er langt mere muskuløst end den første.

Helt uden bombast er derimod balladen ’Indianer’, som er pladens absolut bedste sang. ”Jag vill inte att du ska se/alla märken på min hud/Jag vill inte ens att du ska le/när jag säger att jag är ful.../Berätta för mig hur man bryter isen”. En simpel og rørende sang om en nervøs og usikker dreng, der nærmest skammer sig i sin jomfruelighed i selskab med pigen han er forelsket i, men ser alt, alt for meget op til. Musikken er smuk og akustisk og står frem på et album med lidt for mange overproducerede numre.

Verkligen er stadig en glimrende plade, men sammenlignet med Kents andre har den nogle mangler, og udover ’Indianer’ er Kent bedst her på de tre hurtige numre ’Halka’, ’10 minuter’ og singlen ’Kräm’, der som titlen antyder er en hyldest til de orale glæder og bare en af de igen helt brilliante tekster, Jocke Berg havde skrevet.
(7)

Isola (1997)
Kent er et af de mere produktive bands, og i november ’97 var den næste klar. Joakim Berg forklarede, at Kent var begyndt med deres indieplade, havde fortsat med deres rockplade, og nu udgav deres europæiske plade.

Hvis Verkligen var stort anlagt rent lydstyrkemæssigt, er Isola til gengæld den helt store produktion med trommeloops, keyboards og strygere oveni. Det er formidabelt, og glem så gerne at det første man hører er en påfaldende lighed med Radioheads lige så imponerende The Bends og OK Computer.

Det er ikke til at komme udenom, at Kent helt klart har været inspireret af Radiohead, hvilket de da også selv blankt erkender. Fra og med Isola er der også en del af de samme referencer i teksterne, som er stadig mere optagne af dystre fremtidsvisioner og teknologi, og tanker om at bryde ud af den isolation der følger med. Den perfekte stemningsmusik til en snedækket storby i efterårets tusmørke, med andre ord. Bare se forsidebilledet af kæresteparret, der står udenfor et fly under en bekymrende gul himmel.

Kent fik noget af et gennembrud med pladen, og desuden fik de endelig mere end nogle ganske få til at lytte udenfor Sverige, hvor de derhenad efteråret ´97 var blevet en kolos på musikscenen. Det var bl.a. singlen ’Om du var här’, der fik noget tid i radioen og på MTV, men det pudsige er, at det ganske vist er et godt nummer, men ikke et af de allerstærkste på Isola og heller ikke særlig karakteristisk for pladen – det lyder mere som en sang der ville passe perfekt ind på Verkligen.

Isola er langsom, glidende, stemningsfuld, mørk og kølig. Lyt til ’OWC’, opkaldt efter the Off World Colonies, de boliger som i Blade Runner tilbydes de mennesker, som har pengene til at komme væk fra den gennemforurenede og forpestede jord og rejse til en anden verden væk fra kloden. ”Är det dags att ge sig av?”, spørger Joakim Berg med et klaver i baggrunden, der spiller en smuk og meget sørgmodig melodi. Den tunge fræsende guitar fra Verkligen er droppet, og det er en helt andet skønhed, der er på færde.

Pladens højdepunkt er den afsluttende ’747’, som her tre år senere stadig er lige til at få gåsehud over. Omslagets par er nu oppe på flyet, forlader byen i regnvejr. De er ligeglade med andet end hinanden, de er i bevægelse, har efterladt resten af verden bag sig. ”Lyssnar stel ∓ fastspännt/∓ när paniken bryter ut/ler Du svagt och viskar till Mig/Du är värd att dö för/men mot gummi, glas ∓ metall/betyder ett mirakel inget alls” – sådan slutter historien og giver plads til et af de smukkeste stykker instrumental drømmepopmusik der er lavet.

Isola er en pragtfuld plade, intet mindre.
(9)

Hagnesta Hill (1999)
Kent tog for første gang en længere pause mellem to plader, og brugte ikke kun tiden på at forberede Hagnesta Hill – de indspillede desuden en engelsk udgave af Isola, tog til England for at promovere den, og turnerede i øvrigt til de var ved at segne. Men det meste af 1999 gik med at forberede den nye plade.

Første single var ’Musik non stop’, et nyt hit, en afsindig god single (Joakim Berg beskrev den på Roskildefestivalen 2000 som den bedste discosingle nogensinde. Det er dog trods alt Candi Statons ’Young Hearts Run Free’), og igen en totalt vildledende forløber for albummet, ligesom den næste single ’En himmelsk drog’, der lyder præcis som nogle andre af Jocke Bergs gamle helte, Depeche Mode.

Pladen er ellers om noget en videreførelse af Isola, og derfor var det måske også grunden til at den i første færd blev mødt med lidt skepsis, for var Kent ikke i gang med at gøre det, de sagde de aldrig ville? Gentage sig selv uden noget nyt at byde på? Der var igen masser af langsomme og storladne sange, og der var den samme iskolde vinterstemning over pladen (som er opkaldt efter et sted udenfor Eskilstuna, og hvor omslagets billeder er taget på det der ser ud som en isnende efterårsdag).

Når man bare først har vænnet sig til en svag følelse af deja vu er Hagnesta Hill endnu en strålende plade fra Kent, og igen med tekster i topklasse fra Joakim Berg. Teksterne er helt anderledes fra sidst, og langt mere personlige. Det ville slet ikke være Kent, hvis ikke teksterne besøgte masser af Joakim Bergs usikkerheder og svagheder. Det gør han bedst i ’Stoppa mig juni’, en dybt smuk ballade med klaver og trompet, der bygger op til noget stort over seks minutter, hvor Berg går tilbage til sin usikkerhed fra ’Indianer’, han er besat af en pige, følger efter hende i bussen til Hagnesta Hill, men opnår ikke meget andet end helt at opløse sig selv i processen.

Det er de samme tanker, han gør sig i ’Beskyddaren’, hvor han fortæller at han ville være ung, berejst, beleven og intellektuel, men at han ikke har arvet evner til lige det, og ikke kan skjule at ”med fläckar är jag fött”. Og igen foregår det med en melodi til at dø for, en mur af guitarer der bærer sangen gennem store omkvæd.

Det er måske at trække på troværdigheden, at en så nydelig fyr som Joakim Berg, der synger som en engel og er vildt talentfuld, skulle være så fuld af komplekser, men på intet tidspunkt kammer det hele over i den hysteriske selvmedlidenhed, som f.eks. Radiohead nu er kommet over i. Berg har altid været god til at tage noget skyld, gøre sig selv til den onde med de menneskelige mangler og ikke en stakkel som er udsat for uretfærdigheder.

Og desuden er han i et band, der spiller moderne popmusik af højeste klasse. Hagnesta Hill er endnu et eksempel på det. Det eneste lille problem er, at et par af sangene faktisk godt kunne være droppet. ’Kungen är död’ og ’Stanna hos mig’ minder reelt om en svagt underlegen udgave af noget Kent har lavet flere gange før, og når pladen varer mere end en time kunne man måske forestille sig, at de kunne have været undværet. Ellers – endnu en stor plade.
(8)

B-Sidor 95-00 (2000) (udkommer 29. november)
Roskilde 1996, og Kent træder ind på Blå Scene, hvor der vel er 90% svenskere til stede. Jocke Berg træder op til en ældgammel radiomikrofon og synger/skriger, stærkt forvrænget ”JAG KROSSAR FÖNSTRET/Tar mig in i ditt rum”, mens et keyboard summer og en stiv trommemaskine tikker afsted. Det lyder fantastisk, og de fleste i teltet går passende amok. Men sangen findes ikke på nogen af deres på det tidspunkt to albums. Lidt detektivarbejde er påkrævet.

Det viser sig at være b-siden til deres forårshit ’Kräm’, og tro det eller ej, men den cd-single er i sig selv bedre end Verkligen-albummet. Efter ’Kräm’ kommer den helt fænomenale ’Rödljus’. En sang, som er produceret så primitivt og med så meget forvrængning, at det lyder som en demo fra en halvdefekt båndoptager. Og med hen over en akustisk guitar og en tamburin synger Jocke Berg om endnu et defekt kærlighedsforhold, om hans iskolde kæreste, med byens røde stoplys som baggrund: ”Säg det högt, tala högre du som inte bryr dig om/vad mina händer gör utanpå och inuti”.

Så kommer den sang fra festivalen, ’En helt ny karriär’, og den er lige så god: denne gang super-forvrænget sang, båndstøj, primitiv rytmebox, og en himmelsk keyboardmelodi, og en titel der nok er sendt en venlig tak til David Bowie for: ”En helt ny karriär/i en helt ny stad”. Samme Bowie har ikke skrevet så god en sang som denne i 20 år. Skulle nogen kende Suedes ’Europe Is Our Playground’, har de en reference til ’En helt ny karriär’, men det kan Kent ikke bebrejdes, for den kom først senere.

Det siger meget om Kent, at man kan finde to så gode sange på en b-side, og det er helt fair at sammenligne med Suedes Sci-fi Lullabies, for der er ikke andre b-sideopsamlinger jeg kan komme på, der er så gennemført strålende.

B-sidor 95-00 har alle de b-sider, der har været på Kents singler fra ’När det blåser på Månen’ i 1995 til nu. Og som med Suede tager man sig til tider til hovedet og spørger, hvorfor den og den ikke kom på en a-side eller i hvert fald et af de fire albums. F.eks. ’Livrädd med stil’, der lige så godt kunne have været på Verkligen – ja, det kan man sige om alle de seks b-sider der kom fra de tre singler fra den plade.

Eller den helt stille ’På nära håll’ med den akustiske guitar, som er b-siden til ’Om du var här’, eller for den sags skyld den store stadionballade ’Utan dina andatag’ fra samme single. Eller for den sags skyld ’Bas Riff’, også smidt væk med en arbejdstitel, men sangen er der intet ufærdigt i.

Der er to nye sange på denne dobbelt-cd ved siden af de 21 b-sider, og der er desuden genindspilninger af ’Rödljus’ og ’En helt ny karriär’. Det havde Kent ikke engang behøvet at lave, for originalerne holder så rigeligt. De to sange får i sig selv tiden til at stå stille.
(9)

Det er værd også lige at få med, at Joakim Berg skrev en hel plade sammen med guitaristen Peter Svensson fra The Cardigans under navnet Paus, hvilket deres lp også hedder. Den er dejlig, akustisk og poetisk, men man tør ikke tænke på hvor god den ville være hvis det også var Berg der sang i stedet for Peter Svensson med sin noget tynde stemme.

Fik jeg nævnt, at der er udkommet engelske udgaver af Isola og Hagnesta Hill? Det er der. Men lad være med at købe dem; køb dem på svensk i stedet, eller køb dem i så fald udelukkende for at få den ene hhv. de to sange som kun er lavet på engelsk. De er faktisk en god del dårligere end de svenske udgaver, for der ryger simpelthen for meget i oversættelsen. Hvad der på svensk er smukt og poetisk er lidt klodset på engelsk.

Og hey – skulle man i øvrigt kende Kent i forvejen eller bare være interesseret i anden svensk musik, så er der da lige tre plader som man trygt kan spadsere ind i enhver skivaffär og købe:
Jakob Hellman: ... och stora havet (ovennævnt mesterværk fra 1989)
Reeperbahn: 1979-83 (opsamling af et svensksproget new wave-band af meget høj klasse)
Olle Ljungström: En apa som liknar dig (Reeperbahns sangers femte og bedste soloalbum fra 2000)

Det var så et forsøg på at fortælle lidt om Kent, og det hele blev sat i gang af nyheden om at B-sidor 95-00 udkommer nu. Det var også et startskud for vores jukebox her i Stamværtshuset. Jan Saxo og jeg selv er alt for vilde med popmusikken til at kunne lade den ligge. Man skal dog ikke vente 2.917 ord hveranden dag. Det bliver lysten, der driver værket, og det er det også i dette tilfælde. Det kan også blive korte gylp over ting der generer i dagens musikscene, eller pæne ord om en ellers glemt gammel ting.

Og det er udelukkende os der bestemmer, hvad der ryger i jukeboxen, og om der i det hele taget bliver tændt. Men der er altid plads til den perfekte popmusik, den der virkelig trænger ind til én, og det gør Kent nu engang. Derfor er de ikke det dårligste band at sætte musikken i gang med.

-smølle