Det er morgen før den første kaffe, og jeg er intet værd som menneske endnu.
På denne tid af dagen tror jeg ikke på demokratiet...
Det er morgen før den første kaffe, og jeg er et umælende dyr.
På denne tid af dagen må samfundet klare sig uden mig...

Ja, kære læser, den slags sker engang imellem. Man hører nogle strofer, nogle gange ved et rent tilfælde, nogle gange en eller anden forjaget morgen mellem morgen-TV damebladsreklameduschen og en ædende kold cykeltur tilarbejdet. I selve øjeblikket tænker man måske ikke videre over det. Men pludselig holder man så for rødt ved Åboulevarden, glor irriteret på den tætte trafik ned mod søerne, inden man kan piske videre over gennem Blågårdsgade. Det er halvmørkt og det er regnfuldt og nogle kalder det vinter. Altså vender man lige det hele en gang og så er den der igen. Hvad fanden var det egentlig man hørte for en sang?

Det er morgen før den første kaffe...

Ja, gu fanden er det det. Kaffen venter som eneste umiddelbare indskydelse til at haste på jobbet, den kop der helst skal være skoldende som lava for at banke kroppen tilbage til civilisationen. Men foreløbig hænger man i morgentågen og den alt for flade messende mandsstemme der har afleveret de oven- nævnte strofer. Og man kender den udemærket, det ved man. Principielt kunne det have været CV Jørgensen, en temmelig aftershave-duftende udgave af CV, men det er det ikke. Alene fordi CV har været tavs som graven i efterhånden alt for mange år. Til almindelig ærgrelse og med et i hvert fald foreløbigt ufrugtbart musikalsk ægteskab med Sten Jørgensen fra Sort Sol på scoringstavlen som resultat. Jo, man længes da efter den gamle mester, bør være et skarn hvis andet var tilfældet, og ved det altsammen meget godt. Det var ikke ham, blot gider man slet ikke en alt for hastig indrømmelse. Selvom denne morgens inspiration ligger lige for som en langtrukken udgave af Nørre Allé.

Lad natten langsomt slippe sit tag.
Lad mig sove.
Sove til jeg vågner.
Det er morgen før den første kaffe.

Mandsstemmen tilhører Peter H. Olesen og så bliver det måske alligevel overflødigt at skrive så meget mere om den sag. En habil kender af dansk rock vil straks nikke genkendende og begynde at fable løs med navne fra alternativscenen op gennem 80erne og til begyndelsen af 90erne. Man vil standse ved navnet Greene, som en slags nøgle. Derfra vil der være tråde til højre og venstre, til stadigt aktuelle Loveshop, og til mere fjerne navne som How Do I - nogle vil endog gå så vidt som at nævne nyrock- bandet Sort-hvide Landskaber som vist begyndte det hele. Alligevel orker man det ikke. Det bliver for omfattende og aldeles for fjernt for dette tidspunkt på dagen. Altså en tidlig morgen stund. Desuden er man ikke anmelder og har heller ingen ambitioner i den retning. Så man klæber sig ved navnet Olesen og ganger det blot med to. Og er således pludselig fremme selve sagen. Olesen-Olesen. Der er netop kommet en ny CD fra denne yngre udgave af Brødrene Brormand. Engang var det Jørgensen & Jørgensen som man ventede på. Nu har tiden stille og med vanlig sans for at lade tingene udvikle sig som det nu behager, forvandlet det hele til andre efternavne og selve denne morgens åbenbaring til noget der kan bryste sig med en fortid i Vejle. Af alle steder. Ja, hvem var det der nævnte sorthvide landskaber. Man venter på et og får selvfølgelig noget andet.

Omtalte CD hedder "Der er brev fra Onkel Bob i Amerika" og dette skal som nævnt absolut ikke betragtes som en anmeldelse. Dette er blot en lille historie om hvad musik kan gøre på alle tider af døgnet. Den kan fx. få en til at sætte ekstra pris på en kop morgenkaffe. Men den kan også en til at juble indvendigt og føle glæde ved noget så banalt som det danske sprog, når det transformeres til noget endnu mere banalt som rockmusik. En nærmest evig mangelvare, når man betragter sagen i det historiske perspektiv. Undtagelserne er faktisk meget få. Historisk set. Altså god rockmusik med dansk tekst.

CV er allerede blevet nævnt, og bliver naturligvis aldrig glemt. Dertil kan man så føje en lille håndfuld andre nogenlunde åndfulde, der mere eller mindre har baseret sig på skriftlige 80er-poeter som Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Ellers må vi helt tilbage til Gasolin, der faktisk har skrevet nogle af de eneste danske rocktekster som kan stå alene som gode tekster. Tidlig Malurt og minimalistisk Kliché kan godt tilføjes her.

Mange nyere danske bands har så fornuftigvis holdt sig til det engelske, sikkert velvidende at dansk er et ganske elendigt sangsprog. Især hvis man virkelig forsøger at synge på det. Det gjorde CV aldrig for alvor, og det gør Olesen-Olesen egentlig heller ikke. Der er nemlig ingen grund til at forsøge, hvis man ikke besidder det der unikke talent, der er forbeholdt disse meget få. Svenskere kan nemmere slippe af sted med den slags. Fordi svensk kan synges i grad som er fjernt fra dansk. Det kan historien indenfor popmusikken fortælle sit eget kapitel om (hvilket vil min gode medvært Smølle allerede så småt har gjort med sin fornemme præsentation af Kent. Ligeledes her i Jukeboxen!). Så den gider man ikke. Slet ikke om morgenen. Accepterer istedet blot at det nok også er derfor at Olesen-Olesen ganske klogeligt har valgt dette udgangspunkt.

Står i naturen og må holde min kæft.
Virkeligheden findes ikke kun i Nordvest.

Jep. Ham Olesen-stemmen messer som en lettere forsinket Bob Dylan der forsøger at genfinde Highway 61 på en halvrusten herrecykel. Det lykkes forbavsende godt og hvis nogen endelig skulle være i tvivl, så er "Onkel Bob i Amerika" et glasklart link til selvsamme 60er-ikon. Blot er det rent dansk og totalt upretentiøst og aldeles ikke så langt fra diverse forbilleder som man kunne frygte. Fordi "Brevet fra Bob" alligevel formår at stoppe der hvor den regulære efterabning ville sætte ind.

Står i idyl og mangler ord.
Farvel symboler, farvel metaforer.
Står i et landskab, dansk guldalderlyrik.
Ser alting ligne sig selv på en prik.

Husker man de gamle Greene, husker man også, at 2xOlesen netop sang på engelsk. Det blev måske også fejlen for dem dengang, eller rettere grunden til at udmærkede skiver som "Teenage Museum" og "Lovers Lingo" aldrig blev andet end udmærket. Man kan sidde i en af alverdens mange velfærdsudørker og høre Go-Betweens og Lloyd Cole, men vil aldrig kunne indfange den dybere ånd i det engelske sprog. Den ånd der vil kunne gøre sangteksten til andet og mere end blot et brægende instrument blandt 4-5 andre i et rockband. Så længe det er noget som man har tillært sig via skolen, må man forholde sig på det nydende plan og blot plagiere fra forbillederne. Den virkelige ånd indtræder først når man "accepterer sin skæbne", for at bruge et Karen Blixensk udtryk, hvilket også er indbefattende brugen af eget og naturgivent sprog. Også nok i virkeligheden ganske Bob Dylansk. Greene har nået det stadie med forvandlingen til Olesen-Olesen, og derfor sparker de også den smule mere røv nu end de gjorde i første halvdel af 90erne. (Og jeg ved godt at "Onkel Bob" er deres tredje skive med danske tekster, men - uretfærdigt eller ej - blev det altså den første der ramte min lystavle rent!)

Farvel Store Ego
Vi har kendt hinanden længe,
men nu må det være slut
Fra nu af er selve selvet et område med adgang forbudt.

Man behøver vel næsten ikke at fortsætte. Forsøger dog alligevel. Man har sin lille sag at forrette, promovere vil være et alt for stærkt ord her, det handler jo i bund og grund blot om den der kop forjættende morgenkaffe, der kan udtrykkes mere eller mindre stilfuldt. Man cykler altså der om morgenen og krydser over Tagensvej. Alt falder pludselig lige for. Steel og dobro. Det hele ligger foran som sølle guitarer der forsøger at sælge morgenens monotoni, som en reel og nærmest acceptabel tilstand. Og man har allerede afsløret det, man er solgt, stroferne kværner rundt i hjernevindingerne og nægter at give helt slip. Insisterer istedet på at fortsætte som en gispende forlængelse af koffeinen. Der er ingen rigtig vej tilbage, heller ikke fra det der snart præsenterer sig ganske virkelighedsnært som endnu en arbejdsdag. Alligevel vil man i flere dage fremover hævde, at denne morgen ikke er blevet som nogle af de andre. Selvom der ingen fantasier om Audrey Hepburn er indblandet. Principielt er hun allerede blevet for gammel. Olesen-Olesen har blot standhaftigt slæbt hende med fra Greene-dagene. Men lidt pladderromantik i morgenstunden bør ikke skille os, smiler man.

For der skal blive plads til så meget andet. Endda særdeles meget. For akkurat denne CD omhandler netop meget andet, er faktisk aldeles fremragende og den startede med en omgang af TV2's morgen-TV. Der kom nemlig dette brev fra Amerika, og dette brev er ikke bare direkte fra Bob, men var skrevet og lavet på så godt og simpelt et sprog, man bør overgive sig uden kamp! Så køb det! Det er fint og direkte til jukeboxen hvor du end måtte befinde dig og hvilke motiver du end måtte have i denne kommende juletid!

Frit benyttet og med stor respekt i ovenstående er diverse tekstcitater fra:
"Der er brev fra Onkel Bob i Amerika" af Olesen-Olesen, Midget Records.

-saxo