På denne tid af året er det sædvanligt at lave lister over årets bedste plader, og desuden give en lille guide til hvad man kan købe som julegave, hvis man skal ud i sidste minut og betænke sin slægt og æt, men ikke aner hvad man skal anskaffe sig.

Det vil jeg nu ikke lade som om dette er, for det skal ikke være en decideret liste, og slet ikke komme i rækkefølge efter hvad der er bedst. Det var bare de første plader fra i år, som lige lå og flød. Og jeg ved selvfølgelig heller ikke om familien er spor interesseret, eller om nogen overhovedet kan nå at købe julegaver nu hvor ræset snart er overstået – undertegnede tilstår dog ikke at have købt en eneste pr. natten til fredag. I stedet vil jeg lade dette være tips til hvad man kan anskaffe sig hvis man har fået et gavekort af tante Bente, eller morfar har betænkt én med Richard Ragnvalds seneste opus, Danmark uden mørke mennesker, og den ikke lige er det man normalt lytter til.

Men det var nu en liste, der lige fik mig i gang med denne lille juleartikel. Politiken præsenterede os med deres liste over årets plader, og det var for mig overraskende valg man fandt på listen. Erykah Badu toppede, og det kan sagtens være rigtigt; jeg har ikke hørt pladen og kan ikke kommentere den. Johnny Cash er på listen, og det er fuldt fortjent. Ditto Coldplay. Men Lou Reed i sin karrieres enten tredie eller fjerde efterår? Ecstasy fortjener ikke en plads på min top ti for 2000.

Det samme gælder Fatboy Slims Halfway Between the Gutter and the Stars, der viser en mand som er blevet så voksen og følsom at det er til at falde i søvn over (om det hænger sammen med at han nu er blevet far vil jeg slet ikke kommentere – vi vil jo gerne beholde vores Stamværtshus her på denne hjemmeside!).

Og tilfældet All That You Can’t Leave Behind med U2 er et endnu værre eksempel på midtvejskrise, her for et band der gennem de sidste ti år har holdt sig interessante ved at udforske nye veje hele tiden, men som nu har lavet en dybt forudsigelig og dødssyg plade, og er blevet de dinosaurer de så ud til at være på vej til at blive, da de havde lavet Rattle and Hum og tog sig selv uendeligt alvorligt. Ti års nye idéer og lyst til nyskabelse er smidt ud af vinduet til fordel for en sikker og uinspireret søvngang, og det er en fandens skam.

Og vi har bestemt ingen problemer med at anbefale en plade med Robbie Williams, men ikke når den er sådan et selvoptaget makværk som Sing When You’re Winning. Samtidig er det spøjst, at hverken Nikolaj Nørlund, Mew eller min egen favorit af årets danske plader, Igloo med Superheroes, ikke har kunnet mase sig ind på den top ti – top 11 er det endda – som bl.a. rummer Randi Laubek og hendes 70’er-folkemusik om smølfer, Allan Olsen og hans surmulende historier fra Lars Tyndskids Mark og ikke mindst Aqua – at have Aqua på en liste over årets bedste plader er som at have en nydesignet dåseåbner på en liste over årets største kunstværker. Ligesom Creamy og Cartoons er Aqua sikkert gedigent håndværk, men uden bare en molekyle af kunstnerisk indhold; en profitgivende forbrugsvare, rettet mod børn på fem år, og som sådan skal den bedømmes.

Men sådan er det jo heldigvis så dejligt, at man kan være uenig, og derfor denne lille klumme hvor jukeboxen fyldes op med nogle andre plader fra 2000, som andre af vores bartendere formentlig vil skynde sig at plukke direkte ud igen, når de dukker op på arbejde de kommende aftener... Men dette er min aften, og derfor spiller 2000-jukeboxen:

Primal Scream: Exterminator

Det er nu snart ti år siden, at den epokegørende Screamadelica udkom, og man kan mærke på Primal Scream, at tiderne er blevet koldere og hårdere siden den kemiske optimisme, der prægede tiden dengang i 1991. Exterminator er en kradsbørstig sag, meget politisk og meget aggressiv. ”Parasitic, you’re syphilitic”, snerrer Bobby Gillespie i første single ’Swastika Eyes’, et frontalangreb på Madeleine Albright og andre af verdens toppolitikere med fingrene på de betændte punkter, og hele angrebet kører henover en gang voldsom trance, der enten hamrer hans budskab hjem eller fjerner opmærksomheden fra det – jeg er ikke sikker på hvad. Nummeret kommer endda i to udgaver, og at lytte til det svarer til at blive kørt rundt i en tørretumbler.

”Hello, this is Gorgeous... 10-4, old buddies. Destroy! Kill all hippies!” – pladen begynder med en lige så hidsig sang, ’Kill All Hippies’, en tung, tung gang dub, og fortsætter med ’Accelerator’ som er turbo-ladet garagerock i stil med MC5 eller the Stooges anno ca. 1971. Derefter kommer titelsangen, hvor Bobby Gillespie over en langsom, nervøs technorytme snerrer om ”Psychic distortions... incubating ultraviolence... insecticide shots... for criminal cops”. En dyster vision inden ’Swastika Eyes’ dukker op for første gang, og på dette tidspunkt skulle de fleste lyttere være blæst op af stolen.

Det bliver nu ikke mindre intenst efter dette, f.eks. med ’Blood Money’, som låner en del fra Miles Davis’ syrerockplader i starten af halvfjerdserne, eller de helt banebrydende lydeksperimenter i ’Insect Royalty’ og ’MBV Arkestra’, en helt uigenkendelig udgave af en ganske afdæmpet sag fra den sidste plade Vanishing Point, som er remixet, hvis det udtryk på nogen måde yder retfærdighed, af Kevin Shields fra de længe savnede My Bloody Valentine. Til sidst er vi tilbage i Iggy Pops garage på ’Shoot Speed/Kill Light’.

Den eneste hvile, ørerne får undervejs, er i den smukke dub-ballade ’Keep Your Dreams’ – ”Keep your dreams, don’t sell your soul/Be careful”, råder Bobby Gillespie, en mand med sine meningers mod og en af de mest spændende skabere af ny musik. Screamadelica var hans første mesterværk, og Exterminator er det andet. Og pladen burde være helt umulig at komme uden om som en af årets bedste.

Johnny Cash: American III – Solitary Man

Endnu en mand, der er tro mod sig selv som kunstner og menneske, og sangeren der beviser at man som 68-årig (ja, og endda med svenskerhår) kan være en af de mest cool personer i verden. Cash var ved at stille træskoene for ganske få måneder siden som resultat af alvorlig sygdom, men gjorde det gudskelov ikke. Jeg ville nødig have undværet denne lp, og han hævder endda i noterne at vi har endnu én til gode fra ham.

Især de første syv sange er helt enestående. Sangene er håndplukkede til Cash, og han har, for at bruge en kliché, evnen til at gøre dem til sine egne. Han tager U2’s ’One’, som måske er deres bedste nogensinde, og som blev bedre af at Bono sang den ligefremt og ærligt, og uden de store armbevægelser. Cash er endnu mere direkte, med kun et klaver og en guitar, og får skrællet sangen helt ned hvor man kan høre at han intenst forstår hver eneste af de følelser Bono skrev om i første omgang.

Cash er ikke ukendt med sange fra fængsler eller for den sags skyld dødsgange, men han har ikke før nu haft en så intens sang som Nick Caves ’The Mercy Seat’ at synge. Og det vil være for dovent bare at kalde hans udgave af Caves sang for god eller glimrende. Den er et lille mirakel. Han synger den som en countryballade, en mordballade sunget af en lovløs, som han har gjort de sidste 50 år, og med kun guitar og orgel når han helt perfekt ned til den mørke kerne i sangen om den dødsdømte, der ikke fortryder.

Og lige så storslået er Will Oldhams ’I See a Darkness’, skrevet af en mand der lyder 40 år ældre end han er, hvor Cash igen synger om det mørke i sindet, som ligger lige under overfladen hos selv en familiemand, som ønsker at gøre bod for sine handlinger og søger kærligheden.

Man kan se at det er tunge emner der bliver taget op her. Det er dog ikke hele pladen igennem, at der er sådan et tungt åndeligt indhold, og f.eks. er det umuligt at undertrykke et skævt smil når Cash synger ”When life seems full of clouds and rain/And I’m full of nothin’ but pain/Who soothes my thumpin’, bumpin’ brain?/Nobody!”, i sangen ’Nobody’, der ender med at konludere at så længe der ikke er nogen der gør noget for sangeren har han så sandelig ikke tænkt sig at løfte en finger for andre. Men ellers er pladen, som sædvanligt når det gælder Cash, fyldt med de store emner. Det er ikke noget tilfælde, at han for nylig udsendte en fremragende tredobbelt opsamling, hvis tre plader henholdsvis hedder Love, God og Murder.

 

The Go-Betweens: The Friends of Rachel Worth

Nytårsaften 1989/1990 besluttede Grant McLennan og Robert Forster sig til at opløse The Go-Betweens efter at have givet fem strålende lp’er (og en dårlig debut) til en verden, der ikke havde andet end et stort kollektivt skuldertræk til overs for bandet. Det var en uretfærdighed, at de kun solgte en brøkdel af hvad de burde have gjort, og det pågældende udtryk er helt afgjort ”Perler for svin”.

De tilbragte 90’erne med at lave soloplader, og de var bestemt ikke alle lige vellykkede, selvom Forsters Danger in the Past og McLennans Horsebreaker Star var helt oppe i samme liga som det bedste med deres gamle band. Sammen var de dog bedst, og der faldt en sten fra hjertet, da de gjorde alvor af flere tilløb til at finde sammen igen og udgav den første plade i over ti år.

Reelt føltes det ikke som om de havde været væk. The Friends of Rachel Worth er klassisk Go-Betweens, melodisk guitarpop som skifter mellem de nænsomme akustiske og de mere skramlende og upolerede numre, og hvor den eneste store overraskelse for undertegnede var, at det denne gang først og fremmest var Robert Forsters sange, der gik rent og direkte ind; normalt har det været den drømmende Grant McLennan, hvis lidt mere luftige sange har været mine egne personlige favoritter, men denne er det især Forsters sange – de deler som sædvanlig med fem til hver – der er i meget høj klasse.

 

Eminem: The Marshall Mathers LP

Forleden dag kunne man igen se Politikens sportsjournalist Søren Olsen slå et større moralsk brød op om at Zinedine Zidane ikke skulle have prisen som årets spiller i år, da han blev udvist for nylig – ikke fordi han har været skadet eller ude af form det meste af året, men fordi han havde kvajet sig og fået et rødt kort. Samme synspunkt var, at Gheorghe Hagi ikke skulle udnævnes til bedste spiller i UEFA-cupfinalen, da også han blev smidt ud, og så var det ligemeget hvor uendelig genialt han faktisk havde spillet. Hvor jeg vil hen med dette er, at hvis Søren Olsen i stedet havde anmeldt hiphop, havde han nok næppe haft The Marshall Mathers LP som en af årets favoritter...

Eminem er så sandelig en noget værre indflydelse på børnene og ungdommen end Zidane nogensinde kan risikere at blive, og hans fortsatte kvinde- og bøssehad er meget neandertalagtig, og virker efter- hånden hysterisk og pinligt for ham. Men ligesom Hagi selvfølgelig havde fortjent sin pris, er Eminems kvaliteter for store til at man kan se bort fra dem, og hans plade er strålende.

Først og fremmest fordi den indeholder ’Stan’, der er årets single uden nogen som helst skarp konkurrence. Singlen er ude for tiden, og beviser at manden alligevel har et hjerte bag de stupide macho- attituder og det opsparede had til alt og alle. For dem der endnu ikke har hørt sangen er den fortællingen om den besatte fan, der i skuffelse over ikke at få en reaktion fra sin elskede rapstjerne ender med skide- fuld at slå sig selv og den gravide kæreste ihjel. ’Stan’ er en ren genistreg.

Hvor Eminem er på vej hen vides ikke; han er gået fra en tegneseriefigur på sin første plade til et noget mere intenst væsen nu og virker ikke som en der bliver mindre paranoid og bitter med tiden. Men paranoid eller ej er han en fascinerende person i dagens musikliv.

Kylie Minogue: Light Years

Hvad nu, spørger i hvert fald en enkelt af mine medværter i Stamværtshuset. Når Holger næste gang skal passe bar tror jeg at denne plade ryger hurtigere ud gennem døren end selv Primal Scream i deres vildeste free jazz-psykose.

Det er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved, men ikke desto mindre er Kylies sidste en storartet plade, der er fyldt til randen med 14 kanonsange. Husker I det begreb, Radiohead? Sange! Sange som sætter sig i éns hoved og gør én i godt humør, tænksom, eller giver én lyst til at danse og glemme sine sorger og prøve at score i weekenden.

Der er rendyrket disco på ’Spinning Around’, og mere på en meget vellykket udgave af ’Under the Influence of Love’, hvor Kylies fjerlette stemme sagtens bære den sang som som oprindeligt blev fremført af Kærlighedens Hvalros, Barry White. Desuden giver genren sig selv i ’Your Disco Needs You’, der læner sig op ad ’Go West’ – ikke Village Peoples, men i høj grad Pet Shop Boys’ udgave.

Der er den poptastiske single ’On a Night Like This’, der er krydret med spanske guitarer for at give minder om den tur til Ibiza, som man ikke fik taget i år, og der er mere perfekt pop i ’Please Stay’ og ’So Now Goodbye’, og Cardigans-stils cocktailnydelse i ’Love Boat’ – desværre ikke temaet fra serien, men det burde den måske have været.

Bedst af alt er der ’Disco Down’ (der var det ord igen), der hugger med arme og ben fra ABBA’s ’Dancing Queen’ og ’Gimme! Gimme! Gimme! A Man After Midnight’. Det kan kun gå for hurtigt med at få skubbet den ud som en single, og i mellemtiden kan man nyde Light Years, der er det tætteste vi kom på sommer i år.

Olle Ljungström: En apa som liknar dig

Ingen fast læser af stamværtshuset kan have undgået at bemærke, at undertegnede regner Kents opsamling B-sidor 95-00 for en af årets bedste plader. Derfor er der ingen grund til at koge mere suppe på den, og i stedet kan man jo passende få et par andre med – igen i 2000 har vores svenske naboers bedste bands urineret fra toppen af Hallandsåsen over den danske produktion af musik.

Det gælder ikke mindst Olle Ljungström, der desværre er en helt ukendt størrelse i Danmark. Dette er hans femte soloalbum siden 1993, men før han blev sådan en flittigbuks lå han stille i ti år – der var noget med noget misbrug af diverse pulvere for Ljungström, der i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne sang i det strålende new-waveband Reeperbahn.

På alle hans soloplader har der været anslag til noget helt stort, men det er først på denne plade at alle de gode hensigter fuldt ud lykkes. Det er tolv imponerende gode sange, med tekster på et plan der sender tankerne hen på en C.V. Jørgensen i sine mere dystre stunder i 80’erne.

Sortsynet trives fint hos Ljungström, der virkelig har ordet i sin magt. Det har han nu altid haft, men denne gange er hans observationer om voksenliv, parforhold af mere eller mindre vellykket art, hans by Stockholm, familien Svensson samt ham selv blevet suppleret af suveræne melodier og en flot produktion, der skifter mellem triste ballader og uptempo-numre, der ville være soleklare hits for enhver sanger der skrev mere entydige og mindre skarpe tekster.

Olle er nemlig en kontrær satan, en vred halvgammel mand, der i den forbløffende larmende slutsang ’Jag er ung och kåt’ begynder med at konstatere "Å åren dom går/Jag e 32 å ljuger som fan". Han er ikke en dag under 40. Men ikke desto mindre er han også den samme sanger, der synger melankolsk om sin elskede sofa, som han aldrig synes at komme ud af efter sin kærestes farvel, i ’Kaffe och en cigarett’, og i ’Fånga lyckan’ synger om hvor svært det er at skabe idealer for kærlighed og den man leder efter, da der ikke er nogen logik.

Nå, jeg snakker og snakker. Kort og godt er det en god plade, bedre end noget der er lavet i Danmark i år. Det er den næste også.

Håkan Hellström: Känn ingen sorg för mig Göteborg

Hellström er til gengæld en helt anden boldgade. Han kommer fra det speedede og teenagehysteriske band Broder Daniel, som især er kendt for at have leveret et par sange til filmen Fucking Åmål for et par år siden. Denne plade var nærmest et sideprojekt, men har virkelig været en bombe i den svenske musikverden.

Man kan høre hvorfor efter tre-fire sekunder af den første single ’Ramlar’, der kører i et halsbrækkende tempo som en af de allerførste sange med Dexys Midnight Runners, da de stadig spillede deres intense soul for alt for mange år siden. Det er historien om en mislykket bytur, oplevet i glimt af en alt for fuld Håkan, der ikke rigtig kan finde rytmen på værtshusgaden, og tumler forvildet omkring i de tre minutter, der har været mest smæk på i år, mens hans trommeslager og blæserne bagved er ved at falde om af udmattelse.

Sådan er det meste af pladen, fyldt af punket energi, og selv i de stille sange er bandet ved at falde over hinanden i baggrunden for at komme til, mens Håkan selv, der ikke på nogen måde har en teknisk perfekt stemme, synger og råber enhver sang som om hans liv afhang af det.

Skal man nævne en reference, er det måske ganske relevant at bringe tidlige Smiths-sange på banen, eller førnævnte Dexys Midnight Runners, eller Pixies, men den mest nærliggende parallel er faktisk Fucking Åmål. Dette er en musikalsk udgave af den film og simpelthen essensen af at være ung i Skandinavien i dag.

Det eneste problem med Håkan og Olle er så, at jeg endnu ikke har set nogen af dem i danske plade-forretninger, selv om de begge er på store selskaber – hhv. Virgin og Warner. Lis Sørensen kan købes i Sverige. Vorherrebevares.

[Og på denne plads skal der lige sendes en hilsen til Feber, der sendte mig Håkans plade som en præmie til folk der tilmeldte sig deres nyhedsbreve. Feber er Skandinaviens bedste musikhjemmeside, ligesom det blad ved navn Pop, som bagmændene udgav før, var Skandinaviens bedste blad om musik indtil det blev lukket af onde pengemænd.]

Grandaddy: The Sophtware Slump

Som en slags treer i en føljeton, der begyndte for to år siden med Mercury Revs Deserter’s Songs og fortsatte sidste år med Flaming Lips’ The Soft Bulletin, fik vi i år Grandaddys andet album, der har det til fælles med de to førnævnte mesterværker, at de er lavet af syrehoveder, som har brugt både nye og gamle inspirationer til at lave plader der trodser enhver kategorisering udover at de er meget smukke.

Og mens det er udtryk for ekstrem dovenskab at drive musikjournalistik ved bare at bruge henvisninger til andre, er det stadig meget praktisk og nærliggende. Derfor – kan man lide førnævnte Mercury Rev eller Flaming Lips, eller måske Lambchop eller Sparklehorse, Eels eller Beck, bør man helt bestemt sørge for at lytte efter Grandaddy.

Har man derimod ikke hørt om de pågældende folk siger jeg bare tillykke. Man har hermed en række store oplevelser til gode. Og man kan lige så godt tage hul på dem ved at gå ind og lytte til ’He’s Simple, He’s Dumb, He’s the Pilot’ eller ’Miner at the Dial-a-View’ i en butik og glemme pladens fjollede titel og bandets lidt triste navn. Det er bare den gamle amerikanske tradition i den alternative genre med at lege lidt obskure – det skal man ikke tage sig af!

Og nu vi taler om lige den musik, den tradition og de åndssvage navne, så skal der også her lyde en kæmpestor cadeau til Lambchop, der udgav en pragtplade ved navn Nixon i 2000 (men hvis What Another Man Spills fra 1998 faktisk er endnu bedre).

Coldplay:Parachutes

Der var mistænksomme røster fremme omkring Coldplay det meste af året. For lød de ikke bare en lille smule som Radiohead? Og prøvede deres sanger ikke at gå efter ”The Jeff Buckley Golden Yodel Award” for sin lyse, rene og kordrengsagtige stemme? Og var de ikke lidt for pæne i forhold til f.eks. Muse og JJ72, der begge debuterede omtrent samtidig og har lidt flere skarpe kanter i lyden? Og var dette ikke bare en ny udgave af Travis’ succes fra sidste år?

Svaret på det er, at det kan være fuldstændig ligemeget. Parachutes er en af de bedste debuter i mange år, og den har den perfekte friskhed, som en debut nu engang skal have. Desuden kan det være ligemeget om der går skygger af Radiohead gennem dette, for med sange så gode bliver det en kendsgerning, at Parachutes fejer gulvet med Radioheads selvhøjtidelige og analretentive Kid A.

Ligesom Rialtos album for et par år siden var et godt alternativ til Pulps dystre This Is Hardcore, hvis man gerne ville have dekadent britisk pop, kan Parachutes fungere som et storartet Radiohead-alternativ for dem af os der ikke har fattet, at Aphex Twin, Autechre eller Charlie Mingus skulle være totalt geniale. Radiohead er på det seneste kommet så langt op i deres egen anus, at de må begynde at kunne se lys i den anden ende. At skrive sange er ikke ensbetydende med at vise foragt for sit publikum, hvilket Radiohead burde indse – det forholder sig lige omvendt, og det er grunden til at Coldplay har fået så stor popularitet.

Med et navn, der lyder som en titel fra en gammel Joy Division- eller Cureplade, er det et melankolsk og romantisk univers, som sangeren Chris Martin bevæger sig i, når han synger ”For you I’d bleed myself dry” (’Yellow’) eller ”I’ll be waiting in line/just to see if you care” (’Shiver’). Det er smukt og lidt sørgmodigt, men samtidig opløftende i sangene som ’Don’t Panic’ og ’Everything’s Not Lost’. Så lad snakken om Radiohead forsvinde, de har kun sjældent (og når de er bedst) skrevet sange med et menneskeligt forhold, som man kan forholde sig til – ellers er det mest sange om robotter og Thom Yorkes diverse dårligdomme; i hvert fald i dag. Så lad mig i stedet sammenligne med de uforlignelige Echo & the Bunnymen, for både lyden og ånden fra Bunnymen går igen, og det samme gør Chris Martins croonerstemme.

Associates:Sulk

Der er godt nok ikke meget croon i Chris Martin ved siden af Associates’ Billy MacKenzie, og det markerer lidt af et problem for os lyttere i dag, for MacKenzie begik desværre selvmord for små fire år siden, og denne plade er ikke ny, men en genudsendelse af et mesterværk fra 1982, som har været ude af cirkulation i mange år.

For ca. ti år siden blev der smidt en sjusket cd-udgave på markedet, og den havde udover en flad og dårlig lyd nogle singler på, der ikke skulle være med, og nogle sange var blevet smidt ud, som bestemt ikke skulle være smidt ud. De er nu tilbage, og pladen er genskabt som de ti sange som udgjorde den oprindelige udgave, samt syv ekstrasange.

Sulk lyder ikke som noget, der hverken før eller siden er kommet på gaden. Der var elektronisk pop, mærkelig cabaret, store dystre orkesterstykker, Kraftwerkagtige instrumentalnumre, industrielle stykker, Scott Walker-agtige croonersange og en udgave af evergreenen ’Gloomy Sunday’; og så var der først og fremmest MacKenzies stemme, der akrobatisk fløj hen over musikken. Og så var der hittet, ’Party Fears Two’, som er en evergreen i sig selv.

Med Sulk stillede Associates deres samtidige – Joy Division, Cure, Simple Minds, Soft Cell – helt i skyggen i et øjeblik. Desværre kunne de ikke siden nå det niveau igen, og man har kun set Alan Rankines og Billy MacKenzies storhed i glimt sidenhen.

Ligemeget om det er en gammel plade, så er dette en af årets bedste udgivelser, og det samme gælder i øvrigt også Love Shops debut 1990, som også igen er på markedet efter lang tids fravær, og efter at et nyt selskab havde skabt et makværk ved at bytte om på sangene, remixe et par af dem (dårligt) og pakke pladen ind i et rædsomt nyt omslag. Heaven comes to he who waits...

Det var så en længere ende at spinde om ti albums, men skal der et par singler på bordet, så er der som nævnt ingen tvivl hos denne bartender om at Eminems ’Stan’ er den bedste single i år. Samtidig skal straks nævnes Spillers ’Groovejet (if this ain’t love)’, Coldplays ’Trouble’ og Destiny’s Childs ’Jumpin Jumpin’.

Og for at være lige så direkte kan man lige tage en hurtig gennemgang af det værste i år. Hvorfor ikke begynde med Westlife? De lyder lidt som Chicago gjorde for tyve år siden, men de er faktisk mere saccharinsøde og vamle end selv dem. De indspillede, som om den ikke var styg nok i forvejen, Phil Collins’ ’Against All Odds’ med den fuldt ud lige så gyselige Mariah Carey, og gjorde den faktisk endnu værre, noget som ikke burde have været muligt. Og nu ser man dem sidde på taburetter og iført brede Colgatesmil og jakkesæt, og de vandkæmmede dengser synger sig igennem ’What Becomes of the Brokenhearted’, en ulykkelig sang sunget af den forpinte sjæl Jimmy Ruffin, der må rotere i sin alt for tidlige grav.

Hvem gav drenge- og pigegrupper lov til at være så gyselige og så inderligt tamme og dengsede at se på?? Backstreet Boys, der ikke ville holde to minutter på en baggade i New York og nu kun synger vamle ballader. Ronan Keating fra Boyzone, der er den nye Phil Collins, og kun er 24. Savage Garden, hvor man ikke ved om de banale tekster, den vamle musik eller den klamme sanger er værst. S Club 7 og Steps, der ser ud som om de er trådt ud af en reklame for legetøj, og A1, der lavede den der rædsomme version af A-Has ’Take on Me’. Jeg hader dem! De er gyselige! Gå med jer.

Når vi nu nødtvungent taler om Phil Collins, så må hans navn dukke op i forbindelse med en af de pinligste sange året har budt os – Mel C fra Spice Girls med ’If That Were Me’, en sang der overgår Phils ’Another Day in Paradise’ når det gælder om klodset at tackle hjemløshed i en popsang. ”I couldn’t live without my phone/while you don’t even have a home” synger Melanie, klædt i en læderjakke og filmet nede mellem nogle store betonpiller ved en havn for at se ud som om hun hænger ud med alle de fattige og ikke bor i et slot – mens kameraet er indstillet til at gøre hende ca. halvt så bred som i virkeligheden, da Mel på det seneste har taget så meget på, at hun nu går under navnet Sumo Spice. Der træder forfængeligheden trods alt ind.

Også skidt var det at se hvor store Limp Bizkit er blevet, for herregud hvor er de dog tamme. ”My g-g- generation” synger Fred Durst om. Jaja, din generation er ca. dem der var unge i halvfjerdserne. Jeg har set dig uden den åndssvage røde hat, du tager på baglæns for at ligne en fjortenårig skater – du er jo skaldet, mand! Tag dit band og dine millionsælgende bløde heavyfilmtemaer og smut. Limp Bizkit er de nye Ugly Kid Joe. Og The Offspring – hop med. De havde én hæderlig sang, ’Come Out and Play’, og nu har de haft et hit med den tre gange. De hævder at spille punkrock, men er blevet den genres Kandis. Eller dens Westlife. Gamle Trofast. Det er meget kedeligt efterhånden, men der er vel knaster i det.

Oasis burde også overveje deres fremtid, for de præsterede at gøre det, ingen troede muligt: at lave en plade der var endnu mere kværnende kedelig end den forrige Be Here Now. De gik tilbage til en fuser, og tændte en fuser til. Det er ufatteligt, at det band for seks år siden var det friskeste pust i årtier. I stedet er de afsløret som inderligt fantasiløse, og i stedet for at tage indflydelse fra tresserne er de blevet totalt bundet op i den periode og slipper aldrig fri igen.

Endelig er der ingen grund til ikke at nævne den danske musikscene. Der er opmuntrende tegn i at Zididada og Cartoons trods heftig tv-annoncering ikke sælger spor godt overhovedet, for magen til værdiløst lort findes næppe, men så længe Rollo & King kan holde Beatles’ singleopsamling væk fra den danske førsteplads er der altså et problem her i landet, og det hedder dårlig smag. De to personer har stået for den mest infame stinker i årevis, og jeg kan ikke engang forestille mig at Shu-bi-dua har lavet noget så skidt længe.

Folk som Helmig, Michael Learns to Rock, Allan Olsen og Poul Krebs dominerer fortsat i Danmark; de to første med stadig mere anonym poprock og Valbyengelske tekster, de to sidste med bonderøvslyrik og slatten Dylan-agtig røvballerock. Det er til at skrige over.

Værst af alt i 2000, uendeligt meget værre end Radioheads ud-af-navlen-oplevelse Kid A, var dog årets Roskildefestival af grunde, som man ikke engang behøver opremse igen og igen. En ting undrer mig, og det er at festivalen ikke valgte at tage et år fri i 2001. Det er hvad Glastonburyfestivalen i England gør når de føler metaltræthed. Roskilde har været præget af at være kørt fast længe, og desuden har de med årets ulykke meget værre problemer at slås med. Det kunne være meget sundt for dem at holde en pause og få modet og idéerne tilbage. Det valgte de at lade være med, og så er det jo op til os at beslutte om det stadig er umagen værd at besøge Roskilde.

Det var så et lille afgrænset kig på musikåret. Godt nytår, drenge og piger – vi ses i 2001...

-smølle