Efter at have læst de glimrende musikanmeldelser fra flere af Stamværtshusets bartendere blev jeg inspireret til selv at give mit besyv med, og som stamgæst og ven af huset fik jeg allernådigst lov til komme med følgende bidrag. Tak til bartenderne for det ! Og jeg vil gerne indlede med at understrege, at min motivation ikke lå i, at jeg syntes, at den musik, som indtil nu var blevet omtalt, ikke var anbefalelsesværdig (jeg ser her lige bort fra Smølles stædige fascination af det australske bøsseikon Kylie Minogue), men derimod i at Jukeboxen indtil nu hovedsageligt havde beskæftiget sig med musikgenrer, som i forvejen er velkendte i Danmark.

Jeg syntes derfor, at det efterhånden var på tide at vende blikket mod en genre, som mildt sagt ikke nyder den store opmærksomhed herhjemme, den genre som går under navnet "electronica" eller på dansk; elektronisk musik. Bevares, de fleste musikinteresserede ved vel efterhånden, at der er noget, som hedder house og techno (selvom det som regel er de mest vulgære og talentløse udøvere af disse genrer, som kan sælge mere end 10 plader i Danmark, med Moby og Underworld som de behagelige undtagelser), men for eksempel drum & bass/break beat, som efterhånden har en del år på bagen på den engelske klubscene, er stort set ukendt herhjemme. Der kunne skrives tykke bøger om den elektroniske musik, så vidt forgrenet er den, men da jeg ikke vil trætte dig unødigt (eller få Copenhagen Fathers' server til at kollapse), har jeg valgt i denne omgang alene at give en kort introduktion til den særlige afart, som vi i mangel af bedre betegnelser kan kalde for chill out eller down beat.

Det er måske lidt af et kunstgreb at tale om én enkelt genre, når det kommer til chill out musik, da denne musikform har rødder, som strækker sig vidt omkring; chill out numre kan indeholde elementer af techno og house samt drum&bass, jazz og bossa nova – ja, enkelte af numrene lyder ligefrem som om, at der ikke har været skyggen af et elektronisk instrument hen over. Men skal der findes en beskrivende fællesnævner, må det være et meget melodiøst og stemningsmættet lydbillede, der først og fremmest leder tankerne hen på soundtracket til en moderne storbyfilm. Med den beskrivelse vil mange nok sige, "nååh, det er jo triphop, som han taler om !" Og det er ikke helt forkert. Chill out genren og triphoppen er nært beslægtede, men chill out er altså meget andet og mere end bølgen fra Bristol med Massive Attack og Portishead i spidsen, selvom for eksempel et triphopnavn som Morcheeba dog ofte optræder på de forskellige downbeatopsamlinger. Endvidere kan en endnu tidligere slægtning/inspirationskilde findes i acid jazzen, hvor fra kunstnere som DJ'en og pladeselskabsejeren Gilles Peterson og grupperne United Future Organization og Urban Species har deres udspring.

Men det er nu ikke nødvendigt at have nogen særlig stor musikhistorisk ballast for at kaste sig over chill out musikken i dag og nyde musikken på dens egne præmisser, og en god indgangsvinkel hertil får man ved at investere i en af de talrige opsamlingsplader på markedet. Som så mange andre musikelskere har jeg i mange år lidt af en dyb aversion mod netop den vare fra pladeselskabernes hylder, men særligt fra de mindre pladeselskabers side udgives der heldigvis andet end "Absolute trash vol. 117" og tilsvarende produkter med massive reklamekampagner i ryggen. Faktisk kan opsamlingsplader være den eneste måde for stort set ukendte kunstnere at nå ud til et større publikum på, og mange af numrene kan kun findes her, da langt fra alle af de pågældende kunstnere får udgivet albums i eget navn.

Og når det kommer til opsamlingsplader i denne genre, er kongen af dem alle, det engelske pladeselskab Hed Kandi. Dette unge pladeselskab bruges af DJ'en Mark Doyle som redskab til at udgive meget af den kølige og elegante musik, som han spiller i sine shows mellem kl. 1 og 5 om morgenen på radiostationen Jazz FM. Selvom Hed Kandi har fået udgivet enkelte plader med egne kunstnere (bl.a. 45dip's fine "The acid lounge" fra 2000), er det opsamlingerne med både kendte og ukendte navne, som er i centrum. Fælles for disse opsamlinger er, at der er tale om lækre dobbeltCDer med tegnede covers i udpræget 70er æstetik - og så at de indeholder noget af det mest udsøgte musik, der kan købes for penge.

I 1999 udkom "Serve Chilled", som blandt andet indeholdt chill out klassikere som Nightmares On Wax's "Les Nuits" og The Herbaliser's "Moon Sequence". Hvor det førstnævnte nummer domineres af dramatiske strygere, hammondorgel, fede basrytmer og en sart messende pigestemme, væves der på det sidstnævnte nummer båndede uddrag af astronautsnak ind over samplinger af strygere, følsom guitar og andet godt med en solid bastromme til at angive rytmen under det hele. Denne succes blev i 2000 fulgt op af "Served Chilled 2", som indeholdt 29 nye smukke numre. Af mine personlige favoritter fra den plade kan nævnes Jazzanova's hypnotisk jazzede udgave af "Circe", hvor Ursula Rucker nærmest reciterer sin tekst om at være alle mænds uimodståelige fristerinde samt Blue States' "Your Girl", hvor et pigebarn over en simpel rytme gentager det muntre budskab "If you want me for your girl, all you have to do, is see that you're not the boy for me".

Hed Kandi har også udgivet andre serier, herunder "Winter Chill", som indeholder lidt mere mørke og dystre numre end "Served Chilled" pladerne. På "Winter Chill 2" optræder ligefrem et så kendt navn som Moby, der medvirker med det dejlige nummer "Porcelain" fra hans "Play" album. Det er dog stadig (heldigvis) de mere ukendte kunstnere, som er i overtal, og jeg kan f.eks. fremhæve "The Truth" af gruppen med det forrykte navn Handsome Boy Modelling School. Der er tale om en stærk popsang drevet frem af en klassisk jazzbesætning bestående af piano, gulvbas og trommer og i forgrunden en kvinde, som bare kan synge, så cigarettågerne letter, før en mandlig rapper træder til. Yderligere informationer om Hed Kandis udgivelser kan i øvrigt findes på www.hedkandi.com.

Nogle af kunstnerne, som optræder på ovennævnte opsamlingsplader, er heldigvis så kendte og respekterede i denne musikalske niche, at de også kan leve fedt af at udsende deres egne plader. Et godt eksempel er den østrigske duo Kruder & Dorfmeister. Peter Kruder og Richard Dorfmeister har udgivet plader hver for sig, men tilsammen udgør de en stærk konstellation, når det kommer til remixes af andre folks arbejde, hvilket for eksempel deres bidrag til det tyske pladeselskab STUD!O K-7's "DJ-Kicks" serie fra 1996 vidner om. På denne plade bliver for eksempel numre af Herbaliser og Thievery Corporation taget under kærlig behandling. Der er tale om chill out musik i den mere energiske ende, med præg af både triphop, drum&bass og techno. Næsten endnu bedre er dog K&D's "The K&D Sessions" fra 1998, hvor der leges med numre fra blandt andet Roni Size og Lamb. Hvor de for eksempel stort set kun har beholdt den aggressive rap fra Bomb The Bass' "Bug Powder Dust", har østrigerne været temmelig tro overfor originaludgaven af Depeche Mode's "Useless". De har dog blandt andet fjernet lyden af den elguitar, som Depeche Mode opdagede så sent som i midten af 90erne, og erstattet den med blide dubeffekter samt gjort trommerne endnu mere tydelige i lydbilledet. Smukt ! En anden af mine personlige favoritter på denne dobbeltplade er remixet af Aphrodelics "Rollin' on chrome", proppet med dub, fyldige basgange og en god omgang housetrommer.

En anden og vel nok mere velkendt gruppe som også kan nævnes i denne introduktion til chill out musikken er franske Air. I kølvandet på den franske housebølge anført af Daft Punk og Cassius (sidstnævnte kendes i FCKkredse for at lægge musik til udfoldelserne fra vores forrige hold cheerleaders) fik de et kommercielt gennembrud i slutningen af  90erne med albummet "Moon Safari" – uden dog at lave housemusik. "Moon Safari" indeholder i stedet smukke æteriske rytmer med inspiration i 70ernes disco, og selv lyden fra dengang har duoen formået at genskabe ved hjælp af gamle keybords. Selv hvis navnet "Air" ikke skulle sige dig noget, har du garanteret hørt bidder fra denne plade, da skiven i den grad er blevet malket af TVproducere på jagt efter stemningsfuld baggrundsmusik til diverse TVudsendelser. Airs næste plade blev da naturligt nok også soundtracket til "The Virgin Suicides" fra 2000. Den kan dog kun anbefales til virkelige entusiaster, da lydstumperne på denne skive rent ud sagt ikke fungerer på egen hånd, pånær singlen "Playground Love". Melodierne er simpelthen ikke stærke nok til at stå alene.

En tredje gruppe, som jeg gerne særligt vil fremhæve, er den amerikanske producerduo Thievery Corporation. Som ovenfor nævnt blev et af deres numre medtaget på K&D's "DJ-Kicks", hvilket betød et gennembrud for dem i videre kredse. I 1997 udsendte duoen albummet "Sounds from the Thievery Hi-Fi" med lutter hjemmekomponerede numre, herunder deres første 4 singler. Pladen er som helhed ganske fremragende med vægten lagt på tunge dubs henover samplinger fra gamle reggeanumre. I 1999 fulgte så deres eget bidrag til "DJ-Kicks" serien samt den glimrende "Abductions And Reconstructiuons" med remixes af numre af blandt andet David Byrne, Stereolab og Gus Gus. Året efter var parret så klar igen med et nyt album bestående af eget materiale, den gennemført lækre "The Mirror Conspiracy". Albummet kommer godt rundt i chill out musikkens hjørner og rummer en blanding af tunge dubrytmer, fransk skønsang (på "Le monde" og "Shadows Of Ourselves"), de smukkeste atmosfæremættede strygere (på "Indra"), som mødes med indiske strengeinstrumenter og orientalsk sang (der også går igen på "Lebanese Blonde" og "Illumination"). Endelig er et par af numrene ovre i det brasilianske ("So Com Voce" og "Samba Tranquille").

Det sidste bringer min af præsentation af chill out genren over til en omtale af en af de særlige forgreninger af denne, nemlig latin- eller bossa novastilen. Nu er jeg godt klar over, at mange på forhånd vil stejle overfor enhver musik, som stammer fra latinamerika. Det er simpelt hen for nemt at associere til den helt igennem ligegyldige flødebolle Ricky Martin eller til Jennifer Lopez, skuespilleren som burde have holdt sin omfangsrige bagdel ude af musikbranchen for at koncentrere sig om at være sexet på det hvide lærred. Eller også kommer man til at tænke på de mange "salsateker", som er skudt op som paddehatte rundt omkring i landet, og hvor blegfede danske piger efter få lektioner vælter rundt på dansegulvet med den vrangforestilling, at de nu kan bevæge underlivet som om, at de havde levet hele livet klods op ad Copa Cobana. Men det er synd og skam at afskrive en hel musikgenre på denne kedelige baggund, og faktisk udgives der meget charmerende og inciterende bossanova musik, både helt nye numre og ældre numre, som er blevet peppet lidt op. Af opsamlinger kan anbefales for eksempel "brazilelectro – latin flavoured club tunes", "more bossa…remix album" og "Break n' Bossa" serien, ligesom Can 7 har lavet det glimrende remixalbum "Destination Rio". Af enkeltstående kunstnere kan endvidere nævnes Jazzanova (navnet siger det hele), som for nylig har udgivet deres egen opsamlingsplade "The Remixes 1997-2000", eller for eksempel Kyoto Jazz Massive eller Nicola Conte. 

Nå, så blev min omtale af chill out/down beat genren alligevel lige lovlig lang, men jeg vil på falderebet give endnu en god grund til at købe mindst én af de ovenfor nævnte plader. Musikken er simpelt hen perfekt til at smække på, hvis du hen ad morgenstunden kommer vaklende hjem med en dig ubekendt pige under armen. Hvis der er bare 5 % god smag i tøsen – det kan jo ikke helt udelukkes, selvom hun gik hjem sammen med dig – og hun endnu ikke er fuldstændig bevidstløs, vil hun løbe skrigende bort, hvis det eneste musik, som du kan præsentere hende for, enten er den nyeste med Aqua eller din højtelskede skive med dødsmetal. Til en sådan lejlighed kræves afdæmpet melodiøs musik, som får dig til at fremstå som en ekstravagant kosmopolit, og her findes få bedre alternativer end chill out musik. Og hvem ved, måske ender du ligefrem selv med at kunne lide musikken, når du har fået hørt den et par gange…

Hans CL