Læg nakken tilbage og kig op mod himmelen eller skyerne, abstraher fra årstidernes lunefuldhed, og synk en mundfuld øl eller to. Tænk så på de linier fra en dansk sang, der tegner det mest stemningsfulde billede af København, og lad linierne flyve gennem dine tanker. Den slags kaldes for en drømmerejse, og da der alligevel ikke er udsigt til hverken skattelettelser eller superligafodbold i det næste stykke tid, så er denne vintertid skabt for tankevirksomhed af denne art.

Hvad er så det mest typisk Københavnske man kan komme på? Det kommer selvfølgelig an på hvilke musikalske præferancer man har, og nogen vil foretrække en galop af Lumbye, og lade denne fjerlette symfoniorkestrale musiceren tale for sig selv, andre vil foretrække en gammel Fender Stratocaster med slidte strenge og dårlige pickup'er over en afart af en Marshall-forstærker til at male netop det lydbillede. Selvom København er et virvar af lydkulisse, så er det trods alt teksten, der for alvor skal henføre lytteren til det københavnske mini-storbyunivers. Nu er det ikke fordi, at vi i Danmark svømmer i rockpoeter af særlig høj karat. Og Danny Kaye's "Wonderful Copenhagen" fra en skrækkelig Hollywood-film lavet i 1950'erne om H.C Andersens liv - leder jo ikke hen til det danske modersmål, og fratager hurtigt lytteren illusionen fordi det er engelsk. Samme skæbne overgår til dels de ellers framragende Loveshop og deres "Copenhagen Dreaming"; denne sang er iøvrigt et rent rip-off (med garanti, helt bevidst) af Mama's and Papa's "California Dreaming".

Det mest københavnske band jeg umiddelbart kan komme på debuterede med en LP i 1971, der den gang solgte over 10.000 eksemplarer, hvilket var ganske uhørt. Gutterne fra Christianshavn udviklede sig senere til en sand landeplage. Det er selvfølgelig Gasolin, der her er tale om, og det er sangen om Langebro, jeg specifikt vil tillade mig at fabulere over. Senere på vinteren vil bartender Jan Saxo og jeg komme lidt ind på, hvilke andre melodier, der indrammer København, men først sætter vi CD'en på og skænker en kold pilsner.

Da jeg gik ud over Langebro
en tidlig mandag morgen
der så jeg én der stod og græd
hvis du tør
så kom med mig.

Oplevelsen af at stige af bussen på Rådhuspladsen, og følge H.C. Andersens Boulevard ned forbi Tivoli, Glyptoteket, de palæagtige facader, for at passere HK's (det tidligere Hotel Europa og Penta) domicil til fods, og så er du dér. Midt ude på Langebro da passerer du en ulykkelig skæbne, der kommer fra et eller andet sted i byen, hvor denne er ved at give op, og muligvis overvejer en tur i havnebassinet under broen. I netop dette øjeblik rækker du hånden frem og siger, nu skal jeg vise dig resten af byen, hvis du tør. En tanke strejfer dit sind, og frem vælter billedet af Ralph McTells fremragende folkeviseagtige "Streets of London", hvor lytteren får præsenteret skæbner værre end sin egen på bedste 70'er manér med socialrealisme så det batter. Gasolin og Mogens Mogensen ville selvfølgelig ikke stå tilbage for omtalte vise, og kastede sig billedlig talt ud fra Langebro, for at indramme et billede af København. Nu tager du så turen videre med, kære læser, og lytter:

Jeg gik forbi dæmonernes port
uden for Kofoed Skole
der stod en flok og drak sig ihjel
hvis du tør
så kom med mig

Vil du se mere af byens mangfoldighed, kammerat, eller står du af her, og erklærer at en enkeltbillet tilbage til lejlighedens tryghed på én af brokvartererne er at foretrække? I skarp kontrast til H.C. Andersens Boulevard finder vi ude bag Christianshavn, og hvad deraf følger - tilværelsens materielle endestation. Er det i grunden her du hører til, når du søger byens fællesskab - blandt de subsistensløse, gadens børn, de hjemløse? De som efterhånden må værdsætte helt andre værdier i tilværelsen end fast bopæl, arbejde og en vis form for status. De har hver især deres historie at fortælle, og i modsætning til dig, min ven, så drev deres skæbne dem ud, hvor resten af det etablerede samfund, har vendt ryggen til dem? Er du på vej ud af den sti, eller er der noget andet, som gør at du står og overvejer livets videre gang midt i hjertet af København? Skal vi vandre tilbage af Prags Boulevard og fortsætte ad Amagerbrogade tilbage til Christianshavn?

Jeg mødte én der gik rundt med "Vågn Op"
det var Jehovas Vidne
hun råbte jorden går under i dag
hvis du tør
så kom med mig

Herregud vi spørger os jo alle sammen hvorfra vi stammer, og hvad meningen med livet er. Vi føler os alle sammen ensomme og forladte, og med et maksimum af selvopretholdesesdrift opsøger vi et fællesskab, hvor vi kan identificere os selv. Tror du virkelig, at din verden styrter i grus, fordi tilværelsen nu har formet det sådan, at du er nødt til at tage selvstændige beslutninger, og ikke kan lægge ansvaret fra dig, og flygte ind i tvivlsomme religiøse ritualers altfavnende omklamring. Eller er lykken blot at vandre rundt i Københavns gader, gå fra dør til dør og forkynde, at livet først starter når du har lagt ansvaret i andres hænder, som stædigt forkynder, at jorden går under på et tidspunkt, hvilket ret beset er en ubestridelig og videnskabelig bevist sandhed. Jo! Alt har en ende, men der er stadig lidt tilbage af vores vandretur gennem Københavns smeltedigel af individuelle forskelligheder:

Jeg mødte en kvinde der løb efter sin mand
hun havde så skønne øjne
hun råbte "Hey!! Du har stjålet mit liv"
hvis du tør
så kom med mig
ja hvis du tør så kom med mig

Er det amorinerne der er knas med? Har du hele dit liv jagtet et ideal, eller er du overbevist om at lykken venter lige rundt om det næste hjørne? Har din kæreste eller ægtefælle fundet ud af, at tosomhedens isolation var så kvælende, at Københavns så evigt fristende og lokkende puls rev dine illusioner itu? Er du selv besat af at leve og ånde i en by så rig på muligheder, et forhold så krævende, at du i lange perioder fraskriver dig retten frisk luft og landlig idyllisk stilhed? Har byen som en kæmpemæssig vagina opslugt dig fuldstændig og efterladt dig i grænseløs fascination over at være til, så du helt glemte det nødvendige nærvær i parforholdet? Eller har du kastet dine genitaler i grams for gud og hver mand eller kvinde, mens du hvileløst har kastet dig i armene på orgasmens rus, og nærmest narkomanisk forbrudt dig mod de normer og principper, der er gældende i forholdet mellem mand og kvinde i den vestlige verden? Har du lyst til mere, så kom trygt med mig, jeg kan vise dig steder, hvor selv dine våde drømme og lystfyldte fantasier ikke længere rækker. Har du fået nok? Eller er du frisk på en anden dag atter at tage på udflugt og "Se din by fra tårnets top"? Eller er dine nærmeste planer at udforske vandets farve under byens bro, Langebro, ved nattetide?

Andre har kopieret denne sang, men efter min bedste overbevisning er der ingen som når originalversionen til sokkeholderne. Hverken Caroline Henderson eller Loveshop formår at bibringe dette nummer mere nerve end det i Gasolins oprindelige udgave er i besiddelse af. Det skyldes ikke mindst Kim Larsens ærkekøbenhavnske artikulering, hvor hovedparten af vokalerne bliver frembragt i området bag drøbelen, samtidig med at han lyder som om han lige er kommet tilbage fra gåturen, og nu har sat sig over et helt karton Cecil og en halv kasse bajere. Jeg har selv siddet på min country-og-western-guitar, og klimtet mig igennem denne melodi utallige gange, til resten af hustandens store fortrydelse, da jeg absolut ikke har talent som guitarist, og akkompagneret klimteriet med min sprøde røst; og er hver gang nået frem til den erkendelse, at man ikke kan synge sangen ordentligt uden først at have foretaget gåturen, og derefter drukket sig en middelsvær brandert på. Desuden skulle det ikke undre mig om Mogens Mogensen, der har forfattet teksten, i slutningen af 60'erne har foretaget denne slentretur, eller slingretur om man vil, adskillige gange med Kim Larsen under armen en sen nattetime.

Som nu landflygtig københavner bosat i provinsen 50 kilometer syd for metropolen, så har jeg stadig svært ved at slippe min identitet, som københavnerdreng, selvom jeg er begyndt at synes om at gå i træsko. Havde det ikke været for de totalt ublu priser på fast ejendom, så havde jeg aldrig forladt min elskede fødeby. Uanset hvor jeg har bevæget mig på kloden, så er der ingenting i denne verden, der kan slå en gåtur fra Hovedbanegården ned forbi søerne, videre fra Øster Søgade ud til Langelinie, og tilbage via Store Kongensgade til Nyhavn, nedad Strøget, og hele vejen ud af Vesterbrogade for til sidst, at ende på Valby station, hvor det provinsielle allerede så småt er begyndt. En sommerdag i Kongens Have eller på Gråbrødretorv, med al byens mangfoldighed, eller hvad med en vandretur langs kanalerne på Christianshavn. Ligegyldigt hvilken tur du vælger, så har du altid en beværtning indenfor rækkevidde, hvor du kan indfange og opsnuse netop den bydels særpræg. Du kan med garanti finde en lidelsesfælde, der i det store hele har delt skæbne med dig på godt og ondt, og på den måde er København stadigvæk ikke en fremmedgjort storby som London, Paris eller New York.

Hvorom alt er, så er din skæbne tæt forbundet med din status som indfødt eller indbygger i København, så tag og snør vandrestøvlerne, og gå ud og mærk byens puls, og mærk at du lever. Indånd den lidt støvede udstødningsholdige luft, og brug lidt tid på at tænke på, hvordan din skæbne havde formet sig uden København - ét er sikkert, du havde næppe interesseret dig for at læse disse linier.

Citat med fuld respekt fra allerførste skæring på "Gas 1" af Gasolin, CBS (1971)

- Peter CF2