Kære læser, som du sikkert har bemærket, har vi dette 50er-monster af en jukebox stående ovre i hjørnet. En sag med gennemsigtig plast ned til indvoldene foroven og kulørte lamper stædigt blinkende omkring displayet og hvor der stadig drejer dejlige gamle vinylskiver, hvis du begærer akkurat det. Det er simpethen blot et spørgsmål om at fodre dyret med mønterne og ud spyr den det meste af hvad hjertet begærer. For vi lytter naturligvis bredt her på Stamværtshuset. Det er nemlig så vidunderligt med musik. Det minder os altid om et eller andet. Den indhylder os i sine universer af oplevelser, stemninger, og længsler. Vi kan enten græde til den, eller vi kan smile, elske, og hade, eller blot helt hensynke i krogens mørke med fjerne øjne og en stille vuggen med hovedet og en tommelfinger trommende på bordet. Til en let rytme, et skøjtende keyboard, og en skarp messende stemme. Og i virkeligheden være på vej et helt andet sted hen.

Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske
jeg vil gå på mine fødder igennem min by

Samtidig forholder det sig jo sådan, at man naturligvis ser lidt hvert her på vagten, og man taler om lidt af hvert, og tænker således også sit. Og så er det at det kan ske, at man en aften får tanken om at indfange et par sange, et par helt særlige sange, som rummer hele vores fælles referenceramme her på stedet. Nemlig byen København og dens sjæl. Et ganske væsentligt tidsfordriv til en ørkesløs vinterpause, og derfor så meget mere oplagt, eftersom både vi bartendere og de fleste af jer gæster har et ganske passioneret forhold til musik. Om vi vil det eller ej, så råber og skriger vi efter dyret ovre i hjørnet, og gør gerne det samme mod dem der fodrer den. Og sådan skal det også være, musik er ligesom fodbold, det handler om følelser, og derfor spidser vi den passende yderligere en tand denne aften - det handler om København.

Vi tyvstartede allerede for et par dage siden. En af vores garvede gæster, Peter CF2, indledte hele dette tankespind med sin personlige hyldest til det gamle Gasolin-nummer "Langebro". Og lad det være sagt med det samme - Den skal der ikke pilles ved! Tværtimod garanterer jeg problemer næste gang du bevæger dig her op til baren, hvis du så meget som antyder, at dette nummer ikke er netop ærke-københavnsk. (Hvad var det du sagde? En fadøl? Desværre, makker, der er udsolgt! Nå, ham derovre fik lige! Ja så, men han tømte i så fald ankeret for i aften! Beklager meget! Hvad siger du? Fik ham ved siden af også? Ja så, men han fik den næstsidste... men jeg har masser af cola og danskvand tilbage!) Jeg beklager dette lille udfald i tekst og sammenhæng og håber at du fatter et godt råd. Lad hellere være, gamle dreng, det bliver nemmest for os alle på den måde! For her skal der nemlig følges op på "Langebro"-kvadet. Vi skal simpelthen fortsætte vandringen.

jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade
og gå ned ad alle de de små solløse sidegader
med deres nedlagte butikker
og jeg vil se på  alle antikvar-udstillingerne af gulnede gardiner
og fedtede gasapparater
og jeg vil rode i bogkasserne og jeg vil ingenting købe
og ikke fordi det er sidste gang
men fordi jeg aldrig roder i bogkasserne for at købe
men for at rode i dem
og tænke på hvor kort og mærkeligt livet er

Lyt istedet til stemmen ovre fra jukeboxen. Der er nemlig noget ved den stemme, den har noget at sige, noget at fortælle, og den er vant til det. Den er akkurat så skarp at den altid vil være der, men aldrig så skarp at den bliver enerverende. Og et par øjeblikke holder al musikken inde, den står der alene. Stemmen. Den fylder hele lokalet, fortynder røgtågerne, og nedfryser et lille stykke af verden udenfor. Inden musikken igen sætter ind og akkompagnerer. For det er akkurat hvad det handler om her. Musik der akkompagnerer, musik der nuancerer og bifalder, men ikke overskygger. For musikken er fornuftig her, den ved godt at den ikke kan skygge for en stemme, der tilhører Dan Turell og hans epos "Gennem byen sidste gang" fra 1993. Og Halfdan E. har diskret samplet og mixet ved sin pult, respektfuldt og velvidende at han blot alligevel ville ende som vedhæng til den gamle mester. Det tjener ham til ære og gør helheden akkurat så heldig at dette skal blive næste ærkekøbenhavnske sang. En sang der naturligvis allermest må dedikeres manden med stemmen og ordene. Onkel Danny. Ham der med sorte negle engang forargede småborgerligheden på monopol-TV'et. Onkel Danny med den kronragede isse, Onkel Danny med det dæmoniske smil og de i bund og grund varme og elskelige øjne. Den Onkel Danny som røg sin sidste smøg i 1993, kort efter indspillingen af akkurat dette nummer, hvor han alligevel var så elskværdig at tage os med på sin sidste slentretur igennem alt det han elskede allermest - nemlig byen København.

jeg vil gå vil gå ind over Hovedbanegården
jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret
den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
den vil skære i hjertet som den altid gør
de sædvanlige sprittere vil sidde dér og vente på ingenting
de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres mælkekartonner

Og det vil være dumt ikke at følge med her, som vi vader afsted på fortovskanten mellem poesien og musikken, med alle disse rablende rappende sætninger som er totalt urytmiske og umusikalske, og kun kan overleve i sammenhængen, fordi den rette stemme bærer og fører dem stilsikkert igennem mikrofonen og videre ud af jukeboxen derovre. Der er ikke meget lemmedaskende hip-hop-vil-du-ha-min-krop over Onkel Danny. Han er stiv og tør som en kommentator ved folketingets åbningsdebat. Han beskriver hvad vi i virkeligheden godt ved i forvejen, ting som vi selv har set masser af gange før, men han gør det med bevidstheden om at der netop bag genkendelsen, gemmer sig en ganske særlig følelse. Den som kun os der har set det hele masser af gange før nok helt forstår. At dagligdagens banaliteter nu engang altid vil være dem som fylder mest i vores liv, og derfor også vil have størst betydning når det endelige regnskab en dag gøres op. I virkeligheden er der ikke det store at hente her, der er kun hvad du glor på, og hvad du akkurat gør det til. I længden bliver det måske også nok, eller endda en tand for meeget, for at bruge hans egen terminologi. Men fra at kunne glo til at kunne fortælle med overbevisning om alt hvad vi andre bare glor på, der er alligevel et stykke vej. Og den vej kan vi sagtens pompøst kalde - den virkelige kunst. Og det er præcis den som Onkel Danny behersker (ja, jeg vælger med vilje nutid her!)

fortravlede og forjagede folk vil vente på deres forbindelser
familier vil komme med kufferter og barnevogne for at tage på
weekend hos familier på landet
og jeg vil stille mig i et hjørne og blive overvældet
og ikke kunne gribe ind og heller ikke have lyst
bare blive overvældet af alt dette liv al denne mylder
fugtig i øjnene uden påviselig grund

Jeg husker engang for længe siden, på Københavns Hovedbanegård, hvor jeg rent tilfældigt mødte den gamle mester, og fremsagde et kådt "Hej Dan!", fordi jeg netop havde læst hans krimi "Mord i mørket". Han var en høj og rank mand, med sort bredskyggede hat og i lang sort frakke, og var på vej ned på perronen til et af provinstogene, og jeg var på vej over i DSB-kiosken for at købe en papvin der kunne spæde min teenage-brandert yderligere op. Han gengældte mit "hej" med et nik og det var så det. Ikke en pind mere. Men i virkeligheden nok. Jeg hilste på Onkel Danny og han hilste tilbage, det var aldeles banalt og samtidig ganske fantastisk (for mig), for det var ham der mere end nogen anden lærte mig at elske det danske sprog, og skreven litteratur i det hele taget. Fra hans "Vangede-billeder", der lige så godt kunne være blevet Valby-billeder eller Kongelundsbilleder, men nu tilfældigvis blev dem der fra den forkerte side af Lyngbyvejen. Over hans mere syrede beatnik-digterier i "Karma Cowboy" til den navnløse journalist, der omkring 1980 dukkede frem som en dansk Philip Marlowe-krystallisering. Han transformerede mordscenarierne fra Los Angeles' overklassedekadence til de københavnske brokvarterer, især det Vesterbro som siden hen også blev mit bosted, og gav populærlitteraturen en ny dimension herhjemme, som både rummede alle de bedste klichéer fra Raymond Chandlers og Dashiell Hammetts univers af hardcore-detektivromaner fra 40erne og samtidig dolkede vores fælles nutid. København her og nu. 

Jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge
hele vejen ned vil jeg være ledsaget af alle mine venner
de vil alle være genfærd
og ingen andre end jeg vil kunne se de er der
men det er de

Det som jeg altid vil elske Onkel Danny allermest for, var at han var helt sin egen. Han var aldrig hippie i 60erne, han respekterede dem nok, men holdt sin egen kølige distance til hele "piece & Love"-hysteriet. Han var der bare, og han var der også op gennem 70ernes vanvittige ideologisering af verdensbilledet. Feminisme, humanisme, marxisme i 17 afarter, kapitalisme, der var ingen grænser for -ismerne og Danny betragtede blot det hele, og forstod måske nok et eller andet, og havde sine sympatier, men passede bare ikke rigtigt ind nogen steder. Man fangede ham aldrig helt, heller ikke da han op gennem 80erne skrev sin faste klumme på bagsiden af Politikens tillæg "I Byen". Uforglemmelig for mig vil altid stå, da han - i anledningen af Københavns Universitets 500 års jubilæum - skrev sit eget svar i Politiken. Et festtelegram til Istedgade, hvor han tørt konstaterede, at det ragede ham en skid, altså jubilæet på universitetet, for Istedgade fyldte nemlig et par måneder efter 125 år, og det kunne han forholde sig til. På det let forståelige sprog: gammel dansk!

vi tager afsked med alting og hinanden
vi er ikke sentimentale
men luften er fyldt af noget ingen ved hvad hedder eller er
vi går dér i tavs samtale

Og således skal det slutte. Jeg så hans sidste interview på TV, husker hvordan han beskrev at han knapt kunne gå op ad trapperne til lejligheden på Frederiksberg længere, og husker også den ro som alligevel beherskede hans ord. En mand forenet med sin skæbne, og forliget med sine fejltagelser (alt for mange smøger!). Og når jeg hører denne sang, fra CDen "Pas på pengene" vil jeg altid se ham stride sig gennem sin elskede by, se ham kysse hver eneste baggård på Vesterbro farvel i rasende kapløb med den cancer, som fortærede ham som en altædende skygge. Se ham tage sit endelige farvel med den by, som blot var hans, for det var den blot, byen var ikke San Franscisco, byen var ikke New York, sådan var livet bare ikke i denne omgang, kære Danny. Byen for ham blev København, fordi han blev født i Vangede, og levede og elskede sit Vesterbro, og afsluttede det hele på Frederiksberg, hvor alt for mange af de filterløse og alt for meget af-så-meget-andet fældede sin endelige dom. Som den slags nu engang altid gør. Og som han selv beskriver sangen på CD-coveret - "København, du har alt hvad der drager mit sind". Jamen, kan det gøres meget bedre? Nej, vel. Derfor bør vi også lade ham selv få de sidste ord... endnu engang, Dan, din ærkekøbenhavner, ordet er dit!

og hen imod Nytorv er de væk igen
selv fader jeg ud lidt længere nede
min sidste slentretur igennem byen er forbi
der er en enkelt skygge mindre i gaden

Citerede brudstykker med fuld respekt fra "Gennem byen sidste gang" af Dan Turell/Halfdan E., Mega Records (1993)

- Saxo