[Seriestart - under denne overskrift er vi stolte over fremover at kunne byde på en uregelmæssig række artikler om de bands og de plader, der ikke har de pladser i musikhistorien, de bør have. Det kan være en afdød sanger fra halvtredserne, og det kan være en single der floppede sidste år - eller det kan, som premierevalget, være en plade, som simpelthen fortjener at blive taget op en gang til...]

#1: Electribe 101: Electribal Memories

Præcis hvornår sangerinden Billie Ray Martin blev født fortæller hun ikke, men det står fast at det foregik i Hamburgs Reeperbahn-bydel for omtrent fyrre år siden. Efter en opvækst midt i Hamburgs St. Pauli-distrikt flyttede hun omkring og tog først til London, hvor punken var slået igennem i ca. 1977, og siden til Berlin, hvor hun i årevis glemte alt om at synge og i stedet drak og gik i byen under foregivendet at studere.

Siden tog hun musikken op igen, da det alligevel ikke blev til noget med studierne, og sang i en række forskellige bands, der i bedste punkånd levede mere på deres entusiasme end deres egentlige evner. Efter en vis succes i Berlin smuttede hun derefter til London for at drive det endnu videre, og deromkring begynder historien for alvor.

Følgende annonce røg i Melody Maker: "Soul rebel seeks songwriter and musicians. Genius only." Ingen grund til at sætte tværstangen for lavt, selv i første forsøg. Til alt held var tre musikere fra Birmingham, Joe Stevens, Rob Cimarosti og Les Fleming, i gang med at finde en sangerinde til deres projekt, og Bille Ray Martin var den første de henvendte sig til.

De tre englændere var den anonyme baggrund for souldivaen; maskinrummet, der kunne skabe lyden bag den store stemme. Deres inspiration lå i house og techno, mens Martin var inspireret af vildt forskellige ting. Først og fremmest pigepopgrupper og Motownsingler. Men samtidig industriel elektronisk musik som Cabaret Voltaire og Throbbing Gristle. Hendes store sangskriveridoler var, og er, Martin Gore fra Depeche Mode og Richard Butler fra The Psychedelic Furs. Dette kombinerer hun med en dyb beundring for Elton John! Lige så alsidig som hendes smag er hendes stemme, der det ene øjeblik kan lyde himmelvendt som Aretha Franklin i en gospelsang, og det næste kan lyde mørkt og intimt som Marlene Dietrich.

Deres første single, 'Talking With Myself', kom i 1988 og var helt åbenlyst massivt inspireret af den house- og technomusik der var i fødselsårene med pionerer som Kevin Saunderson, Juan Atkins og Derrick May, technoens opfindere fra Detroit, og Marshall Jefferson, en legendarisk houseproducer og -remixer fra Chicago, som efter sigende skulle have afslået at remixe 'Talking With Myself', da han "ikke kunne forbedre det fuldendte".

Debuten kom på en obskur white label og skabte opmærksomhed, og Electribe 101 skrev kontrakt med Phonogram og med manageren Tom Watkins, en sand svengali, og manden der først havde ført de geniale Pet Shop Boys og siden de helt igennem væmmelige Bros frem som popstjerner. Planen var selvfølgelig at gøre det samme med Electribe 101, og første skridt blev taget med singlen 'Tell Me When the Fever Ended', et mere poppet housenummer, som passede perfekt i tiden, hvor bl.a. Pet Shop Boys, New Order og Happy Mondays havde været med til at gøre house og techno til en del af popmusikken, og hvor Inner City havde udgivet det banebrydende album Paradise, som på samme måde kombinerede kølige technobeats med en diva af en soulsanger.

Men hvor Inner City var kølige, var Electribe 101 dybfrosne. Deres musik var techno, og derfor var der også en linie lige tilbage til den kliniske præcision man fandt hos Kraftwerk. Og deres sange var i modsætning til det meste amerikanske house europæisk og dyster, og det hørte man fuldt ud, da albummet Electribal Memories kom i 1990.

Næsten 80 minutter varer cd-udgaven, og det er tolv lange spor, der væver sig ind i hinanden uden at forlade den stemning af storby, klubliv og nat, der ligger lige fra den første sang, debuten 'Talking With Myself'. Sangen foregår om natten på et dansested, og er en slags indre samtale af Martin, der filosoferer over sin flygtige kærlighed, der danser på gulvet under de flakkende lys. Hendes stemme lyder på samme tid som en ældre soulsanger og som en ung, forelsket pige, mens musikken, der flyder nærmest selvudslettende nedenunder med et langsomt, klassisk housebeat og mørke, dystre synthesizerakkorder, der giver en mørk kontrast til den egentlig positive og håbefulde tekst.

Næsten uden at man bemærker det, glider man over i 'Lipstick on My Lover', som indledes af Martin, der synger "I'm begging you please". Situationen er en anden, "Well please don't leave me now, baby/I will get down on my knees/I will do anything for you/I will be begging you please". Musikken er køligere end før, båret af nogle få keyboardakkorder og blændende hammondorgelspil i pornoklassen.

Det er nattemusk, og det bliver det i endnu højere grad på 'You're Walking', som var den tredie single fra pladen. Vi er på gaden og følger en af storbyens ensomme sjæle - en lurende fyr der følger efter folk, formentlig ikke en desperat og voldsom mand, men en ensom og trist person der søger ind i de mørke gader og gyder, hvor han føler sig tryg mens han følger sin udkårne omkring uden hendes kendskab. Det er sensationelt godt, det er mystik og paranoia, intenst begær og stemning og en vidunderlig stemme over et technobeat, der ikke lyder bare en anelse gammeldags den dag i dag, mere end ti år senere - måske på grund af at lyden er så tilbageholdende og økonomisk.

'Inside Out' er den eneste sang på pladen, som ikke er skrevet af dem selv, men det skal man vide på forhånd for at bemærke. Det er en version af en sang fra startfirserne, som første gang var et hit med discogruppen Odyssey, men passer perfekt i Electribe 101's kram, især som Billie Ray Martin synger den. Det er endnu en sang om begær og besættelse: "When you're lying in her bed/And you're in her arms instead of mine, love/And you feel her tightening grip/Like a genie I will slip in your heart/I won't give up". Det var i øvrigt den fjerde single, der blev udgivet fra pladen, men den fik ikke meget støtte af radiostationerne, der opfattede teksten som fuld af seksuelle tvetydigheder, og den slags stejler englænderne jo overfor.

Mystikken vender tilbage i 'Diamond Dove', som har en noget nær surrealistisk tekst, men hvis titel er et stort nik til klubscenen med dens stofindtag ('dove' værende slang for en ecstasytablet), og hvis lyd igen er afdæmpet og giver masser af plads til en stort anlagt sangindsats fra Billie Ray Martin.

'Heading for the Night' og 'Tell Me When the Fever Ended' er mere rene popnumre. Begge i høj grad i samme stil som Pet Shop Boys, som samme efterår som denne plade kom udgav den melankolske perle Behaviour, hvor den førstnævnte kunne have passet fint ind - ja, faktisk minder den mest af alt om den lp, Pet Shop Boys lavede med Liza Minnelli i 1989 under navnet Results. Den indbyggede hjertesorg forsvinder her lidt under den elegante produktion, der for en sjælden gangs skyld dropper det underspillede.

'Tell Me When the Fever Ended' er insisterende og kører i et klassisk housetempo med de ca. 125 bpm og et hårdtpumpet klaver, hvilket er en overraskelse efter seks sange i et mere adstadigt tempo. Der er formentlig nogle ravere, der har købt pladen i håbet om at den single skulle dukke op i ca. otte forskellige versioner under andre navne, og de er måske blevet skuffede.

Resten er først og fremmest en lytteplade, og det gælder også det som er den sidste sang på lp-udgaven, nemlig 'Talking 2', en reprise af 'Talking With Myself'. Den er stille, båret af smukt klaver og minimal percussion, og et langsomt technobeat og widescreenstrygere til sidst, mens Billie Ray Martin slutter af med sin monolog, der måske er nøglen til sangen "Baby don't you know that since I saw you for the first time/It has been like living in this dream/Like a fantasy that just goes on and on/And it's never real". Forelskelsen fra begyndelsen var en illusion.

På denne sørgmodige baggrund slutter vinyludgaven smukt, men det er cd-køberne der har fået den måske største oplevelse - titelsangen 'Electribal Memories', der med godt ti minutter åbenbart var for lang til lp'en. Den er en stor oplevelse, en drømmeagtig fortælling om vage minder fra klubland. Halvt sunget, halvt fortalt af Billie Ray Martin er det en hypnotiserende, medrivende og smuk oplevelse, præcis som Kraftwerks 'Trans Europa Express' eller 'Neonlicht' femten år tidligere.

At høre den sang og den plade den kommer fra igen får mig til at tænke på en åndssvag ting, jeg engang hørte. Det var den århusianske popsanger Thomas Helmig, der fortalte, at han havde skrevet sangen 'Kære maskine' som en reaktion på et band som Depeche Mode og deres 'følelseskolde' musik. Helmig kunne ikke have sagt noget mere uintelligent.

I hver eneste af Depeche Modes sange er der mere menneskelighed end der nogensinde bliver i Thomas Helmigs beregnende metervarepop, om så musikken er indspillet med elektronik eller med guitarer. Kraftwerks sange har måske en iskold og klinisk lyd, men alligevel sætter den følelser og stemninger i gang. Og Electribe 101's musik er måske drevet af et monotont beat og kolde keyboardklange, men det er sange af og for levende mennesker, sunget af en sanger som er mere indlevende end de fleste.

Cd-udgaven ender ikke med den lange titelsang, der er også tre remixes af de tre første singler. Alle passer fuldendt ind; 'You're Walking' med så godt som al melodi fjernet og kun et solidt housebeat, Martins sang og strygere på omkvædet. På 'Talking With Myself' har houselegenden Frankie Knuckles lagt et tungt beat i stedet for den dæmpede stortromme, der oprindeligt bar sangen, og ellers beholdt melodi og sang. Og 'Tell Me When the Fever Ended' har en anden legende fra Chicagos housescene, Larry Heard, haft fingrene i. Klaveret er med over en stortromme og en klaprende hi-hat, der hopper og danser henover mixet. Og sådan slutter pladen, der over de 80 minutter er uden spild og uden bløde punkter.

Electribal Memories var en moderat succes, da den kom. Men måske var den trods alt for dyster og melankolsk til for alvor at fange opmærksomheden hos en ungdom, der på denne tid var oppe og ringe på den helt store positive bølge med 808 States stadiontechno, med Deee-Lites ukuelige optimisme og med Happy Mondays' drengerøvsdansepop. Der skulle have været en femte single fra pladen, 'Heading for the Night', men efter at 'Inside Out' floppede blev den idé droppet, og lp'en fik lov til at ligge stille derefter.

En del her i byen har set Electribe 101 live, for omkring udsendelsen af albummet var de på turné med Depeche Mode på The World Violation Tour. Dermed kom de også til Valbyhallen, hvor de mildt sagt ikke blev taget imod med åbne arme. Depeche Modes fans havde svært ved at klare deres musik, og måske også det faktum at der stod en kvinde deroppe og sang nogle sange, man måske fandt lidt fimsede - sidste opvarmning de havde haft med var Nitzer Ebb, og der var nok nogle der havde ventet sig noget mere robust i den industrielle genre i stedet for denne nye blanding af soul og house. I dag ville modtagelsen med garanti have været en anden, og det var da forbløffende at se fans af et nyskabende band som Depeche Mode alligevel være så stangreaktionære. Som jeg husker det skred Electribe 101, da der var en af dem som fik en lokumsrulle i hovedet. Andre steder var det flasker, der røg efter dem.

Det skulle blive værre i 1991, hvor Phonogram droppede dem. Hverken pladeselskabet eller manageren Watkins havde fået hvad de ønskede sig, nemlig et popband der var let at forme og arbejde med. De havde i stedet fået en stædig gruppe, der insisterede på at gøre tingene på deres egen måde, lave mørke albums med lange sange og optræde ret anonymt. Det andet album var skrevet og sangene halvvejs indspillet, men de kom ikke ud i den form - i stedet valgte gruppen at gå i opløsning.

Siden har der været forholdvis lidt at høre fra de implicerede. Billie Ray Martin lavede en aldeles strålende single med de engelske technofolk Spooky, som hed 'Persuasion'. Den skulle have været på det sløjfede andet album, og er en version af en gammel sang med de industrielle avantgardister Throbbing Gristle. Siden lavede hun en ep med The Grid, '4 Ambient Tales', og i 1996 et glimrende album ved navn Deadline for My Memories. Der er en ny plade på vej, og hun har indspillet den i Memphis med flere store soulmusikere og erklærer, at den er et møde mellem Kraftwerk og Aretha Franklin. Det samme kan man sige om det meste af hendes produktion. Hendes makkere arbejder nu under navnet The Groove Corporation og er meget anonyme som producere - anonyme var de nu også i den oprindelige gruppe.

Uden nogen særlig anledning blev Electribal Memories genudsendt to gange på to år - først i 1997 som en opsamling, men bizart nok med præcis de samme sange, og i samme rækkefølge, som på den oprindelige cd. Og året efter blev 'Talking With Myself' genudsendt i remixet udgave, og albummet genudsendt endnu engang, nu med de nye remixes af 'Talking With Myself' som ekstraspor i stedet for de to sidste remixes fra den oprindelige udgave.

Skal man have fat i Electribal Memories skal man helt sikkert gå efter den førstnævnte opsamling, for med hele fem forskellige udgaver af 'Talking With Myself' når man snildt at blive træt af den. Men det er i alle tilfælde de første ni sange, man skal høre. De lyder stadig så friske som den dag de blev indspillet, og at denne plade ikke er set som en klassiker af sin art på linie med Kraftwerks Die Mensch-Maschine må simpelthen bero på en misforståelse. For det fortjener den.

-smølle