|
Tak for sangen |
| |
|
Tak til skræmmekampagnen Kampagnen havde den effekt, at man blev lidt paranoid over for pladebranchens og rettighedshavernes advokater. Men den havde også en anden og meget mere positiv virkning, i hvert fald over for mig personligt. Jeg havde end ikke tænkt over muligheden for at hente musik fra internettet og at brænde det bedste af den på cd'er, og endnu mindre på at overveje hvor let det faktisk kunne være. Tusind tak for at få sparket mig i gang! Pladeselskabernes kampagne satte virkelig fantasien i sving, og en gang sidste efterår installerede jeg så Napster på forældrenes computer. De havde lige fået ADSL, 512 kbit downstream, og det var en drøm at se sangene flyde ind efter de få startvanskeligheder der var. Nemlig det der med, at man lige skulle vænne sig til at alt under kabelmodems er skod at hente filer ned fra. Det fandt man hurtigt ud af. Næsten lige så hurtigt glemte man idéen om grådighed, og begyndte at sætte seks-syv udgaver af samme fil i gang samtidig, for så at lade dem løbe om kap i nogle sekunder og siden stoppe alle undtagen den hurtigste.
En global lyttepost Godt set Eminem, du er virkelig oppe på beatet. Det jeg gjorde med Eminems plade var at benytte mig af en verdensomspændende lyttepost. I stedet for at gå ned til min lokale pladepusher tog jeg mig den frihed at tage en digital udgave ned af hans sang, som jeg kunne spille på computerens crappy små højttalere. Og vel at mærke den rigtige sang, ikke den skamklippede udgave uden bandeord, som MTV kunne vise. Jeg er komplet ligeglad med at det er ulovligt at skaffe mig sådan en digital kopi, fordi for mig er det ikke en skid anderledes end hvis jeg havde siddet ved radioen og optaget hans sang. Og tro mig, hvis den havde været noget lort havde jeg ikke gidet købe den. Og på den måde har Eminem ikke tabt en krone på at jeg har hentet hans musik - til gengæld, hvis musikken havde suttet røv og jeg alligevel havde købt pladen, så havde jeg tabt 140,- på det. Hvorfor skulle det være mere rimeligt?
Barn i en slikbutik Det var den perfekte måde at finde b-sider og ting der forlængst var udgået. Og det var selvfølgelig også en måde, hvorved man kunne skaffe gratis udgaver af hele plader; plader der lige så nemt kunne skaffes i pladebutikker. Ingen respekt for det, og det kan jeg sagtens forstå hvis de musikere, der er imod Napster, ikke kan acceptere. Men det er heller ikke måden at bruge Napster på. Det er imod hele ånden i Napster. Og når det så er sagt, så er der ingen af de Napster-brugende venner jeg har (og der er en god del) som har brugt Napster til at tage gangbare cd'er ned nummer for nummer for at brænde dem på en blank disk. Ikke at jeg ikke har brændt hele plader, slet ikke. Men jeg kan ikke forestille mig at nogen KODA- advokat kan få ondt i røven af at jeg f.eks. fandt alle numrene fra The Gun Clubs 'Miami' og lagde dem i den rigtige rækkefølge på en cd. Den plade var der nøjagtig to måder at få fat på. Den ene var at rejse i en tidsmaskine tilbage til USA i 1989 og købe den dér, inden den udgik. Den anden var at hente den fra Napster, sang for sang. Saint Etiennes 'Continental' er nemmere at få fat på, men så længe man kan gå ind i en af byens største pladeforretninger på Strøget, og de ikke gider tage en plade hjem som er udkommet i Danmark, så er odds for at nogen gider tage et eksemplar hjem af en plade som kun er udkommet i Japan... ikke gode. Og jeg gider ikke tage til Osaka og hente den der. Beklager, KODA-folk.
Rollo & King-fri zone Napster var Rollo & King-fri zone for alle der ville have det sådan. Det var muligheden for at udvide sin horisont, og høre mere af verden end hvad der rykker her i vores ynkelige lille andedam - enhver der så Danish Music Awards forleden må have kunnet indse hvor tragisk en tilstand vores nationale musik- branche er i, når folk som Brødrene Olsen kan blive hyldet for en sang fra Grand Prix, som altid har stået for lortemusik, og hvor Zididada kan vinde årets radiohit. Jeg vil ikke høre Zididada, og jeg vil ikke høre radio hvis jeg kan risikere at høre dem. Jeg vil høre spændende, ny og gammel musik fra resten af verden, men hvis jeg f.eks. vil høre Starsailor, Arab Strap, Calexico eller Gorillaz, hvad er så chancerne for at Henrik Poulsen og hans spejlblanke sidemand spiller det i Katapult? De er 0%. Til gengæld kunne jeg høre dem på Napster, men det er formentlig slut nu. Gudskelov for butikker som Guf og Baden Baden, som henter den gode musik hjem, og som jeg med glæde lægger mine penge hos. Havde jeg chancen, så ville jeg bruge flere, men nu må vi se hvor jeg fremover skal høre musikken. Indtil en mulighed som Bearshare kommer til at virke meget bedre, så takker jeg de højere magter for BBC Radio One, der stadig er på kabelnettet. Men om få måneder er den sikkert fjernet til gengæld for en kanal, der sender det samme overgearede glatnakkelort som alle de andre.
Den brede horisont Jeg tog opslagsværker om rock, soul og pop i brug. Alt hvad jeg kunne finde, der lød interessant, blev skrevet ned og siden downloadet. Hvorfor spare på pladsen? Der kan være næsten 200 mp3-filer på en cd til seks kroner. Stadig har jeg kun hørt halvdelen af det. Jeg har punksingler i massevis nu, jeg har gamle sange fra 50'erne og 60'erne, jeg har originalerne af de sange jeg bedst kender i inferiøre nye versioner, jeg har skrabet alle de sange sammen som folk som Saint Etienne og Tindersticks har lavet på b-sider og på plader som ikke er kommet på vores kontinent, og da slet ikke i vores hovedstad. Napster er det bedste, der er sket for min musikinteresse nogensinde. Mulige andre, lige så vigtige begivenheder er at begynde at læse New Musical Express i 1987, britpoppens gennembrud i 1994 og Manchesterscenen i 1989, og da jeg første gang hørte David Bowie som en lille dreng engang i begyndelsen af 80'erne. Men min horisont er aldrig nogensinde på en gang blevet udvidet i den grad som den er i de sidste fire-fem måneder.
Manics er hyklere helt igennem Jeg mener, hvis man havde taget sange ned med verdens største Brian-rockband Metallica, så havde det ikke været overraskende hvis den umådeligt usympatiske Lars Ulrich var kommet midt om natten for at konfiskere ens harddisk. Det har han aldrig lagt skjul på, at han kunne finde på. Men med et band som Manic Street Preachers chokerer det mig alligevel, at de vil bedrive heksejagt på deres egne fans. Hvorfor tror de, at folk tager sangene ned? Det er fordi de er fans af bandet, og fordi de ikke kan vente til pladen kommer, hvis de kan lytte til sangene med det samme. Det var i hvert fald min grund til at hente deres to singler 'So Why So Sad' og 'Found That Soul'. Jeg har alle deres fem plader, og ville naturligvis høre om deres nye sange var lige så gode. Troede de, at jeg ville brænde dem på cd og sælge dem på gadehjørnet? Manic Street Preachers har slået sig op på at være socialister og netop besøgt Cuba, hvor de har spillet en koncert under kæmpestor mediebevågenhed, hvor de mødte og fik lov til at glorificere Cubas diktator Fidel Castro. Åbenbart er socialistiske idealer vigtige, hvis de kan skaffe bandet god PR fra de inviterede journalister, der får en dejlig tur til Caraibien på en kold tid af året.
Forbandede hyklere I NME hævdede Manic Street Preachers for nyligt, at der kun var dem selv tilbage, efter at Rage Against the Machine var opløst, som virkelig var politiske og havde principper. Gæt igen. Her kan man se et punkt, hvor de to bands i hvert fald var forskellige. Rage tog aldrig deres fans i røven ligesom Manics har gjort. Manics har, ti år efter at de begyndte som punks med anarkistisk sindelag, solgt 100% ud. De sutter nu så meget Sony-pik, at deres kæber må være gigtplagede. De er grådige, fedladne, musikalsk dovne og lyrisk banale. De udsendte to singler i England på samme dag, og planen var selvfølgelig at få få deres trofaste fans til købe dem begge. Hvor meget ville Manic Street Preachers, anno 1991, have hadet den idé? Ikke så lidt. De havde lagt begge sangene på én EP. Og når det så viser sig, at de ikke engang er særlig gode, ja, faktisk er den ene, 'SoWhy So Sad', så dårlig at den kunne have været af Oasis, så er det ekstra ærgerligt at blive smidt af Napster for at tage det lort ned. Havde det så bare været noget godt, man blev straffet for. Sangene havde jeg såmænd slettet, længe før beskeden kom om at jeg var smidt ud. Og en ting er sikker - jeg køber ikke deres plade. Ikke så meget fordi jeg synes de er nogle røvhuller, men fordi deres musik efterhånden er så elendig. Ironisk nok lod de sig interviewe på Cuba, hvor trommeslager Sean Moore fortalte, at han selv havde prøvet at tage deres sange ned fra Napster for at høre hvordan det lød og se hvordan det virkede. Han sagde, at han var rystet over den dårlige lydkvalitet. Hvilket gør, at bandets argumenter for at få deres fans straffet er lige så tynde, som deres maver er blevet fede med årene. Og endnu tyndere er Nicky Wires påstand om, at Napster er et grådigt multinationalt firma og "lige så onde som Coca-Cola" (se mere her). Så vidt jeg har forstået er Napster ikke involveret i børnearbejde, storforurening, våbensalg eller regnskovsødelæggelse ligesom andre multinationale firmaer man kunne nævne. Men på den anden side, kunne man vente en mere intelligent udtalelse fra en mand, der engang erklærede, at han håbede Michael Stipe fra R.E.M. ville dø af AIDS? Næppe.
Det har været fantastisk Og her ender så min bekendelse. Der er ingen dårlig samvittighed, ikke en gnist, og jeg ville gøre det igen. Jeg har ikke tjent en krone på at hente musik, jeg har til gengæld brugt penge i pladebutikkerne på at købe musik som jeg er blevet præsenteret for på Napster, og jeg har tænkt mig at bruge flere. Plade- selskaberne burde være lykkelige for at Shawn Fanning har opfundet et program, der midt i en mørk tid for musikken har givet folk interessen for og kærligheden til den gode musik tilbage. I stedet har de sagsøgt ham for milliarder. Men jeg hylder ham. Den genfundne musiklidenskab kan jeg takke ham og hundredevis af gode musikere for, ikke en doven og visionsløs musikbranche. Det har været en fascinerende tur, han har budt på. Skulle det være endt nu er det en skam, men heldigvis kan man håbe, at Napster har flyttet mål- stolperne så meget, at idéen om fildeling er kommet for at blive. Herfra bare et simpelt: Tak for sangen. Børge Børgesen |
||
