Det var uden at vide præcis hvad jeg skulle forvente, at jeg købte billetten til Kylie Minogue-koncerten en måneds tid før showet 23. marts. Det bedste popmusik er tit lavet med snedig brug af spejle, og mens man i bedste fald kunne håbe på det helt store show, så kunne man med lige så god ret frygte at se en sangerinde, der slæbte sig igennem sine hits med enten en DAT-båndoptager stående bagved, eller nogle meget kompetente og yderst kedelige, hestehaleklædte musikere på scenen. Den slags, der kan lire noderne perfekt af, mens de distræt står og tænker på hvad de skal have at spise efter koncerten.

Gudskelov havde Kylie gjort det på den rette måde. Omkring en uge inden koncerten dumpede NME ind af brevsprækken med billeder fra hendes koncert i Glasgow, og det var helt åbenlyst, at der for det første ville være tale om et udstyrsstykke, og for det andet at man skulle være særdeles nærsynet for ikke at få øje på frøken Minogues kønne ansigt, glatte krop og klædelige mås under det meste af koncerten.

Ganske vist, da det kom til stykket var der ikke plads til det komplette spektakel inde på Vegas lille scene. I Storbritannien har hun spillet i store sale med kæmpescener, men at få plads til det paillet- besatte anker, som hun begynder de britiske koncerter med at blive firet ned fra loftet på, ville formentlig have betydet en større ombygning af det gamle hus. Desværre var der heller ikke plads til den stang, som hun skulle smyge sig op og ned ad og pakke sig rundt om i en stormende discoudgave af 'Let's Get Physical', så den måtte udgå - det gjorde nu ikke en tøddel.

Salen var pakket, og det var med forbløffende gamle mennesker, de fleste i hvert fald i slutningen af tyverne og opefter, inkl. undertegnede, som er i begyndelsen af trediverne og vil blive ved med at hævde dette i fire-fem år endnu. Og der var pinger, en Dan Rachlin her og en Klaus Lynggaard der; Peter Mygind, Jens Unmack, nogle af de kulturelle folk fra byen. Og, ikke at forglemme, Steen O.G. i et umådeligt homoseksuelt outfit, komplet med cowboyhat. Alle folk, der kan huske Kylie fra de gamle dage, da hun med en gyselig koldpermanent lå i badekarret og sang 'I Should Be So Lucky', mens hun blæste bobler ud i luften med et bredt grin.

Heldigvis havde Kylie ikke lagt sin fortid bag sig, selv om hun var kommet for at køre succesen hjem fra det seneste - hendes klart bedste og et af år 2000's bedste for mit vedkommende - album Light Years. Entréen gjorde hun til cocktailsangen 'Love Boat', og selv om der som nævnt ikke blev firet et anker ned fra loftet med den lille frøken på, var temaet slået an: rundt om Kylie vimsede dansere med sømands- kostumer, fire mandlige med svulmende muskler og fire kvindelige glatkroppe. At de kunne klemme sig ind på scenen var forbløffende. Bagefter kom 'Kookachoo', også fra den nye, og så kunne festen for alvor begynde - ned med lyset og gang i en formidabel udgave af 'Hand on Your Heart' fra engang i de pastel- farvede firsere. En Stock Aitken & Waterman-sang, en benvarmer-Docksidessko-Lacostetrøje-disco- klassiker opdateret til vor tid.

Derefter kunne Kylie ikke tabe, hverken med de nye sange fra Light Years eller de gamle som 'Shocked' eller 'What Do I Have to Do'. Discokuglen snurrede, foroven blinkede "KYLIE" med store, lysende bogstaver, mens danserne skiftede kostumer hvert andet minut. Showet kørte som en drøm, det var glamourøst, det var underholdende, det var charmerende - det var stort set alt hvad den gennemsnitlige og sikkert fine koncert med de rockbands, jeg plejer at lytte til, ikke er.

Midt i det hele var den små Kylie, som så ufatteligt dejlig ud og som simpelthen opførte sig som det hun var; en sangerinde med et spinkelt register, men alligevel en ægte stjerne med en åbenlys kærlighed til den pragtfulde popmusik og den diskoteksstemning som hun stod for. Glem snak om kitsch og ironi, dette var god musik og stor underholdning og intet andet.

Både når hun sang en mørk nattesang som 'Confide in Me', når hun spillede en helt ligetil og danserfri udgave af hittet 'On a Night Like This', og når hun sang et medley af sine firserhits med en nærmest New Order-agtig version af den helt oversete 'Turn It Into Love', havde hun folk i sin hule hånd. Og scenerne omkring 'Kids', hvor Robbie Williams' bidder blev sunget af korsangerne, skulle ses for at tros; pøblen gik foruroligende amok af så midaldrende mennesker at være.

Den lækre frøken havde ovenikøbet taget en ny sang med. 'Can't Get You Out of My Head' lyder som Kraftwerk, der spiller cabaretmusik. Den er selvfølgelig strålende. Det samme er titelsangen fra Light Years, der lød som en opdateret udgave af 'I Feel Love' - ja, faktisk som Underworlds 'King of Snake'.

Clouet var dog 'Your Disco Needs You' fra Light Years; det var koncertens højdepunkt, og det mest overdrevent teatralske pop i dette land siden Pet Shop Boys spillede 'It's a Sin' i Valbyhallen for ti år siden med dansende munke omkring sig og teatertorden foroven. Den sang er overlæsset på alle måder, og så meget bedre af den grund - lige op til klimakset, hvor Kylie bliver løftet op af danserne, alle klædt i stribede rugbytrøjer og hotpants, og højt over scenen, klædt i en minimal kjole erklærer "Vous ètes jamais seules! Vos disco à besoin... de vous!!" At det diskofile mesterværk ikke er udsendt på single endnu er et mysterium af de større.

Der var selvfølgelig et par skæverter, sådan kan det jo gå. Det var en glimrende idé at spille 'I Should Be So Lucky', siddende på et flygel med kjolesæt og en høj hat på, kun ledsaget af pianisten. Men bagefter at spille den eminente 'Better the Devil You Know' i en jazzversion, når den sang skulle have været serveret som den største, dampende, saftige discoburger, var skidt. Der var nærmest ved at gå Linie 3 eller Jette Torp i det, gud forbyde det.

Samtidig var det ikke imponerende med den lidt kedelige 'Put Yourself in My Place', der udartede i en kedelig guitarsolo - ellers havde bandet været dejligt tilbageholdende og droppet alle åndssvage virtuose tendenser - og slem soulklynken fra korpigerne. Ellers tak, du. Det var i øvrigt 'Put Yourself in My Place', som Politikens Erik Jensen i en besynderlig anmeldelse kaldte for 'Spacesuit', eftersom Kylie introducerede den fra scenen med at forklare, at hun i videoen havde en lyserød rumdragt på (de der har set videoen vil huske, at hun ikke blot havde den på, men også tog den af. Mums).

Erik påpegede også, at hun bl.a. spillede 'Disco Down' - vi andre kunne skuffes over, at hun netop ikke spillede denne sang, som er en af de allerbedste fra Light Years. Men hvad pokker; Erik er en god F.C. Københavner, så vi undlader at trække ham yderligere gennem møllen og konstaterer blot, at hans forte nok snarere er den tunge rockmusik end det er den fnuglette disco.

Det er altid en fornøjelse, når man får troen tilbage på den gode popmusik. Det sker bare så pokkers sjældent disse dage. Men det skete den aften i Vega, og så var det til at leve med, at man på grund af en strømafbrydelse skulle stå i kø efter jakken i en time. Det skete i hvert fald med et stort grin plastret hen over fjæset, over endelig at se en sanger med noget stjernekvalitet på vores René Dif- og Poul Krebs-plagede kyster. Måtte det ske igen snart.

-smølle