Der er nogle af vores stamgæster, der på det seneste har set lidt blegnæbbede ud. De klager over at deres irritationstærskel er blevet meget lavere i de sidste dage, og der skal mindre til at få dem ophidset.

Det er grand prix-feberen, der hærger. Og nej, den feber er ikke hvad folk tror. Det er ikke forventningens glæde inden lørdagens stævne. Dét er ikke en feber overhovedet, men derimod en mani, en psykisk tilstand, der har fået lov til at forplante sig i befolkningen, oppisket af en presse, der er gået i selvspin og endda tillader sig at hævde, at kongehuset svigter ved ikke at komme til grand prixet i Parken. Intet kunne være mere forkert; alt hvad kongehuset gør er at udvise et minimum af god musiksmag. 

Næ, feberen er en rigtig virus, men heldigvis er det en fuldt ud godartet virus. Den beviser kun, at man elsker god musik og hader plat lort. Dens symptomer er afsky overfor det grand prix, som man ikke kan forstår at man hader, mens alle andre pludselig er vilde med det. Og mens rigelige drinks (og ophold i et Rollo & King-frit miljø!) kan holde feberen nede, er der mange måder at kurere den på.

Så her er nogle eksempler på den rette medicin.

Ash: Free All Angels

Man bliver fristet til at tro, at Ash’s tredie album er en ny produktion med den seneste blankpolerede teenagesensation, når man kigger på omslaget. Strømlinet logo, kønne unge ansigter og bandet klædt i snehvide, matchende outfits. Ja, der er endda et klistermærke med deres turnéplan.

Det er først efter at man har fået øje på trommeslager Rick McMurrays grimme fjæs, at man genkender Belfasts bedste band siden Undertones, men heldigvis er det kun fotobudgettet, der er anderledes for bandet, der som et ekstraspor på deres strålende debut 1977 (mini-lp'en Trailer tæller ikke) lagde en optagelse hvor de råbrækkede sig i en stor spand.

Den lille overraskelse lå klar et kvarter efter at de var blevet færdige med tolv fremragende sange, der dukkede op midt i Britpoppens store dage og blev nogle af den æras klassikere. ’Girl from Mars’, ’Kung Fu’, ’Goldfinger’, ’Angel Interceptor’ og ’Oh Yeah’. Perfekt støjpop med en matchende attitude.

Så mistede de overblikket, og toeren, Nu-Clear Sounds, var temmelig kedelig. Det sammen gælder titelsangen til filmen A Life Less Ordinary, og det var som om at det hele var gået i stå. Gudskelov er de kommet i gang igen, og Free All Angels er på det samme høje plan som 1977. Det havde også været bittert at skulle afskrive Ash så hurtigt. De er trods alt ikke ældre end at 1977 ikke var en slags hyldest til punk-æraen. Det er det år hvor de er født.

Ash kender den hæderkronede regel, at man er halvvejs til at have skrevet en god sang, hvis man blot bruger ordet ”summer” eller ”teenage” i omkvædet. ”Oh yeah, it was the start of the summer”, lød det i ’Oh Yeah’, og nu hedder det ”We’ve been walking barefoot all summer”. Det er fra første sang, ’Walking Barefoot’, som tordner derudaf med endnu en melankolsk tekst om en sommerforelskelse, der er slut ligesom sommeren.

Dermed begynder en åbningssalve på tre sange, som er det bedste powerpop siden Green Days Dookie for adskillige år siden. ’Shining Light’ var den første single, fuld af harmonier, søde tekster om stjernebilleder, himmelskær og romerlys der brænder om natten, og så et perfekt omkvæd druknet i larm. Og så ’Burn Baby Burn’, den næste single, som kører i et rasende tempo over en ringende guitar, som de kunne have hugget fra The Clash’s ’Police on My Back’, hvilket bestemt ikke er et skidt valg.

’Cherry Bomb’ er en mere støjende udgave af Suedes måde at spille glamrock på, eller nærmest meget ligesom da Jesus & Mary Chain var i deres mest amerikanske bubblegumperiode; stoppet med fuzzguitar, håndklap og en tekst der ikke kunne blive mere ligetil – ”Is she real or just a dream?/My heart beats fast like benzedrine”.

’Submission’ lyder, tro det eller ej, præcis som EMF, hvis der er nogen der husker dem. Ingen grund til at kimse ad det, de var sgu fede mens de fandtes. ’Pacific Palisades’ gentager gudhjælpemig tricket med at hylde sommeren i omkvædet – ”lighting candles by the bed/Brian Wilson in my head”, manden der med Beach Boys skabte de perfekte treminutters teenagesymfonier.

Tim Wheelers sange er måske ikke i helt den klasse, men det er ikke meget galt, og der er som på 1977 et par ballader at dåne over, som ’Sometimes’ og især ’There’s a Star’. Den sidste kunne have været en stor showstopper, men i stedet er den rendyrkede punk i ’World Domination’, der slutter af.

13 sange, og dermed er det bevist at der stadig kan lade sig gøre at lave larmende pop med masser af skarpe kanter. Ja, jeg er nærmest foruroliget over at være så uforbeholdent begejstret, men efter et par år der har været domineret af Radioheads forsøg på at blive de nye Emerson, Lake & Palmer, og af Limp Bizkit og deres lamme heavy, er det en åbenbaring endelig at få stukket en rockplade i hånden der ikke er sløj.

Eneste sang, der ikke går ind med det samme, er ’Candy’, der er bygget op omkring et sample af Walker Brothers’ ’Make It Easy on Yourself’. Det er endnu et udtryk for eksemplarisk smag, men med sine triphop-trommeloops og klaver falder sangen stilmæssigt noget ved siden af. Man skal nok bare vænne sig til den, og den er da også efterhånden ved at sætte sig.

Derfor ingen grund til at give Free All Angels mindre end en uforbeholden ros. Det er fandme godt. Lige hvad der skulle til for at få noget af glæden ved popmusikken igen; den glæde der får en til at skrue op til det dobbelte og hoppe omkring i stuen. Derfor er den en fin kur mod den skræmmende feber.

Bivirkninger: Et stort smil limet fast i ansigtet, en tendens til at bevæge arme og ben ufrivilligt.

R.E.M.: Reveal

Dette er ikke en forfriskende overraskelse, det er heller ikke en tilbagevenden til storform. Det er bare en fortsættelse af en saga, der har varet 20 år. Det er sidste kapitel om bandet der gik fra obskure til populære til enorme til hvor de er nu, hvor de med en kæmpekontrakt i ryggen kan lave præcis hvad der passer dem. Og det er åbenbart at lave plader af høj kvalitet igen og igen.

Reveal er R.E.M. i det stille og eftertænksomme hjørne, og det er en plade der vil lyde himmelsk på sommerens strande – i hvert fald hvis sæsonen i år kan give bare et tocifret antal solskinstimer, i modsætning til de sidste to års såkaldte somre.

Ironisk, at Reveal skulle begynde med ’The Lifting’, historien om en flyvetur som enten foregår i sindet, i et fly eller i en rumfærge. Det er i hvert fald mere poetisk end guitarist Peter Bucks nylige tur til London, som endte i et fordrukkent skænderi med nogle stewardesser. ’The Lifting’ er ikke bare smuk og stort anlagt, men også på alle måder forskellig fra åbningen på det sidste album Up, ’Airportman’, der ikke kom fra startbanen.

Det er meget betegnende, for denne gang er der blevet ryddet ud i de få trods alt en anelse halvfærdige eksperimenter, der prægede Up og dens forgænger New Adventures in Hi-fi, for slet ikke at tale om Monster fra 1994, der var det tætteste R.E.M. er kommet en total skævert.

Når det er sagt, ville bandet ikke være sig selv, hvis de var forudsigelige og kun lavede helt regelmæssige plader. Hver eneste R.E.M.-album har indeholdt skæve og mærkelige sange, og i langt de fleste tilfælde er man blevet belønnet for at lytte til dem igen og igen. Selv på de helt store salgstræffere Out of Time og Automatic for the People var der mange ”svære” sange, og det usædvanlige er, at det er der faktisk ikke på denne plade. I hvert fald slet ikke efter bandets egen målestok.

Hvert R.E.M.-album har også indeholdt udødelige sange af uendelig skønhed. ’Parakeet’, ’Nightswimming’, ’Find the River’, ’Losing My Religion’, ’World Leader Pretend’, ’Fall on Me’, ’Perfect Circle’, og vel godt hundrede andre. Nu kan der føjes nogle flere til den eksisterende samling.

En af dem, ’I’ll Take the Rain’, falder rent meteorologisk udenfor resten af pladens solkyssede stemning. Den foregår en kold øsende vinteraften, og tro det eller ej – igen er temaet den sommer og den kærlighed der er forsvundet i løbet af året. Det er til at svømme hen over, og lagt an med strygere, klaver og hele møllen. Som en slags reflektion på alle de sommersange, der er gået forinden.

En af dem er den lige så himmelske ’Beat a Drum’, som er ren Beach Boys, med skinnende strygere og gammeldags keyboards. Og samme inspirationskilde strømmer gennem ’Summer Turns to High’, der kunne have været direkte fra Pet Sounds med klokkespillene, der bærer melodien.

Og der er flere hædrende omtaler. Hør f.eks. godt efter ’All the Way to Reno’, som må være øremærket som en kommende single; andet ville være grotesk. Det er en countryballade, som generøst er overstrøet med keyboards og twang-guitar, og så er det i øvrigt et af de få steder hvor de klassiske R.E.M.-harmonier med bassisten Mike Mills dukker op. Mere eller mindre resten har Michael Stipe for sig selv, og han synger som en drøm.

Det har man allerede kunnet høre på singlen ’Imitation of Life’, som er den eneste sang der lyder som det R.E.M., man kender fra tiden før Up, nemlig med de ringende Byrds-guitarer som Peter Buck formentlig kan spille i søvne. Selvparodi, kalder nogle det. Sludder og vrøvl. Kan man lyde så lækkert, så har man simpelthen at gøre det en gang imellem.

At man så samtidig forstår at lave noget anderledes på de andre 11 sange, er bare beundringsværdigt. R.E.M. har forlængst fattet, at det er en dårlig idé at forandre sig for forandringens skyld, og ikke mindst – og det her skal I skrive ned, Radiohead – at forandre sig, hvis det er til det værre. Denne gang har de så lavet en plade, der uden at lefle for nogen er både smuk og lettilgængelig, og derfor er også den en anbefalet måde at glemme grand prix-helvedet på.

Bivirkninger: En følelse af lykke og varme breder sig gennem hele ens krop.

Reveal kommer mandag, og når grand prixet allerede er lørdag aften, er det jo stadig en rum tid at gå med feberen i kroppen. Heldigvis er der jo globale lytteposter på diverse hjemmesider (prøv f.eks. www.murmurs.com). Det er da også ad lignende vej, jeg selv har fået tiltusket et eksemplar, der på mandag bliver smidt ud og erstattet med den ægte vare. Vi får desværre ingen anmeldereksemplarer her i Stamværtshuset, selv om vi da ikke ville sige nej tak...

Men man har jo ørerne med sig, og f.eks. er det da lykkedes at få lyttet nok til et par af mandagens andre udgivelser til at knytte en kommentar til dem. F.eks. Depeche Modes Exciter, som er indadvendt, stille og ærlig talt temmelig kedelig, især sammenlignet med de hovedværker der er gået forud. Venter man tre-fire år mellem hver plade, må man hellere have noget spændende at komme tilbage med. Det havde Depeche Mode til en vis grad med Ultra, i høj grad med Songs of Faith and Devotion, og til al overflod med Violator.

De stemningsbilleder, der udgør Exciter, er i hvert fald ikke alle fire års venten værd, og den plade er i bedste fald en man skal vænne sig til. Det gælder især ’The Dead of Night’, der er direkte pinlig med Dave Gahans småbrunstige grynt og teksten om at de er ”the vampire boys in the voodoo room” eller lignende. Helt ærligt. Den plade skal nok få bugt med feberen, men til gengæld dukker en længsel op efter de bedre dage i fortiden. Det er i hvert fald tilfældet hos denne gamle Depeche Mode-fan.

Bivirkninger: En tendens til at slumre hen og savle ud af mundvigen.

En anden ting dukker op mandag, der kan være med til at gøre firserne levende igen. Det er Echo & the Bunnymens ’Flowers’, der er den sidste i denne trio af bands som lige har fejret tyveårsjubilæum. Og man skal ikke lade sig gå på af det noget bizarre omslag, der mest af alt minder om tidlig Genesis; det er klassisk Bunnymen og minder om det de præsterede på deres comeback fra 1997, Evergreen.  

Hvor R.E.M. har forandret sig med succes, og Depeche Mode har forandret sig til det kedeligere, har Bunnymen ladet være med at forandre sig overhovedet, og det klæder dem fint. Det er stadig deres stilrene guitarpop med stadiontendenser, og Ian McCulloch synger som han altid har gjort. Nemlig fremragende. Det bliver sikkert mødt af alle undtagen de mest trofaste med et skuldertræk, ligesom det skete med den nærmest blændende What Are You Going to Do With Your Life fra 1999, men sådan er der jo så meget. Endnu et middel mod lidelsen.

Bivirkninger: En uvægerlig tilbøjelighed til at iklæde sig en lang mørk frakke, selv på en varm dag.

Så er der i det mindste en mulighed for at tage toppen af den værste dårligdom. Der findes gudskelov stadig musik, der ikke lyder som en sydeuropæisk udgave af Celine Dion, en østeuropæisk udgave af Shubidua eller en tyve år yngre udgave af Søren Kragh-Jacobsen. God bedring, allesammen!

-smølle