Flot var det sgu. Parken var klædt i mørke, og rundt omkring hang krøllede lysstænger ned som kæmpeudgaver af silkeormene i Baljebanen. Scenen var også badet i et utal af projektører, så mange at drømmenes musik ville kunne væves i skønhedens farver fra scenen på et stadion, der lignede et kunstværk, langt fra den prosaiske hverdag som er F.C. København på en bleg efterårsdag under åben himmel.

Men så begyndte musikken at spille. Føj for en madpakke.

Det var grand prix-tid, hvor belønningen skulle falde for de uendelige mængder arbejdstimer, der er lagt i overdækningen af Parken og i arrangementet. DR havde gjort mere end nogen kunne forlange for at tilrettelægge forestillingen, men de blev svigtet, ja, nærmest forrådt, af musik så rærlig at det var til at kaste op over.

De burde jo have vidst det. Grand prix er skod, ligemeget om det afholdes for 1.000 mennesker i en koncertsal eller for 38.000 i et lukket stadion.  Det har været flovt lige siden Cliff Richard i 1968 stod i et narrekustome og sang ’Congratulations’, mens Beatles syrede ud, Rolling Stones leverede den mest møgbeskidte rockmusik i deres karriere, verdens unge var i oprør og musikken ændrede karakter dag for dag.

Cliff Richards ånd hang over vandene fra starten af showet, hvor Brødrene Olsen gudhjælpemig kom på banen for 500. gang siden deres sejr sidste år og spillede deres plagsomme vindersang, indtil de pludselig skiftede over i en sang fra deres nye album, der ved et forbløffende tilfælde udkom i mandags. Hvor belejligt, og hvor var det bare ikke spor overraskende, at den lød som noget fra en Cliff Richard-plade anno ca. 1983. Nu må de gamle stødere snart have fået presset den citron så meget, at der ikke er et molekyle væske tilbage i den.

Så dukkede aftenens værter op, Crone og Pilmark, som erklærede at det var på tide at komme hurtigt i gang. Men hvorfor ævlede de så sådan? Og hvem havde skrevet det vås, de stod og sagde? Det kørte på rim, og det lød fuldstændig tåbeligt. Hvad Europas tv-seere har fået af indtryk om poesiens tilstand i H.C. Andersens fødeland tør jeg ikke tænke på. Og hvordan Pilmark er blevet opfattet er også svært at gisne om. "Frikadelle", eller det tilsvarende ord, må være et udtryk der er slynget hen over de europæiske kaffeborde. "Valbyengelsk" er et andet. Jeg genbruger min med- bartender Holgers forslag om at man i stedet skulle have brugt hans pelsklædte makker fra DSB- reklamerne.

I gang med showet, og først ude af starthullerne var hollænderne med en sang så røvsyg at kontinenter syntes at forskyde sig inden den blev færdig. DR’s kommentator Hans Otto Bisgaard var begejstret. Det var han i det hele taget for alt, hvilket siger meget om manden.

Nummer to var Island, og de var sgu strenge. Alene navnet: TwoTricky. Ja, for der var to af dem! Er I med derude i stuerne? Mest stupide navn siden BaSix var med i det danske grand prix. Gæt hvor mange de var. Islændingenes sang lød som de hedengangne Climie Fisher. Havde et hit med ’Love Changes Everything’ i 1986. Har du glemt dem? Godt. Så tænk i stedet Michael Learns to Rock eller måske Savage Garden, komplet med klamme smil til kameraet.

Som alle andre sange blev denne indledt med et lille filmklip, der, trods teknisk vellavet, var lige så irriterende som de uendelige klip, der kommer før og efter TV2’s vejrudsigter. Der var vistnok et nationalt tema, der forbinder Danmark og det deltagende land, her Island. Ergo: man filmer en gammel mand, der vinterbader ved Bellevue. Fedt nok. Bare slå os i hartkorn med de psykopater. Det skal nok give et positivt billede af danskerne: "Jeg hører at de er mentalt syge! De bader i iskoldt vand!"

Norge kom på, og frem tonede den klammeste skid der har været i tv i mange år. Han havde endda barberet sit blyantoverskæg af, men det hjalp faktisk ikke. Selv Bisgaard var valen ved ham. Det var nemt at se, at dette var helt galt. At være flamboyant er en ting. At ligne en, der ville blive afslået en rolle i en vampyrfilm, fordi han er "for væmmelig", er noget andet.

Klamme fiduser var der i øvrigt nok af. Den første af standarddanserne var Israels sanger, der lignede George Michael fra Wham!s første år, og som i øvrigt havde hugget Michaels 'Faith'. Han og danserne så ud som om de havde købt nogle hundrede dåser af det klæge hårprodukt Soul Glow, som man kender fra Coming to America. Nakkestøtten i hans bil må være mere fedtet til end Bistro Grill på Gl. Kongevej.

Russisk popmusik er ikke særlig påskønnet i den vestlige verden, og vi fandt ud af hvorfor. Deres band, der såmænd hed Mumitroldene, var rædsomt, og sangeren var næsten lige så sløj som ham fra Bob Hund. Det skulle være et af landets førende undergrundsbands, hvilket ikke lover godt for nationens genrejsning.

Ikke noget undergrundsfis fra Sverige. De havde taget den nemme løsning og igen klonet Abba. Det virkede jo for to år siden, så hvorfor ikke nu? Måske fordi Charlotte Nilsson havde nogle silikone- bryster at gøre godt med ovenikøbet. Det kunne Friends, en gruppe styret af impresario og ekstrem- højrefløjspolitiker Bert Karlsson, og håndplukket til at deltage i en Popstars-agtig docusoap, ikke præstere. Kun et særdeles præcist plagiat af Abbas dejlige 'Angel Eyes', som blev fulgt på vej med en kvalmende kliché fra Bisgaard om at jublen i Parken blev båret frem på the wings of love. Vor- herrebevares. Jeg kan ikke sige mere om Friends som ikke er sagt meget bedre før. Læs derfor denne anmeldelse.

Så et hiphopnummer fra Litauen. Totalt intetsigende, undtagen nogle tåbelige parykker. Humor hører hjemme i musik, stupid smagløshed gør ikke. Og det fandt man i overflod i Letlands sang, sunget af en nar, der på gebrokkent engelsk fortalte om at have tømmermænd på sin bryllupsdag. Sikke en glatnakke, sikke et fjols. Ligesom en af de idioter, der altid skal være midtpunktet i en fest og tager en lampeskærm på hovedet. "You see how good is she", sang han, men skulle have ændret det til "You see how shit am I".

Tid til aftenens højdepunkt. Udenfor Bellahøj render nogle knægte rundt og hygger sig med at spille bold. Et dejligt udtryk for samhørighed mellem folk af forskellige folkeslag, og så var der en knægt med en hvid Københavntrøje på. Smagfuldt og godt. I modsætning til den kroatiske sang, der var en klon af Celine Dions fra Titanic. Den kroatiske sangerinde hylede sig igennem en rærlig tåreperser, der begyndte med nogle 'Smuk som et stjerneskud'-fløjter og så fik besøg af en masse skingre fioler. De havde rigtig kløgtigt noget med titlen at gøre, 'Strings of My Heart' – hvor er det flot! – men blev aldrig mere skingre end den kroatiske skrigebøjle, der sang så rædsomt at urene i lejligheden begyndte at gå baglæns. Tankerne fyldtes med klip fra Titanic, og lyden fik en til at tænke at hvis skibet havde haft sådan et tågehorn ville det isbjerg være sprængt i småstykker.

Portugal var slemme; to halvhjertede soulsangere der stod og wailede ad hinanden som en dobbelt udgave af Erann Drori. Ja – så ringe.  Og derefter kom en rædsom irsk crooner, Charles O’Shaugh- nessy – eller Shocknessy, som Bisgaard insisterede på at kalde ham. Hans Otto kunne fortælle at sangens komponist arbejdede i et transportfirma, og mit gæt er at han er trucker og kører i ugevis med radioen permanent tunet på en station, der ikke spiller andet end Toto, Foreigner og Michael Bolton.

På dette tidspunkt var tålmodigheden ved at være ganske tyndslidt, og den slap op da aftenens anden standarddanser kom på; den spanske Lothario med Brylcreem og bruncreme. Heldigvis var der en tjans med at passe hunde, så man kunne tage en luftetur ned ad en stort set mennesketom Frederiksberg Allé og konstatere, at udover nogle få fornuftige mennesker på Promenaden var alle i gang med at se grand prix. Vi gik ned ad Nyvej og hørte pludselig noget, der fik nakkehårene til at rejse sig. I en lejlighed lød det som nogen var ved at pine en yak med en gloende tang!

Lyden døde hen lidt efter, og blev så afløst af noget som jeg troede var en krage, der var blevet påkørt af en knallert. Det viste sig dog at være mindre dramatisk; det havde blot været det tyrkiske og det engelske bidrag. Godt nok surt at misse den fornøjelse. Men så kunne man jo se Sloveniens sangerinde stå i et latexoutfit og ligne en dominatrix og synge en billig imitation af 'It’s Raining Men' med en vrøvletekst om "electric runs through my body" og noget om hendes "heartbit".

Polens sanger var næsten lige så irriterende som Letlands, som han ankom i sin mølædte kamelulds- frakke. Hans sang lød gudhjælpemig som Danseorkestret, og det var ved at være påkrævet at ringe til Frøken Klokken for at høre om dette virkelig var 2001 og ikke 1985. Det år ville tyskernes svulstige ballade i øvrigt ikke have lydt malplaceret, og det ville den heller ikke i en reklame for weinbrand eller Merci på RTL.

Så var det Estlands tur, og deres sang var snublende nær en b-side med Londonbeat fra 1988. Eller Kool & the Gang, der åbenbart har sat et uudsletteligt præg på den estiske musikscene. Og så var den krydret med noget call-and-response á la spejdere på vandretur, samt et omkvæd pilfingret fra Miami Sound Machines 'Conga'.  Hvilket årti var det lige, man hørte den første gang? Det var helt anonymt, meget uoriginalt og ganske pauvert, og det vandt.

Den tredje standarddanser kom frem, nemlig ham fra Malta. Det var endnu et glat og kedeligt euro- popnummer, og hvis ikke han havde sunget så luset, og hvis ikke de havde lavet den fjollede grand prix-finte med at gå en halvtone op til sidst, havde det været den bedste sang hele aftenen. Videre med grækerne, der i det mindste stjal fra halvfjerdserne, nemlig 'I Will Survive'. Ganske originalt valg. Skal man stjæle, så stjæl fra noget folk kender. Bare spørg Abba.

Derefter – en spade med en ukulele. En dødssyg blond sangerinde ("Jeg går på rytmekons!"). Vrøvletekst på syvendeklasses engelsk. Fætter Højben-frisure. Wankere.  Rollo & King. Stemningen, da de sluttede deres sang af, var nok til at give seriøse tanker om at det er på tide at emigrere.

Det er ikke kun Rollo & Kings skyld, selv om de bærer en broderpart af ansvaret.  Det er om muligt endnu mere pinligt, at showet i pausen blev givet videre til et band der spillede ni minutters børnemusik.  Jep – Cartoons, undskyld Aqua, den tænkende fireåriges yndlingsband, og modtager af adskillige danske grammyer, ikke bare den for eksportcifrene. "Life in plastic, it’s fantastic", sang Lene Nystrøm, og hun må jo vide det.

Hvor flovt for Danmark, at så hæslig og sjæleforladt en gang tegneseriecrap er vores største navn nogensinde. "Det er ikke nemt at være Michael Jackson efter dette show", brægede Bisgaard efter at Creamy, undskyld Aqua havde forladt scenen, for nu at nævne én der er lige så pumpet med silikone som Nystrøm. You’re shit and you know you are, doo dah. Måske var det meget godt at verden blev mindet om det.

Ti points til Danmark i første stemmerunde var ildevarslende, 12 i den næste var kvalmende. Og det blev værre, for der var mange points til Rollo & King. Kroatien gav en del, og Bisgaard kvækkede at "så gør det ikke noget, de slår os i fodbold en gang imellem". Nu var det bare sådan, at Danmark slog Kroatien da de sidst mødtes. Men måske tænker BIF-tilhængeren Bisgaard på Osijek.

Danmark førte ved pausen, men måtte så gudskelov se Estland trække fra. Havde Rollo & King vundet, havde det aldrig fået en ende. Det på trods af at Estland løb tør for randstater til at hjælpe sig – ligesom Island igen forærede Danmark point, var der som sædvanlig hæmningsløs indbyrdes støtte, der kulminerede i otte point fra Litauen til Letland. Det kan kun tilskrives misforstået loyalitet eller national sindssyge.

Ikke at man ikke sad og blev sur over Bisgaards vås. Han havde en tendens til at gå i selvspin over stemmer på ti points til Danmark uden at skænke det en tanke, at rivalerne ikke havde fået noget endnu. Hans største kommentar var: "Fem point over den engelske kanal til Irland". Ville de fem point fra England så ikke faktisk havne i Frankrig? Fjols.

Det endte i at Malta afgjorde det hele, og straks efter var den halve Park på vej ud til Østerbros største garderobekø nogensinde. Dårlige tabere? Nej, ikke de danske roligans.

Og man kunne begynde at filosofere over hvorfor dette var så skidt. Det var jo ikke fordi rammerne ikke var i orden. Det bliver ikke bedre, det var både elegant, smagfuldt og storslået. Man lagde mærke til, at lyset var forskelligt hele tiden, og underspillet snarere end overgearet. Stadion tog sig fantastisk ud, og det er en indendørsarena man kan være lykkelig over fremover, også selv om aviserne var lige kvikke nok til at kalde den Europas største.  Både Amsterdam, Cardiff og snart Gelsenkirchen har overdækkede stadions, der er klart større. Derfor er det stadig ret formidabelt.

Men ligemeget hvor stort det lægges an er det umuligt at skjule, at man pakker et råddent æg ind i en gylden æske. Grand prix sutter røv, og det burde ikke engang være noget der er det mindste kontroversielle. Men pludselig er det for alvor blevet en tabuholdning at stå frem og erklære sig som kritisk over for tingen.

Bare se på B.T. disse dage. De har fået færten af, at Terry Wogan, kommentatoren på BBC var yderst sarkastisk over for det hele, og behandler det som majestætsfornærmelse. "NATASJA OG SØREN SVINET TIL", skriger den skingre overskrift.  "Blev kaldt Dr. Død!" Men nu var det jo ikke fordi det ligefrem var ukorrekt, at Terry Wogan mente at manden lignede en zombie i den mørke hal, er det? Det har trods alt tjent ham gode penge i de film og teaterstykker hvor han netop skulle spille en makaber person. Sådan ser han jo altid ud.

Men nej, det kan man ikke have. Ingen må tage pis på dejlige Danmarks grand prix! BT har været helt fremme i skoene. Da Aftonbladets Per Bjurman tillod sig at kritisere de grundige sikkerheds- foranstaltninger, og at påpege at værternes rim var åndssvage, blev han kaldt 'førende danskhader' i BT, der også gik op i en spids over at kongehuset blev væk. Det var nemlig at håne folket, det var arrogance. Ifølge BT. Den latterlige og chauvinistiske holdning til noget, der blot er et popshow, har på glimrende måde været med til at gøre at der blev buhet af vinderne fra Estland og af de lande der gav dem højere pointtal end Danmark, og at folk skred før vinderne var færdige.

Fra at være et show, som de fleste kunne indse hvor dårligt var, og hvor Kølig Kaj til lyden af alles hån rykkede ned for blot et par år siden, er grand prix nu blevet noget som man regnes for en forbandet snob, hvis man hader. Så kald mig gerne en snob, for jeg hader det fandme; næsten lige så meget som jeg hader den gyselige medløberkultur der er opstået omkring det siden Brødrene Olsens sejr.

Grunden til at Terry Wogan, som jeg skal nyde i fulde drag næste år, er så nedladende over grand prixet, er at han kommer fra et land hvor man har rigeligt med god popmusik at gøre godt med, selv i en sløj periode som den nuværende. Derfor kan han se hvor pinligt det er at se en hel nation gå op i en spids over noget, som i Storbritannien ville blive afviklet i en snookerhal i en udørk, der ellers aldrig ville få levende musik på besøg. Det har Danmark ikke, og man er nødt til at være stolte over Brødrene Olsen og Rollo & King og Aqua, og så i øvrigt give den alt hvad den kan trække efter en grand prix-sejr.

Og det har da helt sikkert givet god publicity, for i de fleste andre lande har man lige så syg en musikscene. I Tyskland et sted så man 40.000 til en udendørs grand prix-fest. Og nu er Tyskland jo også liiiige et sted, hvor man kender de lokale for deres gode musiksmag, ikke?  Turister skal det nok trække; der er garanteret mange, der har set det og er blevet interesseret og tager til Danmark, slet ikke bange for at møde Søren Pilmark, og ekstra godt er det da at der kan blive pumpet penge fra showet direkte ned i en kontrakt med Thomas Myhre, i et køb af Carsten Fredgaard, og i en aftale med en afløser for Ståle, der ikke behøver være Brian Steen.

Det er alle tiders, lad os score kassen. Men hvor kunne det være rart hvis ikke det var med noget så lavt og nedrigt som grand prix, som er den stillestående, svovlstinkende døde sø af opgylpede idéer fra firserne som ikke har været oppe at vende og få kunstigt åndedræt siden; en pengemaskine der får tidens drengebands til at virke oprigtige og vigtige.

Lad aldrig landet gå så grueligt ud af et vildspor igen, og lad os aldrig en gang til få sådan en klæg, nationalromantisk omklamring over et melodi grand prix. Som nævnt i overskriften – man kan pudse en lort til den skinner som guld, men lort er det stadig.

-smølle