Nej - hov - du der! Du behøver ikke vende om. De faste sprutpushere sidder lige ude i gårdhaven og nyder det gode vejr. De har siddet derude og spist og drukket et stykke tid nu men jeg vil tro at det kun varer fem minutter så er jeg daffet igen. Nu du er her - må jeg byde på lidt vådt til ganen? En halv flad? Ja, så gerne. Jeg nupper lige en kop vand.

Hvordan min weekend gik? Hmm, tak fordi du spørger - vil du have den korte eller den lange version? Den er vel været som weekender er flest op og ned. En ting har jeg dog haft mere i hovedet end andre. Det har været U2 mig her og U2 mig der. Og lige for tiden er U2 ikke øverst på min private hitliste. Nu skal du ikke tro at jeg ikke bryder mig om U2 - mit forhold til dem strækker sig over mere end hvad den almindelige gennemsnitlige bargæst her umiddelbart vil kunne kapere. Jeg har dog for første gang i ca. 15 år haft et anstrengt forhold til dem. Lige siden mandag den 19. marts 2001 - du ved, dagen efter vi slog OB med 2-1 i Parken - har jeg konsekvent slået over på en anden kanal når radioen har spillet U2. Jeg har ikke sat så meget som en eneste skive i CD-afspilleren med U2. Jeg har ikke set mere end sammenlagt 5 minutters musikvideoer på MTV med U2. Jeg har kort sagt afvist dem - som man afviser sin lillebror når han spørger om han må spille på din Commodore 64.

Og hvorfor har jeg så det? Jo, det skal jeg sige dig. Det hele startede klokken ca. 16:45 om søndagen - alt var godt. Todi og Zuma havde lige sikret en sejr over OB - jeg skulle bare skynde mig hjem og så til familiefødselsdag. Det var en smule koldt og blæsende, men foreløbig havde dagen været perfekt og jeg havde jo store planer for den kommende aften og nat, så det ænsede jeg ikke.

Efter en veloverstået aften i familiens skød tog vi hjem og jeg gik op i soveværelset og tog en masse tøj på. Du ved, sådan med "rigtig dejlige varme skisokker" og det hele. Så gik min kone ud og startede bilen og vi drog ind til centrum af vores dejlige hovedstad.

Hvad siger du? En fad mere? Ja, OK - de må da snart være færdige med spisepausen derude. Jeg tror sq også at jeg snupper en med, sådan bare for hyggens skyld.

Vel ankommet til BilletNets kontor ved Tivoli satte jeg mig ned på trappestenen. Klokken havde netop passeret 22 og sneen var begyndt at vælte ned. Smøgerne var næsten væk og detsamme var følelsen i mine tæer og fingre. Jeg havde nu siddet i næsten ti minutter og jeg var lige ved at dø. Jeg tænkte at jeg kunne nok lige smutte over i Seven-Eleven og få varmen uden at jeg ville miste min position i "køen". Da jeg fik øje på Hovedbanegården gik et lys op for mig. "Der ligger da et Postkontor derinde", så jeg smuttede derind. Det viste sig at der allerede på dtte tidspunkt var ved at danne sig en kø foran Postkontoret og jeg skulle nu til at vælge. Skulle jeg sætte mig her og bliver nummer 6-7 i køen i tørvejr eller skulle jeg daffe over til Tivoli igen og være nummer et - helt alene og i snevejr.

Jeg valgte det første. Det var ganske flinke mennesker der lå/sad på gulvet foran Hovedbanegårdens Postkontor den nat. Vi snakkede og hyggede os. Flere kom til i løbet af natten. Mange flere kom til i løbet af morgenen. Rigig mange kom til i den sidste halve time inden kl. 8. Vi var vel godt og vel 250-300 mennesker og maven var ved at krympe sig sammen. De unge mennesker foran mig var noget nervøse - "hvad nu hvis lortet bryder ned", "hvad nu hvis ditten" og "hvad nu hvis datten". Jeg måtte tage mit bedste alfaderlige ansigt på og berolige de unge mennesker "Jeg har taget min lykke T-shirt på - vi får helt sikkert billetter" - jeg fremviste stolt den T-shirt jeg købte i 1993 da jeg lå uden for et stadion i Paris og hørte U2 spille på deres Zooropa tour. T-shirten som jeg også bar på Gentofte Stadion senere den sommer og igen havde på i 97 til min første koncert i Parken.

Klokken blev 8 og den venlige dame inde på Postkontoret kom ud og annoncerede at vi ville få udleveret numre som skulle sikre rækkefølgen til når billetsalget startede kl. 10. Jeg fik det femte nummer i rækken. Nu var der kun to sølle timer tilbage. Varmen var så småt kommet tilbage i kroppen. Kaffe blev indtaget. Intet kunne gå galt. Jeg gik rundt og kiggede på forretningerne, nikkede anerkendende til de mennesker som jeg ikke kendte men alligevel havde en fællesskabsfølelse med - vi havde jo netop tilbragt en nat sammen. Vi var Hard Core - vi kom ikke kl. 7:45 og troede at der ikke ville være nogen - vi havde ligget 10 timer i kø - det kunne ikke glippe.

Klokken nærmede sig 9:45 - det var tid til at komme ned til Postkontoret igen. Frem i køen der nu havde formet sig indenfor. Jeg kunne jo fremvise at mit nummer var lavere end (næsten) alle de andres. Jeg fornemmede at de kiggede på mig med lige dele irritation, benovelse og anerkendelse. Jeg var en fandens karl. Klokken blev 9:55 - to damer havde indtaget deres positioner ved skærmen og printeren på den anden side af disken. Folk begyndte at finde pengene frem - alle havde lige penge - der var ikke noget med Dankort her. Vi skulle jo alle have vores billetter og os der var forrest ville naturligvis hjælpe hinanden under skyldig hensyntagen til at vi trods alt skulle hjælpe os selv først.

Jeg husker at jeg følte mig som en der så på en dårlig spillefilm med Stallone som bombemand eller noget i den stil. Uret viste 09:59:54 og de næste 6 sekunder gik ufatteligt langsomt. Som når FCK fører 1-0 og der er pres på vores mål. BANG! Back to reality - kl. var 10:00. Damerne havde allerede prøvet at koble sig op i et par minutter nu - sådan bare for at se om de kunne. Der gik et minut - og nu! Nu skete det - de første seks billetter kom ud og første mand i køen fik sine billetter. Jeg kunne mærke tårerne i mine øjne - så glad var jeg på hans vegne. Nu var det snart min tur. Der gik et minut - ingen kontakt til Billetnets computer. Så kom der 6 billetter mere og endnu 6. Ja, jeg er lige ved at være der! Der var nu gået ca. 5 minutter. Damen på den anden side af skranken blev helt hvid i hovedet. UDSOLGT - UDSOLGT - UDSOLGT.

Nu presser tårerne sig på - vil du have en skarp med? Jeg tager et shot pebervodka og du får da også lige lov at smage. Det giver varmen, ikk’?

Nå, men der gik et jag igennem maven på mig. Det er løgn - det passer ikke - nu var tårerne lige ved at springe ud af øjnene på mig. Folk bag i køen begyndte at råbe. Afmagten var nu total over hele posthuset. Postdamerne skal her have en kæmperos - de følte virkelig med os. De prøvede alt - de fik en besked om at der var annonceret en ekstra koncert. De kunne desværre ikke fortælle hvordan billetterne til den ville blive sat til salg - men meldingen var at tidspunktet sandsynligvis ville blive annonceret senere på dagen. Total tom indvendig gik jeg over til de tre heldige personer og ønskede dem og deres kammerater tillykke.

Jeg gik ned på spor 12 for at tage toget på arbejde. Under hele morgenforløbet havde jeg været i telefonisk kontakt med konen - hun skulle forsøge om hun kunne skaffe billetter via BilletNets hjemmeside. Heller ikke hun havde havft held til det. Jeg satte mig ind i toget. Jeg var næsten nået til Dybbølsbro station. Så ringede min telefon. Min kone havde ikke opgivet og så nu at billetterne til ekstrakoncerten blev revet væk for øjnene af hende. Fem minutter og nu var denne koncert også udsolgt. UDSOLGT - UDSOLGT - UDSOLGT.

"Hvad sker der?" tænkte jeg. Det gør de bare ikke imod mig. Så dumme og ondskabsfulde kan de sgu da ikke være. Det her, det var værre end sidste kamp i Odense i 94. Det var værre end Brian Laudrups fax. Det var værre end Ståles hjerteanfald mindre end en uge tidligere.

Jeg følte mig snydt og bedraget. Jeg kneb en tåre - jeg kunne ikke overskue at skulle på arbejde nu - mit liv var gået i stå. Jeg var mere tom inden i end nogensinde før. Jeg havde lyst til at skrige og jeg havde lyst til at grave mig ned. Hvorfor blev jeg ikke fem minutter længere, hvorfor sendte "bagmændene" ikke besked ud til damen om ekstrakoncerten lidt før? Hvorfor stinker BilletNet? Hvorfor dit, hvorfor dat?

Indeed - it was NOT a beautiful day.

Siden den dag - den absolut mørkeste i mit liv - har jeg som sagt ikke beskæftiget mig med U2. Jeg kan ikke finde ud af om det er dem jeg er skuffet over - om det er Post Danmark eller BilletNet - eller hvem fanden det nu måtte være. Jeg har ikke haft interessen og lysten til at prøve at vinde billetter i alle de konkurrencer der er foregået. Jeg har ikke haft interessen og lysten til at prøve at få billet til koncerterne i Sverige, Tyskland og Holland. Ej heller har jeg haft lyst til at købe billetter på det sorte marked - ikke så meget på grund af prisen, for jeg har betalt ågerpriser før i mit liv og været fuldstændig kold over det, det er mere rent princip/stædighed. Nu er koncerterne overstået - jeg er kommet videre i mit liv. Hver gang jeg har tænkt på U2 har jeg tvunget migselv til at tænke FC København. Jeg har tænkt temmelig meget på FC København de sidste måneder kan jeg godt fortælle dig. FC København har reddet mig fra at sidde alene og blive deprimeret. Det har været bedre end hele verdens samlede beholdning af psykofarmaka.

Jeg tror vil smide en tyver i jukeboxen og så hører vi sgu noget U2 - for uanset hvad livet bringer os af skuffelser og nedture, af succesoplevelse og opture, så har vi stadig musikken. Den musik som jeg kender og elsker, de tekster der har hjulpet mig i svære stunder, den musik der beruset mig og forført mig. Om det er U2 der holder i dine øre eller om det er Richard Affald - det er pisseligegyldigt. Kan det hjælpe dig igennem en svær tid, kan det bringe nogle dejlige minder frem i dig - så sæt det på. Det er heldigvis dig der bestemmer. Inden jeg bestemmer mig for hvad vi skal høre så lad mig sige tak for at du lånte mig dit øre og din tid. Jeg kan høre at de er ved at samle deres habengut sammen derude. Nu kan du få en ordentlig betjening igen. Du har sparet mig for en session hos min psykiater så lad mig spare dig for regningen - den ordner jeg.

Nikolaj N
FCK4ever - TCB

Og på jukeboxen spiller:

U2

Playlisten er:

One (1991) - 90’ernes stærkeste tekst. Mit absolutte yndlingsnummer. Så enkelt, så stærkt. Så tæt, så fjernt. Så rå, så blød. Så mange betydninger. I har nok fattet det.

Pride (1984) - hyldestsangen om den største politiker som alt for mange har glemt. MLK.

I Will Follow (1980) - U2’s første officielle single (i første omgang udgivet med Edge på vokalerne) - skrevet, spillet og sunget med en nerve uden lige. Naivt - tre-fire - gang i den.

Bullet The Blue Sky/Running To Stand Still (1987) - Begge skal høres. Evt. fra Joshua Tree albummet eller på en af de mange live optagelser fra Zooropa touren. Sange om borgerkrig og narkotika. Naiv(?) storpolitik så det vil noget.