Du føler nok et rislende, snigende ubehag i disse sekunder. Du er trådt ned på dit stamværtshus, men det er ikke som du genkender det. Lyset er skruet ned til et minimum her på denne sene aften, og en kold vind synes at snige sig gennem lokalet. Et glas whiskey står klar til dig på baren, og du griber taknemmeligt ud efter det, men stadig er du ikke tryg. I rummets mørke hjørner sidder folk med skyggefulde ansigtstræk, og du ser ingen smil på deres læber - tværtimod hører du mumlen, fjerne stemmer, underlige brudstykker af radio- og gadelyd, og du ser noget glimte, der kunne være et knojern.

Det er musikken, der gør det. På jukeboxen kører en plade med Barry Adamson, og derfor føler du at du er midt i en gyserfilm, at du er skurken i et Hitchcockdrama, eller at du er den anonyme, frakkeklædte detektiv. Den detektiv, som Chandler og Hammett rendyrkede, og Turell bragte til København, men i stedet er du i en engelsk indre by, og du har et soundtrack kørende gennem hovedet, hvor du hører jazz, reggae, easy listening, pop og industriel larm. Adamson gør den slags ved sine lyttere.

Selv er Barry Adamson fra Manchester, godt fyrre år gammel og begavet med en cool, dyb stemme, et godt udseende samt et talent og en fantasi langt ud over det sædvanlige. Hans musikkarriere begyndte, da han i 1978 blev bassist i Manchesters trediebedste new wave-band Magazine - det næstbedste var til enhver tid Buzzcocks, som Magazine-sangeren Howard Devoto netop forlod efter en enkelt EP, den klassiske Spiral Scratch. Og det bedste var Joy Division. Men alt dette er en helt anden historie.

Da Magazine gik hver til sit, fandt man Adamson i Visage sammen med det meste af Ultravox og Steve Strange, manden som mere end nogen anden stod for New Romantic-bølgen, men det var kun et mellemspil - kort derefter, i 1981, rendte han ind i Nick Cave og blev hyret til at spille med hans kaotiske band The Birthday Party, der ikke havde langt igen. Da deres vanvittige sameksistens holdt op, blev Adamson inviteret med i Caves band, som skulle komme til at ledsage ham helt til dags dato, og sikkert mange år fremover: The Bad Seeds, som dengang kun bestod af ham og to andre - Mick Harvey og Blixa Bargeld, der begge stadig er med den dag i dag.

Efter fire lp'er med Cave forlod Adamson bandet for at føre sine egne idéer ud i livet - og formentlig for at slippe væk fra miljøet omkring Cave, der i disse år, ca. 1987, var så langt ude på heroin, at det nærmest er et mirakel at han stadig er iblandt os, endsige med forstanden nogenlunde i behold. Også dette er en helt anden, og ikke mindre interessant, historie.

Barry Adamsons solodebut var en ganske klar programerklæring - nemlig hans skramlende og støjende, men stadig meget tro udgave af temaet fra filmen The Man with the Golden Arm fra halvtredserne, hvor Frank Sinatra ironisk nok spillede en musiker, der ikke kunne holde sig væk fra heroinen. Det er et formidabelt filmtema, og det lagde stemningen til rette for Adamsons debutalbum, selv om det ikke kunne forberede nogen på hvor god debuten ville blive.

Moss Side Story er titlen på debutpladen, og det er ifølge Adamson selv soundtracket til en film, der kun eksisterer inde i hans eget hoved. Men musikken i sig selv er lige så fascinerende som de fleste film. Det er et rent mesterværk, det får ens puls til at race, og mens det på sine steder er smukt og romantisk, kan det i andre passager give klam gåsehud og slemme forskrækkelser.

Så meget kan man udlede af omslaget, at der er tale om et mordmysterium, og at hovedpersonen måske er den førnævnte detektiv. På forsiden af omslaget læser man: "In a black and white world, murder brings a touch of colour". Og i den drømmeagtige tekst, som er trykt i hæftet der følger med, ser man antydninger af hvad der foregår - 'black and white' kan henvise til monotonien i den grå og regnfulde indre by, og det kan handle om raceproblemer. Men herefter er lytteren på egen hånd, og at høre hele pladen koncentreret, mens man lader sin fantasi løbe løbsk, skulle være nok til at tænke sin egen film frem på det indre lærred.

Musikken er som en fascinerende drøm; foruroligende det meste af tiden. Det er måske instrumentalt og inspireret af jazz, men det er bestemt ikke cocktailmusik. Medmindre måske man serverer de cocktails på sit landsted i Transsylvanien. Det første spor, 'On the Wrong Side of Relaxation', lægger den urolige bund; en bil startes og kører snart gennem mørket, og så fyldes ens øre med ildevarslende lyde - skærende strygere, fjern rumlen af fabrikker, og henover det hele stønner den gotiske sangerinde Diamanda Galas som en forpustet og forskrækket kvinde, der jages gennem en øde by midt om natten, hendes lyde er klippet i småstykker og synes at komme fra alle retninger; det hele udløses i et langt skrig, nogle skrækindjagende gyserakkorder, og snart efter er fanden løs på 'Under Wraps', der kører afsted i et halsbrækkende tempo som musikken til den bedste biljagt, der aldrig er indspillet.

På resten af pladen finder vi det truende orgel, de tordnende trommer og den skrigende saxofon på 'Sounds from the Big House', den afdæmpede og tænksomme barstemning som i Sinatras bedste stunder på 'Everything Happens to Me', den nervøse industrijazz på 'The Swinging Detective' og den legesyge Henry Mancini-orkesterpop på 'The Most Beautiful Girl in the World', indtil det hele udløses med et gospelkor på 'Free at Last'. Jeg overdriver ikke, det er så højt som ambitionerne rækker, og de bliver indfriet. Moss Side Story er et mesterværk, intet mindre.

Overalt på Moss Side Story hører man inspiration fra Adamsons helte. Ennio Morricone, som er bedst kendt for musikken til spaghettiwesterns som Den gode, den onde og den grusomme. John Barry, der står bag James Bond-filmenes temaer. Lalo Schifrin, der lavede musikken til Mission: Impossible (originalen fra halvtredserne) og en million andre krimi- og agenttemaer. Samt Henry Mancini, der lavede Den Lyserøde Panter, Breakfast at Tiffany's og masser af andre legesyge filmmelodier. Bare for lige at nævne et par af kilderne, fra den mest alvorsfulde til den mest glade i låget.

Selv blev Adamson efter Moss Side Story hyret til at lave 'rigtig' filmmusik, nemlig soundtracket til filmen Delusion. Det var en rimelig film, en road movie som man med god samvittighed kan se og glemme igen hurtigt. Musikken var såmænd også ganske hæderlig, men slet ikke i nærheden af hvad Adamson har lavet på sine 'egne' albums. Der blev udsendt en single, Anita Lane sang på en frisk men ret banal version af 'These Boots Are Made for Walking'. Hendes afsindigt sexede stemme er bedre anvendt på de par sange, de samarbejdede om på hendes album Dirty Pearl.

Mere interessant var ep'en The Taming of the Shrewd, og især 'Diamonds', som var en ny udgave af en tresserting og en bizar blanding af pornoorgel, surfguitar à la James Bond, cocktailjazz og beatet fra Iggy Pops 'Lust for Life'! Det lød - selvfølgelig - fantastisk.

Og det samme gjorde album nummer to, Soul Murder, som stilmæssigt var over det hele. Mest af alt på Adamsons udgave af James Bond-temaet, hvor han blander en glad reggaesang om en ung knægt på Jamaica, der vokser op med drømmen om at blive hemmelig agent, med en art surfguitar spillet i en kogekedel, til temaet svinger sig helt op ledsaget af et lalleglad bigband. På papiret lyder det som en gang rod, men det fungerer.

Tonen er lettere på Soul Murder, og flere af titlerne er rene popmelodier af en slags, man ikke finder på debuten. 'Suspicion' er bygget op omkring et sample fra Public Enemys 'She Watch Channel Zero?!' og den perfekte krydsning mellem et hiphopbeat og noget der kunne have været temaet til Skæbnefortællinger. Og 'Checkpoint Charlie' minder simpelthen påfaldende om John Barrys fænomenale intro til De Uheldige Helte - stadig, og den kæphest vil jeg tæske til den dør, det bedste musik F.C. København kunne have valgt at løbe på banen til.

Der er smuk drømmemusik i den passende benævnte 'Reverie', kitschet fransk børnesang i 'Un Petit Miracle' og kæk jazz og beatpoesi i 'Split', hvor Adamson selv bruger sin gode, dybe stemme. Men bekvemt og gnidningsløst er det bestemt ikke, for midt i det hele kommer 'A Gentle Man of Colour', en fingeret nyhedshistorie, læst op med en iskold reporterstemme over forstyrrende og nervøs musik. Det handler om en grusom lynchning i Sydstaterne i USA - Adamson har både evnen til at skabe en ubehagelig stemning, og en pointe med musikken. Dette nummer er så kraftfuld antiracistisk en udtalelse som noget, man kan høre hos førnævnte Public Enemy.

Allerede året efter var der nyt fra Adamson, en seksspors EP ved navn The Negro Inside Me. Adamson viser sig her som en særdeles funky person. 'The Snowball Effect' raser afsted i et vanvittigt tempo, med en hammondorgelsolo der får en til at tænke tilbage på biljagter i de gamle 70'er-film om kække, uovervindelige og fandens potente sorte politimænd, noget der også lægges op til i titel og omslag. Også 'Busted' og den dystre 'Cold Black Preach' swinger som død og djævel, mens tempoet bliver sænket en anelse på en gennemført lummer udgave af Serge Gainsbourgs 'Je t'aime… moi non plus'.

Siden skulle der gå en rum tid før man hørte noget til Adamson igen. Han begyndte at studere film og stykkede langsomt materiale sammen til sin nye plade Oedipus Schmoedipus, men samtidig led han under kraftigt svigtende helbred, hvilket gjorde at pladen blev forsinket i et år. Han måtte opereres i hoften to gange, led under store smerter, og fortæller at det eneste der kunne opmuntre ham i hans rullestolseksistens var at sidde og spille scener fra Ironside, serien om den handicappede superadvokat.

Pladen dukkede op i 1996, da Adamson endelig var raskere, og dens titel fortjener en forklaring. Som så meget andet er det lånt fra en film, nemlig Woody Allens novellefilm Oedipus Wrecks, hvor hovedpersonen, Woody selv, er besat af sin mor. En psykiater påpeger dette, og moderens svar er: "Oedipus Schmoedipus, what does it matter so long as he loves his mother!"

For første gang har Adamson nu fået egentlige gæstestjerner med. Jarvis Cocker fra Pulp stønner og gisper sig igennem åbningsnummeret, 'Set the Controls for the Heart of the Pelvis' (intet mindre!). Nu sørgeligt afdøde Billy MacKenzie crooner en hyldest til den pornografiske underverden i 'Achieved in the Valley of Dolls', og Nick Cave er tilbage i et Adamson-samarbejde for første gang i ti år på den smukke ballade 'The Sweetest Embrace'.

Instrumentalmusikken er stadig hovedingrediensen, og Oedipus Schmoedipus er af Adamson beskrevet som del tre i en trilogi, hvor Moss Side Story og Soul Murder var de to første dele. 'The Big Bamboozle' er en art opdatering af 'The Man with the Golden Arm', et stort anlagt swingnummer som efter sigende er skrevet til en stripper. Det ville fungere. Helt hvorfor Barry Adamson efterhånden er blevet så besat af sex er uvist, men mon ikke det kommer med alderen.

'Miles' er et opdateret Miles Davis-nummer, ren jazz med tunge beats, og 'Something Wicked This Way Comes' er så funky at man tror det er løgn - den er desuden bygget over en eminent vellydende gammel sang med Francoise Hardy, der har sin faste plads her i jukeboxen - se for guds skyld Ugens Ræb fra uge 14. I øvrigt turde det nummer være kendt af det fleste. Det dukker også op i David Lynchs kryptiske film Lost Highway, samt i The Beach, men i Løvetimen er det desuden i flere år blevet brugt fast som underlægningsmusikken til optakter inden en kommende kamp.

Igen intet album uden at Adamson manipulerer groft med lytterens nervesystem. Det sker i den klamme 'Dirty Barry' (arf!), der havde været prikken over i'et, hvis de der Blair Witch-folk virkelig havde villet skræmme livet af deres skuespillere - og ikke mindst i 'It's Business as Usual', hvor han over orkesterlarm spiller telefonsvarerbeskeder, der henholdsvis truer ham og trygler ham, fra en forladt kvinde, og fra en bister rival. Skummelt.

Manden blev så syg igen, og måtte igen opereres. Og på det fjerde album As Above So Below skinner det igennem, at det ikke har været nogle skægge omgange, han har overstået.

Pladen er en helt anderledes historie end hvad der hidtil er kommet fra samme kant. For det første er det sange. Adamson synger hele pladen igennem, og gør det formidabelt. Han har en dyb og poetisk stemme, som man indtil 1998 kun hørte læse op eller stønne - som på 'Je t'aime…'. Skal man sammenligne Adamsons stemme med nogen, så må det blive med Matt Johnson fra The The. De har også nogle besættelser og dæmoner rent tekstmæssigt, der i høj grad ligner hinanden, og et hurtigt kig ud over lyrikken viser også en mand, der virkelig har været langt ude - bogstavelig talt virker det som om djævelen bider ham i røven i hver anden sang, og på den sidste og totalt nervøse og skurrende 'Jesus Wept' lyder det faktisk som om, det er den onde selv der har bemægtiget sig mikrofonen; der bliver snerret baglæns ind i mikrofonen mens den hvæsende rytme fra Suicides 'Frankie Teardrop' kører i baggrunden. Uneasy listening. Indtil en harpe begynder at spille, og englestemmer kommer ind og byder velkommen til allersidst - det er barske sager.

Samme Suicide dukker op på en lige så barsk kopiudgave af deres 'Girl', hvor Adamson liderligt stønner sig igennem. Og 'Still I Rise' er formidabel, han lyder seriøst som en mand der raser mod døden selv, og men kan næsten forestille sig hvor djævelsk ondt det må gøre at vågne op fra en operation som hans.

Det er i det hele taget en mørk plade, men ikke engang denne er uden humor og lethed. 'Jazz Devil' er én stor kækhed op i dødens ansigt, som hvis turen til helvede skulle foregå i en tegnefilm fra halvtredserne med Wily E. Coyote i hovedrollen. Og første single 'Can't Get Loose' er dejlig kitschet, jazzet lyd, bygget over Andy Williams' cabaretklassiker 'Can't Get Used to Losing You'.

Bedste sang er 'Come Hell or High Water', en dånende ballade, et alvorligt angreb på en kvinde fra den nære fortid, med en tekst der kunne havde været skrevet af Raymond Chandler selv. Strygere, fantastiske blæsere og natklubklaver. Høj klasse.

Hvilket bringer os mere eller mindre til nutiden, hvor der kører en hjemmebrændt opsamling i vores jukebox. Det må man nemlig godt nu. Og mens der for et par år siden, i 1999, faktisk udkom en opsamling som ikke var dårlig, så er den i bedste fald en kort introduktion til Adamson, men heller ikke mere end bare en forret.

The Murky World of Barry Adamson indeholder først og fremmest intet fra Moss Side Story. Det betyder, at man i hvert fald er nødt til at lytte til mere, hvis man vil danne sig et ordentligt overblik. Og med kun ét nummer fra Soul Murder er blandingen noget skæv. Til gengæld er der tre nye sange på, alle fine, så for fans er den alligevel værd at købe - især for den kitschede og lalleglade Herb Alpert-agtige trompetfest 'Saturn in the Summertime'.

Vores egen opsamling har følgende sangliste:

'The Man with the Golden Arm'
'Sounds from the Big House'
'Suck on the Honey of Love'
'Everything Happens to Me'
'The Swinging Detective'
'Diamonds'
'Split'
'Suspicion'
'007 - A Fantasy Bond Theme'
'The Snowball Effect'
'Cold Black Preach'
'Something Wicked This Way Comes'
'The Big Bamboozle'
'Achieved in the Valley of Dolls'
'Can't Get Loose'
'Still I Rise'
'Come Hell or High Water'
'Saturn in the Summertime'

Nummer 2-5 er anden akt, 'Real Deep Cool', fra Moss Side Story.

Det var så en præsentation af Barry Adamson. Forhåbentlig er det noget, du og vores andre gæster kan bruge til noget - det er jo kærligheden til musikken, der giver os lyst til at gå og skifte plader hele tiden på anlægget. Og det er forhåbentlig noget, der kan læses og giver inspiration. God jagt, og held og lykke - og jeg håber ikke vi gjorde dig bange, men det er svært at høre Adamson uden at lade en vis uhygge sive ind - jeg donerede engang et bånd med Moss Side Story til en halloween-fest og fik det tilbage dagen efter med den besked, at de var blevet nødt til at tage det af efter tre minutter, da det var for uhyggeligt…

Kom nu godt hjem, og vend dig ikke hvis du ser skygger og hører skridt bag dig på gaden…

-smølle