|
New Order, Joy Division og hvad dertil hører |
||
|
Og stadig er det som om de ikke har været væk mere end et par minutter. Pludselig en dag hører man 'Crystal', deres første single siden engang i 1993, og det er som om at tiden har stået stille i al den tid, ja faktisk i alle de år man har kendt New Order. Så pokkers stor forskel er der faktisk ikke på den single og den de udsendte i 1982 - 'Temptation'. Den er mere poleret, der er en korsangerinde med, og okay da - den er mere stram, mere gennemproduceret, i det hele taget mere kompetent lydende, men den har stadig de ringende, teknisk primitive guitarer, Peter Hooks patenterede metalliske bas, og Barney Sumners verdenstrætte, lommefilosofiske tekster, der lyder som om de er rablet af på et kvarter med en rimordbog i den absolutte nærhed. Hvilket de sikkert er. Det er mig totalt umuligt at gå ind og lave en helt objektiv gennemgang af New Orders karriere, og ditto Joy Divisions. Der er plader, jeg stort set aldrig hører, og plader som jeg knuselsker og må finde frem konstant. New Orders Movement har jeg kun hørt få gange, og det fra et småkrøllet kasettebånd - har aldrig gidet købe den. Deres Low-life har jeg spillet så tit, at cd'en ser ud til at være slidt igennem til sine data inderst. Og i bund og grund er denne artikel først og fremmest en undskyldning for at finde de gamle plader frem og lytte til dem endnu en gang, og nyde hvor gode de er i dagene inden det nye album Get Ready kommer. Det gør det nemlig i denne uge. At der er karakterer på (en skala som går fra 0 til 10) er egentlig også svært at forsvare. Selv om f.eks. Get Ready er fremragende, er det jo umuligt at sammenligne med plader, der i bund og grund har været med til at forme ens musiksmag gennem årene. Det er ikke en fair måde at gøre det på, men jeg skal prøve at være nogenlunde nøgtern. Lad os komme i gang, og i skyndingen nævne, at netop New Order er et af de meget få bands, som kan være sikre på at overleve i jukeboxen, ligemeget hvem af vores bartendere der måtte være på arbejde. Og det, i sig selv, er noget af en bedrift og et blåstempel...
Jeg var aldrig besat af Joy Division. Måske kom jeg for sent, for da de fandtes var jeg mere tilbøjelig til at høre sange om at man ikke måtte gå på kørebanen - den er nemlig udelukkende for dem som kører på cykel, samt med motor. Sidenhen er Joy Division langsomt, men sikkert, sivet ind i min bevidsthed. Det skete dog først, da teenageårene nærmede sig deres ende, og den ungdommelige Weltschmerz var ved at tage til. Der i slutningen af firserne, hvor The The, Depeche Mode, Morrissey og The Cure nærmest kæmpede som desperate for at være det band, der henvendte sig allermest følelsesladet til sindets mere melankolske sider. Men samtidig i en tid, hvor Pet Shop Boys ligesom New Order havde peget fremad mod en teknologisk musik, der godt nok tit var fuld af sørgmodighed og molakkorder, men stadig var suverænt dansabel og lagde en del af fundamentet til den housemusik, der var i støbeskeen i de år. Sammenlignet med dette var Joy Division en fjern myte, der lå langt tilbage, og det er først på det seneste, at jeg synes man har kunnet se hele bandets eksistens som en lang helhed. Hele myten om Ian Curtis, Joy Divisions sanger som hængte sig kort inden at det andet album Closer blev udsendt, har fået lov til at overskygge deres musik, som var fantastisk. Debuten Unknown Pleasures er på mange måder en plade, man kan sammenligne med R.E.M.'s debut Murmur. Et band udsender singler som virker dejligt upolerede, og udgiver så et mysterium af en debut, som er helt anderledes. Det skinner tydeligt igennem Unknown Pleasures, at her er et band, der tager deres udspring i punken, og i sange som 'Shadowplay', 'Interzone' og den formidable åbning 'Disorder' er der helt klar inspiration fra Iggy Pops kaotiske band fra starten af halvfjerdserne, The Stooges. Det er et knaldhårdt garageband, der spiller - men produktionen laver helt om på lyden. Trommerne er dækket af ekko, bassen lyder som om den spiller i et rum for sig selv, og som et spøgelse driver Ian Curtis' nu dybe stemme gennem musikken. Det sorte omslag med et minimum af oplysninger, den fjerne og tilsyneladende kolde lyd, og de til tider isnende keyboards er det, som får stemningen frem, og den passer til Curtis' angste og tvivlende tekster, for så vidt meget bedre end den nervøse punk de spillede indtil da. Langsomme hymner som 'Day of the Lords' og 'New Dawn Fades' får i stedet lov til at bygge sig stateligt op, og det er når de når klimaks, og Curtis' stemme virker som om den er ved at knække, at følelserne for alvor når overfladen, bryder gennem isen og giver gåsehud. Unknown Pleasures er et must. Det er ikke et gravskrift eller noget, det er ikke en plade som kun er god til at ledsage nervesammenbrud eller ekstrem selvynk. Det er simpelthen en formidabel rockplade, der har været uvurderligt indflydelsesrig, som har mere indhold at byde på end 99% andre plader, og som fremfor alt har 10 helt strålende sange på, kort og godt. (10)
Nå, så fik jeg vist skrevet mig varm. Det er altid nemmest, når man skriver om plader man elsker, eller hader, intenst. Closer er ikke en af disse. Det er en glimrende plade, og naturligvis er den ekstra rørende og følelsesladet, når Curtis-myten får lov til at påvirke ens bedømmelse. Closer kom i juli 1980, og Curtis havde begået selvmord i sit og sin kones hus i maj samme år, på et tidspunkt hvor han var ramt af depression, og hvor hans ægteskab var gået i opløsning. Det var faktisk planlagt til maj, men var blevet udskudt på grund af noget bøvl med nogle omslag. Nu blev det i stedet et posthumt album. Det er aldrig en plade, jeg er blevet specielt fortrolig med. Noget af det er en klæg grød rent musikalsk, f.eks. åbningssangen 'Atrocity Exhibition' og 'Colony'. 'Isolation' er et rod af keyboards, og 'Twenty Four Hours' er Joy Division tegnet efter numre. Overhovedet ikke skidt - det er fint, men ikke noget fremskridt fra den første plade. Til gengæld er 'A Means to an End' suveræn, en basdrevet og tung sang, og 'Heart and Soul', med Curtis' helt stilfærdige, croonende sangstemme, er rørende. Og pladen slutter helt fantastisk med de to langsomme, elektroniske vidundersange 'The Eternal' og 'Decades'. Især den førstnævnte er smuk, Bowie-agtige atmosfæriske keyboards, et begravelsesagtigt tempo, og som på hele pladen en dybt personlig tekst fra Curtis. Det er de sange, der mest af alt giver den dødsaura, som man må sige at Closer har over sig. Også selv om Ian Curtis åbenbart har haft en sans for humor, selv i sine sidste dage: Linien fra den afsluttende 'Decades': "Here are the young men, the weight on their shoulders" skulle efter sigende være en in-joke omkring de aldrig smilende Echo & the Bunnymen, som var Joy Divisions samtidige. Set i bakspejlet var det nu ikke meget af en vits. (8)
I 1988 udkom den første egentlige opsamlingsplade med Joy Division. Navnet var Substance, hvilket også var titlen på den New Order-opsamling, der udkom året før. Det var knapt nok en samling af de bedste sange, for en god del af disse finder man på de to albums. Først og fremmest var der tale om at Factory, pladeselskabet, havde samlet sangene fra de singler der var kommet gennem tiden. Vinyludgaven havde ti sange, lige fra 'Warsaw' og 'Leaders of Men' fra den første, berømte EP An Ideal for Living, frem til den guddommelige afskedssingle 'Love Will Tear Us Apart', der ligesom Closer udkom efter Ian Curtis' død. På CD'en kunne man så finde syv b-sider. Hvis man har de to albums, er dette et rimeligt supplement - der er også et par andre sange på, der må kaldes uundværlige: 'Atmosphere', 'Transmission', 'Dead Souls' samt 'She's Lost Control', der er på Unknown Pleasures, men som blev udsendt som single i en noget mere dynamisk udgave. (8)
Desuden optrådte en ny og overflødig udgave af 'Love Will Tear Us Apart', som også blev udgivet på single. En sang som den bør man holde snitterne fra - ligemeget om man næsten ikke ændrer på den. Selvfølgelig er indholdet af pladen stadig suverænt, men udvælgelsen trækker ned. (7)
Plade tre og fire er diverse sjældne indspilninger, demoer, Peel Sessions (som for de uindviede er legendariske radioindspilninger for BBC) og en række liveindspilninger. Blandt de sjældne sager er to uvurderlige sange, nemlig demoer af 'Ceremony' og 'In a Lonely Place', der endte med at blive side A og B på New Orders første single. Specielt sidstnævnte er en intens oplevelse - teksten "Hangman looks round as he waits / Cord stretches tight then it breaks / Someday we will die in your dreams / How I wish you were here with me now" er til at få en kold rislen ned ad ryggen over med tanke på hvad der skete kort tid efter. Kvaliteten rent teknisk er svingende. Musikkens kvalitet er heller ikke altid lige høj - det var ikke for den musikalske kompetence, at Joy Division var specielle. Det var for sangene, og for det rå, følelsesladede indhold. Heart and Soul viser dette, og jeg kan garantere, at man ikke går galt i byen ved at købe sættet og glemme alt om at anskaffe sig andre plader med Joy Division. (10)
Live var Joy Division et andet band end på plade, mere energisk, mere et rockband, og mere fysisk. Ian Curtis var så godt som besat, når han optrådte, piskede en stemning op hvor han nærmest lod sig opsluge og dansede som en sindssyg (hvilket desværre blot hjalp til at gøre hans tiltagende epilepsi værre). Der er udsendt diverse liveplader, og den bedste af disse, der udkom i år, er optaget i Paris i december 1979. Les Bains Douches hedder den ligesom det franske spillested, som skulle være et ombygget tyrkisk bad. De ti første sange er herfra, og bandet lyder formidabelt og energisk, vrede og anspændte - at høre sange som 'A Means to an End' eller 'Day of the Lords' her er helt anderledes end på pladerne. Guitaren er tonstung, og Peter Hooks berømte bas lyder som om den kunne rive huset ned. Det er kun de ti første sange (af 16), der er fra denne koncert, og resten har ikke helt den samme høje klasse, men det er også nok. (8)
(4)
Denne debut er mildt sagt ikke af samme magiske klasse som Joy Divisions. De tre overlevende, Barney Sumner, Peter Hook og Stephen Morris havde besluttet sig for at fortsætte, og guitarist Sumner havde modvilligt taget over som sanger. Og så var Morris' kæreste Gillian Gilbert kommet med som keyboardspiller. Pladeindspilningen skulle have været en gyselig oplevelse for de fire, da Ian Curtis' død knapt var fordøjet. Det er mildt sagt heller ingen fornøjelse at lytte til den. Sumner gør sit yderste for at imitere Curtis' mørke stemme og hans tekster. Det hele lyder som en mislykket Joy Division-plade, undtagen åbningssangen 'Dreams Never End', der lyder som en god Echo & the Bunnymen-sang. Undgå Movement. (3)
Så var der straks mere ved toeren. Der var stadig god, gammeldags Cure-agtig lyd over store dele af pladen, men det mest spændende aspekt var den legesyge brug af elektronik, som nu var ankommet. Nogen havde været så elskværdig at spille Donna Summer, Giorgio Moroder, og en masse italienske discoplader for et band, der ellers mest havde dyrket mørk rockmusik - Doors, Lou Reed, Iggy Pop. Ikke nok med det, humøret havde også fået en ordentlig tak opad. Det karakteriske ved New Order har været, at det er opløftende musik, hvor Joy Divisions, trods sin skønhed, vel næppe kunne kaldes dette. Man havde kunnet høre det på de forudgående singler, og man hørte det på dette album. 'The Village' er en lalleglad technopopsang, der kunne være lige fra Depeche Modes første dage - bortset fra, at der stadig var guitar og metallisk bas inde over. 'Your Silent Face' er ren Kraftwerk, storladne synthesizere overalt. Og 'Ecstasy' er nærmest en prototype på house, hvilket er temmelig ironisk, sangens titel og eftertiden taget i betragtning. Selv de mere konventionelle 'Age of Consent' og 'Leave Me Alone' er en fryd for øret og en åben invitation til at hoppe omkring som et fjols i ren glæde. Kun den mærkelige 'We All Stand' dropper tempoet for en stund - det er nærmest reggae, og det er med al respekt ikke New Orders stærke side. Midt på pladen er så '586', et gammelt nummer som er lavet kraftigt om her - rytmen der kører er nemlig den fra den samtidige single 'Blue Monday', som ikke er med her. Mere om den senere. (7)
Se, dette er en klassiker. Og det er en personlig favorit. Måske er det den personlige favorit, det ved jeg ikke rigtig. Sommetider er det Low-Life, sommetider er det Technique, og en enkelt gang imellem, som regel på varme somre, er det Electronic. Men det, der gør denne plade speciel, er at det er den første jeg fik mellem hænderne selv. Det er så at sige fra min tid, og så er det allgevel en anden historie end at grave tilbage i historien. Low-life kom i foråret 1985, og jeg ventede den med noget nær feberagtig spænding, efter året før at være blevet helt fascineret af singlen 'Thieves Like Us', en syvminutters elektronisk tour de force. Det var en smule ærgerligt, at den ikke var med her, men det var hurtigt til at komme over. Til gengæld virkede det totalt sejt, at den udkom samme uge som Dire Straits' Brothers in Arms - og slog den! Det var dengang hitlister betød noget, og man 'holdt med' bands, og det gav total glæde at se dem tage førstepladsen med Knopflers gamle stødere lige bagved. Mon ikke Dire Straits har kunnet leve med det, trods alt. Lidt har deres da solgt siden da. Her er den skramlende førstesang 'Love Vigilantes', en for disse folk usædvanlig hymne om en mand der vender hjem fra krig, en sang New Order kalder deres countrysang fordi der er en mundharpe med. Der er 'The Perfect Kiss', stort anlagt og bragende flot technopop og første single. Den dystre og mørke 'This Time of Night' med det store omkvæd. Den definitive guitar-burnout 'Sunrise'. Det dunkle instrumentaltema 'Elegia', der ender i et larmende klimaks, den mystiske popsang 'Sooner Than You Think', den discotastiske 'Sub-culture' og endelig finalen, den hæmningsløst opløftende 'Face Up'. Jeg kan allerede nu se, at denne korte beskrivelse overhovedet ikke gør fyldest. Pladen lyder ikke nær så god i ord som den faktisk er. Begynderanmelderens lod, er det vel. Der er derfor ikke andet at gøre end at lytte selv. (10)
Den næste plade kom kun godt et år efter, i efteråret 1986, og det var lidt af et antiklimaks efter de svimlende højder på Low-life. Det virkede lidt forhastet, lidt rodet og hektisk, og uden på nogen måde at være en dårlig plade er det helt sikkert ikke stedet at starte, hvis man stadig er lidt af en novice med New Order. Først det meget positive: Brotherhood indeholdt den blændende single 'Bizarre Love Triangle', der er et af de største øjeblikke i den elektroniske pops historie, og stadig kan få mig til at hoppe omkring som en femtenårig, som den bogstavelig talt også gjorde dengang. Det er de korte popsange, der går igennem pladen. Åbneren 'Paradise' er fin, melankolsk synthpop med forbløffende gode harmonier, i betragtning af at ingen i bandet synger særlig godt, og 'Weirdo', 'Broken Promise' og 'Way of Life' er alle fine små guitarpopsange, rigtig klassisk britisk firserindie. Men på en måde er det alligevel lidt gråt og anonymt, især i sammenligning med forgængeren. Og hen mod slutningen halter det noget, især med den afsluttende ballade 'Every Little Counts', der lyder som Lou Reed, og har åbningsverset "Every second counts / when I am with you / I think you are a pig / you should be in a zoo", som får Barney Sumner til at knække sammen af grin - det hele kører så kønt af sted indtil slutningen, hvor det går over i orkesterstøj og ender med at skulle lyde som om at nålen bliver flået af lp'en. Det er skidesjovt første gang man hører det, men her 15 år senere er charmen ligesom sivet ud. Heldigvis ender cd'en med en ekstra sang, en lang version af singlen 'State of the Nation', der er glimrende. Stadigvæk er Brotherhood dog det næstdårligste af deres albums. Hvilket først og fremmest siger, at kvaliteten har været høj siden 1983. Andre bands har lavet dårligere albums, som regnes blandt deres bedste. (7)
Denne opsamling kom på høje tide i 1987, lige efter at New Order havde udgivet singlen 'True Faith', der blev det første regulære hit de nogensinde fik. Der var endda lavet video til singlen og hele møllen, endda en humoristisk og seværdig en af slagsen. Indtil da havde New Orders mest mindeværdige bidrag til MTV-folkloren været videoen til 'The Perfect Kiss', som var en række klip af bandet, der tussede omkring i studiet og spillede sangen, mens Sumner sang sangen live henover - pivende falsk. Imponerende selvdestruktiv opførsel. Substance består af de første tolv maxisingler, der udkom, fra den dystre debut med 'Ceremony' i 1981 til poptriumfen 'True Faith'. Og den er så godt som uundværlig, for det er det eneste sted man kan finde så perfekte ting som den tidlige 'Everything's Gone Green' (deres første rigtige forsøg i den hårdtpumpede disco, en kanonsingle, der for alvor fik dem på rette vej), den otte minutter lange udgave af 'The Perfect Kiss', og så selvfølgelig den originale udgave af den legendariske 'Blue Monday'. 'Blue Monday' kom, som så mange andre af singlerne i firserne, aldrig på et album. Det var en maxi, der blev udsendt i 1983, og den blev heller aldrig klippet ned til en almindelig single - skulle man have den måtte man købe alle tolv tommer og alle syv minutter. 'Blue Monday' endte med at sælge 300.000 eksemplarer, uhørt for en maxisingle af en sang der ikke engang havde en video, men lige så uhørt var det faktisk at en ellers kridhvid guitargruppe som New Order lavede en skamløs discoplade med sequencere, trommemaskiner og hele møllen. New Order har et kæmpeansvar for at introducere - kort sagt - rytmeforskrækkede engelske studenter for dansemusik, ligesom The Clash havde for at præsentere den menige engelske punkfan for reggae og senere hiphop. Opsamlingen er dobbelt; den anden cd indeholder en masse b-sider, der knapt er mindre spændende. Alene for den førnævnte 'In a Lonely Place', for de endnu vildere instrumentaludgaver af 'The Perfect Kiss' og 'Blue Monday', samt for den strålende b-side fra 'True Faith' ved navn '1963', er den umagen værd. Intet er så godt, at det ikke er skidt for noget, og skal man kritisere Substance er det for, at to af singlerne er blevet remixet - 'Temptation', der var perfekt på forhånd, er blevet lidt svagere, men dog stadig rigtig god. Og 'Confusion', den med fordel oversete electrosag, som var den noget mislykkede opfølger til 'Blue Monday', er om muligt blevet endnu værre. Det gør nu ikke den store forskel. (10)
I 1988 blev 'Blue Monday' genudsendt i en remixet udgave, samtidig med at acid house og samplet dansemusik fik sit helt store gennembrud. Måske for at gøre opmærksom på, at man altså var dem som var først på banen. Eller måske for at score kassen, hvad ved jeg. Denne gang blev den udsendt i alle formater og havde en video som følgesvend, og blev et stort hit. Og i vinteren 1988/89 blev der så fulgt op med singlen 'Fine Time', som også fik lov til at åbne Technique. Det var en bizar single, aggressiv house uden skyggen af melodi, og med Peter Hooks ejendommelige parodi på Barry White, hvor han midt i det hele begynder at mumle vås som "Hey / You know I've met a lot of cool chicks / But I've never met a girl with all her own teeth / That's why I love you babe". Et pænt stykke fra den åbne hjertekirurgi i teksten til 'Love Will Tear Us Apart', må man sige, og på dette tidspunkt var der utvivlsomt mange Joy Division-puritanere, der var stået af, og mente at Ian Curtis måtte vende sig i sin kolde grav. 'Fine Time' var dog temmelig vildledende, hvis man havde ventet (eller frygtet) et album med ren acid house. Technique var derimod propfyldt med tænksom, melankolsk popmusik, der svingede mellem sange som 'Run' og 'All the Way', der var domineret af guitarer (den sidstnævnte er hæmningsløst plagiat af The Cure's 'Just Like Heaven', hvilket er fint) - og så af elektronisk, dunkel pop som 'Mr. Disco' og den helt eminente 'Vanishing Point', der er en art videreførelse af 'This Time of Night' fra Low-life. Det var bare fire af de perfekte sange fra Technique - der er også ros til singlen 'Round & Round', der var en popklassiker à la Pet Shop Boys, og som blev remixet fremragende af Kevin Saunderson, der i de dage havde travlt med at opfinde hele genren techno. Technique vil ikke nødvendigvis ændre ens liv nu, men ærlig talt er det tæt på, at jeg synes den ændrede mit dengang. Den står i hvert fald som en af de bedste plader jeg ejer - og et album som man umuligt kan blive træt af. (10)
Fire år senere var der sket lidt af hvert, og en del havde tydet på, at New Order var fortid. Der havde mildt sagt ikke været den bedste kemi blandt folk, og alle havde haft travlt med deres soloprojekter; Barney Sumner med Electronic, Peter Hook med Revenge, og Stephen Morris og Gillian Gilbert med The Other Two - det triste navn på deres fritidsband. Desuden var pionerpladeselskabet Factory kollapset i mellemtiden. Igen var det den første single, der også åbnede pladen. Og igen var det et vildspor for resten. Denne gang først og fremmest på grund af kvaliteten. 'Regret' er vidunderlig, en evergreen. Tæt på at være den bedste sang, de overhovedet har indspillet. Fuld af melankoli, præget af en smuk melodi, og selv den dejlige video de filmede i Rom og Los Angeles er med til at fuldende det hele. Tænk hvis hele pladen havde været sådan. Det er den bare ikke. Derfor holder Republic dog stadig absolut. Der er masser af fine ting på, som de afdæmpede 'Ruined in a Day' og 'Special', eller den bistre 'Liar' og den bitre 'Chemical'. Og der er endnu en ægte perle, den mærkelige historie om Port Royal Town i 'Times Change' med obo inde over, og med en rap fra Sumner. Det virker bare en anelse sterilt; som om interessen ikke rigtig var til stede mere. Hooks bas glimrer mest ved sit fravær, og produktionen - dette var det første album som ikke blev produceret af dem selv - er lidt for glat og elegant. Og hvordan en helt anonym og intetsigende sang som 'World (the price of love)' kunne snige sig med, og endda udkomme på single, er forbløffende. (7)
I 1994 kom en ny opsamling, og man kunne ret tydeligt se forskellen på denne her og Substance, og på de selskaber der udgav pladerne. Alene titlen antyder, at dette er en mere lige-ud-af-landevejen sag. Det er ikke noget med maxier og b-sider fra den spæde begyndelse, det er tværtimod 16 sange som især er hentet i den senere del af bandets eksistens. Ingen original 'Blue Monday', ingen 'Temptation', ingen 'Everything's Gone Green', og intet fra de to første albums. Åhvaså. Så må man simpelthen hen og købe Substance og denne her. For ærlig talt, hvis man ikke har disse 70 minutters næsten perfekte musik, så er der et gabende hul i éns pladesamling. Det er den polerede ende af New Order, og sang efter sang vælder frem som et bevis på hvordan man laver højteknologisk musik med et særdeles menneskeligt, personligt præg. Der er fire sange fra Technique og tre fra Republic, og så er forholdsvis nye sange som 'True Faith', '1963' og 'Bizarre Love Triangle', allerede få år efter at de kom første gang, blevet højglanspoleret. 'Blue Monday' er også med - i den remixede udgave. 'The Perfect Kiss' og singlen 'Shellshock' (der var med på soundtracket fra firserfilmen over alle: Pretty in Pink) er her, også i korte udgaver. Det samme gælder 1987-singlen 'Touched by the Hand of God', der ikke kan fås andre steder. Den eneste af de berømte New Order-maxier er 'Thieves Like Us', der aldrig blev klippet ned til en kort udgave dengang, og det ville være en forbrydelse at gøre det nu. Det hele slutter med endnu en sang, der er eksklusivt med her: 'World in Motion', som de fodboldfanatiske af os - der er vel en del - vil huske som den engelske slagsang fra VM i Italien i 1990. Det var den, hvor John Barnes rappede - i øvrigt et halvt minut legendarisk musikalsk indsats, der stillede hans håbløse spil ved selvsamme VM grundigt i skyggen. Og det var måske den første Britpopsang, det første hit for halvfemsernes engelske drengerøve, og første gang fodbold og musik endelig mødtes på en cool måde - nogensinde. Skal man sige noget grimt om denne plade, så må det være at 'World (the price of love)' igen har fået klemt foden ind i døren. Det gør nu ikke det store, og derfor er der endnu en fortjent maksimumkarakter. (10)
(the rest of) New Order har 11 mix på, det meste af vejen loyale over for forlæggene, hvilket klæder det hele meget godt. Det stille, meget Pet Shop Boys-agtige houseudgave af 'Regret' ødelægger ikke en tøddel ved originalens stemning, og Hardfloors 'Blue Monday' er festens midtpunkt, ligesom den originale var. Til gengæld er f.eks. Armand van Helden's 'Bizarre Love Triangle' nok bedst tjent med at blive spillet for fulde hammer i en klub, da den er ni minutters fed house, men kun indeholder en enkelt linie fra sangen som kendemærke. Det er en svær balance, det der, for på enhver af den slags remixplader er der folk, som bare laver en længere udgave med lidt højere tempo, og så er der andre som komplet ændrer det hele. Her er nået en hæderlig balance, men mens der for meste ikke er tale om en kraftig forværring, så er der bestemt heller ikke snak om at forbedringer har fundet sted. Eksempel - Howie B's langsomme udgave af 'Age of Consent'. Okay, Howie, du har vist at du kan finde ud af at fjerne guitar og bas fra mixet, sætte farten ned, og køre en middelmådig triphoprytme i baggrunden. Du må godt gå hjem nu. (6)
Og så er vi i vor tid, og nu gælder det om at anmelde en plade man har kendt siden mandag formiddag og ikke siden man gik i gymnasiet. Det er på en måde lettere og på en måde sværere. Sværere fordi man ikke kan lære sangene at kende så hurtigt. Lettere fordi man så kan slippe afsted med at give en spontan reaktion. Get Ready lyder strålende efter fire-fem lyt. Hvor Republic lød som om at holdmoralen havde fået et ordentligt knæk, så er det som at høre et band der i den grad har fået humøret tilbage. Det er en stort anlagt og larmende plade, der bruger løs af Sumners krattende guitar igen, og atter lever på Hooks vidunderlige, syngende bas. Singlen 'Crystal' er en slags lidt mere muskuløs opfølger til 'Regret', og den lægger stemningen for hele pladen. Det er tungere nu end længe, og man føler sig flere gange hevet direkte tilbage til 'Sunrise' fra Low-life, som er den bedste rocksang med New Order. 'Primitive Notion', 'Someone Like You' og 'Slow Jam' er hidsige og snerrende, og det samme er duetten med Primal Screams sanger Bobby Gillespie, 'Rock the Shack', som er den eneste noget mislykkede ting på pladen. En anden duet, nemlig med så overraskende en skikkelse som Billy Corgan fra Smashing Pumpkins, er derimod strålende. 'Turn My Way' må være på vej som næste single; en sveske af en popsang om Sumners fortrydelser ved at blive midaldrende, en fin hensigtserklæring. Hele vejen igennem er det fine sange; også '60 Miles an Hour' kunne lyde som en single, og jeg er allerede nu forelsket i den stille og elektroniske 'Vicious Streak'. Og jeg er ret forbløffet over den sidste sang; 'Run Wild' er en stille ballade, nærmest countryinspireret, hvilket ikke er sket siden 'Love Vigilantes', også fra Low-life. Ledsaget af en melodica er det en utroligt ligefrem kærlighedssang, der utvivlsomt vil få et par af vore værter fra CF rigtig godt våde i øjenkrogene - den er efter sigende om sanger Sumners søn. Snøft... (8)
I 1989 så man det første til det længe omtalte sideprojekt Electronic. Der havde været rygter i lang tid om, at Barney Sumner og Johnny Marr skulle være klare til at danne deres eget sideprojekt - Sumner med behov for en pause efter en årrække med New Order, og Marr uden fast job efter at The Smiths gik i opløsning i 1987. Første single kom kort før jul 1989, og den var vidunderlig - 'Getting Away With It' var Pet Shop Boys-pop i sin reneste form, med en guddommelig melodi, en smuk halvakustisk guitarsolo fra Marr, og med Pet Shop Boys' egen Neil Tennant på kor. 1990 betød fodbold for New Order, og samtidig blev der arbejdet videre med Electronics album. Det kom endelig i foråret 1991 og fungerede reelt som en slags videreførelse af det New Order var i gang med. Det virkede ikke som et sideprojekt, og slet ikke som en 'supergruppe' af trætte og mætte musikere fra andre bands. Det var, ligesom Technique, simpelthen en blanding af guitarpop og mere elektronisk pop. Høj standard hele vejen igennem, det var (sammen med Massive Attacks Blue Lines, i øvrigt) den sommers store oplevelse. Højdepunkterne er singlen 'Get the Message', det er duetten med Neil Tennant, 'The Patience of a Saint', og så er det den uimodståelige 'Tighten Up', men der er ikke noget decideret svagt punkt på pladen mellem det første og fandens funky nummer 'Idiot Country' og det sidste, 'Feel Every Beat', som er tyvstjålet fra Primal Screams epokegørende 'Loaded'. Så kan man i øvrigt ikke anklage Electronic for mere uoriginalitet. Det bedste ved pladen var, og er ti år efter, at dette var deres helt egen stil. Det var simpelthen blåstemplet for en helt ny popstil, og det er da meget godt gået af folk, der fortæller vidt og bredt om hvor inkompetente musikere de var, da de begyndte deres 'karrierer' engang? (9)
Det er aldrig så godt som første gang, men derfor kan det være fortræffeligt alligevel. Fem år senere, og på et tidspunkt hvor New Order hang alle medlemmer særdeles langt ud af halsen, var Electronic klar med et nyt album. Skal man beskrive det med et ord, må det blive: undervurderet. Skal der bruges to, så: for langt. Undervurderet, fordi pladen da den udkom fik lidt for drøje hug. Der er glimrende sager her. Især 'Second Nature', der swinger som en flodhest i løbetid og burde have været et kolossalt hit. Men også house-sagerne 'Dark Angel' og den heftige 'Until the End of Time' holder høj klasse, og ditto guitarsommerpoppen på 'One Day', 'Out of My League', 'For You' og den eksemplariske single 'Forbidden City' (som er et af de bedste eksempler nogensinde på, at New Order-titler sjældent har bare en fjern forbindelse til de sange der bærer dem). Men jo, den er for lang. Hen mod slutningen og sange som 'Visit Me' og 'How Long' begynder opmærksomheden at flakke, og det går selvfølgelig ikke. (6)
Den tredie plade fra de to herrers hånd kom i 1999, og ærlig talt: De havde ikke behøvet. Store dele af det lyder som Jesus Jones, for pokker. Det er en samling klodsede og kedelige numre, der må have taget et par uger at kradse ned. Og de kører det hele i en gennemført sejtrækkende stil, proppet med demonstrativ wah-wah-guitar og håbløs uchecket scratching, måske i et forsøg på at stoppe så meget dansabel energi ind som muligt. Måske er det meget rammende, at de indspiller en (dødssyg) udgave af Creams 'Can't Find My Way Home', for netop Cream var et af eksemplerne på en af de dinosauragtige supergrupper som man havde kunnet frygte at Electronic kunne blive et moderne svar på. Undtagelser er der dog; singlen 'Vivid' kører elegant afsted med et mundharmonikariff og en ren, straight melodi, der får én til at tænke på Smiths i topform. Og titelsangen er technopop som i de 'gamle dage' - altså de første to albums. Desuden er 'Like No Other' god, direkte guitarrock og meget lig hvordan Get Ready lyder - bare ikke så godt. Resten - glem det. (3)
De andre tre og hvad de har fået tiden til at gå med - og en afrunding Ja, for noget må man jo tage sig til, når ens band ligger stille først i fire, og siden i otte år - turnéer har heller ikke været den helt store beskæftigelse for et band, der kan ramme formen og lyde vidunderligt live, men lige så let kan være helt til rotterne og af en eller anden grund hele tiden har tekniske problemer. På Roskilde i 1993 spillede New Order, og Sumners første ord var hverken et godaften eller et velkommen, men derimod "Get it sorted, you dozy cunt!", rettet mod hans guitarroadie. Folk der var til stede taler stadig med rædsel om hvor ussel deres koncert var i Valbyparken i 1986, hvor de optrådte samme dag som Talk Talk og Depeche Mode. Så ikke nogen mammutturnéer til dem. Det har givet flest ærgrelser hos Peter Hook, der er den i bandet, som helst spiller live. Det er derfor ikke overraskende, at det er ham der har været flittigst i de lange pauser, endda flittigere end Sumners Electronic. Havde bare kvaliteten holdt.
Det svinger fra en gang melodiforladt elektronisk nonsens, som singlen 'Pineapple Face', 'Slave' og 'Fag Hag', til forsøg på ballader som 'Big Bang', 'Kiss the Chrome' og '7 Reasons', der er meget blege skygger af de lignende sange, 'Loveless' og 'Run' fra Technique. Faktisk er Hook kun sluppet hæderligt fra omslaget, som har fotografier taget af Suze Randall - enhver lummer karl må vide hvad hun står for, ellers klik på omslaget for yderligere hints. (3)
Den kom fra albummet Music for Pleasure, og helt ærligt - jeg har aldrig hørt pladen. Opfølgeren 'Sweet Lips' var kedelig, og så kunne det være ligemeget. På samme måde var 'I've' Got a Feeling', den første single fra Monacos nr. to, lidt intetsigende, og så kom jeg heller ikke videre med den.
Hvad kan man mere sige? Nu skulle det være fastslået, at der er lavet noget mere end hæderlig musik af disse seks mennesker - inkl. Curtis og Marr - gennem årene. Jeg har selv fået lyttet pladerne igennem nogle gange, og det var en ren fornøjelse. Jo, hvis man skal give et par afrundende tips, så skulle det være til ting som er værd at finde rundt omkring, idet vi med et stort glimt i øjet naturligvis henviser til lovgivningen om ophavsret og digital kopiering. Skaf først og fremmest Electronics single 'Disappointed', der kom i 1992 og ikke er på nogen af deres albums. Det er Pet Shop Boys' Neil Tennant, der synger, og det er allerede noget af en klassiker. Så skal man bestemt også have snitterne i nogle gamle maxisingler. Der er først og fremmest to. Originalen af 'Temptation', og så den lange udgave af 'Touched by the Hand of God', der er endnu bedre end den korte på (the best of) New Order. Electronics 'Getting Away With It (full length)' er også essentiel. Pet Shop Boys' remix af 'True Faith' er også en given ting at søge. Det samme gælder Kevin Saundersons Detroit-mix af 'Round & Round'. Når du så er i gang, så find nogle livesange, nemlig fra Readingfestivalen i 1998, hvor New Order forbløffede ved at spille tre Joy Division-sange: 'Heart and Soul', 'Isolation' og 'Atmosphere'. Og hvis du samtidig finder Peel Session-udgaverne af 'True Faith' og 'Paradise', så er du rimeligt dækket ind til at begynde med. Det var så det. En art vejledning og en art hyldest. -smølle |
||
Joy
Division: Unknown Pleasures
Joy
Division: Closer
Opsamlinger
med Joy Division
I
1995 kom endnu en opsamling, denne gang under navnet Permanent.
Factory var krakket, og det selskab der samlede stumperne op, London, tænkte
vel at de ville være nogle skarn, hvis ikke de kunne lave en skilling
på en ny opsamling. Permanent er anderledes; der er de nødvendige
singler, men også sange fra de to albums, samt nogle fine b-sider og
fraklip som 'These Days' og 'Something Must Break'. Det er fint, men
udvalget er noget mystisk fra albummene, ingen 'Disorder', ingen 'New
Dawn Fades', og utilgiveligt: ingen 'The Eternal'.
Der
kan ikke indvendes noget mod udvælgelsen på boxsættet Heart
and Soul, der kom for et par år siden. Det er simpelthen hele
møllen, alt hvad de lavede af pladeindspilninger og lidt til. Plade et
og to er hhv. Unknown Pleasures og Closer, der som
bogender har de singler og b-sider, der udkom i de år, placeret
kronologisk.
Joy
Divisions bedste livealbum
En
anden liveplade skal nævnes: Still. Dette fordi den
udover ti livenumre fra deres allersidste koncert (og i en rærlig
kvalitet ovenikøbet) indeholder ti sange, der for de flestes
vedkommende havde været svære at få fat på. Det er de ikke mere, og
mit tip er at glemme livedelen af 'Still' og finde studiesangene
andetsteds.
New
Order: Movement
New
Order: Power, Corruption and Lies
New
Order: Low-life
New
Order: Brotherhood
New
Order: Substance
New
Order: Technique
New
Order: Republic
New
Order: (the best of) New Order
Den
røde fætter, man kan se afbildet nedenunder, er en remixplade som
udkom nogenlunde samtidig - faktisk tror jeg, at den på et tidspunkt
blev solgt sammen med (the best of).
New
Order: Get Ready
Electronic:
Electronic
Electronic:
Raise the Pressure
Electronic:
Twisted Tenderness
Derefter
fandt Hook en ny makker, og det var noget af et chok, da han i 1997 kom
tilbage med en single som er noget af det bedste, han og hans venner er
disket op med gennem alle årene. Den hedder 'What Do You Want From
Me?' og er faktisk det eneste, jeg vil anbefale at skaffe blandt de
sideprojekter som ikke er Electronic. En fuldendt single, som i
parentes bemærket lyder nøjagtigt som New Order. Fantastisk
instrumentalt stykke, herligt omkvæd.
The
Other Two har lavet to albums, hvoraf jeg har hørt det halve af én
sang. Jeg kan ikke huske et suk af hvordan den lød. Sikkert lidt
ligesom New Order. Det er nemt at anmelde, ikke...?