Pyha. Det var mere end rigeligt i denne omgang. Gudskelov er den højtid forlængst slut, men stadig her langt inde i januar kaster den lange skygger. Slut med fed mad og en kalender, der er overbooket med selskabelige forpligtelser. Alle gaverne er byttet, og en del af dem sidder og roterer hernede i jukeboxen. 

Den jukebox, som der måske har været lidt stille omkring på det seneste. Det er efterhånden en del måneder siden at nogen er kommet på besøg hernede og har fået en længere lekture serveret omkring et eller andet begejstrende emne inden for popmusikkens verden, men det betyder selvfølgelig ikke, at vores jukebox har stået stille; bare se vores diverse Ræb. De længere artikler er frugt af begejstring - eller selvfølgelig forargelse over tingenes tilstand - og så selvfølgelig god tid.

Og for dælen da, det ville da også være svært at undgå at blive grebet af en vis begejstring, især efter at 2001 er endt med at være et væsentligt bedre musikår end 2000, hvis denne diskenspringer med større interesse for lydtapetet end for kunderne skal udtale sig. 

Nu er planen er at geare ned og holde sig fra ildvandet i hele januar måned - guderne skal vide at det foreløbig er en velsignelse, undtagen fredag aften, hvor det bare virker forkert. Det er såmænd ikke på grund af et eller andet livsforsagende nytårsforsæt. Det er bare på tide at give den stakkels lever en pause. Og så kan man jo sætte sig i fred og ro med sin kaffekop og lave en slags opfølger på sidste års afrunding. Jeg håber bare ikke, at jeg kommer til at gentage mig for meget i forhold til Ræbene i 2001. En ting er sikker: De folk som mener at der står for meget om Brøndby i mine klummer kan få sig et frikvarter her!

Der er ligesom sidste år ikke tale om nogen top ti, ingen vægtet rækkefølge, ikke andet end at der er en stak plader fra det overståede år på mit skrivebord. Forskellen fra sidste år er, at stakken er meget højere i år. Det er endda ikke andet end de plader som lige i de skrivende dage står højest. 

Det var det også i 2000. Tager vi listen fra forrige år, ville ca. halvdelen ikke have en kinamands chance for at komme på listen i år, hvis der havde stået 2001 bag på omslaget . Vi taler om Grandaddy, Ljungström, Coldplay, og især Eminem, hvis plade jeg ikke tror jeg overhovedet har hørt hele året, udover den stadig lige gode 'Stan'. Og både Go-Betweens og Johnny Cash ville få det svært. Primal Scream og Kylie kan sagtens klare sig, og Håkan Hellströms plade er så god, at den ville være på min top ti for hvilket som helst år. Og det er godt nok en kilde til begejstring, at selv DR's berøringsangste playlist-computer nu har fundet plads til Håkan, her godt et år efter at svenskerne tog ham til sig. Bedre sent end aldrig.

Det er altså heller ikke let, når man så efter at året slutter finder nye perler. Doves' Lost Souls kom ikke med. Heller ikke Ryan Adams' Heartbreaker, hvilket er en skændsel. Eller The Dandy Warhols' Thirteen Tales from Urban Bohemia, som der skulle en god gang hype i forbindelse med en reklame for Vodafone til overhovedet at lægge mærke til her i efteråret. Hvis man absolut skal sælge ud til mobiltelefoner, kan man lige så godt gøre det med dyb sarkasme og et overdrevet blæret Rolling Stones-riff. I like you - yeah I like you. At jeg så stadig sidder og fedter med tanker om hvad der er højdepunkterne forrige år, skulle så give et lille spor om hvorfor denne artikel har været så længe undervejs.

Super Furry Animals: Rings Around the World

Jeg får minuspoint for cool ved at nævne denne her. Efter totalt at have ignoreret Super Furry Animals' første fire-fem albums er de nu havnet på et stort selskab og har udsendt en smuk og velproduceret plade, og pludselig er de bare alle tiders. Men sådan må det være. Indtil nu har SFA kun sporadisk vist storhed, som på den tidlige 'God! Show Me Magic', på 'Ice Hockey Hair' (mest på grund af titlen) og på 'The Man Don't Give a Fuck' (mest fordi de med forlov sampler Steely Dans Donald Fagen og lader ham synge "You know they don't give a fuck about anybody else" cirka femogfirs gange sangen igennem). Deres albums har næsten uden undtagelse fået en utålmodig prøvelytning, og den er hver gang endt med en stor fed tommelfinger nedad.

Rings Around the World er derimod en widescreenpoptriumf af de helt store, og et kæmpe skridt fremad. De har fået et antal millioner af Sony, og er derefter gået amok i studiet og har ladet fantasien få fri plads. Det er derfor pladen stilistisk er overalt, og f.eks. første single 'Juxtaposed With U' lyder som et fransk chanson-orkester, der har en marsmand som forsanger indtil et himmelsk omkvæd bryder ind, iført strygere. Og det er derfor protest-synge-med-sangen 'No Sympathy' glider over i vanvittig næseblodstechno. Og årsagen til at SFA kan pakke al politisk vrede ind i søde popmelodier, som på den satiriske 'Presidential Suite' ("another Cuban cigar crisis"), der lyder som Blur dengang de var gode og på overfladen blot er endnu en kær sang om at "we belong in a presidential suite".

Netop de ballader og den ikke så konfrontationssøgende stil fik en del anmeldere til at mene, at SFA har solgt ud, men det er at misse pointen. Som før er de bedste plader dem som bliver lavet lige når et band tager et skridt fra undergrunden til hovedstrømmen, men ikke er blevet opslugt af sidstnævnte. Det er også tilfældet her. Måske årets bedste plade. Det synes jeg i hvert fald hver gang jeg hører den.

 

Stina Nordenstam: This Is Stina Nordenstam

Det er som om der går et tema igennem her. Dette er Stina Nordenstams femte plade, og de sidste fire kunne mildt sagt ikke kalde jublen frem her. De har simpelthen været for navlepillende, og hendes lillepigestemme (jeg tror, at hvis Nordenstam fik en femmer for gang nogen havde brugt udtrykket 'lillepigestemme' i en anmeldelse af hendes plader, ville hun være millionær) kan dårligt undgå at gå på nerverne over en hel plade, når sangene simpelthen ikke holder. 

Det gør de endelig på 2001-udgaven, der bestemt ikke er mindre intens end hvad der er fulgt forud, men Nordenstams sange er denne gang anderledes. Melodier! Omkvæd! Brett Anderson! Ja, det er det tætteste vi kommer på en ny plade med Suede i det år der er gået. 

Brett synger med på to sange, og de er begge fuldtræffere. Især 'Keen Yellow Planet' med et omkvæd, der er ren Beatles. Men det samme er resten, f.eks. 'Circus', der er drømmende og frankofil som Saint Etienne på tung nervemedicin, eller 'So Lee', der lyder som en afdæmpet Björk i studiet med Tom Waits' musikere og en Pet Shop Boys-sang. 

Der er i øvrigt grund til en kæmpecadeau til Stina - hendes plade er ikke mere end 32 minutter lang, og hvor den første indskydelse er at føle sig tørret, så virker det såmænd til hendes fordel. Især da hun får mere ud af den halve time end så mange andre gør på fem kvarter.

Ed Harcourt: Here Be Monsters

Det var først og fremmest på grund af en betingelsesløs ros hos de uforlignelige Feber, at jeg overhovedet blev opmærksom på denne utrolige debut fra den engelske sanger, sangskriver og klaverbokser Harcourt. 

Først og fremmest er han skidegod til at skrive sange, men det der gør pladen til en oplevelse er, at han uhørt selvsikkert udgiver sin næsten første plade (der var en mini-lp, Maplewood, forrige år) med på det ene nummer et brusende, støjende feedback- og trompethelvede, på det næste smukke strygere, og så fremdeles - at han klarer at komme ud med et kaleidoskop af en stort anlagt plade i første hug, der ikke bare bringer minder både om de tidligere helte Radiohead, dengang de var gode, men også en levende legende som Tom Waits og et halvvejsgeni som Elvis Costello.

Til tider natklubjazzet, til tider støjrockende, til tider skamløst poppet, som når Harcourt begejstret kvidrer "We're going to Shanghai", pladen er overalt stilmæssigt og så meget mere spændende af den grund.

The Strokes: Is This It

Tro trygt på den hype der er omkring The Strokes, for mens de måske ikke i sig selv kan frelse rock'n'rollen, så er de et blændende band med en debut, der har blæst nogle ellers fastgroede spindelvæv væk. Fem fandens cool fyre, der kommer fra New York (alene det er en kvalitet), og elleve korte rocksange, som det siver ud fra med Lou Reed, Iggy Pop, Ramones, og på den fremragende 'Trying Your Luck' også Television.

Rette band på rette tid og sted. Ikke mindst fordi min egen opfattelse af Strokes er totalt farvet af at være ude at rejse i dagene efter 3-1-sejren over Brøndby 10. juni, og at have lavet en cd til discmanen hvor de tre første sange var numrene fra 'The Modern Age'-ep'en, Strokes' debut. De kørte igen og igen, og hver gang Velvet Underground-trommerne kommer ind i starten af 'The Modern Age' er det igen sommer, og mesterskabet er lige kommet i hus. Den følelse kommer ikke til at forsvinde, heldigvis.

Måske er det derfor, jeg ligger inde med den begejstring over The Strokes. Men det er nok snarere fordi kimen til den rene maniske popglæde tit er lagt i at opleve en hype, der kommer ud af ingenting og viser sig at holde fuldt ud, som det var tilfældet med The Stone Roses i 1989, med Suede i 1993, Oasis i 1994, Daft Punk i 1997 - og med The Strokes i 2001.

Love Shop: Anti

Langt over alle andre i dansk musik står Love Shop - hvilket siges med den reservation, at C.V. Jørgensen igen har varslet, at der kunne være nyt på vej, men det er efterhånden svært at blive ved med at håbe på (okay, man kan jo blive overrasket. Hvem havde troet, at Peter Møller var interesseret i at spille fodbold igen?). 

Men hvad rolle spiller det egentlig at være enestående i dansk musik? Det er nedladende og en smule ynkeligt at bedømme musik ud fra hvor det kommer. Som om en plade kan undskyldes med at havde det været et udenlandsk band ville man nok ikke have lyttet, men når det er herfra har alle bare at spidse ører? Det er en ynk. Skal musik bedømmes, så må det være på lige fod med den fra udlandet.

Det tåler Anti så afgjort. Det der hiver pladen, og det bedste Love Shop gennem tiden har lavet, op i en klasse som gør at man uden problemer kan sætte den ind mellem de bedste internationale plader i 2001, er at mens teksterne er på et udtryksfuldt dansk, som vel gør Love Shop til en hemmelighed for alle andre end skandinaver, er musikken helt tydeligt skabt ud fra at her er et band, som i den grad har en vid horisont og klarer at lade sig inspirere, hvilket er en bydende nødvendighed i popmusik.

Jeez, det var højtravende, det der. Hvad det betyder er, at Love Shops sjette plade er en af de få danske plader som holder et internationalt snit, mens den stadig umiskendeligt foregår i København, som regel i de mørkere af døgnets timer, som der jo er en del af for tiden. Det er en efterårs- og vinterplade, hvilket bandet selv nok vil nægte pure, i betragtning af at den blev indspillet midt under sommerens varmeste dage. 

R.E.M.: Reveal

Dette er til gengæld en uhæmmet hyldest til solen, sommeren og til Beach Boys' skabende geni Brian Wilson. Allerede på den forrige plade Up var der et par perler med ved navn 'At My Most Beautiful' og 'Parakeet', der var tydelige indicier om at R.E.M. havde hørt rigeligt Beach Boys, fra 1966 og frem, på det seneste. Det er endnu tydeligere på Reveal. 

Pladen er så spækket af mærkelige, drømmende keyboardarrangementer og solkysset harmonisang, at man nærmest forventer at sidde med fødderne i saltvand midt i det hele. På forhånd var pladen beskrevet som 'lush and atmospheric', og det er bestemt også tilfældet. Selv på den mest afdæmpede R.E.M.-plade hidtil, Automatic for the People, var der et skurrende øjeblik i form af den dybt politiske (og dybt uforståelige) 'Ignoreland', men Reveal har ikke noget i den retning - på samme plads, nummer otte på pladen, er der i stedet den totalt uimodståelige sukkerrørssøde single 'Imitation of Life' med den klassiske og nærmest patenterede R.E.M.-lyd.

Den og de andre gammeldags guitarpopnumre stråler stadig af solskin, og den eneste sang der falder udenfor den stemning som selv midt i januar giver én lyst til at smutte ned på tanken efter en isvaffel, er den majestætiske ballade 'I'll Take the Rain', der er som et kuldechok, som efterårets første kolde regnvejrsnat efter en lang varm sommer. Men der bliver rundet af med 'Beach Ball', som lyder som om Burt Bacharach producerede den, og de fjerne sommerdrømme tager over igen.

Spiritualized: Let It Come Down

Brian Wilsons ånd hænger også over vandene på den bedste sang på Spiritualizeds bedste værk nogensinde, nemlig den kommende single 'Do It All Over Again'. Det er et tigerspring frem for hovedmanden Jason Pierce, der for bare få år siden mest var til kværnende, psykedelisk syrerock, men nu for alvor er sprunget ud som klassisk sangskriver, lidt ligesom det skete med hans hulfætter Richard Ashcroft fra The Verve for nogle år siden.

Og på Let It Come Down er der nogle overdådige sange; og de fleste af dem tjener desuden som et åbent vindue til Pierces sind. Som på den gribende 'The Straight and the Narrow' - "The trouble with the straight and the narrow is it's so thin, I keep sliding off to the side", som er den ædru og angrende anden side af mønten fra den totalt ustyrlige og kværnende Stooges-støjrock af sangen før, 'The Twelve Steps', der nærmest er et katalog over Pierces skørlevned og hensynsløshed med sit og andres liv.

Udover sidstnævnte, og den hæsblæsende åbner 'On Fire', er pladen præget af den ene stort anlagte ballade efter den næste. Den får virkelig ikke for lidt; fra tid til anden brager orkestre løs, gospelkorsangere prædiker, bluesguitarer græder, og mellem alt dette fortæller Jason Pierce så brudstykker fra sin historie. Ekstra smukt på 'Out of Sight', hvor han træt konstaterer, at "If I am good it will add years to my life - I would rather add some life to my years."

Utroligt at en mand der virker så træt af tingene kan lave så visionær musik, men det er ikke desto mindre tilfældet. Lidt af et mesterværk er det.

Muse: Origin of Symmetry

Kæpheste kan få for mange tæv. Muse lavede en debutplade, der lød lidt rigeligt som Radiohead, men det er ligemeget nu. Dette, deres andet album, er så imponerende et skridt videre fra den første, at de formentlig ikke mere kan huske hvor de begyndte.

Det er en af de mest pompøse, overlæssede og nærmest teatralsk hysteriske plader, der er lavet i mange år, og egentlig burde det ikke fungere, men det gør det ikke desto mindre. Tonstunge guitarriffs og bastemaer, der lyder som om de er spillet på Øresundsbroens ståldragere, bliver stablet op ved siden af strygere, nogle af de mest hæmningsløst halvfjerdseragtige keyboardlyde der er hørt på det seneste, og på finalen 'Megalomania' gudhjælpemig et brusende kirkeorgel.

Kæmpestore omkvæd brager ud af højttalerne (som kun kan anbefales at være af en vis størrelse), og sanger Matt Bellamy vrider nærmest sygelige toner ud af sin stemme, der måske har en del lighed med netop Radioheads Thom Yorkes, men ærlig talt lyder han mere farveløs end en gang januarslud ved siden af Bellamy. Mindst lige så oplagte sammenligninger kan man drage til Sparks' Russell Mael, Associates' Billy Mackenzie (da disse to var allermest hysteriske) samt til Queens Freddie Mercury (hvilket er skræmmende at skrive og formentlig også at læse, men faktisk sandt).

Bedst af alt er singlerne 'Bliss' og 'Plug-in Baby', der gør det umulige, nemlig at skabe progressiv rock inden for rammerne af en 3½-minutters popsang med et godt omkvæd, den truende 'Dark Shines' og den luskede, sexede og fremragende udgave af Nina Simones bluesklassiker 'Feeling Good'. 

Og så er de ikke mere end omkring 21 år i snit. Guderne må vide hvad vi har i vente i de år der kommer.

Elbow: Asleep in the Back

Som med Muse er det også på denne blændende debut fra Manchesters Elbow umuligt ikke at høre, at Radiohead har sat sig sine spor i samtiden. Altså Radiohead fra før deres 'melodier forbudt'-fase. Der er noget om det. Men også Elbow er langt mere end et blegt plagiat, og en mere sympatisk og relevant sammenligning er førnævnte Doves og deres Lost Souls-album. 

De nervøse 'Bitten by the Tailfly' og 'Don't Mix Your Drinks' har lidt af den samme intense, paranoide stemning som Massive Attack opnår på deres Mezzanine-album. På den smukke 'Powder Blue' kan man også høre ånden fra Angelo Badalamentis filmmusik (det er ham der som regel hjælper David Lynch med musikken). Specielt den listige og nervepirrende hvide jazz, han satte sammen til Twin Peaks sammen med Julee Cruise. 

Og på et andet højdepunkt, den drømmende og svimlende 'Scattered Black and Whites' er der noget hen ad den samme stemning som hos de efterhånden sørgeligt glemte The Blue Nile, og faktisk også Peter Gabriel, hvis stemme sanger Guy Garvey ligger tæt op ad. Det behøver ikke skræmme nogen.

 

Magnus Carlson: Allt är bara du, du, du

Hvis Håkan Hellströms formidable debut fra 2000 var en naturlig (omend svensk) opfølger til The Smiths' The Queen Is Dead, så er Carlsons solodebut nærmere en logisk skandinavisk efterfølger til Morrisseys bedste soloplade Vauxhall and I. Mere voksen, mere tænksom og mere klassisk i stilen rent musikalsk. 

Ligesom Hellströms plade er dette i virkeligheden 'kun' et sideprojekt. Magnus Carlson synger til daglig i de engang så traditionsbundne Weeping Willows, der indtil denne jul stod for en stilren og tresserinspireret, supermelankolsk popmusik med store arrangementer og stor gæld til ikke mindst Elvis Presley, Scott Walker, Roy Orbison og John Barrys filmmusik. Det kan man kun blive ved med i en begrænset tid, og for ikke at køre fast i bandets ellers ganske pragtfulde manerer tog Carlson en pause for at indspille nogle sange på svensk. 

De er formidable. Al den sorgfulde stemning fra Weeping Willows' sange er med, selv om lyden er oppe i vor tid. Men styrken er Carlsons svenske tekster. Hvor han i en Weeping Willows-sang formentlig ville høre en Walker Brothers-sang på sin bilradio, synger han på første sang 'Genom natten', at "på radion spelar Kents 'Om du var här'". Han synger ikke om Kentuckys blå måne, men om en bytur i Stockholm, hvor "det stinker piss och H&M-parfym". Og på den måde får han for alvor ramt lige i nervecentret, selv om netop Carlson faktisk også er en af de få her i Norden, der kan skrive en tekst på engelsk med mere end et banalt indhold.

Det er som regel de vemodige plader, man altid kan vende tilbage til, og det er også tilfældet med denne portion vemod. Carlson er uforlignelig, når han står ude foran det netop lukkede diskotek og ensom drømmer sig væk til et fjernt og lykkeligt Bountyland, hvor han kan blive skyllet op på en solrig strand uden tanke på den sørgelige hverdag. Eller når han klæder sig i fint tøj, fordi han skal være hjemme med sin ven for aftenen - en slidt syvtommerssingle, som skal give ham ret og bære ham et andet sted hen for et øjeblik.

Og så var der alle de andre gode. Såsom ikke mindst Nick Cave, som måske ikke overgik sig selv - han skal nærmest præstere en overmenneskelig bedrift for at lave bedre plader end den heroinhysteriske Tender Prey, den afklarede og stille The Boatman's Call, og den helt igennem fantastiske Let Love In - men hans seneste No More Shall We Part er stadig en majestætisk bedrift. Enestående gode sange, især højdepunktet 'Hallelujah' om det ikke særlig rock'n'roll emne, en gammel mand der går sig en lang tur, men føler sig træt og sørgmodig og derfor går hjem igen. Det afsluttende stykke, hvor folkemusikveteranerne Anna og Kate McGarrigle synger om mandens tårer er både morsomt, rørende og meget smukt. Det er nærmest nok til at gøre en vild med spillemandsmusik.

Det var lidt af et chok, men et sjældent positivt et af slagsen, at se at Mercury Revs All Is Dream er nomineret til en dansk grammy i år. Det havde jeg sgu ærlig talt aldrig troet ville ske. Men åbenbart har 2001 været et dårligt år for 60-årige rockmilliardærer, som plejer at være selvskrevne. Eric Clapton har ikke udgivet noget, så fantasien måtte i sving. At jeg ikke selv har All Is Dream på listen er der nu heller ikke nogen kritik i. Det er en meget smuk plade, der er blevet bedre og bedre jo mere jeg har fået hørt på den. Den er som et mystisk edderkoppespind i loftet i et hus hvor lyset er slukket og fuldmånen skyller ind gennem vinduet. Som en gådefuld godnathistorie sat til musik så drømmende, at det kun i få tilfælde kan skubbes ind under betegnelsen rock, men stadig graver i Neil Youngs og The Bands traditioner for musikalske historiefortællinger.

Så er der New Order, der kom tilbage med en pragtfuld plade, Get Ready, efter otte år; de gik i studiet med en håndfuld fine sange og prøvede ikke at lyde som andet end sig selv, og det viste sig så at de har en lyd som er lige så frisk i dag som da de hed Joy Division i 1979, hvilket enhver kan forvisse sig om ved at høre de gamle plader. Dem står der mere om andetsteds på disse sider. 

Der skal flere hædrende omtaler til. Ryan Adams' Gold er næsten lige så god som sin forgænger, som er nævnt oppe foroven, Heartbreaker. Traditionel rock, der får en til at glemme, at de vidunderlige Replacements har været fortid i mere end ti år - Adams virker som en ung og sulten (ikke at forglemme tørstig) udgave af Replacements' Paul Westerberg, en mand med et greb om de traditionelle dyder i rocken og countryen, men som desuden har garagerocken som sit springbræt, og den attitude der følger med.

Og og og... så er der Free All Angels fra Ash, der virkelig har fortjent det comeback de har fået. Der er Depeche Modes Exciter, der fik alt for hård en medfart af undertegnede dengang i maj, og vinder kolossalt ved at blive hørt mange gange. Og Zero 7's Simple Things, der er en fantastisk mikstur af tilbagelænede, triphopbeats og smukke melodier - lidt henad hvad Air lavede, før de røg på deres vilde Pink Floyd-trip, men med et varmere og mere menneskeligt udtryk og mere soul i lyden.

Mark Lanegans Field Songs var ganske overset, men fortræffelig; som Nick Cave eller Tom Waits ville lyde hvis de var vokset op i det træbestrøede Nordvest-USA og havde sunget i et grungeband. Der var en ny plade 3. juledag (af alle dage) med Weeping Willows, dem der står om ovenfor under Magnus Carlson, der har fulgt hans eksempel og musikalsk er flyttet ind i halvfemserne med Into the Light. Der var et discoalbum med Daft Punk, som giver et stort fjollet grin henover munden hver gang det kører. Mere fransk disco med Kylie. Skæg og ballade med Manu Chao.

Og så var der en storartet dobbelt opsamling med Saint Etienne. Der kom et eksemplarisk bokssæt med Echo & the Bunnymen. Genudgivelser af Pet Shop Boys' bagkatalog som var lige til et 13-tal. En ny udgave af Love's Forever Changes, som endelig fik øjnene åbnet for den plades storhed. En samling af James Carrs sange - en nu afdød soulsanger fra sydstaterne, der indspillede den definitive udgave af en af de bedste sange nogensinde, 'The Dark End of the Street'.

Så var der årets singler. Nummer ét var Kylie Minogues 'Can't Get You Out of My Head', som har været tatoveret på hjernen siden hun sang den i Vega ved årets koncert i foråret. Tæt derefter kommer R.E.M.'s 'Imitation of Life', og der er hædrende omtale til Basement Jaxx' 'Romeo', Avalanches' 'Since I Left You', Strokes' 'The Modern Age' og 'Hard to Explain', Ashs 'Shining Light' og I Monsters bizarre 'Daydream in Blue'.

Og det var så det positive. Men det ville vel knapt være Stamværtshuset, hvis der ikke var noget at brokke sig over. Fans af dansk musik skal nok standse her. Større kløftegravning foregår, tag en omvej...

Okay. Hvis man absolut skal sælge ud til mobiltelefoner, bør man få det til at fremstå lidt mindre desperat end Sort Sol gjorde. Med 25-årsjubilæet for Sods' 'Television Sect', den ætsende bandbulle mod fordummende tv, på vej er det bedste bandet kan finde på ved deres comeback at promovere albummet med en reklame for Sonofon, en reklame for et telekort med de fire medlemmer på - gad vide om de fremstiller et nyt med kun tre, nu hvor Knud Odde som længe ventet er skredet? Og om det med Odde bliver et samlerobjekt."Det er Sort Sol, godaften!" - vorherrebevares. Men noget måtte man vel gøre for at skjule, at der kun er to rigtig gode sange på årets mest overvurderede danske plade. Og Steen Jørgensen har åbenbart gjort op med sig selv, at hans kald er at synge reklamejingler. Var det ikke også ham, der indspillede en karaoke-udgave af 'The Passenger' til et fremstød for S-tog engang?

I det hele taget har det været endnu et supertrægt år for dansk musik. Ud over ovennævnte plade med Love Shop har der simpelthen ikke været nogen plader, der har været så gode at de simpelthen bliver en del af i hvert fald mit liv, af min hverdag - eller som jeg bare gider lytte til igen og igen. Hvor er de unge bands med noget at sige? Hvorfor er der ingen danskere, der kan komme ud af ingenting og rearrangere ens psyke som Kent eller Håkan Hellström har gjort fra den anden side af Øresund? 

Er det fordi den kyniske pladebranche ikke vil satse på noget, der ikke slikker folk op og ned ad ryggen, eller er det fordi der simpelthen ikke er folk her, der har noget at sige - en rigeligt bred generalisering, det ved jeg, men jeg længes efter noget der holder. Love Shop, javel, men så har jeg ellers ikke fundet noget der virkelig har boret sig ind i hjertet siden Psyched Up Janis brændte klart, men også kort. Kun noget, som har givet tanken, at "Hmmmm, det er da egentlig hæderligt", og så heller ikke meget mere.

Det står virkelig skidt til, når Marie Frank og Swan Lee er nationens fremtidshåb, og når Thomas Helmig er den danske popmusiks højeste eminence - eller poppens konge, som Gaffa kaldte ham. Alene fordi han igen har spyttet en klæg gang metervare på gaden, hvor han denne gang har indset at R&B sælger som varmt brød, og derfor prøver at skrue sovekammerstemmen lidt ekstra på, men svigter sit i forvejen sølle forlæg med nogle flere pinlige tekster som en syvendeklasses skoledreng ville have skammet sig over at have skrevet på omslaget af sit stilehæfte dengang i sjette. "Got an e-mail/from a female". Årh skrid dog endelig.

Og tag Safri Duo med. Joken er slidt op nu. Ja, vi har set at I kan spille på tromme, og at I er dygtige til det. Det gør jer stadig ikke til andet end - trommeslagere. Og drop dog jeres kvalmende image med at stå og holde stikkerne sammen, så der kommer lyn. I er ikke gudeskikkelser, men trommeslagere. Behøver det gentages igen? Og dette er ikke det Sistinske Kapel, men noget der kunne passe ind i Eldorado anno 1984. Samme år hvor George Kranz havde et hit med 'Trommeltanz', der er en opsummering af hele jeres produktion. Han forsvandt straks igen, hvilket er et klart eksempel til efterfølgelse. Om I lægger trommer ovenpå, så er det I laver ikke andet end en gang totalt intetsigende sodavandstrance.

Farvel, og lad dog endelig Erann Drori følge med. Og Søren Sko. For fanden hvor er det bare betegnende for den danske musikscene, at det bedste bud på stjerner er nogle hestehaleklædte, superglatte croonere med store røde tal på idékontoen. "Søren, du kunne måske overveje at synge en James Taylor-sang!" Har han nogensinde gjort andet? "Og Erann, kopier lige Bob Marleys 'Could You Be Loved'. Den er jo ikke så overpisset i forvejen, at det gør noget!" Ja, og lign lige en tandpastareklame samtidig.

Jeg ville være lige så barsk mod EyeQ, men de er meget lækre, især Louise og Sofie, så de slipper lettere. Men ved gud, hvor er det i al sin effektivitet sjæleløst. Hvis man erkender, at man ikke har gnist af kunstneriske ambitioner med at lave musik, så er det vel bare med at komme i gang - lad os alle hoppe på pengekarusellen. Men det bliver først for alvor kreperligt, når der skal sættes tid af i kultursektionernes musiksider for at drøfte noget, der er ca. så kunstnerisk gyldigt som Hellmanns Mayonnaise og har dobbelt så mange tomme kalorier. 

Brug-og-smid-væk er og bliver en vigtig faktor i musiklivet, og det skal blive ved med at være tilfældet. I de sidste mange årtier har der været mere eller mindre fordækte firmaer, der har sprøjtet sange og popnavne ud. Og i et utal af tilfælde har det givet fantastisk kunst. Bare se på Motowns hitfabrik i tresserne, eller Phil Spectors pigegrupper. Men for det første var musikken dér endeproduktet og ikke blot en del af et totalt ligegyldigt baggrundstapet i et tv-program. For det andet var det originalt, og der var en vision bag, der gør at de sange stadig holder bedre end nogensinde.

Det er vel også derfor, at de bliver karbonkopieret til et program som TV2's (der var de igen) Venner for altid. Udover at de så bliver maltrakteret af at Kuku Agami insisterer på at komme ind hvert fjerde sekund for at afbryde. Det lyder forfærdeligt. Men for fanden hvor det sælger, når det ikke foreligger i en gammel udgave med nogle ukendte gamle amerikanere, men derimod bliver sunget af en køn pige fra Nordjylland og spillet af en flok aldrende studiemusikere med solbriller på i studiet, der tror de ser noget så seje ud - og der kommer reklamer for det i tv, så man ikke behøver lede så længe når man anskaffer sig pladen i Kvickly.

Der kan far og mor så købe Zindy og Kuku til sig selv, og til ungerne kan de snappe DJ Encore, Jeanett Debb eller Christian; en af dem som har fået et navn fordi de hver aften har fået spilletid ved langgaberen Big Brother. Programmet, hvor Christian scorede sig en pladekontrakt på at være kendt simpelthen for at være i tv, og på daglig basis at hulke sig igennem 'Hotel California'. Fuck talenterne i dansk musik, hvem har brug for dem? Her er en fyr med en kæk britpopfrisure à la hvad Blurs bassist havde i 1993, der kan synge ældgamle sange nogenlunde rent. Og folk har set ham pisse. Vi sætter ham i gang med at indspille en eller anden svenskers bagkatalog, så går alt af sig selv.

Forleden dag var en kvinde i TV-Avisens studie for at fortælle om dansk musiks vidunderlige fremstød på verdensplan. Hun sagde, at dansk musik var stærkere end aldrig før, og at vi måske på længere sigt kunne matche svenskerne. Til det første: i så fald gud nåde og trøste os for et land, hvor grand prix-sejre og Safri Duos trommeri er højdepunktet af artistisk formåen. Til det andet, det med svenskerne: det er der ikke kinamands chance for at resten af verden vil lade ske. De er ikke idioter; bare se hvor hurtigt vores omverden fandt ud af at Aqua, der stadig efter opløsningen betragtes som guder herhjemme, er noget lort.

Værst af alt er selvfølgelig den Onde selv, Lars Lilholt. Hvornår er det slut med at høre den bonderøv? Hvornår forsvinder han? Har han ikke Helvede at styre? Skal de bare passe sig selv dernede? Er der ingen, der kan se hans klove? Eller er folk bare ligeglade? 

Nå, jeg burde vist også gå ind i en længere polemik omkring slatne sen-grungebands som Lifehouse, Staind og Creed, om ynkelige sportsmetalbands som Linkin Park og Crazytown ("Se os! Vi har tatoveringer og en guitarist! Så er der ingen der lægger mærke at vi er de nye Backstreet Boys!"), om Ötzis 'Hey Baby', om det ikke snart er på tide at slukke Chers respirator - og om at Madonna ødelægger en fremragende opsamling ved at smide en stinker som 'Don't Cry for Me Argentina' ind. Men i en tid hvor det største hit går: "Når alting stejler så er det bedst at have en hest" og får Shubidua til at lyde som Slayer, så kan jeg ikke skjule angsten for hvad der skal ske med Danmark som musikland. 

For guds skyld, hold øjnene åbne i 2002, og kig ud over landegrænsen. God fornøjelse.

-smølle