Sinatra was swinging,
All the drunks they were singing
We kissed on a corner
Then danced through the night
(The Pogues: 'Fairytale of
New York')
Hvis nogen kender til en god sanger til et godt
spruthus, så må det være The Pogues' totalt forsumpede drankerpoet
Shane MacGowan. Og vær forvisset om, at både han og Sinatra er
velkomne hernede på vores diskrete kro når som helst.
Okay, Sinatra er selvfølgelig død nu (hvilket
endnu ikke er lykkedes MacGowan - trods ihærdige bestræbelser). Så
hans besøg bliver
højst i form af hans plader, og så på et portræt som jeg går og lurer
på at sætte op, måske en smule inspireret af Elmegades Osborne, hvor
der hænger en ordentlig flok af legenderne fra de sidste tres års
populærmusik. Der er altid plads på vores væg til en fyr som kan lide et godt glas
et-eller-andet, og der er som regel en eller flere af
Sinatras plader i jukeboxen.
Han fik også lov til at komme med, da vi var i
Fraktionsquizzen og, musikfans om en hals, fik lov til at tage en stak
plader med hver gang. Men okay, den som blev taget med er, må jeg
indrømme, en af dem jeg plejer at skippe forbi. 'My Way' er nærmest
en art nationalmelodi, selv kunne han ikke fordrage den, og det er en smule ærgerligt at den dominerer
mindet om Sinatra så meget. Det samme med 'New York, New York', og
ikke mindst 'Strangers in the Night', der er ren Norgesbåd og som
Sinatra i første omgang afviste i væmmelse.
Det er vel også grunden til, at jeg engang tænkte at
manden jo bare var en gammel nar, der tilhørte forældrenes - ja,
faktisk bedsteforældrenes - generation. Billedet hang på nethinden af
en 75-årig mand, der ikke ville se fakta i øjnene. Nemlig at han
burde sidde og mimre i en luksusvilla i Florida et sted. Men glem de pinlige koncerter, hvor han knapt kunne
stå op, endsige huske sine tekster, og stemmen var skrøbelig. Glem
for guds skyld også de to pinlige plader med duetter, som blev stykket
sammen omkring ham ved at diverse nogenlunde aktuelle navne fik et
bånd at synge henover, mens en træt gammel Frank sad et andet sted i
verden og var ligeglad.
På et tidspunkt, formentlig engang midt i tyverne,
dæmrede det for mig at de ting ikke var vigtige. Det centrale var, at
manden gennem et pænt stykke over fyrre år var den bedste popsanger
verden måske nogensinde har set - og en pokkers god skuespiller. Ikke
at forglemme en værre mafioso med en noget ubehagelig måde at
behandle folk på, en dranker og en libertiner. Fuld af fejl med andre
ord, men så meget desto mere spændende.
Og desuden en mand med nogle plader bag sig, som jeg
først tror giver mening når man kommer ud over de yngste år. Trist
at påstå, men det er nok mest for voksne. Især dem som jeg selv
bedst kan lide - de albums hvor han er på bunden, rent humørmæssigt,
hvor hans kone har forladt ham og verden vendt ham tommelfingeren
nedad, og han sidder og flæber i en bar, ned i sit glas alkohol. En
bar som denne, hvor jeg nu vil fortælle om ti plader med den
legendariske Francis Albert Sinatra (1915-1998), hvoraf ingen
nogensinde vil blive et spild af penge.

Songs
for Young Lovers/Swing Easy (1953/54)
Det var en stor satsning, Capitol Records gjorde i 1953, da de skrev
kontrakt med Sinatra. Han var langt fra på sin karrieres højdepunkt,
og hans personlige liv gik heller ikke alletiders. Folk var nærmest
klar til at afskrive sangeren, der var sidst i trediverne, som et
udbrændt teenageidol.
Langt hen ad vejen var det hans egen skyld. Han havde indspillet
oceaner af singler for Columbia, og det var langt fra det hele der
holdt en ordentlig kvalitet. Men samtidig havde hans katastrofale
privatliv givet en masse dårlig publicity. Han havde forladt sin kone
for at indlede en affære med filmdivaen Ava Gardner, og det havde
været et stormfuldt forhold, som kollapsede efter kort tid.
Så Sinatra havde brug for et seriøst comeback.
Første led af dette projekt var da han fik en birolle i krigsfilmen
From Here to Eternity. Den blev en bragende succes, og Sinatra vandt en
Oscar. Og i efteråret 1953 gik han så i studiet for sit nye selskab.
Han indspillede Songs for Young Lovers, der var en kunstnerisk triumf.
Både fordi han havde frit valg med hensyn til at vælge sange, men
også fordi han havde fundet en genial ung orkesterleder ved navn
Nelson Riddle. De lavede noget helt nyt - et album. Det bestod godt nok
kun af otte sange, men det var en begyndelse.
Som det kan ses, var det den kække og elegante
Sinatra, der var tilbage. Songs for Young Lovers er ballader og suave
swing i en skønsom blanding, fra den tænksomme 'Like Someone in Love'
(senest sunget af Björk) til den overstadige 'I Get a Kick out of You'.
Den sidstnævnte i den ucensurerede udgave: "Some they may go
for cocaine... I'm sure that if I took even one sniff, it would bore me
teriffff...ically too". Gadedreng! God stil. Siden blev den
slags forbudt.
Få måneder efter fulgte Sinatra op med den
sprælske Swing Easy, otte kvikke sange som også er med på denne cd,
og hans nye karriere var dermed i fuld gang.
In
the Wee Small Hours (1955)
Ja, bare tag et kig på omslaget, og på titlen. Det
er den melankolske Sinatra, det her. Hans kone havde forladt ham, kort
forinden havde han forladt sin kone, han fyldte fyrre det år. Ikke nok
med det, men han og hans musikalske partnere havde fundet ham seksten
smukke og dybt sørgmodige sange.
Resultatet er her - en enestående plade, og totalt
essentiel hvis man har brug for sørgelige sange til at hænge med
hovedet ved, og tænke på pigen der slap væk. "In the wee small
hours of the morning - that's the time you miss her most of all".
Sunget af en mand, der virkelig lød ældre og tristere, og sang med en
dybere og mere tænksom stemme. Der er ikke skyggen af patos og
sentimentalitet, bare underspillede ballader som igen og igen handler
om bristet kærlighed og knuste håb.
Det blev i virkeligheden en art gennembrud for
albummet som så. At indspille en lp var en ret ny ting, og det er
anerkendt, at Sinatra var den første der ikke bare kylede diverse hits
på sit album, men prøvede at skabe en plade der hang sammen. Dette
var første forsøg på det, og det er noget nær fuldendt.

Songs
for Swingin' Lovers (1956)
Nu kørte det for manden. Han fulgte den ovennævnte opvisning i
sortsyn op med dette festfyrværkeri af kæk swing. Pladen er totalt
proppet med de hits som er Sinatras ægte klassikere, som f.eks. 'I've
Got You under My Skin', 'Pennies from Heaven', 'Anything Goes' eller 'You
Make Me Feel So Young'.
Det lyder simpelthen legende let og afslappet for
Sinatra at synge sig igennem de femten sange uden en sorg i verden -
noget af en kontrast fra senest. Og det hele bliver så hjulpet på vej
af Nelson Riddles arrangementer, der er toppen af stil - de blander
bigbandjazz med strygere der kunne være lagt under en film.
Glad-i-låget dansepop er det, og forvent at hvis
denne plade ryger på i vores bar, så får du lyst til at bestille
champagnecocktails og martinier, ligemeget hvor fimset du på forhånd
synes det måtte lyde.

Come
Fly With Me (1957)
Sinatra havde en ny makker denne gang. Det var orkesterlederen Billy
May, der kom ind over for første gang. Han var vant til at spille
rasende energisk swing live med sit bigband, og med en plade om at
rejse over hele globen, og en frisk udseende sanger på omslaget, som
ligner en der knapt kan vente på at blive fuldgyldigt medlem af The
Mile High Club, var forventningerne også at det ville være en festlig
affære.
I stedet er det en blændende blanding af hurtige
swingere som titelsangen og af ballader. To af de sidstnævnte er
forrygende. 'London by Night' og 'Autumn in New York' forklarer næsten
sig selv. De titler - og sangene med - må give ethvert storbymenneske
den sygeste lyst til at spadsere på Fifth Avenue eller langs Themsen i
småkulden.
Men mestendels er det stadig en dejlig fjollet
samling mere eller mindre rejselystne sange om Brasilien, Mandalay,
Paris, Mexico og ikke mindst Capri - den komplet tåbelige 'Isle of
Capri', hvor Sinatra afbryder den ellers rørende historie om utro
kærlighed på ferieøen med den Blå Grotte ved at synge, i stedet for
om kvindens guldring, "she wore a lovely meatball on her finger -
'twas goodbye at the Villa Capri" - en italiensk restaurant i Los
Angeles. Det er jo nonsens, mand! Med andre ord er det en af de mest
uhøjtidelige plader manden har lavet.

... Sings for Only the Lonely (1958)
Og den blev så igen fulgt op med en af hans smukkeste og mørkeste
kriseplader, Frank Sinatra Sings for Only the Lonely, som
er en 24-karats klassiker. Jeg vil ikke overdrive her, ikke bruge
overdrevent store ord, men den plade er nærmest perfekt. Endnu bedre
end In the Wee Small Hours.
Det er lyden af komprimeret ensomhed. Selv en munter
sang som den gamle evergreen 'Blues in the Night', den som kører i den
nye udgave af Ocean's Eleven i en spiffy og jazzet udgave, er
her en nådesløs historie om bedrag og troløshed - "a woman's
a two-face, a worrysome thing who'll leave you to sing the blues in the
night".
I 'Spring Is Here' synger han om ikke at kunne nyde
foråret, fordi hans pige er væk, og det lækre vejr er en hån mod
ham. I 'Willow Weep for Me', som de svenske melankolikere Weeping
Willows har fået idéen til deres navn fra, beder han naturkræfterne
om at give ham mørke og gemme hans ensomhed fra resten
af verden - "Murmur to the night to hide her starry light, so
none will see me sighing, and crying all alone..."
"No use to wonder why,
let's say farewell with a sigh - let love die...", går den
fortvivlede 'Good-bye', og ikke nok med det; den sidste sang på pladen
er den ultimative torch song, eller som Sinatra selv kalder det,
halvvejs for sjov: drunk song. 'One for My Baby' er den sang
hvor den hjerteknuste mand, over et stille klaver, hælder sin sorg ud over for bartenderen i
den bar som er lige ved at lukke, kvart i tre om morgenen. Den sang
hamrede denne plades status som legendarisk hjem, med samme
træfsikkerhed som Joe di Maggio samtidig ramte homeruns for New
York Yankees.

No
One Cares (1959)
Han sidder stadig ved baren og græmmer sig. Om noget er tonen blevet
endnu mere fortvivlet, og det hang sammen med at Sinatra igen havde
fundet en ny mand til at arrangere. Gordon Jenkins var navnet, og hans
tone var langt mere uforsonlig end Nelson Riddles.
Nogen sammenlignede engang de to sådan, at mens
Riddles varme lyd var som et glas behagelig cognac foran pejsen,
trøstende og lun, så var Jenkins' stil som et glas iskold hvidvin.
Strygerne er det der bærer lyden, de lyder skarpe og isnende.
Selv gamle travere som 'Stormy Weather' og 'Just
Friends', som det normalt er Chet Baker der charmerer sig igennem, får
en helt ny tyngde når Sinatra trækker tempoet helt ud af dem og får
dem til at lyde som de sørgeligste ord nogensinde:
"Life is bare, gloom and misery everywhere - stormy weather, just
can't get my poor old self together. I'm weary all the time".
Denne plade, og den næste han
lavede med Jenkins - Where Are You? - er ikke Sinatra for
begyndere, sagde snobben. Men de kan let komme til at blive favoritter,
og hvis man er blevet dumpet af en eller anden pige er de essentielle. Where
Are You? fortjener en note her, fordi her er Sinatras måske mest
desperate ballade nogensinde, 'I'm a Fool to Want You', i en
forbløffende dyster og smuk udgave. Den må stå som den bedste sang
nogensinde om jaloux besættelse og ulykkelig kærlighed, sammen med
Elvis Costellos 'I Want You'.

September
of My Years (1965)
Vi hopper nogle år og nogle gode swingplader. Come Dance With Me,
Come Swing With Me og den rendyrkede pop på Nice'n'Easy er
allesammen fine, men igen er det lige for mit vedkommende de mørkere
plader, der fungerer bedst.
Sinatra havde forladt Capitol efter en lille halv
snes fænomenalt gode år, og havde dannet sit eget pladeselskab,
Reprise. Han koncentrerede sig om selskabet og om at føre en stadig
mere Hugh Hefner-agtig livsstil, med shows i Las Vegas og skumle
forbindelser til underverdenen som en del af dagsordenen. Og hans musik
blev en smule mere flakkende. Det forhindrede ham nu ikke i at sende et
mesterværk ud en gang imellem.
Et af dem er September of My Years, som er
ren midtvejskrise. Bare titlen - og check titler som 'How Old Am I?',
'Last Night When We Were Young' og 'It Gets Lonely Early'. Det var
bestemt ikke noget tilfælde, at han fyldte 50 i 1965.
Højdepunktet herfra er 'It Was a Very Good Year',
den sang som i øvrigt lige er udkommet med Robbie Wiliams. Williams
må have fundet det mærkeligt at synge "When i was thirty-five,
it was a very good year", da han kun er omkring de 26. Så det
er Sinatra, der fra et bånd synger de sidste par vers. Her er den
fuldendte udgave, igen med Jenkins' kolde strygerarrangement, en
fantastisk sårbar lyd fra en plade hvor Sinatra tænker vemodigt
tilbage på sin ungdom og indser, at den er væk for altid.

Francis
Albert Sinatra & Antonio Carlos Jobim (1967)
Dette er den eneste plade jeg har hørt, som altid kan sættes på,
ligemeget hvor væmmelige tømmermænd man har. Lyden er fløjlsblød,
og Sinatra synger nærmest hviskende.
Sangene er for en stor dels vedkommende de
bossanovasange, man kender fra Astrud og Joao Gilberto, og fra den Stan
Getz-plade som står i de fleste hjem. 'The Girl from Ipanema', 'Dindi',
'Corcovado'. De er skrevet af Jobim, som spiller guitar og synger lidt
kor på de fleste af sangene. Og så er der fyldt ud med et par gamle
evergreens.
Det var en perfekt afbrydelse på hans, på dette
tidspunkt, ikke specielt jævne karriere. Manden var blevet showbizhaj
i store glitrende forestillinger, og havde lagt den mere afdæmpede
sangstil på hylden til fordel for doo-bee-doo-bee-doo-nonsens. Men fra
tid til anden var der en der trak ham i ærmet og hev ham i studiet for
at udnytte sit talent. Dette var en af de lejligheder, og resultatet er
særdeles smukt - og i øvrigt skal man ikke føle sig snydt af, at den
ikke varer mere end en halv time. Et spørgsmål om kvalitet og
kvantitet, ser I - ligesom det underspillede i musikken bare hæver
kvaliteten.

Cycles
(1968)
Dette er også noget af et afbræk for Sinatra. Cycles er mærkelig
pop, og hvis det minder om noget må det være de første par
soloplader med Scott Walker, hvor han også tacklede pop og selv
country med store orkesterarrangementer. Sinatra gjorde det på en
dramatisk måde, hvor han tog sange der kunne virke corny i
andre sammenhænge, og lavede en melankolsk plade, som blev komplet
overset af pladekøberne.
Flere af de sange var allerede hits for den
underlige countrysanger Glen Campbell, som f.eks. 'Gentle on My Mind'
og 'By the Time I Get to Phoenix'. Og den første af de to sange havde
Franks ven Dean Martin givet sin sædvanlige fordrukne fortolkning med
et glimt i øjet og ni whiskyer i blodet. Sinatra synger den i stedet
lige på og ærligt, og den sidstnævnte, den mystiske Jimmy Webbs sang
om manden der en gang for alle forlader sin kone, synger han så
dramatisk og alvorsfuldt som der er brug for.
Grunden til at Cycles er så god er, at selv
de mere hippiemærkelige tekster, som f.eks. Joni Mitchells 'From Both
Sides Now', bliver sunget så perfekt og med så meget klasse. Præcis
som med Scott Walker, der også dengang plukkede numre fra samtidens
pop og gav dem helt ny mening og fænomenale arangementer.
Som nævnt bombede denne plade kommercielt, men
samarbejdet med arrangøren Don Costa havde en afledt effekt: dagen
før nytårsaften, en måned efter at have indspillet Cycles,
gik Costa og Sinatra i studiet og indspillede Paul Ankas tekst til en
fransk sang, som var kommet til at hedde 'My Way' i den engelske
udgave. Resten er historie.
Watertown
(1970)
Den sidste plade der skal med er også en af de helt oversete. Og en af
de helt dystre - den tager en værdig plads ved siden af ting som
Billie Holidays Lady in Satin, Neil Youngs Tonight's the
Night, Lou Reeds Berlin og Joy Divisions Closer, når
vi taler om mørke og hjerteskærende plader.
Den er en længere historie om en mand i en lille
by, hvis kone Elizabeth, der er moderen til deres to børn, forlader
ham for at søge lykken i storbyen. sangene er skrevet af Bob Gaudio,
der skrev teenagehelten Frankie Vallis sørgmodige tekster i tresserne,
og også står bag den utrøstelige 'The Sun Ain't Gonna Shine Anymore',
som var et hit for Walker Brothers. Med andre ord en ekspert på
området.
Pladen er virkelig sensationel; man følger den
ensomme mand der prøver at få livet til at fungere i den lille
Watertown, der vel er det mest triste navn man kunne have fundet til
den fiktive provinsby. Han tænker på de gode år han og Elizabeth
havde sammen, og på hvad hun laver nu. Altid med håbet om at hun
kommer hjem, indtil man hører ham stå og vente på toget i håbet om
at hun nu endelig kommer tilbage.
Højdepunktet er 'Michael & Peter', et brev til
Elizabeth, hvor al desperationen ligger mellem linierne som i en god
novelle af Raymond Carver. Han fortæller om børnene, der vokser, og
prøver desperat at holde en facade, mens fortvivlelsen ligger lige
under overfladen. Det er ikke ligefrem easy listening, og pladen solgte
om muligt endnu værre end Cycles, men det er dæleme klasse.

Og der slutter så den lille gennemgang. Jeg håber
den kan bruges. En anden ting er, at man jo også kan gøre som så
mange andre, inklusive mig selv, og dyppe tæerne i vandet med en
opsamling. I så fald skal man snuppe den formidable, der hedder Classic
Sinatra - His Great Performances 1953-1960, der kom for et par
år siden. Det er altid et emne for strid, om han var bedst i
Capitol-årene eller i Reprise-årene. Jeg siger helt klart Capitol,
for han lavede i bund og grund aldrig noget hø i de år. Det er høj
klasse altsammen. Og de tyve sange på den opsamling er ren perfektion.
I alle tilfælde - god fornøjelse. Og lad os så skåle for denne
dranker, dette røvhul af en mand, og denne vidunderlige sanger!
-smølle