"Music is your own experience, your thoughts, your wisdom. If you don't live it, it won't come out of your horn. They teach you there's a boundary line to music. But, man, there's no boundary line to art."

Charlie Parker

Når den sidste teltpløk er flået op af mudderet i Roskilde, når tømmermænd og bronkitis har lagt sig, spiller musikken igen. Ikke på en dyrskueplads på Midtsjælland, men henne om hjørnet, nede på caféen og udenfor i vores by. Lyden af en sprød hi-hat eller vilter saxofon vil blande sig med de mange indtryk man får i sommerens København, med dens virvar af turister, kontorfolk, piger i lårkort og andre dødelige, der labber fadøl og kaffe i sig på byens fortovscaféer, imens trafikken raser og klokketårnene bimler. Og jeg vil være at finde midt i min by, med en høkerbajer og et program, i trav fra sted til sted for at fange musikken og lunen i min by, for der er jazzfestival i København på ny.

At jazz er mere end dixieland og tykke mænd i røde seler på Long John, havde jeg aldrig tænkt over, førend Thursten Moore fra Sonic Youth stoppede jazz på anlægget i pausen under gruppens koncert i Den grå Hal i… 1992? Dér stod jeg langhåret og stolt i mine hullede Levi’s og min skovmandsskjorte og lyttede på en gang forarget og fascineret til de underlige toner, for hvad var det her? En trommeslager, der hamrede løs i på sine skind og bækkener, det ene øjeblik abrupt og total arytmisk, syntes jeg, det andet øjeblik nærmest.. groovy. Men det mest mærkværdige var den altdominerende saxofon, der startede som en smuk, stille hymne og snart voksede i vildskab og intensitet, som en flod der går over sine bredder. Musikken var John Coltrane’s Impressions fra hans eksperimenterende periode i sidste halvdel af tresserne. Jeg vil ikke sige jeg kunne lide det med det samme. Men den dag besluttede jeg mig for at begynde at lytte til jazz, for når mine guitarhelte i Sonic Youth kunne lide jazz, så måtte der være noget om snakken. Egentlig tror jeg først femøren faldt den vinteraften i Copenhagen Jazzhouse, hvor Carsten Dahl, Lennart Ginmann og Thomas Blachmann jammede. Jeg blev fanget af musikken, og pludselig forstod jeg, hvad Jack Kerouac i ungdommens must-read beat-bibel On the road mente, når han beskrev hvorledes en jazzmusiker besad det: At kunne have ud-af-kroppen-lignende oplevelse, hvor toner, intensitet, drive og rytmer smelter sammen og letter i et øjeblikkets eufori, og musikken – i publikums ører – lyder mere end sublimt. En oplevelse, der i On the road får en af hovedpersonerne Neil til at fare omkring i lokalet som et svedende energibundt, og bagefter, da pianisten har forladt sit sæde, kigge på den tomme plads og udbryde: ”Guds tomme stol”. Den aften havde jeg selv svært ved at sidde stille, og jeg opdagede, hvad jazz også kan være.

Jazzmusikken er af afroamerikansk oprindelse og har rødder tilbage til negernes spirituals i slavetiden, men for undertegnede begynder jazzen at blive spændende midt i 50’erne, da den i fuld fart fjernede sig fra traditionel og swing, og bebop gjorde den vild, uregerlig og pokkers energisk med Charlie Bird Parker, Clifford Brown og Max Roach i spidsen. Samtidig havde forfatterne i den såkaldte beat-generation med Jack Kerouac i spidsen deres storhedstid, hvor jazzmusikken fungerede som forløsning for indestængt adrenalin og eksistentiel rastløshed, hvis de ikke selv gik på scenen og fremsagde deres lyrik med jazz i baggrunden, kaldet jazz’n’poetry. Det var i denne periode, frem til midt af 60’erne, det rykkede. Mesterværkerne kom som perler på en snor leveret af kunstnere som Miles Davis, John Coltrane, Wayne Shorter, Stan Getz, Art Blakey, Dextor Gordon, Sonny Rollins – for bare at nævne nogle umiddelbare navne, der popper op – indtil verden fik øjnene op for fire unge fyre i jakkesæt fra Liverpool, og rocken blev det store nye. Jazzmusikken reagerede ved at søge indad – den blev spacet, intellektuel og sværere tilgængelig. John Coltrane’s musik blev et religiøst projekt, folk som Sun Ra og Pharaoh Sanders svævede omkring i universet og spillede kosmisk jazz, og Ornette Coleman var fader til free jazz – en genre fri af rytme og melodi. Imod slutningen af 60’erne begyndte jazzen dog at åbne sig imod andre rytmiske genrer. Musikere som Donald Byrd, Lou Donaldson og Lonnie Liston Smith lod sig inspirere af tidens sorte Motown-soul og skabte en frisk, men ensformig souljazz, også kaldet rare groove (den Park Café-agtige acid jazz er i øvrigt nutidens arvtager af rare groove). Imens vendte jazzens store trompetist par excellence, Miles Davis sig imod den hvide rockmusik og skabte fusionsjazzen, der kom til at præge 70’erne med navne som Weather Report, Brecker Brothers og John McLaughlin.

Siden da har jazz bare været jazz med betegnelsen contemporary – nutidig – jazz, uden de store fornyelser, om end techno og klubkultur siden midten af 90’erne har tilføjet en ny, forfriskende dimension til begrebet jazz. Flere DJ’s og technodudes er jazzfans, og begrebet future jazz eller nujazz dækker over mødet mellem elektroniske beats og samplere, house og trip hop, som smelter sammen med jazzet instrumentering og rytmik. Nye energier opstår, og som altid finder man top og bund i denne genre. Det kan være enerverende som Rainer Trüby’s latinboogiejazz, søvndyssende som St.Germain’s jazzhouse - eller det kan være nyskabende som P’Tahh’s drum’n’bass jazz og smukt som Cinematic Orchestra’s storbyjazz (herom senere).

På en helt almindelig lørdag, kan du vælge mellem ca. 20 forskellige jazzkoncerter i København. Jazz har præget byen i en menneskealder, og København har været en af Europas jazzhovedstæder siden Sam Wooding's Chocolade Kiddies for første gang bragte New Orleans jazz til byen i 1925. Der blev danset til de swingende toner på adskillige restauranter i byen, og da Louis Armstrong besøgte København i 1933, blev han modtaget af 3000 hengivende fans på Hovedbanegården. Under 2. Verdenskrig blev jazzen brugt som middel imod den tyske besættelsesmagt og efter krigen begyndte de førende amerikanske orkestre at give koncerter i byen. Da jazzen forandrede sig i 50’erne, fik København sit første, rigtige jazzsted i 1959, Jazzhus Montmartre. Frem til 1976 indtog spillestedet en central position i det københavnske jazzmiljø og i Danmark.

Montmartre lå dengang i Store Regnegade hvor der i forvejen lå en danserestaurent før det blev lavet om til jazzklub. I starten blev der spillet traditionel dixielandjazz, men det ændrede sig, da tenorsaxofonisten Stan Getz og bassisten Oscar Pettiford, som begge var flyttet til København, begyndte at spille fast på stedet. I det hele taget myldrede det med kendte jazzmusikere, som bosatte sig i København i løbet af 60’erne. Blandt de mest betydningsfulde, udover Getz og Pettiford, kan nævnes tenorsaxofonisterne Ben Webster, Dextor Gordon, og Archie Shepp, pianister som Kenny Drew og Horace Parlan samt trompetisten Don Cherry. De kom til byen fordi arbejdsbetingelserne var bedre end i USA. I København var de sikre på jævnligt at få jobs til en ordentlig hyre på Montmartre eller en af de andre daværende jazzklubber i byen, som Vingaarden, 10’eren eller De tre Musketerer. Og så kunne de, som os andre, faktisk lide at bo i København med dens puls, ånd og mentalitet. Helt frem til lukningen i 1976, kunne publikum på Montmartre opleve jazz af høj klasse, uden at stedet gik på kompromis med kommercielle hensyn. Koryfæer som Clifford Jordan, Hank Mobley, Roland Kirk, Yusef Lateef, Sonny Rollins – ja, de spillede der allesammen. Ofte kom de alene og blev så akkompagneret af københavnske jazzmusikere, blandt andet en meget ung Niels-Henning Ørsted Pedersen. For mange af de udenlandske jazzmusikere var det københavnske spillested deres favorit, og i jazzkredse gik Montmartre for at være en af verdens bedste jazzklubber. Flere af koncerterne blev optaget og udgivet af byens daværende jazzpladeselskab SteepleChase, og kan stadig fås på cd eller vinyl. Et nyt Montmartre åbnede i Nørregade i 1977, men fjernede sig med årene mere og mere fra den oprindelige idé med Montmartre, og endte med at blive solgt til den jyske diskotekskæde Carlo Daisy. Heldigvis havde København inden da fået et nyt jazzhus i 1991, Copenhagen Jazz House i Niels Hemmingsens Gade, der udfylder tomrummet efter Montmartre.

Sideløbende med Montmartre, har København udklækket mange fine jazzmusikere. På trods af at jazz ofte synes overskygget af rock, har der hele tiden været et levende miljø af musikere og spillesteder som La Fontaine, Drop Inn, Studenterhuset og Sofiekælderen, og staten har støttet det københavnske jazzmiljø med tilskud og uddannelsesmuligheder. Og hver sommer kulminerer det med den årlige jazzfestival.

Copenhagen Jazz Festival så dagens lys i 1979 og er siden vokset støt i omfang. I løbet af ni dage fra d. 5. – 14. Juli kan man vælge mellem næsten 500 koncerter med kunstnere fra ind- og udland overalt i byen – mange af dem gratis og under åben himmel. Her er alle stilarter repræsenteret, fra dixielandjazz der traditionen tro indleder jazzfestivalen med en streetparade fredag kl. 13 til hypermoderne future jazz. Festivalen er opdelt under forskellige temaer. Koncerterne med de store kanoner, i år blandt andet John Scofield, Joe Lovano og Niels-Henning Ørsted Pedersen, går under navnet Giant Jazz, Kongens Have er helliget børnejazzen, som plejer at være en række herlige og hyggelige eftermiddage med ungerne, hvor jazzmusikere spiller og fortolker musik for børn, og under det tilbagevendende tema Future Sound of Jazz giver forskellige kunstnere deres bud på, hvordan jazzen kan komme til at lyde i fremtiden, hvilket ofte er af elektronisk tilsnit. Alle de andre de andre, de ukendte og de unge vil give koncerter rundt omkring i de københavnske kvarterer, heriblandt adskillige på Christiania, der de seneste år er blevet et væsentligt fixpunkt på det københavnske jazzkort. Fik jeg i øvrigt sagt, at FCK line har designet festivalens merchandise?!

Det letteste er faktisk selv at anskaffe sig et program på en café eller S-togsstation (prøv også festival.jazz.dk) og så bare begive sig ud i sommerens København, for Copenhagen Jazz Festival har musikalske oplevelser for alle. Som saxofonisten Thomas Hass engang sagde under en koncert: Der er ikke noget at forstå ved jazz, du skal bare lytte. Så slå dig ned på asfalten med en øl i hånden og nyd stemningen, for når solen skinner og jazzen i luften, er København den smukkeste by i verden. Og hvis du ser en ranglet, blond fyr i skovmandsskjorte – så er det mig!

Thomas Tiedje

Fem sikre under Copenhagen Jazz Festival 2002:

Trio Chroch (Pumpehuset, Open Air, fredag d. 5/7 kl. 16)
Ung og vilter future jazz. Beats, loops, samples og jazz’n’poetry blandes med ekspressiv klaverspil. Værd at se, hvis du er en af dem, der mener jazz er kedeligt.

Tango Orkestret (Pumpehuset, fredag d. 5/7 kl. 21)
Selvfølgelig skal man som undertegnede have en svaghed for argentinsk tangomusik for at værdsætte Tango Orkestret, men der er en kraft og fylde i denne musik, som er frisk og anderledes. Tango Orkestret berører også jazz, rock, salsa og orientalske toner i deres musik og har desuden samarbejdet med Poul Dissing og Randi Laubek, ligesom de har skrevet musik til filmene Motello og Jungledyret Hugo.

Tomas Franck w. Russian Quartet (Nytorv, søndag d. 7/7 kl.16:30)
Den svenskfødte københavner Tomas Franck har videreført arven fra nogle af undertegnedes personlige favoritter, John Coltrane og Wayne Shorter. Nu har han fundet fire russiske musikere, som er en populær kvartet hjemme i Moskva, og de kan spille..

Carsten Dahl (Borups Højskole, torsdag d. 11/7 kl. 19)
Han er i en klasse for sig, pianisten Carsten Dahl, der takkede nej til at spille med de berømte hotshots over there, for at koncentrere om sit nye hverv som familiefar i København. Hans solokoncert kan let gå hen at blive et af festivalens smukkeste øjeblikke.

Katrine Madsen (Konsistoriegården, fredag d. 12/7 kl. 16)
Hun er den bedste danske jazzsangerinde netop nu og på vej til berømmelse i udlandet. Selvfølgelig er der blevet lyttet til Ella Fitzgerald og Billie Holliday, men Katrine Madsen har fundet sit eget leje, en stemme som nærmest er at beskrive som mørk, kraftfuld vin. Forvent et mix af klassiske jazzmelodier og egne kompositioner med hjælp fra kompetente, danske musikere.

Hvis du vil vide mere - fem funklende stjerner på jazzens himmel:

Miles Davis: Kind Of Blue (1958)
Jeg kommer ikke uden om trompetisten Miles Davis, når jeg skal highlighte fem jazzudgivelser, for Davis’ betydning for jazzmusikken har været enorm. At beskrive Miles Davis’ karriere er som at genfortælle jazzhistorien fra 1945-1990, for han har om nogen stået midt i det hele som le createur og den geniale innovator i udviklingen og de stilskift jazzen har taget gennem tiden. Kind Of Blue er for jazzen hvad Sgt. Pepper er for rocken: Det ultimative jazzalbum med sublime kompositioner og unik musikalsk formåen i en stjernebesætning bestående af nogle af jazzens store ikoner: Miles, Coltrane, Bill Evans, Cannonball Adderly, Paul Chambers, Jimmy Cobb. Det er værket, som alle synes at kunne lide og mange ikke-jazz mennesker har i deres samling, ja selv de pubertære ekspeditricer i Flying A hørte Kind Of Blue en dag jeg gik forbi! Ikke uden grund, for værket er iørefaldende, roligt og meget melodiøst. Det kickstarter med de karakteristiske, luksuriøse basgange fra So what?, og herfra flyder musikken let og ubekymret. Tempoet skifter ikke undervejs, men improvisationerne, spillet ud af det blå denne ene gang, er gud-dommelige. Hvis du ikke kan lide Kind Of Blue, er jazz ikke noget for dig.

Gil Evans: The Individualism Of Gil Evans (1964)
Gil Evans var komponist og big band-leder – og nej, løb nu ikke skrigende væk, for big bands kan swinge mere end noget rockband nogensinde kommer til – og hans samarbejde med Miles Davis omkring værker som Sketches Of Spain og Porgy and Bess anses for at være klassikere. Det er dog denne skive der har betydet noget for mig, hvor Evans’ flair for cool jazz og inspirationen fra flamencomusik går op i en højere enhed. Tænk jazz, Ennio Morricone, Ry Cooder og filmmusik, så nærmer vi os Gil Evans.

Miles Davis: Bitches Brew (1970)
Igen Miles, men milevidt fra Kind Of Blue i sit avancerede, organiske orgie af underlige keyboardlyde, elektriske guitarer, verdens-musikalske rytmer og Davis’ energiske trompetspil, hvor han forsøgte at spille trompet som Jimi Hendrix spillede guitar. Med Bitches Brew blev jazzfusionen født og banede vejen for nogle af 70’ernes jazzrock-musikerne, der medvirkede på dette album, heriblandt John McLaughlin og Chick Corea. Jazzfusionen eskalerede efterhånden ud i håbløst guitarlir (som Euroman engang skrev på en liste over ting man skulle prøve inden man fyldte 30: At lytte til jazzfusion og tro du kan lide det!), men den dag i dag virker Bitches Brew frisk og beyond i sin originale smeltedigel af jazz, rock, world og datidens elektronik. Det er musik som kunne være skrevet i går, og har inspireret mange indenfor moderne rytmisk musik. Blandt andet har Thom Yorke fra Radiohead udtalt, at Bitches Brew konstant blev afspillet i pauserne under bandets indspilning af OK Computer.

Esbjörn Svensson Trio: Good Morning Susie Soho (1999)
Med denne svenske trio er vi henne ved det vi kunne kalde contemporary jazz eller måske nordisk jazz, for Danmark og resten af Skandinavien er fuld af fremragende jazzmusikere, som du vil kunne opleve på årets jazzfestival. Esbjörn Svensson og hans trio var en af de første positive liveoplevelser jeg havde tilbage på festivalen i 1995, da de i strålende solskin spillede på Gråbrødre Torv. Svenssons klaverspil er, med Bill Evans og Keith Jarrett i mente, noget af det bedste og smukkeste musik jeg kender. Mange af numrene besidder en stille, betagende og nordisk melankoli, imens andre er udadvendte og ekspressive, twisted af lidt programmeret elektronik eller funky trommer. Trioen spiller desværre ikke i København i år, men også på plade er de en ren nydelse.

Cinematic Orchestra: Every Day (2002)
Denne plade er spritny og skal selvfølgelig med fordi gruppen er mine darlings indenfor den genre der i mangel af bedre kaldes future jazz. Umiddelbart lyder konceptet ikke revolutionerende: En DJ går sammen med fire jazzmusikere og laver en plade, som han bagefter kører gennem den elektroniske kværn og supplerer med egne beats. Men resultatet er mesterligt: En varm, dyb, følsom og moderne storbyjazz med storladne strygere, harpeklang og filmiske undertoner. Der er mørke, der er knuder på denne musik, men masser af melodi og sjæl. Koncentreret eliksir for sindet.