September 2002.

For godt et år siden holdt en engelsk gentleman pressekonference på Hotel Tre Falke på Falkoner Allé. Det var hans afsked med (FC) København. Hans navn var Roy Hodgson.

Lørdag den 7. september var en anden engelsk gentleman tilbage i samme bygningskompleks, blot i centrets koncertsal. Hans navn: Bryan Ferry.

Og denne koncert følger der her en lille stemningsoplevelse fra. Ikke en "anmeldelse" per say, da det udelukkende er afspejlinger af min glæde ved mandens musik og ikke en anmelderpolitisk korrekt, musik-elitær recension, der enten skal nedgøre eller retfærdiggøre en pladeudgivelse eller koncertoptræden. Af samme grund har jeg også afholdt mig fra - bare for at kunne skrive et par nedsættende linier - at drage til det nørrejyske for at se alt for mange timers helligfransk computer-programmeret musik med laserlys og fyrværkeri (nøj!), tilmed akkompagneret af "selveste" Safri Duo (whauw!), når jeg nu ved, at jeg med 99,9% ville føle det som en oplevelse i helvedes forgård, al den stund jeg afskyr Jean Michel Jarres fornemmelse for "musik". Det har sikkert været godt for nogen, måske også for fodboldfans med hang til tifoer og nødblus! Og efter sigende i al fald en "tilbage til naturen" oplevelse for de fleste. 

Men vi var så stadig denne lørdag i hvert fald et par tusinde, der valgte at blive i København og gå til koncert i den airconditionerede - yderst behageligt på endnu en ganske lummerlun sensommeraften - Falkoner Salen, heriblandt en hel del svenskere. Bryan Ferry giver på Frantic 2002 touren kun én koncert hinsidan, nemlig i Stockholm, hvorfor mange sydsvenskere givet har foretrukket den kortere vej over Øresund frem for en halv dagsrejse til skærgårdshovedstaden! Fælles for både svenskere og danskere, og hvad der ellers har været af nationaliteter, var, at der var tale om et publikum i den noget mere modne ende. Jeg talte i hvert fald ikke mange - om nogen - under ca. 25 år! 

Næppe unaturligt, al den stund Bryan Ferry har fejret sit 30-års kunstnerjubilæum. Geordie-drengen og keramiklæreren samlede i en personaleturbulent opstart blandt andre Phil Manzanera, Andy MacKay og Brian Eno omkring sig og grundlagde derved i 1970/1971 det i dag legendariske Roxy Music. Et ganske unikt og musikscenefornyende avant-rock band, der spillede på lidt - måske tiltrængt - anderledes musikalske vinde ovenpå hippie- og flowerpower æraens største år. Roxy Music var ikke ligefrem Woodstockmateriale og i det hele taget eksponenter for en helt ny og helt egen lyd, stil og originalitet, om end inspirationen mht. produktion og arrangement tydeligvis havde skelet til Phil Spector (endnu mere tydeligt på Bryan Ferry's soloting). Det var soul mixet med avant-garde og synthesizers mixet med karakteristisk sax (Eno (i starten) og Mackay) og Manzanera's sprøde guitar, altsammen tilsat Ferry's stilige, unikke og brillante vokal. Pladedebuten Roxy Music og den første single ''Virginia Plain' kom i 1972. Og Roxy Music skulle komme til at danne skole og inspiration for eftertiden. New Romantics æraen har f.eks. tydelige afsæt i Ferry's og Roxy's lydbilleder.

Allerede omkring Roxy Music's tredje album i 1973 begyndte Bryan Ferry også sideløbende at køre lidt soloprojekter. Dels med egne kompositioner, dels Roxy-overskud fra Manzanera/Ferry lageret og dels Ferry's coverversioner af ørehængere fra "pre-rock" tiden og 50'ernes og 60'ernes R&B. Store inspirationer i Everly Brothers og Smokey Robinson. Sidstnævnte - altså covermaterialet - var nok det, der i starten for alvor definerede Ferry's solokarriere, takket være mandens virtuose og uforlignelige crooner-stemme, lyriske fortolkninger, entertainer-talent og ikke mindst umiskendelige kærlighed til og respekt for det "lånte" materiale. En ægte "performer" af romantisk melankoli og sofistikeret popdrama. Ferry's forkærlighed for teater og film - jf. navnet Roxy (Music) - blev i høj grad også et kendetegn for både hans og Roxy's stil og optræden. I 1999 gik Ferry, inspireret af sin livslange fascination af f.eks. F. Scott Fitzgerald og "The Great Gatsby" (samtiden og eftertiden), i øvrigt længere endnu tilbage i tiden, da han hentede det meste materiale til As Time Goes By fra - som titlen antyder - 20'ernes, 30'ernes og 40'ernes jazz- og swingtid, og i øvrigt præsenterede det for offentligheden på en slags akustisk tour, der bl.a. bragte den flamboyante dandy forbi Cirkusbygningen i København. Noget som jeg desværre først opdagede et par timer inden på en aften, hvor den gamle sal var udsolgt til sidste plads.

Personligt var det i øvrigt først noget efter Roxy Music's start - jeg var lige ung nok til Roxy's univers som niårig i 1972 - at jeg fik ørerne op for, hvor godt det var. Tjah, øjnene var måske endda mere betegnende, for Roxy Music var især i de tidlige år kendte/berygtede for deres LP-covers og indercovers, der var ret så iøjnefaldende og "vovede". Vore dages rabiate kristelige nypuritanister og forkæmpere for pornofrit miljø, ville vel endda kalde dem pornografiske! Mest opmærksom i starten var jeg vel egentlig på lyd og skæringer fra Ferry's tredje soloalbum, Let's Stick Together, der allerede var udkommet i 1976, men vel først for alvor fængede hos mig i starten af firserne, hvor også fantastiske Roxy Music albums som Manifesto (1979) og Flesh + Blood (1980) trængte sig på som musik, jeg skulle komme til at holde af og spille mere og mere. Stadig var det første album, jeg købte, Avalon (1982), ironisk nok også Roxy Music's sidste egentlige studiealbum! Avalon er bare så gennemført perfekt fra ende til anden, og i øvrigt også et album, der i min ungkarletid trængte sig på som noget af det absolut essentielle musik at sætte på anlægget, når man havde fået lokket en skøn ungmø med hjem fra det københavnske natteliv til eget domicil. Emmende af romantik og byen i natten, dryppende af erotik og aldeles uegnet til dagslys ... reflektering, melankoli, stearinlys, pejseild, sanselighed, lidenskab, det var hvad Avalon handlede om og signalerede. Og på den vis også - trods brandet som Roxy Music - hvad Bryan Ferry stod og står for.

       Country Life • Roxy Music 1974

                   Let's Stick Together • Bryan Ferry 1976 

Tilbage til lørdag den 7. september. Trods omkring 20 års begejstring for Bryan Ferry og Roxy Music er det forunderligt nok aldrig lykkedes mig at opleve den og d'herrer live. Mindst tre gange har det kun været de yderste marginaler, der forhindrede det, så i aften skulle det være. Lobbyen og baren sitrede da også af spændt forventning blandt det - som nævnt - overvejende modne publikum. Falkoner Salen er så absolut en af de bedste koncertsale i byen rent lydmæssigt, og jeg kunne da også spekulere på, at man derinde gennem årene har oplevet en yderst varieret palet af musik og performance, eksempelvis spændende fra Ultravox (og Duran Duran's og U2's respektive danske debutkoncerter) over "Chess" til nu afdøde Victor Borge. Aftenens koncertevent var vist af den slags, der ikke bød på pause - og dermed de obligatoriske bestillinger af pausedrinks - til tobak, benstræk og en lille en til halsen. Til gengæld havde arrangørerne sørget for, at man kunne få hældt øl, vin og de efterhånden allestedsnærværende "Bacardi Breezers" (yrf, syntetisk sprut i seksogfirs forskellige kunstige smagsvarianter) i plastickrus, der kunne tages med ind i salen.

Udover en overmåde irriterende og allerede pavestiv Bryan Ferry lookalike med pomadeslick frisure, hvid skjorte og slips, der væltede rundt langs og på gangene, blandt og på(!) folk, så var det første syn, der mødte én i salen, en scene stoppet med instrumenter og elektronik, uden skillevægge og "curtain", så man tænkte: Jubi, intet obskurt opvarmningshelvede, Ferry kører lige på! 

Ak, vi blev alle klogere. Kort efter kl. 20 entrede et lille, undseligt pigebarn med en guitar og en eller anden guitarlaps scenen og manøvrerede sig helt frem foran Ferrybandets isenkram. Man troede det var løgn; en skinger, highpitch lillepigestemme, af den der virkelig, virkelig irriterende slags, man kender fra visse amerikanske sitcoms, gispede åndenødsklingende i mikrofonen og præsenterede sig selv som Rosie et-eller-andet og guitarlapsen som sin bror. Det var tydeligt, at folk i salen ikke vidste, om de skulle grine, græde eller holde sig for ørerne. Rosiepigen sagde, at de ville spille "a few songs", indtil Bryan Ferry kom på, og håbede, at vi ikke ville falde i søvn i mellemtiden. En blanding af vantro og skoggerlatter bredte sig i salen, skulle hun virkelig synge også? Nå, det viste sig trods alt, at hendes sangstemme i grunden var helt OK, til gengæld var sangene så gudsjammerligt kedelige og dræbende, at man forstod, hvorfor hun sagde det der med, at hun ikke håbede, vi faldt i søvn. Jeg mener, her har vi en pige, der som alle andre unge piger formentlig sidder på sit ungpigekammer og broderer over kærestesorger, slankekure, forældre, PMS, veninder og alskens øvrige teenage- og ungdomsforviklinger. Livets små ulideligheder, hvad ved jeg. De fleste vælger så at nedfælde den slags i en dagbog. Rosiepigen derimod har øjensynligt gået til klaverspil, og derfor sat musik og sang til alle sine fortrædeligheder. Det skulle så denne aften gå ud over os i Falkoner Salen. 

Nå, fred med det, folk brugte tiden til at summe indbyrdes, gå i baren, og - tror jeg - enkelte fik sig virkelig en skraber. Da hun havde sluttet af med sit femte og meget lange nummer, hvor hun havde skiftet guitaren ud med et keyboard, sagde salen "tak for sangen" - og her tror jeg, desværre for Rosiepigen, at de spredte klapsalver mere var lettelse over, at hun stoppede end egentlig anerkendelse af hendes musikalske talent - og måtte så vente endnu en halv times tid på the man. Det gav så mange tid til endnu et besøg i baren efter forsyninger, mens man kunne lytte til baggrundsmusik fra scenehøjttalerne, John Barry - selvfølgelig incl. 'Theme from The Persuaders', så en bartender fra Stamværtshuset jo måtte føle sig ekstra hjemme og opstemt - og gamle Bond-kendinge.

                   

Kl. omkring 21 bliver det så endelig tid. Omme bag alt isenkrammet entrer Bryan Ferry, ulasteligt klædt i trademark hvid skjorte uden slips og mørkt jakkesæt, scenen og sætter sig bag pianoet. Alene spiller han sin egen Greta Garbo inspirerede og kuldegysende og hårrejsende smukke 'The Only Face' fra Mamouna albumet (1994). Havana moon you got me in the strangest mood / Just me myself no one else / Could ever be so blue // No backstreet woman no grand hotel / The only face, out of place / An empty shell // I want to be alone / Me myself no one else / I want to be alone. Udover at sangen virkelig nærmest insisterer på at blive fremført af én mand alene med sit piano (hvad den så blev), så bliver den også startskuddet til en rolig opbygning og præsentation af nøglepersoner i bandet. Ikke superoriginalt, men altid med en vis virkning, at personer og instrumenter puttes på lidt efter lidt. 

Ferry høster sit første kæmpebifald og bevæger sig frem i front på scenen, hilser publikum med et tandpastasmil, mens Colin Good sætter sig bag pianoet. Nu er de dobbelt så mange på scenen, men tilstrækkeligt vokalt og instrumentalt (Ferry finder mundharmonikaen frem undervejs til folkets jubel) til eksakt studialbumfremførelse af 'Don't Think Twice, It's All Right', et af to Dylannymre fra Ferry's nyeste skive og Tour-årsag, Frantic (2002). En ung pige, nej ikke Rosie men Julia Thornton, kommer ind og giver mening med, at der trods alt står et monstrum af en harpe helt fremme på scenen, og en violinpige, Lucy Wilkins, har også sneget sig ind i selskabet. Nu er de fire, og vi får et gammelt Marlene Dietrich nummer: 'Falling In Love Again' (Hollander & Connelly) fra As Time Goes By. 

'Carrickfergus' (trad.), en gammel irsk ballade, i Ferry-regi fra albumet The Bride Stripped Bare (1978), giver mulighed for at introducere Chris Spedding på guitar. En veritabel guitarlegende, der startede på den britiske sessionscene i de tidlige halvfjerdsere og har spillet med et utal af navne som Nucleus, Elton John, John Cale, Dusty Springfield, Bryan Ferry, the Sex Pistols (! - producerede deres første demo bl.a.), Robert Gordon, Tom Waits, Nina Hagen, Paul McCartney, Roxy Music m.m.fl. En mand, der er kommet vidt omkring, også genremæssigt. Den indledende seance rundes af med Ferry's tredje solosingle 'Smoke Gets In Your Eyes' (Kern/Harbach) fra hans andet soloalbum Another Time Another Place (1974), en af de absolutte klassikere fra Ferry's solorepertoire, og i det hele taget en klassiker fra trediverne, skrevet til Phyllis Robins, men først og fremmest udødeliggjort af the Platters! Og på dette tidspunkt skal der jo så naturligvis præsenteres en saxofonist, Iain Dixon. Aftenen er skudt i gang med manér!

Saxofon, guitar og piano spiller lidt pausemusik ('My One And Only Love'), mens Ferry går backstage, harpen (instrumentet, ikke pigen!) bæres ud, og violinpigen og harpenisten tager plads i keyboards&percussion sektionen. Ferry vender tilbage med 'The Thrill Of It All' (Ferry - Roxy Music/Country Life) og nu til "fuld scene" med resten af ensemblet, incl. backingvocal Sarah Brown og de obligatoriske danse-/korpiger, der muligvis er mere talentfulde udi kostumeskift end korsang, men med vanlig sans for husarernes øjne har Ferry nok også skænket det mandlige publikum en tanke ved udvælgelsen af dansesild! Selve bandet kompletteres af trommeslager Paul Thompson - der er opvokset i Newcastle ligesom Ferry, og faktisk var med i det oprindelige Roxy Music og nu er vendt tilbage til både Ferry og Roxy ifm. deres Reunion World Tour 2001 - og guitaristen Mick Green. Thompson, Green og føromtalte Spedding er tegn på, at gamle rullesten sandelig kan endnu, ligesom de "rigtige" Rolling Stones, der for-meget-håbentlig står på scenen i Parken til sommer ifm. Licks 2003 Tour. 

Vi får 'Cruel'' (Ferry og Dave Stewart (Eurythmics) - Frantic), 'Can't Let Go' (Ferry - The Bride Stripped Bare), 'My Only Love' (Ferry - Roxy Music/Flesh + Blood), 'Both Ends Burning' (Ferry - Roxy Music/Siren(1975)) og instrumentalnummeret 'Tara' (Ferry/MacKay - Roxy Music), der som en slags improviseret Andy MacKay'sk sax-solo lukkede Avalon albummet. Her i aften featuring Iain Dixon og en mulighed for Ferry til at skifte tøj. I mellemtiden har dansedaisy'erne allerede skiftet klude flere gange - noget mere "interessant" end andet - og henover aftenen byder kostumeshowet på alt fra badenymfer til cabaretdansende påfugle! Ferry vender tilbage iført læder. Ikke lige sagen eller stilen efter min smag (det virker muligvis for det kvindelige publikum), det er han sgu blevet for gammel til, og det er alt for Tom Jones-agtigt. Og ganske unødvendigt, når man som Ferry besidder større musikalsk og lyrisk talent i venstre sideskilning end f.eks. waliseren gør i hele sit plumpe kulminekorpus.

'Limbo' (Ferry og Patrick Leonard (Madona) - Bête Noire(1987)) og den uforlignelige 'Boys And Girls' (Ferry - titelnummmeret fra Ferry's måske bedste soloalbum (1985)) fortsætter aftenen, inden Ferry slår over i 'Slave To Love' - måske inspireret af læder-outfittet? - fra samme album (Boys And Girls) og for alvor får rykket i folk og demonstreret Sarah Brown's sangtalent. Så bliver det tid til aftenens måske største bifald - og endnu engang gåsehud - efter at Bryan har croonet, fløjtet og charmet sig gennem John Lennon's 'Jealous Guy'. I ni ud af ti tilfælde vil jeg anse det for værende blasfemisk at lave coverversioner af John Lennon's musik, men lige netop 'Jealous Guy' er vel med årene blevet mere synonym med Bryan Ferry - og Roxy Music - end Lennon himself. Roxy Music fremførte sangen live on stage første gang kort efter Lennon's tragiske død i december 1980 og indspillede den som hyldest til John Lennon i starten af 1981. Sangen blev kun udgivet som single, bortset fra det utal af Ferry/Roxy compilations den har været med på, og den blev faktisk Roxy Music's eneste nr. 1 i UK. Og siden har det vel nærmest været utænkeligt, at Roxy Music eller Bryan Ferry gik fra scenen uden at have spillet 'Jealous Guy'. Uendelig smuk er sangen, det kan man ikke tage fra den, eller fra Lennon (r.i.p.) eller Ferry.

Og mens Ferry nu har hele salen i sin hule hånd, slår han over i noget mere up-tempo og Roxy Music klassikeren og hitsinglen 'Love Is The Drug' fra 1975 (Siren). Det var vel nærmest ikke nødvendigt at sige, for alle har forlængst lettet r**** fra de magelige sæder, men alligevel opfordrer Bryan Ferry for en sikkerheds skyld: "I need to see you all up now", inden aftenens set rundes af med 'Do The Strand'. Nummeret - første indspilning fra Roxy's andet album For Your Pleasure (1973) - er om noget blevet en slags signatur for Roxy Music. Måske den sang Roxy har spillet og optrådt mest med. Og en sang, der har afstedkommet et utal af myter og spekulationer i retning af, hvad den egentlig handler om, og hvordan man "do'er the Strand"? Mine personlige associationer for det indre øje handler om "crazed people", der vælter ud fra Savoy Hotel (hvor Ferry/Roxy i øvrigt har holdt adskillige pressekonferencer) og op ad det berømte Londonske teater- og hotelstrøg The Strand for at ende i kæmpeparty for enden af The Strand på Trafalgar Square. Og party er der i al fald også i Falkoner Salen denne aften, hvor nummeret markerer afslutningen på 1 time og 22 minutter i selskab med Bryan Ferry og band. Nå ja, i tumulten så jeg, at aftenen sluttede lidt før for vores irriterende Ferry lookalike fra tidligere, der uden at have fodkontakt med gulv og trapper eskorteredes ud af sikkerhedsfolkene, hvilket han efter ansigtsudtrykket at dømme formentlig ikke ville kunne erindre det fjerneste om dagen efter alligevel.

Helt slut er aftenen selvfølgelig endnu ikke. De obligatoriske tre ekstranumre skal vi lige have med. Aftenens absolutte gang-i-den clou bliver 'Let's Stick Together' (Harrison) fra Ferry's soloalbum af samme navn, der vælter salen, og jævnfør min egen indgang til Ferry/Roxy universet på en måde fuldender aftenens cirkel. Vi får så i tilgift det andet Dylannummer fra Frantic, 'It's All Over Now, Baby Blue' (meget apropos) og til allersidst 'I Thought' (Ferry/Eno - Frantic).

                     

En musikoplevelse rigere er det tid for evaluering i baren. Folk der har set Ferry/Roxy Music før, har angiveligt oplevet ham både "værre og bedre", men tilfredshed med pil op synes at være den gængse opfattelse. Da det af uransagelige grunde er min første live-experience med Ferry, er der naturligvis for mig intet sammenligningsgrundlag. Måske kunne jeg have forventet lidt mere "dialog" mellem Ferry og publikum, han er jo en gammel rotte i faget. Numrene blev afviklet i et rapt tempo uden ret mange kommentarer fra mesteren selv. Utroligt professionelt, men dog med varme, glæde og engagement. Han kan lide at være på den scene, det er der ingen tvivl om. Og så kunne jeg i øvrigt undre mig over, at Ferry havde et partitur foran sig i et stativ på scenen. Jeg tror nu hverken, der er noder eller sangtekster i. Nok nærmere en reminder om at bladre frem og se, hvilket nummer, der nu skal fremføres! Ferry/Roxy kataloget indeholder immervæk i omegnen af 300 titler, så der er nok at holde styr på, og Bryan bliver altså heller ikke yngre.

Ellers fordøjes indtrykket af aftenens optræden og de fremragende numre, Ferry havde valgt at spille iblandet "ærgrelsen" over alle de fremragende numre, han ikke spillede! Men OK, man kan nå så og så meget på halvanden time. Alt i alt en dejlig aften med dejlig musik og et møde med en uhyggeligt dygtig, velsyngende og sofistikeret englænder, bakket op af et velspillende og -oplagt band avec. Det kan man kun blive i godt humør af!

                

Således opløftet kunne man bevæge sig ud i den - for årstiden forbavsende - lune sensommeraften og nyde byens lys og trisse stille og roligt hjem ad Falkoner Allé og Gammel Kongevej med Ferry's musik stadig lifligt klingende i ørerne. På hjørnet af Gammel Kongevej og Madvigs Allé havde bogshoppen featureudstilling - og bogudsalg - omkring en anden af storbyens helte, Karma cowboy'en Dan Turell (r.i.p.). Han klæder storbynatten og neonlyset ligeså godt som Ferry og dennes musik. Så mere perfekt kunne aftenen næppe rundes af, det skulle da lige være at gå hjem og åbne en af Onkel Danny's fortællinger med Bryan Ferry på CD'en og et lille glas.

 

For et års tid siden var det sidste man så til den engelske gentleman, Roy Hodgson, hælene af hans Lloyd-sko under de sirlige buksepressefolder i lyskrydset Howitzvej/Falkoner Allé. Ham ser vi næppe igen på Frederiksberg i København.

Men der er da heldigvis stadig begrundet håb om, at Bryan Ferry vender tilbage hertil. En anden engelsk gentleman. Don't be a stranger to our fair city, Mr. Ferry!

Holger