TV'et stod og kværnede på Teledanmarks servicekanal. Vi ventede på at Viasat Sport endelig ville
komme i gang med anden halvleg af Real Betis mod Real Madrid, men der var lige en landskamp i bordtennis der skulle overstås først. Og pludselig, ud af det blå, kom følelsen igen, følelsen af
déjà vu, den klamme følelse man får når man har en fornemmelse af at man står midt i en situation man har oplevet før.
Det sker mere og mere, når den servicekanal kører med Radio 2, som efterhånden er det eneste radio jeg nogensinde får hørt, undtagen selvfølgelig Løvetimen og sporten mellem tre og fem på nogle søndage. Og
déjà vu-fornemmelsen bliver også mere og mere håndgribelig. Jeg er i
den nordlige ende af København. Lidt efter midten af firserne. The Voice kører. Deres
airplay chart. Fint lyder det. Nummer et er 'Som de andre gør' med Back to Back, og den ser ud til
snart at blive vippet af pinden af Dodo and the Dodos' 'Vågner i natten'. Efter en sommer, hvor Genesis og Thomas Helmig har domineret totalt.
Pludselig knipsede nogen, og jeg var tilbage i baren. Ingen omkring mig havde sideskilning og langt hår i nakken, ingen havde Docksides på fødderne, ingen bar pastelfarvede sweatshirts. Den slags vraggods er ikke taget med fra firserne, undtagen måske lige i Sonofons reklamer fra Snave. Men musikken, den er tilbage. Hvis den altså nogensinde har været væk.
Radio 2 og deres åndsfæller Sky Radio ("vi spiller den musik du kender!") har skåret 90'erne ud af ligningen. Det er os i trediverne der bestemmer nu, det er os der sidder med købekraften, der bestemmer på pladeselskaberne, og der styrer radioen, og vi skal fandme nok sørge for at vores favoritter bliver spillet, så vi kan føle os unge igen. Og skal der spilles nye plader, så er det bedst hvis vi kan få nogle med den tids koryfæer: et kig på radioens
airplay charts - findes stadig - viser Phil Collins, Bryan Adams, Roxette, Elton John og Thomas Helmig i bekvemme positioner, mens nyere glatnakker som Zididada får firservragene fra Danseorkestret til at lyde som et futuristisk og visionært
drill'n'bass-projekt til sammenligning.
Det er en fandens skam for ethvert tilløb til ny musik, men guderne må vide hvad der kan gøres. Så længe filosofien hos flertallet er at man vil høre den musik man kender, og for enhver pris undgå den musik man ikke kender, selv om man muligvis ville kunne lide den, så går det vel sin skæve gang indtil intet ny musik udgives, og alt hvad vi har tilbage er
Magi i luften 17 og Just Can't Get Enough 11 og The
Best of Johnny Hates Jazz, og hvor festivalernes hovednavne er Gnags og Toto. Nej, det sidste er dog for langt ude, ikke? Spørg Midtfynsfestivalen om det! En trøst er det virkelig, alene hvad angår den gode smag, at den sidste dag i Ringe i år var en kæmpefiasko - men mon ikke det
desværre havde mest med vejret at gøre.
Men mens det er pærelet at lange ud efter det slatne, blev der da lavet god musik dengang. Og som om Baltimoras 'Tarzan Boy', Sabrinas 'Boys' eller Righeiras 'Vamos a la Playa' skulle være så meget værre end den sang med Las Ketchup. Kvalitet og lort er der rigelige forsyninger af i alle æraer. Det er så bare synd, at 'Kom tilbage nu' og 'Wouldn't It Be Good' får lov at stå som
periodens store bedrifter.
Lidt oprejsning fortjener den tid. Og lidt spot fortjener undertegnede for rent faktisk at kunne lide en masse af det bræk der var fremme dengang. For at have haft dyb respekt for tragiske jazzfunkprojekter som Shakatak, og som Level 42 - et band hvis frontfigur spillede bas med sin tommelfinger og sang gennem sin næse, hvilket naturligvis i begge tilfælde er den gale måde at gøre det på.
Hvis du, kære gæst, ønsker kommentarer om firsernes musik fra en person der engang mente at Living In A Box var kommet for at blive, og har købt ikke
én plade med Go West, men to, så velkommen til, og må jeg så lige sige at man jo har lov til at blive klogere. Go West vil da heller ikke være repræsenteret i den stak plader der vil blive anbragt i
jukeboxen med mere eller mindre jævne mellemrum, i hvert fald indtil jul. Det vil derimod en flok andre albums fra et årti, der allerede er pænt repræsenteret i vores artikler - det er, trods at vi fustagehentere er pænt spredt i alder, en periode der har formet vores alles musiksmag kraftigt. Og mon ikke udtrykket "meget tidstypisk" dukker op en gang imellem, ligesom frasen "et stift firserbeat". En del af årtiets musik kunne have været fra nårsomhelst, og en del andet er så bundet til perioden at det nærmest var stilskabende. Nå, men i gang.
-smølle